Mormors hænder

Min mormor var et lille trindt, kært væsen, der holdt meget af mig.

Hver sommer satte hun sit eget liv til side i en uges tid for at underholde og forkæle mig. Det må have kostet hende både penge og anstrengelser.

Vi gik på biblioteket og lånte bøger, hun udvirkede, at jeg fik lov til at låne en stak af min store fætters Anders And-blade – hvis jeg lovede at behandle dem ordentligt, vi var i Rødovrecentret og i Stationscentret, i Tivoli, hvor vi kendte nogen, så jeg fik gratis ture i forlystelserne, på Nationalmuseet, på små familiebesøg, og af og til stak vi hovedet ind i Damhustivoliet.

Mormor ville have flækket sig selv på langs og tværs, hvis det kunne have befordret mit velbefindende.

Hun lavede sodavandsis af citron- og hindbærsodavand i plasticforme. Jeg fik bananskiver med mælk til morgenmad. Og lakridskonfekt i en gul, hjerteformet plasticskål med i seng. Der lå jeg og læste hendes gamle eksemplarer af Hudibras og Knold og Tot. I mormors bittersøde lugt, som gennemtrak alt i den lille lejlighed i Ruskær nr. 39 på 6. sal og fik mig til at føle mig tryg og omgivet af omsorg.

En dag, vi sad med hinanden i hånden, kom jeg til at føle på den tynde, tørre hud på overfladen af hendes ene hånd. Gennemtrukket af blodårer, leverpletter og rynker i fine net, som skrøbeligt, krakeleret porcelæn. Når jeg trak huden tilbage mod håndleddet, blev den siddende og gled kun langsomt tilbage ud over hendes hånd. Jeg sammenlignede med min egen spændstige, buttede hud.

Mormor blev lidt flov. Jeg fornemmede, hvordan hun undseeligt kiggede væk, mens jeg udførte mine eksperimenter med vore hænder.

Mormor havde for lavt stofskifte. Formentlig dårligt behandlet. Hun blev enke i slutningen af 60’erne og begyndte at ryge meget og drikke guldøl. Hun døde i begyndelsen af 70’erne efter et års tid på et plejehjem, hvor de få livstegn, jeg opsnappede, var forklæder, viskestykker, servietter og muleposer med kartoffeltryk, som hun fremstillede i ’terapien’. Hun ville ikke have mig på besøg i den sidste tid, for ’Lone skal ikke se mig sådan’.

Hun døde ’af træthed’, siger min mor. Hun gav bare op.

Jeg lugter som hende, og nu kan jeg trække den leverplettede, rynkede hud på oversiden af mine hænder tilbage og sidde og se til, mens den kun langsomt glider ned på plads igen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *