Tillid

’En mand er en mand, og et ord er et ord’ – det gjaldt i hele min barn- og ungdom. Man sagde, hvad man gjorde, og man gjorde, hvad man sagde. Man holdt ord. Ellers ramlede alt jo.

Mellem mennesker er vi nødt til at kunne stole på hinanden. Hvis vi ikke kan fæste lid til hinandens ord, så har vi ikke noget samfund. Så kan vi ikke leve, fungere og arbejde sammen.

Førhen var det flovt, hvis man ikke var til at stole på. Hvis man sagde ét og gjorde noget andet. Så var man utilregnelig og blev ikke en del af fællesskabet. Tillid var et af nøglebegreberne i opbygnin­gen af det danske velfærdssamfund. Tillid er hele forudsætningen for forsikringer, børnepasning, uddan­nelse, ældre- og sygeomsorg. Og for al øvrigt samkvem mellem mennesker i et samfund. For arbejde, ven-, ægte- og forældreskab, og for al handel og udveksling.

Men det er åbenbart skredet. Ikke blot hos DSB, SKAT, PostNord, politikerne og alle de andre, men ude blandt os helt almindelige borgere.

Vi har den kollektive myte om ’danskerne’, at vi kan stille en bod med frugt og grønt op ude ved vejen med et prisskilt og en pengekasse og så regne med, at folk redeligt lægger penge for de varer, de tager med sig. Den holder ikke længere, kan jeg hilse og sige fra folk, jeg kender, som har boder med æg, frugt og grønt uden for deres huse. – De oplever regelmæssigt, at forbipasserende ikke bare tager varer­ne uden at betale, men også tager pengekassen med sig, hvis der skulle have været et par ærlige men­nesker før dem. – Og endnu værre: Min lokale æggemand har utallige gange været udsat for, at vrede mennesker har smadret hans æg og hele boden, hvis de ikke kunne stjæle de penge, de havde forventet at finde!

I det offentlige er det blevet sådan, at når man efter måneders ventetid får en eftertragtet tid til en un­dersøgelse fx på et sygehus, og omhyggeligt skriver det ind i sin kalender, får sin telefon til at give en påmindelse dagen før, tjekker bustider m.m., så man kan sørge for at være der i god tid, alligevel ram­mes af en byge af sms’er, mails og endnu et par sms’er i ugerne, dagene og timerne før aftalen med påmindelser og ikke synderligt høfligt formulerede forslag til, hvordan man kan melde afbud, hvis man alligevel ikke kan komme. – Til sin egen undersøgelse? – Som samfundet afsætter højtuddannede ek­sperter og kostbart materiel til? – For at hjælpe dig med, hvad der nu er galt?

Det samme hos tandlægen.

Og hos Louis Nielsen, det fine brillefirma, hvor man kan få helt nye, speciallavede briller med glas, etui, synsprøve og personlig tilpasning for 850 kr., bare man gider dukke op! – Jeg havde booket en tid til synsprøve og bestilte efterfølgende et nyt par briller. Stor var min overraskelse, da den unge mand, som ellers havde hjulpet mig så venligt igennem hele processen, pludselig bad om pengene på forskud! En uge før, jeg kunne hente det bestilte! – Det forekom meget udansk. – En handel er en byttehandel. En gensidig transaktion. Man betaler ikke, før varen ligger på disken, så man kan se den. – Stolede han ikke på mig? – Hvorfor i alverden skulle jeg tage bussen til byen, gennemgå synsprøve, udvælgelse m.m. og så bare spilde alles tid? Inklusiv min egen? Tror han, jeg er syg i hovedet? – Næh, men det er jo dyre sager, han handler med, og et par specialfremstillede briller kan han ikke lige sælge til en anden, hvis jeg ikke kommer og henter dem, forklarer han.

– Sådan er det blevet.

Også restauranterne klager over de mange ’no-shows’ – Folk, der bestiller bord og så ikke dukker op. – Hvorfor skulle man gøre det? – Er det blevet for nemt over nettet at sidde og bestille alt muligt, hvis man keder sig?

Har vi nu så travlt med os selv, at vi ikke orker lige at ringe, sms’e eller maile og melde afbud i god tid, hvis noget uventet skulle dukke op?

Og er vi blevet så mange og så dårligt opdragede og så selvoptagede, at vi ikke længere gider holde vores aftaler med fremmede?

Ikke lokalt. Ikke endnu, heldigvis. – Jeg ringede til vores fortræffelige Kinagrill og bestilte en menu til os selv og familien. Til næste dag. Til klokken 17. – Det har jeg aldrig gjort før, så de kender mig ikke. Men det er kvikke folk. Næste dag klokken 17.07 da jeg træder ind i butikken, kigger den unge pige på mig: – Lone? spørger hun. – Sushi, fem ruller og and? – Alt stod varmt, pakket og klart, lige til at tage med.

For man kan ikke drive en forretning, hvis man ikke stoler på folk. Og man kan ikke indgå i det menne­skelige fællesskab, herunder handelstransaktioner, hvis man ikke selv er til at stole på.

Men man kan åbenbart godt stille op til Folketinget, Klaus Riskær Pedersen?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *