
Sunken båd, Limfjorden, Gjøl Dæmning.
Vi brugte Pinsedag på en udflugt til Bjerget ved Gjøl og en spadseretur over dæmningen til fugletårnet ved Perlen – et lavvandet fugleområde på Ølandssiden, hvor fine observationer hyppigt kan gøres.
Som en yderligere attraktion kan man afslutte turen med et generøst stjerneskud eller en overraskende god og håndlavet gang fish & chips på den stemningsfulde Gjøl Kro, mens man i læ for blæsten nyder det flotte kig til fjorden.

Gjøl Dæmning går igennem et naturreservat – Ulvedybet mod nord (til højre) og Gjøl Bredning ved Limfjordens nordre bred mod syd (til venstre).
Det er altid spændende at se, hvad der er. Naturreservatet Ulvedybet tiltrækker mange vade- og trækfugle. Der er en god bestand af viber, klyder, gule vipstjerter, rørhøg, sivsanger – og af og til kan man være heldig at få øje på en sort glente.

Svaner er lettere at fotografere. – Par med fire unger, Ulvedybet.
Men der er også et særegent plante- og insektliv langs bredderne, der nu afgræsses af kvæg og hesteflokke.

Slangehoved, Gjøl Dæmning.

Katost, Gjøl Dæmning.

Lægekokleare, Gjøl Dæmning.
Øland og Gjøl var begge øer indtil for godt 100 år siden, hvor en nyanlagt dæmning og pumper drænede området, så det kunne dyrkes.
Fra 1930 fik området status som naturreservat og er i dag et statsejet Natura 2000 område. Aage V. Jensens Naturfond har doneret udkigstårnet.
Da vi nærmede os Øland på den vestlige side af dæmningen, fyldte en afskyelig gyllestank næserne. Selv i den mere end friske blæst var hørmen slem, og den undslupne eller udvaskede gylle lå tykt langs bredderne:

En dræbende grumset og ildelugtende “perle” ved Limfjorden.
Vi var grædefærdige! – Tænk, så meget ødelæggelse en så kraftig gyllesø kan bevirke i et lille, fintfølende reservat. Alle de nye unger kommer frem nu, de og insekt- og planteliv lider jo ubodelig skade!
Hvis de danske landmænd vil tages alvorligt og respekteres, må de virkelig se at få styr på deres hærgen i vores fælles natur!