Anbragte børn og tilknytning

Barnets perspektiv

’Men flere bortadoptioner, som Mette Frederiksen talte om, er dog et så ekstremt vidtgående indgreb, at det får alle alarmklokker til at ringe.’

På lederplads d. 2.1. 2020 anfører Politikens nuværende chefredaktør, Christian Jensen, at statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale om anbragte børn er ude på et skråplan, når hun argumenterer for mere ro til børnene og flere forpligtende bortadoptioner af ulykkeligt stedte børn.

Når en chefredaktør udtaler sin selvsikre mening om politiske forhold, har det normalt meget få konse­kvenser; er blot en leg med ord og meninger, som mange finder personligt tilfredsstillende.

Men når han udtaler sig om børn, børns vilkår og børnepsykologi uden at have læst op på det faktuelle grundlag, så er det decideret farligt (og dumt).

Hver enkelt børnesag er enestående (som den kloge Bettina Post skrev i Politiken forleden*), og nogle gan­ge er der brug for en fjernelse fra hjemmet, nogle gange for massiv støtte i hjemmet, og nogle gange måske andre foranstaltninger. Hverken statsministre eller chefredaktører besidder den faglighed på børneom­rådet, som sådanne voldsomt indgribende beslutninger på andres vegne fordrer.

Under alle omstændigheder ville det være velgørende, hvis man for en gangs skyld anlagde barnets per­spektiv og ikke tog hensyn til ’forældrenes ret’, dvs. forældrenes ret til samkvem, til orlov, til at arbejde og til at holde fri fra barnet. Og at man heller ikke, som i dag, tog udstrakte hensyn til de forhåndenværende opholds­steder og til den offentlige økonomi. – For det kommer til at koste meget, meget mere ikke at sætte ind med tidlig hjælp. Bl.a. pga. barnets medfødte behov for tilknytning og alle de skader, barnet pådra­ger sig, når man ikke tager udgangspunkt i ’barnets tarv’.

Tilknytningsteorien er den p.t. accepterede og uden konkurrence herskende teori og overordnede forstå­else af børns medfødte instinkter for at knytte sig til en voksen beskytter og fører i livet. Tilknytningen er fast og uforanderlig, som gæslingens på gåsen, når den først er etableret. Børn er ifølge denne teori ganske som mange andre dyr født med et beredskab for at knytte sig til én primær omsorgsperson som et middel til overlevelse.

Der kan være en række sekundære personer omkring barnet, medforældre, tanter, søskende, bedstefor­ældre, naboer, veninder, men tilknytningen vil i alt væsentligt være til moderen/den primære tilknytnings­person, i det omfang hun er til stede. Hvis moderen/den primære tilknytningsperson er ude af syne, vil det lille barn opleve så meget frygt og panik, at det er skadeligt for dets liv og udvikling. Tilknytningssystemet dannes i løbet af barnets første halve leveår, kulmi­nerer mellem det første og andet leveår, og aftager en smule efter barnets tredje leveår.

Små børn kan IKKE være alene ret længe, de kan ikke sove alene, de kan ikke udholde mørke, kulde, ensomhed, ukendte lyde, sult, ubehag, ukendte omgivelser, fremmede babysittere, au pairs o.l. uden mulig­hed for at søge tilflugt og blive forstået af moderen/den primære tilknytningsperson.

Bowlby, der i 1950’erne formulerede tilknytningsteorien, studerede små børn, der var indlagt i dagevis, somme­tider ugevis eller månedsvis, uden deres forældre, for sådan gjorde man dengang, på hospitaler omgivet af fremmede, der regerede og larmede og måske håndterede børnene med instrumenter, kanyler, gummi­slanger m.m. Børnenes frygt, fortvivlelse og sorg er blevet dokumenteret af forskere på gribende og stærkt foruroligende film. Alle disse børn tog alvorligt skade på sjæl og udvikling.

Først langt op i 1960’erne begyndte man at ændre denne praksis på danske hospitaler og medindlagde forældre.

Børn kan ikke vænne sig til adskillelse, fremmedhed, mørke, ensomhed uden at tage skade. Det er et med­født behov at knytte sig til en voksen tryghedsperson, og hvis børn ikke kan det, kan de, som de rumænske børnehjemsbørn, dø af frygt, ensomhed og udsathed, selv om de får mad nok.

Så at tage børn fra deres primære omsorgsperson fx for at indlægge dem, passe dem i institutioner, give faderen samkvem eller andet, er noget af det mest skadelige, man kan foretage sig.

Lige som at lovgive om samkvemsret eller barselsorlov, herunder fædreorlov, hvor fædrene, efter at have været fraværende i måske et halvt år, skal tage over efter mødrene, som i de fleste tilfælde da vil have etableret sig som den primære omsorgsperson.

Hvis omsorgspersonen er fraværende, uduelig, selvoptaget, på arbejde, uden omsorgsevne, følelses­kold, alkoholisk eller på stoffer, voldelig, misbrugende, uberegnelig og for barnet upålidelig, kan barnet danne en utryg, eller måske ligefrem desorganiseret, tilknytning, hvilket vil traumatisere barnet resten af dets liv og forhindre indlæring og almindelig socialisering.

Så hvis den primære omsorgsperson findes uegnet, ville det hjælpe barnet meget, at man så hurtigt som muligt fandt en ny omsorgsperson, evt. medforælderen eller, hvis forholdene hjemme er truende for barnets psykiske og fysiske sundhed, et nyt, forpligtende hjem med mindst én, kærlig og forpligtet omsorgsperson.

I engelsktalende lande har man for længst indført talrige tvangsbortadoptioner, så barnet får ro til at danne nye tilknytninger.  Herhjemme er det forældrenes ’ret’ til barnet, der definerer lovgivningen om tvangs­fjernelse, forældremyndighed, professionelle familieplejere, børnehjem, ’opholdssteder’, anden institutions­anbringelse, støtte i hjemmet m.m. Hvilket ofte resulterer i endnu mere forvirrede og ulykkelige børn, der næppe bliver i stand til at bidrage til samfundet, når de vokser op.

Jeg har på feriesteder i udlandet mødt såkaldt ’professionelle’ familieplejere, der havde sendt deres tre plejebørn på et opholdssted, så de kunne afholde den ferie i de varme lande, som disse ’professionelle’ jo havde krav på med jævne mellemrum.

Hvad gør det ved et barn at erfare, at dets primære omsorgsperson har brug for at holde ferie langt borte fra det? – Det gavner ikke tryg tilknytning og troen på sig selv.

Hvis barnets nye omsorgsperson(er) derimod havde adopteret barnet på et tidligt tidspunkt, ville forpligtelsen have været større, barnet ville som bærer af familienavnet være selvskreven arving og ville naturligvis komme med på ferier og andre udflugter. Barnet ville være en skattet del af familien, ønsket og påskønnet, noget som de såkaldt ’professionelle’ familieplejere ikke ville kunne formå at få barnet til at føle sig – al deres faglighed til trods.

Hvis barnet ikke er accepteret og omsluttet af omsorg, er det blot anbragt. Midlertidigt. Indtil det er tid for familieplejerens ferie eller en ny anbringelse.

Jeg håber meget, at vores nye statsminister, ‘Børnenes statsminister’, som holdt en gribende nytårstale om børns vilkår, vil føre ordene ud i livet og lovgivningen og begynde at se på samfundsindretningen fra børnenes og ikke fra de voksnes synspunkt. At hun, regeringen og Folketinget i alle forhold vil vælge børnenes tarv frem for forældrenes rettigheder. – Og når de gør, vil jeg, og forhåbentlig mange, mange andre støtte hende. – For børn har krav på at leve de første år i nær kontakt med en primær omsorgsperson. – Hvis forældre ikke magter at tage sig af deres eget barn, er det bedre at lade andre komme til, eller endnu bedre, at undlade at fylde kloden op med uønskede børn.

____________________________________________

https://politiken.dk/debat/ledere/art7575599/Hvor-er-det-betryggende-og-befriende-at-m%C3%A6rke-en-statsministers-sociale-indignation-boble-fra-talepapiret

* https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7591626/Mavefornemmelser-og-tilf%C3%A6ldige-vidnesbyrd-skal-ikke-styre-socialpolitikken

Tor Wennerberg: Vi er vore relationer (2011)

Anders Broberg m.fl.: Tilknytningsteori (2008) og Tilknytningsteori i praksis (2010)