Naturlig selektion

Blog Image

En fuldkommen uvidenskabelig teori om de nordlige og de sydlige menneskers karaktertræk

Det ligger langt ud over min fatteevne, at mennesker overhovedet bosætter sig så højt mod nord, som vores lille land er placeret. En ting er, at vi er født her og føler os hjemme, men at vi bliver boende, må bero på en kollektiv fortrængning. Hallo! – Det er vintermørkt, koldt og vådt omtrent otte måneder om året! Og efter en sommer som i år, hvor man virkelig skulle være vaks for at nå at opleve en enkelt dag med solskin og 25 grader, kan man kun yderligere undre sig over, at der stadig er befolkning tilbage.

De, der kan, har naturligvis allerede taget et fly sydpå. Velaflagte pensionister flokkes ved Sydeuropas kyster. Mange andre har taget en eller to ugers ferie på solrige steder i Asien, Mellemøsten, De Kanariske Øer, hele verden er den riges legeplads, med eller uden dykkercertifikat. Og endnu mange flere – noget jeg heller aldrig har fattet – opsøger sne og kulde i Norge, Sverige eller Alperne. Disse sne- og kuldeelskende individer tilhører muligvis samme stamme, som min veninde, der hvert år, når jeg beklager mig over vintervejret og mørket, imødegår alle mine argumenter med hårdnakket henvisning til, at „det er da så hyggeligt at krybe indendørs med et tæppe, tændte stearinlys og en god bog”. Nej. Det er ikke hyggeligt. Det er en kompensatorisk nødløsning, ganske som julen er det med al halløjet. Hvem ville ikke hellere sidde og læse på verandaen i shorts og varmt solskin?

Lad os se det øjnene: 18 timers buldermørke, mellem nul og fem grader, slud, pjaskregn og stiv kuling tilsat modbydelige virusser og bakterier, som de skrøbelige iblandt os er nødt til at vaccinere sig imod, ville alle andre steder end i Fædrelandet blive kategoriseret som hostile environment og uegnet til menneskelig beboelse.

For mellem 10.000 og 15.000 år siden, da isen netop var ved at trække sig (lidt) tilbage, stod vore forfædre rådvilde et sted nordøst for Alperne. Her delte de sig efter, forestiller jeg mig, en del diskussion: De livsglade og mageligt anlagte valgte en sydlig rute, mens de mere indædte og bjergsomme fulgte rensdyrflokkene mod nord.

Efter yderligere 10.000 års selektion er vi blevet til dem, vi kender i dag: Det sydlige, storsindede menneske, der tager livet, som det kommer. Der plukker frugter og drikker vin midt i en gavmild natur året rundt. Der ud-agerer på rummelige, solbeskinnede piazzaer med plads til livslyst, flirt og store armbevægelser, og som tillader sidemanden at spille mandolin eller synge opera, hvis han skulle få sådanne lyster.

Og så vi andre, nordlige typer, der bærer armene tæt på kroppen, så vi kan holde på varmen og formerne. Vi, der formulerede Janteloven, og omhyggeligt har beregnet, at det kan betale sig at knokle med at få høet i hus i juni måned, fordi vi så kan fodre på den livsnødvendige besætning af husdyr helt frem til næste forår.

Det var ikke usædvanligt, at man for få hundrede år siden måtte bære udmagrede køer ud på græs i april-maj måned. En mand blev bedømt på sin evne til at udskyde sine øjeblikkelige behov til fordel for de mere langsigtede: Overvintring af sig selv, kone, børn og dyr. En perfekt grobund for protestantisk arbejdsmoral.

Og hvis man forestiller sig en familieflok, der skulle tilbringe den lange vinter tæt sammen omkring et osende bål i en lavloftet, snæver og skummel tørvehytte, så kan man godt forstå, at onkel Åge, der havde det med at slå ud med armene, der fortalte de samme syge vittigheder igen og igen, og som tilkastede andre folks kvinder lidenskabelige blikke, i al stilfærdighed blev trukket med om til møddingen og efterladt med overskåren hals.

Derfor er vi dem, vi er. De fleste af os bliver her vinteren igennem. Står op til sædvanlig tid, selv om det er bælgravende mørkt udenfor. Passer omhyggeligt vores arbejde. Rydder supermarkederne for fedtholdige fødemidler og stearinlys på vej hjem. Holder nidkært øje med, at ægtefællen, søskende, børnene, naboen eller indvandreren ikke slår for meget ud med armene og ikke tager sig livet for let. De, hvis forfædre overlevede århundredernes vinterstorme i de trangeste og usleste af hytterne, blev så forhærdet selvretfærdige, at de i dag kan bestride fremtrædende poster, f.eks. som kulturredaktører eller anmeldere, på vor lille nations små provinsdagblade.

Men så sker underet: Det bliver forår, midsommer, og vi liver op, hektisk, uvant og kunstigt, i en kort periode, hvor der er alt for meget dagslys til vore plirrende øjne. Eller vi går amok i grisefester og druk under charterferiernes parentetiske udgangstilladelser.

Nå, jeg kan desværre ikke fortsætte, hvis jeg skal nå at komme ud, før solen går ned …

Yndlingsting i dag:

1. Yndlingsvejr: Lav vintersol bag sortstrittende grene

2. Yndlingsbeskæftigelse: Lang skovtur med hunden, mens der endnu er sollyst

3. Yndlingsmad: Torskerogn og torskelever med godt rugbrød og fiskemandens hjemmelavede remoulade

4. Yndlingstanker: Barnebarnets første jul