Aktuelle kommentarer

Ingen synes at forbinde det høje antal cuttere, spiseforstyrrelser, stofmisbrug, angst- og depressionsprægede unge og overdreven ungdommelig druk i ind- og udland med den ekstremt tidlige institutionalisering af danske, førsproglige småbørn i vuggestuer og dagplejer, hvor de, ifølge en forsker, driver rundt som ’sanseløse pingviner’ en stor del af deres vågne tid. − Førsproglige småbørn ved ikke, om de bliver hentet igen. De oplever traumatiserende brud i dagligdagen, bliver hentet og bragt, stresset tidligt og sent, møder nye pædagoger og gæstedagplejere vekslende med bedsteforældre og forældrenes venner og andre børns forældre. De bliver passet af professionelle uden ægte kærlighed, opmærksomhed og interesse i konkurrence med flokke af jævnaldrende i de mest følsomme år af deres liv og kan meget vel påføres en kronisk mangel på basal tryghed og selvtillid, som slår ud senere. Men vi er mest optaget af at PISA-teste dem…

»Der kan ikke være nogen tydeligere åbenbaring af et samfunds sjæl end den måde, hvorpå det behandler dets børn«, Nelson Mandela

True folk på deres livsgrundlag til at lade sig tvangsoperere for fx dårlig ryg? Ikke siden tvangs­sterilisationerne af psykisk handikappede og ’moralsk degenererede’ i 1930’erne har vi været så langt ude. Ikke engang læger må behandle nogen, og da slet ikke ope­rere, uden udtrykkeligt sam­tykke. Så må kommunens ansatte vel heller ikke tvinge folk under kniven. Jeg ønsker ikke at vide, hvordan der ser ud inde i hovedet på ophavspersonen til det forslag. Er der nogen, der tror, at der fin­des mennesker, der nyder at gå hjemme med smerter i ryggen i stedet for at lade sig operere, hvis en sådan mirakelløsning var mulig i deres tilfælde? Og hvem har ansvaret, hvis operationen mislykkes? Der er åbenbart ikke længere grænser for, hvor langt man vil gå i forsøget på at spare et par skillinger. Og der er altid nogle omklamrende kom­munale M/K’ere, som mener at vide bedre end selv uddannede læger. Man kan jo håbe, at vore læger nægter at medvirke til dette barbari.

Små mænd og næser

Tænk engang, hvor overraskende storsindet og statsmandsagtig Lars Løkke ville have fremstået, hvis han, i stedet for at gå med på Enhedslistens sure spil om påtalen, næsen, til Helle Thorning, havde erklæret sig tilfreds med en PET-chef og en justitsministers af­gang. Tænk, hvis han med et varmt smil havde afvist enhver videre snak om kalendere og Christianiabesøg som bagateller og tidsspild. Nu, hvor ikke engang en lille næse kunne vedtages, ligner han som sædvanlig blot en smålig og formatløs, lille mand.

Arvingerne

Nu har vi set et par afsnit af DR’s dramaserie, og vi spekulerer på, om der virkelig er no­gen i dette land, udover forfatteren, der tror på, at fire hel- og halvsøskende og en eks­mand får lov til selv at gå og fifle med deres arvesager, disponere over huse, biler og kunstværker og forsøge at snyde hinanden til at skrive under på dette og hint. At der ikke meget hurtigt i forløbet ville optræde en uvildig advokat eller skifteret, der bånd­lægger værdierne, huse, biler, kunstværker m.m., til langt over 10 mio. kr., og påser, at det hele går retfærdigt til. Fakta og realisme kan skam også være dramatisk, hvorimod uvidenhed og dumhed bare er uinteressant. − Skuespillerne spiller usæd­vanligt godt, hvis man sammenligner med andre, danskproducerede film og serier, men noget mono­tont og helt uden udvikling, hvilket må skyldes det uigennemtænkte, tomt effektsøgende manuskript.

Overgrebene på den unge digter, Yahya Hassan, vil ingen ende tage:

Først fra hans egen familie, navnlig faderen.

Så fra et system, der anbragte ham på en institution, hvor der tilsyneladende var store pro­blemer med både fysiske og verbale overgreb og grænser.

Så gav man ham en kontaktperson, der udnyttede ham seksuelt, selv om han var mindre­årig, og hun var mere end dobbelt så gammel som han.

Så topper denne person, som burde have været der for ham, tillidsbruddet ved at skrive en bog om forholdet og hænge ham ud offentligt.

Derudover overfaldes han og udsættes for trusler fra religiøse grupperinger, som føler sig for­nærmet af hans ord.

Burde vi ikke snart besinde os og begynde at tage vare på ham?

Om kunstneriske prætentioner

Nogle mennesker tror, at hvis de bare udtrykker sig tilpas sløret, upræcist og tåget, med et ’jeg’ og et ’du’, med ordstrømmende omveje uden egentlige pointer eller mening, med uskarpe billeder eller med dårlig lyd, så er de rigtige kunstnere.

Der er sket noget med de moderne kommunikationsmidler:

Først sender min mor mig et brev

Så sender jeg hende en mail med et par fotos og tak for brevet

Så sender jeg hende en sms, hvor jeg skriver, at jeg har sendt hende en mail

Så ringer hun for at sige, at hun har læst min mail

Dømmekraft blandt de ypperste af vore folkevalgte

Mens vor statsminister repræsenterer landet ved at jage ’Sex and the City’-skuespilleres autogra­fer og tage upassende selfies af sig selv sammen med rigtige statsledere ved en mindeceremoni, der skulle have handlet om en af de seneste hundrede års betydeligste mænd, så må den ene efter den anden af hendes ministre gå af pga. fiflen med love og regler og generel udygtighed i syste­met: Uffe Elbæk, Christian Friis Bach og Morten Bød­skov. Annette Vilhelmsen har anbragt sig midt i farezonen med tildeling af offentlige midler uden om almindelige ansøgningsregler. I oppositio­nen går det heller ikke for godt: Der er (endnu en af) Løkkes sager om personlig luksus og overfor­brug for andres penge, og så er der den ubehagelige skattesag, hvor ministre og deres rådgivere havde mere end svært ved at skelne mellem lovgivende myndighed og udøvende skattevirk­som­hed, hvilket er uhørt pinligt i et vestligt demokrati, som kastede sig ud i blodige an­grebskrige angi­veligt for at lære ’mindre udviklede lande’ forskellen.

De evige værter

DR orker kun sjældent at finde nye ansigter og værter til programmerne. Når de én gang har hyret en fyr eller fyrinde, og det synes at fungere blot nogenlunde, så flytter de ind for altid og bliver en uafrystelig del af DR-familien. Som oldefædre, hyggeonkler, mostre, fiffige fætre og kække kusiner, man aldrig, aldrig slipper for igen. Som det er sket for metusalemmet Søren Ryge, for Puk Elgaard, Christine Feldthaus, Anne Glad, Adrian Hughes, brødrene Price, brødrene Madsen, kagebager Blomsterberg, Thomas Skov, Louise Wolff, Lise Rønne og de to komplet indsigtsløse fænomener Felix og Emil. De her nævnte optræder ikke blot i et enkelt program, som man så kunne lade være med at se, hvis man kørte træt. Næh, de optræder alle i en to-tre forskellige programmer og dukker desuden ustand­seligt op i hinandens programmer eller til overflod i Aftenshowet og i den øvrige programflade, indtil man når kvalmegrænsen. Og det gør man uafværgeligt, uanset hvor dygtige og sympatiske de eventuelt var til at begynde med.

Når der sker noget for unge mennesker, en forlovelse, et bryllup, en rejse, en ny kat, en syg­dom, en fødsel el. lign., så overvejer de allerførst pressestrategien: Hvem skal have hvad at vide hvornår, og hvornår kan man skrive det på Facebook. Først deref­ter forsøger de at være med i det, der sker.

Ang. det omfattende metrobyggeri i København: Nu gider vi jyder ikke høre på mere klynk og jam­mer over støjgener fra velaflagte mennesker, der har valgt at bo midt i hoved­staden. Menne­sker, der bliver lyttet til og økonomisk kompenseret, og hvis centralt be­liggende lejligheders værdi stiger betragteligt, når metroen en dag står færdig.

At ville forbyde folk at ryge i deres egne hjem eller biler:

Vi har længe haft tradition for, at folk måtte arbejde, stresse, medicinere, sniffe, drikke, æde eller sprøjte sig ihjel uden videre indblanding, hvis det var det, de lystede. Rygning skader ikke nævneværdigt på det overordnede niveau. Hvis man virkelig ville have mere plads på hospitalerne og renere luft, skulle man forbyde en stor del af industrien samt biler, lastbiler, busser, tog, skibsfart og flyrejser. Ikke bare i Danmark, men i hele verden. Er det realistisk? Har vi nogen som helst indflydelse i Kina, Indien og Brasilien fx? Ville de politisk korrekte M/K’ere, som skriger så skingert og højt, undvære deres biler og ferierejser, hvis miraklet skete, og de blev hørt? Og de friske jordbær og roser og mangoer i februar? Og billigt modetøj og sko fra Tredjever­denslande? – Det er for let at gå efter rygerne, fordi de står der og vifter med deres ose­pinde. Man kan ikke holde en lastbil ansvarlig. Eller gå ud og nidstirrer et jetfly.

Nydansk

Jeg talte med en opvakt ung dansker af ’anden etnisk herkomst’ og blev betaget af hans sprog: Letflydende og levende på en måde, man sjældent hører, og peppet op med skæve smil, lune glimt i øjnene og beskri­vende fagter. − Da gik det pludselig op for mig, hvor det besynderlige nydanske tale- og skriftsprog kommer fra: Det er afsmitning fra vore tosprogede indvandrerefterkommere.

Det er morsomt at tænke på, at mens kræfter i det danske samfund har hektisk travlt med at bekæmpe indvandring og alt, hvad deraf følger, så går deres egne børn og unge − og deres foretrukne journalister i medierne − rundt og kaster om sig med formentlig arabiske fagter, udtale, udtryk og ordstillinger.

Udover påvirkningen fra engelsk bliver dansk i disse år også ændret af indvandrede, begavede sprog­brugere, som fx den unge, højt beundrede digter, Yahya Hassan.

Politikens netavis skriver om ham i dag:

Indvandredigteren giver et unikt indblik i indvandremiljøet

Og landets største dagblad præsterer to graverende sprogfejl i en lille underrubrik.

Så mens vi i netop disse dage begræder tabet af digteren Dan Turell og hans evne til at beskrive selv Vangede i præcise vendinger, så har vi fået en ny sprogmester, som giver os et præcist og barskt indblik i et underklassemiljø, der kun sjældent tillader vidneberetninger, og da slet ikke sprogligt brillante, at boble op til overfladen.

Jeg har før påpeget de nye udtaleformer på dansk:

Det er blevet moderne, også blandt unge og knap så unge nyhedsoplæsere på de to store, seriøse danske kanaler, at tale som læspende børn med tyk tunge hængende langt ud af munden. I mine ører lyder det tuttenuttet og malplaceret, og det skærer skingert i sjælen, når nyhederne handler om død og ulykker, hvil­ket nyheder desværre ofte gør. Det begyndte med TV 2’s kanal Zulus kokette lillepigestemme, og dette barnagtige tonefald er siden blevet imiteret også af voksne kvinder og mænd.

D’erne: Redde, frede, fredelig, bede, bedre, billeder … udtales alle med bred, slap tunge: Rrrædddddde. Som vi i gamle dage vrængende ville udtale »rædderlig«.

Æ forvanskes til A i mange ord: Træet bliver til traet, rumæner bliver romaner, dræbt og dræbe bliver til drabt og drabe.

E bliver til A: Ret bliver til rat, frem til fram.

(…)

De siger drabt i stedet for dræbt

De siger rat i stedet for ret

De siger terre i stedet for terror

De siger kraft i stedet for kræft

Og det i en sådan grad, at jeg sommetider helt misforstår deres udsagn. F.eks.:

„Han brugte kraften positivt” lyder opløftende på den optimistiske, Star Wars-agtige måde, indtil det langt senere går op for mig, at manden er ramt af en dødelig sygdom.

(blog.loneandrup.dk/#post131 Floskler og dårligt sprog, 10. februar, 2012)

Uden at være en ørn til arabisk, har jeg på fornemmelsen, at mange ord, udtryk, udtaleændringer og også problemerne med at høre og udtale æ, ø og å er et udpræget indvandrerfænomen, en slags pidgindansk, kraftigt hjulpet på vej af bl.a. entreprenante, kommunale chefer, som med stor iver afskaffer å’erne i deres bynavne eller ligefrem omdøber deres gammeldanske områder for at gøre deres hjemstavn global og inter­netparat, så den netop ikke tiltrækker besøgende udefra, for der er intet specielt dansk at opleve, intet lokalt særpræg, som adskiller disse floskelspredere

− Aarhus. Danish for progress skal give international genlyd og sætte fokus på byens evne til at arbejde sammen for at skabe fremgang og vækst. (http://www.citybrandaarhus.dk/)

og

The Bay Denmark – Jammerbugten
Velkommen til The Bay Denmark – Jammerbugten.The Bay Denmark er den nye internationale betegnelse for Jammerbugten, et af Danmarks mest besøgte kystferieområder. Her er den uspolerede, rå natur cen­trum for ferie, familieliv, erhverv og lokale fødevarer.
(
http://www.visitjammerbugten.dk/jammerbugten/bay-denmark-jammerbugten)

fra andre områder i Nordeuropa.

Det sidste sproglige nyskud, kun få år gammelt i dansk, er det udbredte ’Jeg tænker’, som i ’Jeg tænker, vi skal gå til højre her’. Det lyder i mine ører som en direkte overtagelse af en mellemøstlig vending.

På dansk kunne man førhen sige: ’Jeg tænker’ i betydningen: ’Jeg står lige og overvejer situationen’. Eller ’Jeg tænker på den ferie, vi havde sidste år’. Men nu er den nye brug af udtrykket slået bredt igennem, også blandt ellers sprogligt sikre og velskrivende journalister:

− Men jeg tænker, om de også har noget at byde ind med på nutidens lyriske scene? (Politiken d. 13.10 2013, side 8)

På gammeldansk kunne dette udsagn fx have lydt: − Mon de også har noget at byde ind med på nutidens lyriske scene?

Den traditionelle brug af danske stedord og præpositioner sejler ligeledes i dagens sprogbrug i en sådan grad, at mange efterhånden vælger formen ’ens’ i stedet for ’sin’, måske fordi det føles sikrere, når man er i tvivl:

− Det er utrolig svært at se hele ens by være under vand (Pol. net. 18.9.13)

Eller man skriver bare noget meningsløst bavl uden at tænke:

− En ny dokumentarfilm fra magasinet Vice løfter lidt af sløret bag det mystiske (…) − en slags ’Barbie-influ­enza’, der smitter til et kunstigt look af kvieøjede piger ( Pol.net. 12.8.13)

Hvis sløret var bagved, var der ingen grund til at løfte det, og ordet ’smitte’ bruges normalt med ‘med’ på dansk. − Begge eksempler er af yngre journalister med pæredanske navne.

Udover det stærkt usikre skriftlige dansk, har jeg for nylig oplevet to tilfælde, hvor man fandt det nødven­digt at tekste unge, hjemmefødte danske mænds tale på tv. Begge gange unge mænd af underklassen, den ene en angrende kriminel fra Hinnerup ved Århus, som var så sprogligt usikker og mumlede så meget, at den programansvarlige må have vurderet, at undertekster var nødvendige for forståelsen. Så meget for Folkeskolens pligt til − i samarbejde med forældrene − at lære alle dansk sprog og kultur.

De seneste forældregenerationer her i landet har været for selvoptagede til at sidde i ro og snakke med deres børn, mens de lærte dem sproget. Hvis forældrene ikke var på job, på café med vennerne, til fitness eller løb rundt i skovene, sad de, de få timer pr. dag de tilbragte med deres egne børn, og tjekkede mails, sms’er eller Facebook. Selv om børnene gentagne gange bad dem om at lade være. De danske hjem genlød og -lyder stadig mere af børnenødråb: Hold nu op, mor! Læg nu den telefon væk, far! Vi aftalte, at vi skulle hygge os… Men forældrene har bogstaveligt talt propper i ørerne.

Børnenes pædagoger kan ikke overlades noget ansvar for den sproglige indlæring. Pædagogsprog er det mest floskelfyldte dansk overhovedet. Bare tænk på ’afhentningssituationen’ og ’spisesituationen’, der grasserede i årevis. Nu har de ustandseligt ’fokus på’ eller de ’oplever problemstillinger omkring’ eller de foretager sig noget ’i forhold til’, så det løber en koldt ned ad ryggen.

Men selv skolelærerne, selv de, der underviser i faget dansk, er i tvivl om grammatikken og kommaterin­gen. Og deres sprog er hyppigt lige så floskelfyldt og fejlbehæftet som pædagogernes, bl.a. fordi de omgås børn og unge hele tiden og lader sig smitte i forsøget på at fremstå ungdommelige og smarte. Læg dertil skoleklasser med store andele af indvandrere… Hvem skal lære de nye generationer dansk?

Uden sprogligt velfungerende voksne omkring sig er børn og yngre voksne i dag lette at løbe over ende af jævnaldrendes barnlige sprog, af nogle indvandredes gadesmarte pidgin og af engelsksproget, mediebåret sprog og kultur − heriblandt en sær, udansk puritanisme.

Det er ikke nogen katastrofe. Bortset fra meningsforstyrrende sprogfejl, som kan besværliggøre kommuni­kation, har et sprog godt af at få tilført nyt blod og blive brugt på nye måder. Måske opstår der efterhånden et helt nyt skandinavisk-engelsk-arabisk? Det er helt sikkert, at sproget vil blive bøjet og tilpasset, så det kan det, det skal, nemlig formidle mening blandt de mennesker, der bruger det.