Kald eller kold ligegyldighed?

Når den nærmeste vennekreds omfatter et menneske, der går i halvandet år med ødelagt skulder og et brækket kraveben uden at få anden hjælp af det danske sundhedsvæsen end en henvisning til en psykia­ter, der straks udskriver lykkepiller. ― Når denne hårdt prøvede mand efter nævnte arbejdsskade bliver fyret fra sit job og sendt på jobtræning ― på lykkepiller med ødelagt skulder og et brækket kraveben — og truet på sit økonomiske liv, hvis han ikke søger fire jobs pr. uge og ulejliger lige så mange travle ar­bejdsgivere, for han kan naturligvis ikke påtage sig noget job.

Når andre venner har oplevet en operation, hvor et implantat åbenbart blev indsat uvasket og gav en alvorlig infektion, der bevirkede, at manden i familien måtte ligge trekvart år på et sygehus 100 km væk fra sine tre børn og en fuldtidsarbejdende kone, som ikke havde mulighed for at køre så langt for at be­søge ham særlig ofte. ― Det bør man tage med i betragtning, når man sammenlægger sygehuse og ren­dyrker specialer: At de pårørende ikke regelmæssigt kan besøge slægtninge, hvis de er indlagt alt for langt væk, og at den syge dermed mister kontakt til familie og venner og risikerer en depression, som næppe fremmer helbredelsen.

Når folk kan gå i årevis uden diagnoser eller venter i mange måneder med livstruende sygdomme trods alle mulige garantier.

Når folk samler hundredtusinder af kroner sammen på Facebook og drager til fx Kina med deres syge børn for at få adækvat behandling.

— Så er der noget rivende ravende galt med vores såkaldte velfærdssystem!

I de seneste hundrede år så det ud til, at danskerne havde held med at kæmpe for at opnå en værdig levevis for alle borgere: Vi fik folkepension, alderdomshjem, hjemmehjælp, gratis uddannelse, offentlig sundhedsordning, pædagogisk forsvarlig børnepasning, naturligvis finansieret via skatter. Alt dette er nu blevet gennemhullet og nedbrudt, især og hurtigst igennem de seneste ti års borgerligt styrede skatte­stop.

Man lavede i 60’erne og 70’erne den aftale med landets kvinder, at hvis de ville tage ud på arbejdsmar­kedet og give deres bidrag til bruttonationalproduktets vækst, så ville samfundet til gengæld tage hånd om deres syge, om deres børn og om deres gamle.

Kvinderne takkede ja. Ikke at de gik og danderede den før, kvinder har altid arbejdet hårdt, også ude på arbejdsmarkedet, men som oftest fungerede de i en usynlig økonomisk sammenhæng i hjemmene, egne eller andres, med vask, strygning, tekstilproduktion, ydmyge, men uundværlige sekretærfunktioner, rengøring, vedligehold, optænding, madlavning, indkøb, køkkenhave, dyrehold, børn, børnebørn, syge, unge, gamle…

Nu fik de chancen for at lave synligt arbejde og ikke mindst modtage anerkendelse og en regulær løn for det.

Kvinder blev alt muligt. Hvor de før passede deres egne børn, passer de nu en hel flok af andres. Eller gamle. Eller syge. Eller de gør rent på institutionerne. Eller de er lærere, professorer, fabriksarbejdere, direktører, læger, præs­ter, PR-medarbejdere, tv-værter, kontorarbejdere, sangere …

Men det er jo dyrt at passe børnene, de syge og de gamle forsvarligt. Man kan ikke både indføre lavere skatter og samtidig overholde løftet til kvinderne. Man skærer en hæl og klipper en tå … for at »yde en bedre service«, som det kaldes, når man afskaffer en service af økonomiske grunde.

Hvor det førhen var et kald at passe en ældre medborger i vedkommendes eget hjem, er det nu et spørgsmål om at få fru Hansen ud af sengen, iført en ren ble og anbragt med sin morgenmad foran tv’et på syvethalvt minut, så man kan komme videre til den næste, og den næste, og den næste … Det er ikke ansvarligt plejearbejde, men tids- og lønpresset samlebåndsslaveri.

Hvor husmoderafløseren, hjemmehjælperen, før kom nogle timer hver dag og passede fru Hansen og fru Hansens hjem og sørgede for fru Hansens indkøb og for fru Hansens mad, når hun ikke længere kunne selv, så er der nu afsat en halv time hver tredje uge til SOSU-assistentens overfladiske rengøring, således at ethvert besøg hos en ældre medborger i eget hjem gøres gennem bunker af skidt, skrald, nuller­mænd, fedtet snask og i stanken af snavsede bleer.

Har man brug for lægehjælp, møder man ikke længere en person med et dybfølt kald til at lindre og trøste i form af en praktiserende læge, men en tidspresset lønslave, som ikke orker at tage ansvar, men som kæmper for at holde telefonkonsultationer, mailbesvarelser, receptudskrivninger, tests, laborato­riesvar, fysiske konsultationer, der kun gør langsomme indhug i det proppede venteværelse, inden for normal 8 – 16 arbejdstid.

Når en ældre, arbejdsløs mand, der har passet sit arbejde upåklageligt i over 40 år, men som blev fyret pga. alder ved seneste sparerunde, bliver sendt på jobtræningskursus, hvor han, med min skønne venin­de Dortes ord, skal finde ud af, om han er en skumfidus eller en vingummibamse, så tager vi ærligt talt pis på folk i stedet for at hjælpe dem.

Når små børn stuves sammen i store institutioner med dårlig plads og ditto normeringer, så skader vi de kommende generationers psykiske velbefindende og opdrætter mennesker med alvorlige traumer, som ikke kan gå ind i samfundet og fungere som afbalancerede, ligeværdige borgere.

Når vi kun kan tilbyde en andenrangs folkeskole med så lidt undervisning, at de unge mangler års skole­gang i forhold til andre landes unge, når de kommer ud, og vi kun kan give dem få ugers universitets­undervisning pr. semester, så får vi nok ikke det uddannelsessystem i verdensklasse, som vore ― dårligt uddannede? ― unge politikere fabler om.

Når vi dertil opretholder et landbrug og en pelsproduktion med masser af giftstoffer og helt uden dyre­velfærd, så millioner af dyr dagligt lider i stalde og bure ― der dør 25.000 svin HVER DAG i Danmark pga. sygdom og mistrivsel! 25.000!

Så er der noget galt… Hvad kan vi gøre for at ændre på det?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *