Doktor House

Man bør se hele serien ’House MD’ mindst en gang hvert 5. år. Alle otte sæsoner. Bare for begavelsen. For den uforlignelige Hugh Laurie, der har sit livs rolle. Og for de spændende sygdomshistorier.

Så må man prøve at ignorere misogynien – det iøjnefaldende kvindehad – objektgørelsen af kvinder, selv de dygtige og kompetente. – Der er heldigvis sket meget, fx #MeToo, siden første sæson udkom i 2004. Og man skal også væbne sig med tålmodighed igennem de usandsynligt syrede mellemspil med bl.a. Ambers genfærd og en kvik kanin af en privatdetektiv.

Serien fortsatte indtil 2012, og da jeg havde set den, troede jeg, helt fejlagtigt skulle det jo vise sig, at almindelige, praktiserende læger var interesserede i at finde ud af, hvad folk fejlede, og ville sætte alt ind på at stille den rigtige diagnose, herunder fx læse ens journal, i stedet for at gætte og udskrive vilkårlig medicin.

Der skulle lige forventningsafstemmes. Det gik op for mig, at de læger, vi møder, har under 10 minutter pr. patient. De skal bare have os ekspederet ud af kontoret i en fart.

Hvorimod min helt, Doktor House, har en håndfuld veluddannede læger i sit helt eget diagnostiske team, al tid i verden, et helt sygehus og sin egen brillante hjerne til rådighed.

Genren er, som det fremgår, ’fantasy’.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *