Avisen ‘Politiken’ driver heksejagt på regeringen

Det er et betænkeligt skråplan, når en stor, landsdækkende avis mister sin saglighed og troværdig i et overmål af daglige, let gennemskuelige og amatøragtige forsøg på at påvirke folkestemningen til fordel for de højreorienterede partier. Bl.a. ved ustandseligt at miskreditere en siddende statsminister og hendes regering ved redaktionelle prioriteringer, usagligt kritiske forsider, sprogbrug, stærke følelser af vrede og ubegrundet forargelse i klummer, ledere, men også inde i artikler, der blot skulle være informative. Og ved bevidst udeladelse eller forsinkelse af relevante nyheder og informationer – fx om minkavlernes betænkelige ageren før de store smitteudbrud i deres besætninger. – Hvordan kan man læse en sådan avis – og stole på den – fremover? Hvordan lyver og fordrejer de på andre områder? Man læser vel avis for at blive orienteret, ikke hjernevasket.

Jeg er meget skuffet over min daglige avis igennem 40 år, Politiken. Efter Tøger Seiden­fadens beklagelige død er avisen overtaget af mindre ånder, der tror, at de spiller med i en slags offentligt mobbespil, at deres private meninger betyder noget, og at deres læsere faktisk interesserer sig for – og lader sig påvirke af – de­res udgydelser.

De fylder hele forsider med deres begrænsede tankevirksomhed, de samme forud­sigelige pointer dag efter dag, og deres intimiderende og aggressive spørgsmål og usaglige, uigennemtænkte holdninger gennemsyrer interviews og artikler, der el­lers burde have været saglige og tilstræbt neutrale. – Eller de skriver endeløse ræk­ker af selvoptagede klummer spredt ud over hele avisen om lokale københavnske problemstillinger, manglen på P-pladser i deres egne gader, om sig selv og deres egne små, banale liv. – Alt til stor irritation for læsere, der bare gerne ville oriente­res om, hvad der foregår i verden og i samfundet. De ansattes meninger, begræn­sede horisont og privatliv er faktisk ikke interessante i en betalingsavis.

Overlad de gennemskuelige, politiske spinforsøg til de magtfikserede borgerlige, som mis­undeligt ser på en kvindeledet og effektiv regering fra sidelinjen. Hvis Politikens læsere havde noget ønske om ustandse­ligt at blive påduttet radikale synspunkter, ville vi ikke abonnere på en stor, før­hen velrenommeret og vedkommende, landsdækkende avis. De radikale ved nok selv, hvad de mener, og vi andre er ligeglade eller måske mest af alt bare irriterede.

Men Politikens redaktører og journalister lader sig rive med og føler sig måske endda magtfulde, når de kan arbejde for den radikale sag ved at nedgøre hårdt ar­bejdende politikere i fuld offentlighed og gentagne gange på forsiden forlange, at statsministeren og regeringen går af. – Den samme arrogance, spydighed, ’fiffighed’ og hadske til­gang til statsministeren ses også blandt andre journalister til de hyppige corona­pressemøder. Vores medie- og nyhedsverden er blevet mørkeblå og barnagtig! – Men netop Politiken burde holde sig for god til at deltage i gruppe­mobning og i stedet forsøge at holde fast i et vist fair og sagligt overblik. – Det magter de så ikke i disse år, hvor corona, vilkårlige skyderier, klimaforandringer, flygtningestrømme, Trump, Brexit og Putin sætter dybt alvorlige dagsordener ude i verden, og vi virkelig har brug for et klarhjernet nyhedsmedie.

Der er tilmed i avisen og andre borgerliges tilgang til regeringen et uhyggeligt ele­ment af heksejagt og misogyni – had til kvinder, bare fordi de er kvinder – og kvin­der i positioner, der kan forbindes med magt, kan i særlig grad føles som en udfor­dring for små mænd. Det er det, der afspejles i avisen og dens sprogbrug og i blå bloks hovedrystende afstandtagen fra den første statsminister i nyere tid, der er optaget af andet end at forringe velfærden, sætte skatterne ned, ondskabsfuldt at lade sine ministre jagte udlændinge og egenmægtigt søge en personlig fordel i alt, hvad de gør.

Man får en fornemmelse af en gruppe middelmådige drenge – og enkelte kvinde­lige medløbere – i en skoleklasse, der får et kick ud af at rotte sig sammen om at mobbe klassens dygtige pige. Politikens angreb findes i lederne, i de ’analytiske’ artikler, hvor de interviewer meningsfæller for at få deres egne hold­ninger frem, i satiren, som ofte bliver direkte ondskabsfuld og pointeløs og dermed ikke sjov, men også i artikler om fx sundhed, her i en ellers neutral artikel om stigende coronasmitte d. 2.7. 2022:

’Det var også budskabet fra både statsminister Mette Frederiksen (S) og – noget vigtigere – fra direktør på Statens Serum Institut Henrik Ullum og direktør i Sundhedsstyrelsen Sø­ren Brostrøm på pressemødet i sidste uge.’

https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art8862565/Smitten-stiger-%E2%80%93-og-hva-s%C3%A5

… ‘noget vigtigere’ er her en utilstedelig nedgøring af landets statsminister midt i en artikel om sundhed, der skulle være objektiv.

Jeg har svært ved at forestille mig, hvad der er vigtigere i et demokrati end en ud­talelse fra landets statsminister? Man må gå ud fra, at statsministeren udtaler sig med opdaterede informationer fra både direktøren på Statens Seruminstitut og di­rektøren i Sundhedsstyrelsen, hvem skulle de to herrer ellers referere til om ikke regeringen? – At Politikens journalist i en artikel om coronasmitte pludselig føler trang til at ned­gøre landets kvindelige statsminister ved at tillægge to ansatte direktørmænd hø­jere rang og større troværdighed end en statsminister, hvis opgave det er at samle trådene fra mange forskellige – af hinanden uafhængige – informationskilder, er et tydeligt tegn på, at Politikens medarbejdere har tabt hovederne og sansen for rede­lig journalistik i et demokratisk samfund.

Mette Frederiksen har, som alle andre, sine fejl, men hun har hele tiden haft det fælles bedste for øje. Hun har ikke bevidst administreret mod reglerne for at tæk­kes laveste fællesnævner. Hun har ikke ladet kvotekonger, private virksomheder, partikassen eller miljøorganisationer betale sin husleje, sine ferier, flyrejser på 1. klasse eller sine underbukser.

Mens minkavlerne snød og bedrog samfundet med falske prøver og hensynsløst lod deres medarbejdere smitte og således fik bragt smitte fra farm til farm, så co­rona bredte sig ind på plejehjem og alle andre steder, og hele Nordjylland måtte lukkes ned, forsøgte Mette Frederiksens regering og administration at begrænse deres egoistiske og grådige påvirkning af hele samfundet. – De tilbød dem ovenikøbet en fyrstelig kompensation for at lukke deres i forvejen skrantende, dy­remishandlende virksomheder ned.

Og ja, man glemte i farten at tjekke, om der var lovhjemmel til at slå ALLE mink ned. – Når der er sund­hedsfare for dyr eller mennesker, må man ifølge loven iværksætte nedslagtning af hele besætninger i en vis afstand fra de ramte, men reglerne er ikke nær­mere defineret. – Dette kunne Politiken skrive faktuelt om i stedet for de evinde­lige angreb, nedgørende sprogbrug og slibrige antydninger, som ikke bringer sagen videre. Hvis de læste deres egen avis, ville de støde på en artikel fra 7. 12. 2020, hvor de citerer den embeds­mand, der var med til at skrive loven om aflivning af dyrebesætninger i tilfælde af smitterisiko:

’Topembedsmand bag loven: Der var hjemmel til at aflive alle mink

Der var klar hjemmel i loven til at aflive alle mink, konkluderer forhenværende vicedirektør i Fødevarestyrelsen, der var med til at skrive den lov, statsministeren kritiseres for at have brudt. Flere juraprofessorer bakker ham op. Andre er skeptiske. På Christiansborg vækker det opsigt.’

https://politiken.dk/indland/art8024841/Topembedsmand-bag-loven-Der-var-hjemmel-til-at-aflive-alle-mink

Politiken anser jo embedsmænds oplysninger for vigtigere end statsministerens, ikke sandt?

Uanset hvad, havde statsministeren på daværende tidspunkt Folketingets flertal bag sig, så det var blot en formssag at få en specifik lovhjemmel på plads, og alt blev bragt i den skønneste orden i løbet af en dags tid eller så. Der var ingen ond tro eller egen fordel i spil.

Hele fortællingen om Mette Frederiksens magtfuldkomne regering er en bevidst og ondsindet konstruktion, for ingen statsminister kan regere uden et flertal bag sig. Og ingen regering eller statsminister kan blive bedt om at træde tilbage uden at have et flertal imod sig.  – Så hvad hyler Politikens små mænd op for? – Hvorfor kræver de hendes og regeringens afgang i lederne på forsiden igen og igen? – Tror de, at de er med i en leg eller et magtspil? At det er deres opgave at afskedige en lovligt valgt regering med et flertal bag sig ? At mudre de demokratiske begreber og skabe politisk kaos? Mens corona hærger, og der er krig i Eu­ropa? – Ingen kan jo have tillid til en sådan avis og dens journalistik igen.

Det forekommer at være en uretfærdig, afskyelig, kvindehadende, borgerlig heksejagt. – Hvor er avisens bestyrelse i denne sag? Har de for travlt med de andre borgerlige aviser i deres selskabskonstruktion? Og er de for sovset ind i deres egne politiske agendaer til at få øje på bias i egne rækker? Hvis jeg sad i bestyrelsen, ville jeg fyre alle le­dende redaktører på Politiken og forsøge at starte på ny med mennesker, der havde de journalistiske instinkter i orden og besad en vis form for saglighed, fairness, troværdighed, udsyn og perspektiv. For der er i det danske medielandskab mange læsere til en seriøs avis, der kan forholde sig faktuelt til verdens gang og ikke så ofte og så hovedløst skaber eller deltager i hvirvlende, grundløse følelsesstorme.

Hvis jeg skulle skrive en leder til forsiden af morgendagens Politiken, ville over­skriften lyde sådan:

Politikens chefredaktion bør træde tilbage!

D. 5.7. -22 bragte Politiken en forkortet sammenskrivning af ovenstående som debatindlæg.

For god ordens skyld: Jeg er ikke medlem af socialdemokratiet. Jeg har aldrig været medlem af socialdemokratiet. Jeg har aldrig stemt på socialdemokratiet, og jeg har ingen forbindelse med socialdemokrater eller socialdemokratiet.

For 15 år siden kunne jeg skrive følgende om Politiken, og mene det:

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *