Mænd i mandefag!

I begyndelsen af halvfemserne var jeg i jobtilbud sammen med en sød, ung kvinde, uddannet sned­ker, dyg­tig og glad for sit fag. – Hun havde fulgt de officielle opfordringer, som den konservative rege­ring på bedste DDR-vis op igennem arbejdsløshedsårene i firserne udstedte for at anspore unge kvinder til at uddanne sig i mandefag.

 ’Kvinder i mandefag’ lød parolen. Man ønskede ikke, at ALLE kvinder blev pædagoger, hjemme­hjælpere – som det hed dengang, da SOSU’erne virkelig hjalp folk i hjemmet og ikke bare aflagde for­hastede besøg – lærere, sygeplejersker, socialrådgivere … Kvinder skulle ikke nødvendigvis ind i de bløde omsorgsfag, hvor de blot fortsatte den traditio­nelle kvinderolle og fik en dårlig løn for det, når man stod og manglede arbejds­kraft i de praktiske mande­fag. – Samtidig ville man gerne dæmpe den rå tone i skurvognene og på de traditionelle mandearbejds­pladser, forlød det, og så var kvinder jo igen decimeret til service­personer, der skulle tage sig af de rå mænd – OG børn og hus og madlavning, når de kom hjem, selvfølgelig.

Men min unge arbejdsløshedskollega fik aldrig job som snedker. – Uanset hvor mange stillinger, hun søgte, blev hun valgt fra. Mændene havde ikke lyst til at få kvinder ind på deres domæne, slet ikke unge, kønne, blide blondiner, men undskyldningerne, som hun – i bedste fald – fik sammen med alle afslagene, gik på, at der ikke var toilet- og omklædnings­forhold til kvinder på lige netop dén arbejdsplads.

Så nu sad hun her på et lokalhistorisk arkiv sammen med alle vi andre overflødige, uuddannede, skibsværfts­arbejdere, humanistiske akademikere og ældre kvinder, der havde brugt deres liv på sekretærjobs, børne­pasning og husholdning. – Sidst, jeg hørte fra hende, havde hun vist fået en slags terapeutuddan­nelse, om det var massage, fodterapi el. lign., kan jeg ikke huske. – Men hun blev efter mange års faglig ud­dannelse i et mandefag smidt direkte tilbage i den lavtlønnede kvindefagskasse.

Erindringen om den første kvindelige snedker, jeg mødte, dukkede op, fordi vi for tiden har gang i en større tilbygning. Det startede i efteråret med en (mandlig) arkitekt, en (mandlig) bankrådgiver, to (mandlige) en­treprenører, en (mandlig) landmåler og en (kvindelig) kommunal sagsbehandler. Der­efter har der igennem måneder været et rend af mænd på matriklen. Jord- og betonarbejdere, lastbil­chauffører, kranvogns­chauffører, murere, tømrere, VVS’ere, elektrikere, og en enkelt, ung, kvindelig maler, der altid holdt sig for sig selv.

Alle de gode håndværkermænd er omgængelige, høflige, kompetente, ordholdende, hjælpsomme, og jeg kan se, at de har en fest med deres fag og med hinanden:

Så ringer de efter en stor kran, der skal løfte et tag ind over huset, og ham, der roligt styrer den store ma­skine og sætter tagfagene på præcis det rigtige sted med millimeters nøjagtighed, mens han styrer uden om min skorsten og det lille lindetræ, nyder stor respekt blandt alle de andre.

Så er der pludselig brug for en elektriker, og så ringer de efter en, der – VIPS – som en militær ind­satsstyrke kører op til huset efter en ½ time og ordner det, kun han kan ordne, og bliver mødt med kolle­gial anerken­delse og varme. – Sidst, jeg selv skulle bruge en VVS’er, gik der tre-fire uger, inden han om­sider dukkede op …

Så går de og giver hinanden noget gas, eller de snakker om ting, der ligger dem på sinde, sammen­ligner ud­styr, arbejdsgivere, fortæller om forbedringer, de laver på deres egne huse, sladrer om an­dre firmaer, an­dre håndværkere, nyttig sladder, ikke ond sladder, bare så de gensidigt er opdateret, så de ved, hvem man kan stole på, og hvem man ikke skal ringe efter.

Og der hersker stor respekt blandt alle mændene, også mellem faggrupperne, og der udveksles erfa­ringer, råd, snakkes fag og sammenlignes værktøj.

Det minder mig om sønnike og alle hans drengevenner, når de skulle arrangere en krigsleg i skoven: Så er du … så laver du … så går I … vi tager alle sammen … – Er drenge født til at organisere hinanden i store slag? Arbejde med store maskiner? Gennemføre ambitiøse projekter? Bygge broer? Raketter? Vælte store træer? Rejse lysmaster? Mure huse op? Tætne tag? Udøve kraftpræstationer? Anlægge indkørsler? – Og komme hjem med lønsedler, der som ofte afspejler en god akkord, en tillidsfuld ar­bejdsgiver, en god kon­trakt … Og de er altid parate til at løse et problem, til at give den en skalle om nødvendigt. – For enhver kan jo se, at det ikke nytter noget at holde fyraften, hvis det regner, og der er hul i taget.

Og de kører hjem i deres store biler, der alle er udstyrede som velforsynede værksteder, så de kan fixe hvad som helst i en håndevending, mens de laver godmodig sjov med hinanden og en bekymret husmor.

Og de kommer hjem efter at have reddet verden, bygget monumenter, fixet problemer, møg­beskidte, sultne og trætte, restituerer sig, og kører ud igen næste morgen sammen med kollegaerne, kammera­terne. Med tårnhøj selvfølelse, som rigtige mænd altid gør det.

Håndværkere er særdeles veluddannede: De har overblik, tager beslutninger og ansvar, de kan regne, beregne et fald, en taghældning, en åbning, rørføring, de kan organisere, skaffe mænd og materiel i en håndevending, de kender materialer, procedurer, lovgivning, og så kan de håndtere powerværktøj og på samme tid forstå, hvordan en ældre dame gerne vil have tingene indrettet, imens de lige sørger for, at alt er vandtæt, praktisk og lov­ligt.

Det er en kættersk tanke, men måske er der alligevel forskel på mænd og kvinder? Måske skal man ikke vride og sno sig for at passe ind i en anden kasse end den, man føler er rigtig for én selv? Nogle kvinder er mere mandfolk end mange mænd, og nogle mænd egner sig bedre til omsorg end nogle kvinder. Men fx mænd i pædagogjobs har det med at slippe kontakten med børnene og smutte ind på kontoret, hvor de i lederstillinger kan sidde og organisere og ringe efter en kran til den nye rutsje­bane på legepladsen, lægge vagtplaner, holde møder med andre mænd, i kommunen, i forvaltnin­gen, og have en fest med deres fag og med hinanden.

Og hvorfor skal alle vore unge mænd med vold og magt føres igennem HELE uddannelsestilbuddet helt op til studenterhuen, når så mange af dem føler sig ilde anbragt i et system, der tilsyneladende favoriserer kvinder? Kan vi ikke slappe så meget af nu, at enhver, uanset køn, må vælge uddannelse og erhverv efter lyst, evne og interesse og ikke partout tvinges ned i en forudbestemt kasse?

Er alle vore tekniske skoler blevet uinteressante for de opvakte unge mænd? Er de for løse i geled­det? For mange smøger og Opel Kadetter med blanke spoilere? Parkeringsplads for for mange dårlige og uinspire­rende lærere? For dårlig løn, for ringe sammenhold, en dumpingplads for restgruppen, hvor faget ikke lig­ner virkeligheden, hvor de ikke forpligtes over for en mester, nødvendighe­den og kollegaer, og hvor man kun kan drømme om at opnå en praktikplads i et rigtigt firma?

For set her fra min indelukkede coronatilværelse, hvor jeg til daglig er omgivet af glade og kompe­tente håndværkermænd, der virkelig får noget fra hånden, ser det ud til, at mange drenge ville få en yderst tilfredsstillende, fri og spændende tilværelse, hvis de søgte ind i et mandefag.

I stedet for at sidde med en laptop mellem tynde, blege fingre hele dagen, tale affekteret om ameri­kansk politik med andre hipstermænd over kaffelatten og formålsløst suse rundt på en kostbar mountainbike, løbe en halvmarathon eller brydes med bildæk og trækævler i fritiden, kan en ung mand med værdigheden i behold opnå et meningsgivende fællesskab med andre mænd, tjene langt bedre end gennemsnittet og gøre reel nytte samtidig.