Højsensitive mennesker

− også kaldet HSP − Highly Sensitive Persons

Ved et tilfælde fik jeg for nylig en bog om særligt sensitive mennesker mellem hænderne. Den fangede mig øjeblikkeligt, og jeg strøg igennem den på få dage.

Den er skrevet af en amerikansk forsker og psykolog, Elaine N. Aron, og hun påviser, bl.a. gennem forsøg med hjerneskanninger, at knap 20 % af en given befolkning har en medfødt forhøjet evne til at processere indtryk, dvs. at de langt hurtigere og mere intenst end andre opfatter, husker og bearbejder stemninger, syns-, høre-, lugte-, smags- og føleindtryk.

Disse mennesker kan være fintfølende på grænsen til det sarte, og de har brug for megen ro til at komme sig efter, og til at tænke over, selv ubetydelige oplevelser. Til gengæld kan de forekomme næsten overnaturligt klartopfattende.

Aron skriver, at HS-mennesker ofte har stor selvindsigt, forestillingsevne, medfølelse og empati, at de opfatter humør, nuancer og stemninger hos andre, som andre ikke altid selv er bevidste om, eller overhovedet har lyst til at vedkende sig, og at de skulle være gode til både børn, dyr og andre pleje- og omsorgsfunktioner, fordi det falder dem naturligt at opfatte andres behov og befordre deres velbefindende, hvis de på nogen måde kan. De er angiveligt også usædvanligt følsomme, når det drejer sig om kemi, fx kaffe, alkohol, nikotin, medicin, parfumer, malingslugt o.l.

Højfølsomme mennesker findes talrigt blandt kunstnere, men hvis de ikke selv er udøvende, har de alligevel ofte evnen til i høj grad at nyde og påskønne både kunst og naturoplevelser.

Også blandt dyr findes der højsensitive individer, hævder Aron, og jeg har personligt kendt nervebetonede hunde, katte og heste, som reagerede på den mindste lyd, bevægelse eller berøring. Disse sensitive dyr forekom mig ofte at besidde en næsten uhyggeligt fintmærkende opfattelsesevne. Men jeg har også haft hunde og katte, der upåvirkede af det meste gik bekymringsløse igennem livet.

Når man først er blevet opmærksom på, at HS-mennesker findes, og at de måske udgør en betragtelig del af menneskeheden, ser man dem pludselig alle vegne:

Tag de to berømte, fiktive detektiver Sherlock Holmes og Hercule Poirot: Når det drejer sig om fintmærkende observation og analyse, er de jo pragteksemplarer.

Eller vore allermest kendte og skattede guldalderforfattere, Søren Kierkegaard og Hans Christian Andersen. Sidstnævnte skriver i sin rejsebog fra Spanien, 1863: ”Begge Steder skulle jeg fornemme Stemninger, som de Lykkelige, mindre Benervede, kalde sygelige…” Det var som bekendt også H. C. Andersen, der berigede os alle med eventyret om prinsessen på ærten. Et mere udpræget HS-menneske end den der beskrevne prinsesse (og hendes forfatter) kan næppe tænkes.

Hvis vi springer frem til vor egen tid, tror jeg (men måske tager jeg fejl?), at det var forfatteren Klaus Rifbjerg, der gav os udtrykket ”skallesmækkende mimose”. Under alle omstændigheder er det blevet brugt om ham. Rifbjerg opfatter alt, hvad der hænder ham, knivskarpt og formår at videreformidle det med præcise ord.

− Og så læser jeg lige nu med stor fornøjelse Karl Ove Knausgårds sidste bind i mammutromanserien ”Min kamp”. Alene det at kunne erindre og beskrive mere end fyrre års liv ned i de allermindste detaljer tyder på et højfølsomt sind, men Knausgård anfører tillige selv flere steder i sine værker, at han føler sig overskyllet af andre mennesker, navnlig af faderen, at han har brug for lange perioder alene, at han altid går og ruger over, hvad andre mennesker har sagt til ham, og spekulerer på, hvad de mon kunne mene. På disse og mange andre punkter minder han om forbilledet, Proust, som han fremstår igennem et lignende mesterværk: ”På sporet af den tabte tid”, påbegyndt i 1913. Om et kort ophold ved havnen i Helsingborg skriver K. O. Knausgård: ”Tanken om at jeg så på Hamlets hjem, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.” − Kun et yderst påvirkeligt menneske får sådanne fysiske reaktioner ved en dagligdags udsigt og kan huske det − og beskrive det − år senere.

Vi må være taknemmelige for de følsomme iblandt os, som åbner vore øjne for det ellers usete og ufølte, og så må vi i øvrigt forsøge at bære over med deres særheder. En hjælp til det sidste kunne være at læse:

”Særligt sensitive mennesker” af Elaine N. Aron. Borgens Forlag, 2008.

Eller orientere sig på hendes hjemmeside: http://hsperson.com/

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *