Syg år 2011

Endnu et absurd sygdomsforløb i et af verdens rigeste lande:

Min gode ven, X, som er 58 år gammel, kom til skade med skulderen på sit arbejde. Da han samtidig havde et problem med det ene knæ, og da jobbet var fysisk krævende, meldte han sig syg.

Mens han var sygemeldt, blev han fyret. Spørg mig ikke, hvordan det kunne lade sig gøre, for det skulle man jo være sikret imod, men ikke desto mindre skete det. Hans sygemelding havde varet 2 måneder, da opsigelsen kom.

Hos sin praktiserende læge bad X om en skanning af skulderen, der vedvarende smertede, efterhånden så meget at X måtte tage stærke smertestillende piller døgnet rundt. Lægen sendte X til en neurolog, der gættede på, at det kunne være en nerve, der sad i klemme.

Efter yderligere tre-fire måneder fik X en røntgenundersøgelse af rygraden, der viste, at han kunne have en diskosprolaps mellem to nakkehvirvler. Han var stadig på stærke piller pga. smerter i skulderen.

Da der var gået et år, gættede lægerne stadigvæk på, at generne skyldtes dels en klemt nerve, dels en diskosprolaps i nakken.

X har opgivet alle sine udadvendte aktiviteter: golf, rejser, sin elskede have, mange sammenkomster med venner og tidligere gode kollegaer, og nu ligger han hjemme på sofaen i en smertedøs døgnet rundt.

Det kommunale jobcenter kontaktede X, som skal udarbejde en jobprofil, gennemgå et kursusforløb og igennem en jobprøvning, der bl.a. skal vise, at han kan stå op om morgenen.

Det kan X godt. Efter få timers søvn vågner han normalt ved tre-firetiden, hvor han tager dagens første piller og går rundt en time eller to, mens han venter på, at de skal virke.

En formiddag bliver X pludselig så syg, at hans naboer må tilkalde en ambulance. X’s ene lunge klappede sammen, og han tilbragte en uge på sygehuset, indtil hans tilstand bedres.

Udskrevet igen, bliver X af kommunen tilkaldt til møder, samtaler, arbejdsprøvning. I sine få gode og smertefri øjeblikke skal han, hvis han vil beholde en indtægt, så han kan betale husleje, mad, medicin osv., udfylde skemaer, lægge jobprofiler på nettet og søge et antal jobs hver uge. Jobs, som han pga. smerter aldrig ville kunne påtage sig, hvis han, trods sin alder, skulle få dem tilbudt.

Da X opgivende nævner disse forhold for sin praktiserende læge, sender lægen ham til en psykiater, der udskriver antidepressiver, de såkaldte lykkepiller. X får besked på at vente nogle måneder, så antidepressiverne kan nå at virke.

I desperation vælger X nu at opsøge en anden læge og får omgående en henvisning til en skanning af skulderen. Der er naturligvis nogle måneders ventetid, ligesom der har været det på alle andre undersøgelser, X har gennemgået, hvilket i høj grad har medvirket til at trække hele sagen i langdrag, men efter et opkald til sygehuset, får X en skanning på et privathospital, 100 km borte, et par uger efter.

Skanningen viser, at skulderleddet er læderet. X bliver indstillet til operation, og en opfølgende undersøgelse på et privathospital viser til overflod, at hans kraveben også er brækket.

Jeg gentager mig selv:

Kunne man forestille sig et sygehus, hvor den syge, evt. efter henvisning fra egen læge, kom ind med sit problem, og hvor konsultationer, prøver, undersøgelser m.m. blev foretaget samme dag og med udgangspunkt i patienten og IKKE i et sygt systems tids- og ressourcekrævende papirnusseri, irrelevant skelnen mellem offentlig og privat, henvisninger, telefonopkald, mails og ventelister før hver eneste blodprøve, undersøgelse, konsultation? Jeg er overbevist om, at det ville spare os alle for meget, både økonomisk, samfundsmæssigt og bekymringsmæssigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *