Sprogørepine

Og så sad jeg og zappede mellem vore 48 tv-kanaler og kom forbi et forbløffende optrin: To midaldrende kvinder klædt ud som kluntede havfruer sang, dårligt, men med stor overbevisning, en hjemmelavet havfruesang. – Jeg var nær drattet ned af stolen og blev fascineret hængende, ude af stand til at forstå, hvad der foregik. Var det et satireprogram? En fjollet film?

Nej, det var X-Factor på DR1. Som du sikkert ved, gik det ud på at finde nye sangtalenter. Jeg hang og hang, og med større og større forundring så jeg den ene håbefulde sanger, komplet blottet for selverkendelse, efter den anden forsøge at gøre indtryk på dommerne.

På et tidspunkt rejste den ene dommer sig op og forlod lokalet. På frokostavisernes spisesedler har jeg senere set ham hængt ud som hadeobjekt, men man kan vel kun undre sig over, at han blev så længe? Den stakkels mand er formentlig musikalsk, og den ørepine, han pådrog sig den aften, jeg kiggede med, må have været uudholdelig.

Jeg ved præcis, hvordan han har det. Jeg får også ondt sommetider, og mit fag er sproget. På tv ser jeg mennesker, som ikke kan danse, danse. Mennesker, der ikke kan stå på skøjter, skøjter. Folk, der ikke er sjove, underholder. Alt det kan jeg slukke for. Heldigvis.

Men jeg fatter ikke, hvorfor mennesker, der ikke kan tale, bliver ansat som tv-journalister?

De siger drabt i stedet for dræbt

De siger rat i stedet for ret

De siger terre i stedet for terror

De siger kraft i stedet for kræft

Og det i en sådan grad, at jeg sommetider helt misforstår deres udsagn. F.eks.:

„Han brugte kraften positivt” lyder opløftende på den optimistiske, Star Wars-agtige måde, indtil det langt senere går op for mig, at manden er ramt af en dødelig sygdom.

Som professionelt ordmenneske bliver man følsom, når det sprog, man omhyggeligt tilegnede sig i barndommen, bliver mishandlet. Som Thomas Blachman i X-Factor bliver jeg først ondskabsfuld i selvforsvar over for de inkompetente tv-værter. Når alle de små hår så stritter, udslet og øresmerter breder sig, slukker jeg tv’et eller forlader stuen.

Nu vil de fleste indvende, at allerede de gamle grækere og romere brokkede sig over de unges sjuskede sprog, men det gør vel ikke lidt brok mindre relevant, vel? Og jeg tror, at meget af miseren skyldes, at vi i dag som forældre ikke gider bruge tid sammen med vore børn og tale ordentligt med dem en-til-en, men overlader dem til enorme institutioner, hvor der måske er en voksen pr. 24 børn, og hvor de lærer at tale af hinanden. Det forklarer også, hvorfor hævdvundne talemåder, som f.eks. at gøre nogen en bjørnetjeneste, skifter mening. Ungerne kender ikke La Fontaines fabel, der er ingen voksne til at fortælle dem den gamle, gode historie, og så gætter de sig selv frem, så godt de kan, med misforståelser og sproglig uklarhed til følge.

Okay, det er et alderdomsfænomen. Sproget ændrer sig, og de gamle gyser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *