Småtterier V

Et laset eksemplar af ’Dit kompetente barn’ smidt på et fjernvarmeskab ved skovvejen. Et symbolsk gravmæle over et halvt århundredes forfejlede forsøg på at legitimere, at vi blot afleverer vore skrøbelige små og større børn til enorme, offentlige, underbemandede og overbesparede opbevaringsinstitutioner.

● Offentligt ansatte læger, sygeplejersker, SOSU-assistenter, socialrådgivere, sagsbehandlere, lærere, pædagoger m.fl. befinder sig efterhånden på en bane foran en stor boldkanon, der bare skyder på dem uden ophør med syge, nødlidende, småbørn, diagnosebørn, almindelige børn i hobetal, og de stakkels ansatte kæmper for at holde trit … Efterhånden må de opgive at fange boldene, at gribe dem, men må nøjes med bare at slå dem tilbage: Gå hjem! Pas dig selv! Tag to Panodiler! Jeg kan ikke hjælpe dig nu, Amalie! Din far er død i nat … ’Det er telefonsvareren: Vi er desværre gået hjem. Tryk 1 for åbningstider. Tryk 2 for … dut dut dut …’ – Med jævne mellemrum går den offentlige arbejdsgiver hen og skruer en tand mere på boldkanonen, så der nu kommer seks patienter pr. time, flere opgaver pr. arbejdsdag, 48 arbejdsløse om dagen, flere børn stuves ind i skoleklasser og børnehaver … For at spare … På hvad? … Nogle af de mest ansvarsbevidste offentligt ansatte kæmper, de løber, til de segner, i forsøget på at følge med, og så skruer man igen op for kanonen … Ingen forstår, hvorfor halvdelen af medarbejderne lægger sig syge med stress, så man skruer lige op en gang til, så man kan være helt sikre på, at de, der står tilbage, også segner og belaster sundhedssystemet, revalideringen, jobcentret osv.

● Ordet ghetto er så modbydeligt ladet efter sidste verdenskrig, at man de fleste steder i verden passer meget på ikke at anvende ordet lemfældigt. Ikke her i landet. I Danmark taler regering, folketing, Gud og hvermand dagligt ned om sociale boligkvarterer og benævner dem rask væk som ghettoer. Dronningen ville sikkert finde det ’dumsmart’. Jeg finder det foruroligende: I Rwanda, i tiden før det store folkemord, begyndte folk i radioen og alle andre steder at benævne et mindretal med ordet: Kakerlakker. – De ville sikkert også bare hævde, at de var smarte og friske … Den 6. april næste år er det 25 år siden, op mod en million tutsier og sympatiserende hutuer blev massakreret der.

● Jørgen Leth skrev åbent om, hvordan han seksuelt kunne udnytte sine unge ansatte, da han boede i Haiti. Det fik kun få og kortvarige konsekvenser for ham, mens andre, der andre steder i verden bliver afsløret i lignende forseelser, fx lederne i hjælpeorganisationen Oxfam og filmproduceren Harvey Weinstein, bliver fradømt job og ære på livstid. Ikke Leth. Han er på det nærmeste helgenkåret af alle cykeltosserne, får lov at lægge stemme til radioen i offentlige transportmidler, og vi ser ham i denne tid dagligt i tv, hvor han, en smule senilt forfjamsket, prøver at reklamere for et bilmærke. Der er formentlig ingen kvinder, der vil røre de biler med en ildtang.

● Det bedste, vi kan gøre, når vi står over for Trump og lignende populister, er at ignorere dem. Når de twitter eller på andre måder forsøger at skrige op i det offentlige rum og bemægtige sig dagsordenen, så vender vi blot blikket andre veje hen, lader os optage af noget andet og bedre, fører samtaler med ordentlige mennesker. For disse demagoger lever – ikke i kraft af sig selv – men i kraft af den opmærksomhed, de som parasitter kan suge fra os alle og langt mere helsebringende projekter.

● Forudsætningen for en indsats med studier, arbejde eller kunst er eftertænksomhed, ro til at tilegne sig, tænke og producere. – Det opnår man ikke med en smartphone implanteret i venstre håndflade, altid åben for bip og forstyrrelser, med musikmusak direkte ind i øregangene, med larm og mennesker omkring sig, snurrende motorer … Kvaliteten på alt er for kraftigt nedadgående, og jeg venter mig ikke meget fremover.

● Dansk landbrug er Holocaust for dyr og Harmagedon for jorden.

● Mit barnebarn kender ikke lyden af en musvit, en spætte eller en frø, der kvækker i mosen, men lyden af en mountainbiker med hvinende bremser, identificerer han på lang afstand og med stor sikkerhed.

● Vi belønnes med dopamin, når vi tager en beslutning. Og igen, når det viser sig at være en god beslutning. At skulle tage en beslutning kan udløse stress: maven går i stå, binyrerne udskiller adrenalin. En klog mand sagde: angst, stress, frustration, depression er tiden imellem at et problem opstår, og vi lægger os fast på en løsning, kort sagt: Tiden mellem tanke og handling.

● Danmark kommer ofte i undersøgelser ud som et af de lykkeligste lande i verden. Kunne det være, fordi vi drikker en hulens masse kaffe i løbet af en almindelig dag? Kaffe (og te og chokolade) øger hjernens niveau af dopamin, hvilket giver en intens lykkefølelse.

● Som en service til ældre mennesker, der får smartphones i julegave, men som har det svært med de mange engelske ord, ville jeg gerne indføre ordet ’e-gøj’ i stedet for ’emoji’ smiley

● De servere, der holder styr på internetvalutaen, Bitcoins, bruger mere strøm end hele Danmark, siges det. … Så hvis du en dag glemmer at slukke for en sparepære, gør det formentlig ikke den store forskel.

● Det er ikke præstationen i sig selv, men andres ANERKENDELSE af præstationen, der medfører beundring og mere anerkendelse. Vi er flokdyr, der tænker og gør og mener og synes akkurat det samme, som alle de andre.

● Lykke, kærlighed og skønhed kan ikke købes, kan ikke fastholdes. De opstår i glimt, og man kan kun håbe på at være til stede en gang imellem, når det sker.

● Analogt med tingel-tangel, som betegner ligegyldige småting, måske af metallisk karakter, og dingel-dangel, som er hængende, dinglende småtterier, kunne man indføre bimmel-bammel som benævnelse for ligegyldige, såkaldte ‘events’, fx ’Open by night’ arrangeret af handelstandsforeningens 11 medlemmer i en lille by. Odenses besynderlige slåen plat på H.C. Andersen med ’lysfester’ og Tina Turner (Tina Turner ?). Århus’ festuge med lidt blomster, lidt vikinger og en hel masse øl og fastfood. Distortion i KBH, hvor alle har lov at drikke sig skidefulde og tisse på gaden. – Bimmel-bammel er åndelig fastfood, et tyndt påskud for at sprællemænd kan komme ud og slå sig løs og tromme folk, der ikke ved, hvordan de ellers skal få tiden til at gå, sammen og tjene på at sælge dem billetter, øl o.l.

● Kan man også høre blæsten, når der ikke er træer og andet omkring én?

● Den bedste indbrudssikring er måske stole til 99 kr. og lamper til 39 kr. fra IKEA.

● #metoo er den vigtigste bevægelse siden kvinderne fik stemmeret. Nu forlanger kvinder også menneskeret! – Og mænd behøver for en gangs skyld slet ikke at mene noget.

● Jeg holder mest af sensommeren – De hektiske forberedelser, forventninger, bekymringer er alle ovre, og man kan bare nyde varmen, den lavere sol, de dybe skygger.

● I år 2017 fik jeg brug for mine sandaler én dag, parasollen tre dage, havehynderne under 10 dage. – Men vi fik mange jordbær, de nye rhododendroner står fint, og ingen blev solskoldet eller led overlast af varme.

● Ældre menneskers fornemste opgave er at videregive kultur, at lære børnene sproget, ritualerne, opførslen … Og det er strengt forbudt i dag, for unge menneskers selvopfundne kultur, sprog, regler – eller mangel på samme, regnes for det eneste værdifulde.

● De mest lurvede produkter og personager inden for kunst, film, litteratur, musik, fødevarer, politiske eller religiøse strømninger får ofte de fleste følgere og fans: Krimier, ’Badehotellet’, ’Da Vincimysteriet’, ’Fifty Shades of Gray’, DF, franske hotdogs, teaterkoncerter … Vi er aber, der tænker bedst i ophidselse, i sort-hvide følelsesstorme, i klistret sentimentalitet. Så føler vi, at vi lever.

● TV2 NET 9. 8. 17: – ’Simple åndedrætsøvelser kan være med til at bremse bandeuro’ – Jeps! Så er den klaret!

● Hvis gode viljer, velmenende snak og endeløse skriverier til de i forvejen omvendte havde nogen virkning, så ville verden i dag være et meget bedre sted at være.

● Pol. net 15. 8. 17: – ’Over en halv snes mennesker blev dræbt, da et stort træ væltede under en religiøs fest på øen Madeira. Det skriver flere portugisiske medier. … mindst 13 omkom ved ulykken, mens 49 blev kvæstet. … Ulykken skete under en større katolsk fest, der markerer Jomfru Marias optagelse i Himmeriget.’ – Hvordan kan nogen tro på en gud eller højere retfærdighed efter det?

● Ondskab findes! Man kan ikke lukke øjnene og lade, som om den ikke gør. Heller ikke hos os: Folk spytter på flygtninge, foranstalter hadske angreb på i forvejen trængte indvandrere, misbruger børn, voldtager og myrder kvinder på bestialske måder, snyder i skat, i forsikringssager, jorder familie og venner, tæver koner, udnytter ansatte, offentliggør hævnporno m.m.m.

● HC Andersen i brev: »Nu lev vel! Vi leve her i evig Tøe og Taage, Vandpine og Tandpine, sølet og forkjølet. Farvel!«

● Jan 2017 Man protesterer imod nedrivning af Paladsbygningen midt i København: Efter min mening ligner den mest af alt en sangskjuler fra 80’erne. Den sjove idé har vist haft sin tid og bør ikke forpligte kommende generationer. Tag nogle gode fotos, riv lortet ned, og udnyt pladsen bedre. Gerne som offentlig plads med træer og gode mødesteder. – Og så vil man overdække banegraven foran hovedbanegården i nærheden: – Fint! – Men bevar stedets historie, efterlad et stort kighul, evt. glasdækket, så man kan se og fornemme togene nedenunder.

● ’Musik skal øge danskernes sundhed’ mener en ny tænketank bestående af komponister, fremtrædende forskere og sundhedspersonale … – Hvis jeg tænker over mine seneste erfaringer med sundhedsvæsnet, så ville jeg finde det langt mere formålstjenligt, hvis de ville begynde med at modtage og måske ovenikøbet BEHANDLE patienter, før de sender musikanter og klovnene ind.

● Citater fra Politiken jan. 2017:

Lukas Graham: – Jeg forstår ikke, at folk synes, at de skal være imod muslimer, imod homoseksuelle, imod transseksuelle osv. Hvorfor kan de ikke bare være stille?

Sanne Søndergaard: – Hvis kvinder tillader sig at blive vrede, får de omgående smækket etiketten: ’Sindssyg kælling!’ lige midt i panden. – ­En sindssyg kvinde er åbenbart én, der brokker sig over, at ingen hjælper med opvasken, hvorimod en sindssyg mand er én der kører rundt i sin pick-up med et ladt gevær ved siden af sig klar til at skyde hele sin familie.

● Er du nogensinde blevet forfulgt af dumme reklamer på nettet, hvis du har ledt efter noget, fx en brødkasse eller et par sko? Så dukker der brødkasser og sko op alle vegne, på DMI’s side og på alle nyhedssiderne, og det er røvkedeligt at se på, navnlig hvis du allerede HAR fundet en brødkasse og et par sko, eller bare er kommet videre og har indset, at du ikke har brug for det alligevel, så bliver du alligevel stalket af brødkasser og sko i ugevis! – Men nu har jeg fundet ud af, hvordan man snyder dem! – Jeg søger efter herreundertøj, det tager kun et par sekunder, og så bliver mine nyhedssider m.m. i lang tid derefter forskønnet af hundreder af pæne, unge mænd.

● Mange præster, politikere og pædagoger afstøtter deres egne, usikre og opblæste egoer med en sag, som de kan skubbe foran sig og gøre sig vigtige af.

● God kunst handler om andet end sig selv. Fx Picassos Guernica.

● Mænds bedste chance for at formere sig er at blive dygtige til et fag: jæger, smed, politiker, pilot, læge, landmand, så han bliver attraktiv for en kone, kan forsørge hende og opfostre nogle børn. Kvinders bedste chance for at formere sig er at være sunde og kønne, så de kan tiltrække en dygtig mand med gode gener og sørge godt for deres børn, mens de vokser op. Så mænd og kvinder med naturlige instinkter vil selv i dag opføre sig kønsspecifikt (Men ikke alle!), dvs. at de fleste mænd vil koncentrere sig helt og fuldt om deres job og blive gode til det, de fleste kvinder vil koncentrere sig mest om deres sundhed, udseende, hjemmet og deres børn og blive smukke og gode mødre, men måske knap så gode/seriøse på jobbet. – Men der er heldigvis mange undtagelser: Kvinder, der går all in og bliver smadderdygtige til noget, og mænd, der lopper den igennem hele livet.

● Folk scenograferer deres liv: Så skal vi sidde her og drikke drinks i solnedgangen, og så køber de glas m.m., arrangerer lys og blomster, så det ser romantisk ud, måske gør de det ovenikøbet, sidder der en gang eller to og drikker drinks med deres venner, tager selfies og poster billederne på sociale medier, men det er jo ikke deres liv. Det er iscenesat. – De virkelig gode øjeblikke kommer bare ud af det blå, de er ikke planlagt efter et billede, en ung dame har fået i hovedet af at bladre i et livsstilsblad.

● Man kan AGERE, eller man kan REAGERE. De fleste mennesker i dag bliver holdt på så travl en tidsplan, fx på sygehuse og i folkeskolerne, at de aldrig når at tænke sig om og agere ordentligt. Det bliver altid kun til at reagere på ydre impulser, man er altid bagefter, og så går det galt. – Her undtaget de mennesker med flæskehjerner, som aldrig ville kunne tænke sig om, om de så fik 100 år til det. Sådanne mennesker vil altid opsøge ophidselser og drama, så de netop kan få lov at reagere. Kun når bølgerne går højt, føler de, at de lever.

● Andres lykke kan forekomme voldsomt provokerende.

● Er dickpics den nye udvej for blottere?

● Min nye bankmand er sødere end mange læger. Han er nemmere at få fat på, hurtigere til at melde tilbage, har 100 gange så meget tid til mig (og min formue), han er grundigere, velforberedt, vidende, han er langt mere lyttende, omhyggelig, hjælpsom og meget mere omsorgsfuld, når han spørger til, hvordan jeg har det.

● Vi lever alt for længe og er formentlig ikke beregnet til at skulle holde hinanden ud igennem 50 år eller mere.

● Om sundhed:

Da jeg tabte mig, fik jeg galdesten og gulsot og måtte igennem to indgreb.

Da jeg holdt op med at ryge, fik jeg en kronisk sygdom – min skjoldbruskkirtel selvdestruerede af den pludselige mangel på nikotin med faretruende lavt stofskifte og daglige smerter til følge.

Da jeg ville leve sundt og drak koncentreret gulerodssaft, fik jeg voldsom allergi mod betakaroten.

At ’leve sundt’ ødelagde faktisk mine fremtidige muligheder for at leve sundt, og jeg har belastet sundhedsvæsenet med utallige kontakter, operative indgreb og livslang medicinbrug.

● Det er indlysende, at cølibatet blev et krav til kirkens magtfulde mænd (og kvinder), fordi de indtog positioner, hvor de kunne samle sig meget gods, jord og andre rigdomme. Hvis de ikke havde arvinger, som de ville kæmpe for, kunne man lade deres værdier gå tilbage til kirken og dermed kongen, den verdslige magthaver, som så fik ret til at disponere over dem, som han ville, efter deres død.

● En svigermor er spild af ressourcer, med mindre hun er voldsomt rig og gavmild. Ens egen mor er bærer af ens egen familiekultur, og hun overøser normalt sit eget barn med uegennyttige opmærksomheder og betingelsesløs kærlighed. Svigermor, derimod, er i vejen. Hun optager for meget tid og kræver opmærksomhed, ressourcer, som var langt bedre brugt på én selv, på børnene og hjemmet. – Kan man ikke sætte svigermor ud? – Nu?

● Hvor i alverden får folk, der notorisk ikke kan skrive, ingen forestillingsevne og almenviden har og dertil kun et rudimentært kendskab til dansk sprog, de grammatiske tider og retskrivning, den idé fra, at de partout skal være forfattere? – Hvorfor ikke fysikere, skulptører eller VVS’ere? – Fordi der kræves kundskaber? Viden? Uddannelse?

● Og unge læger? – Hvorfor tror de skråsikkert, at de på to minutter lige kan klare problemer, som andre igennem 30 år har givet op overfor? – Og at man er en gammel idiot, hvis man ikke har tillid til dem og lader dem spilde alles tid med glutenfri diæter, kolesterolpiller til 10 kr. pr. dag, glukosamin, hormoner, lykkepiller, HUSK! eller andre kosttilskud, akupunktur og ’øvelser’?

● En tur på Strøget i sommervarmen kan være et grimt og deprimerende syn: Hver anden person er voldsomt tatoveret på arme og ben, og for en ældre dame ser det allermest ud, som om de har siddet henne i skolen og kedet sig og tegnet på sig selv med en dårlig kuglepen …

● Moderne unge er unikke på akkurat samme måde.

● Vi vil gerne tro på, at alting er vores egen skyld, for så kan vi gøre noget ved det, bede, motionere, spise sundt, drikke helligt vand – eller kålsmoothies, lave øvelser, så vi selv har magten til at gøre noget eller lade være med at gøre noget.

● Kunst og kærlighed er to store ordløgne, dvs. tomme ord, verbale begreber, der ligesom religion ikke findes skyggen af evidens for i den virkelige verden. Der findes gode malerier, tv-serier, film, bøger, skulpturer, installationer, drama o.l., men at ophøje noget til ’kunst’ er forløjet. Det hele er materialiserede tanker, som kun i bedste fald øger vores fælles begreb om det at være menneske. Det gør en sammenbanket bunke træ i en nordjysk rundkørsel ikke … Kun, hvis man ville ønske at sige noget om menneskets uformåenhed og tåbelighed, men det kan man jo bare sige frit, hvis det ikke fremgår eksplicit af ’værket’, der er ingen grund til at hæfte tågede etiketter, såsom ’kunst’, på det. – Og der findes ømhed, nærhed, sex, pligtfølelse, slægtskab, venskab og ægteskab, tilknytning, afhængighed, oxytocin, skyldfølelse, angst for ensomhed, narcissisme, festaber m.m. PLUS almindelig glæde bare ved at være sammen, vi er mennesker og flokdyr. Men at kalde det ’kærlighed’, et begreb, der først blev opfundet i de seneste århundreder af menneskets måske 200.000-årige historie, er måske overdrevet, sentimentalt, historieløst og uvidende.

● De fleste mennesker kan gå til både det ene og det andet, ja sågar rejse helt til verdens ende og tilbage igen, uden nogensinde at være i stand til at få øje på andet end sig selv.

● Vikingerne blev aldrig, som mesopotamierne, egypterne, perserne, inderne, kineserne, araberne og grækerne, gode astronomer: Om vinteren var det for koldt at sidde ude og kigge stjerner, og om sommeren var det for lyst.

● I luften over Danmark – og dele af resten af verden, for den sags skyld, hænger de fortvivlede skrig fra hundreder af millioner af levende og døde slagtedyr, mink, pelsræve, æglæggende høner, handlede og misbrugte kvinder, børnehjemsbørn, institutionsanbragte og små børn mellem 0 og 3 år, som bare afleveres til fremmede i vuggestuer og hos inderligt ligeglade dagplejemødre uden at forstå, at de bliver hentet igen til aften …

● Slagtedyrenes hævn er modbydelig gyllestank i hele landet, forsuring og forarmelse af jord og dyreliv, døde bier, usunde mennesker og resistente bakterier i for tidligt fødte babyer.

● Skovene er blevet de nye legepladser for voksne. Man vandrer ikke længere stilfærdigt på stierne påskønnende plante- og dyreliv, stilhed og natur, men fiser omkring på egne, selvoptagede præmisser, hvor skoven reduceres til kulisse og træningsbane for selvudfoldelse i løb, på cykler, motocrossere, ATV’ere eller i klatrestativer ophængt på de få stakkels træer, der har haft lov at vokse sig store.

● Andre lande og kulturer er blevet de nye legepladser for voksne. Man besøger ikke længere andre steder, stilfærdigt påskønnende nye landskaber, kulturfrembringelser, folkeslag, men fiser omkring på egne, selvoptagede præmisser, hvor det fremmede reduceres til kulisse for selfier og ego, og som træningsbane for selvudfoldelse til lands, til vands og i luften.

● BREAKING NEWS fra Politiken med gult og bip og det hele: Det Kongelige Teater får ny bestyrelse! – OK, når man én gang er blevet vækket af dette pjat, så slår man sit newsfeed fra. – Ikke bare om natten. For altid.

● Forestil dig, at du bor i et land, hvor de politikere, der er ansvarlige for din og dine landsmænds skæbne, hedder Troels Lund Poulsen, Lars Løkke Rasmussen, Sophie Løhde, Anders Samuelsen, Esben Lunde Larsen, Claus Hjort Frederiksen, Inger Støjberg, bare som eksempel, og du ikke har en døjt tillid til dem og deres evner til at lede landet. Bare tænk over det …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *