De kreative

kalder de smigrede og ukritiske sig selv*, speltsegmentet i de fashionable bydele med de åhh, så spæn­dende jobs.

Det er en misforståelse, som opstår af uvidenhed.

Kreative kreerer – dvs. skaber – noget, hvor der ikke var noget før, fx:

· En kunstner, der skaber et helt nyt værk digitalt eller af fysiske materialer ud fra originale idéer i sit eget hoved.

· En forfatter, der beskriver verden på en måde og med en stemme, som det ikke har været gjort før.

· En komponist, der frembringer et hidtil uhørt stykke musik eller lyd.

· En designer, tænker, arkitekt eller en opfinder, der skaber ting, tanker eller metoder, som ikke har været kendt noget sted i verden før.

· En forsker, der ved systematisk arbejde skaffer os ny viden.

Alle dem, der skriver popmusik og knaldromaner som alle andre, er ikke kreative. De er kopis­ter.

Det er billedkunstnere, der reproducerer en stil i tiden, arkitekter, der bygger som de fleste, og desig­nere, der laver endnu en akavet stol til at sidde på, også.

Instruktører, skuespillere, musikere og sangere, der, om end nogle få kan være skabende og/eller virtu­ose, som hovedregel blot reproducerer andres idéer, tekster eller musik.

Og småforskere, der sidder og laver en smule opkog på andres tanker og arbejde.

En yngre kone, der arbejder med lidt artikler om mode, med lidt projekt- og kontorarbejde, med noget foto på Instagram, som snakker om ‘at blive inspireret’  – beåndet af guderne? – I don’t think so …  og som går op i at indrette sit hjem med en blanding af loppefund og designermøbler, og som får to børn, som hun belaster med aparte navne, er ikke kreativ. Hun hægter sig som en igle på trends i tiden.

Og reklamefolk, som bruger deres liv på at prakke os andre unødvendigheder på, kan næppe være kreative. De er basalt set bare snydere, som de mænd og kvinder, der står på blokvogne og falby­der en magisk shampoo, der får håret til at gro på skaldede.

Virkeligt kreative opfinder nye ting og/eller nye måder at gøre ting på. De forsøger ikke at sælge sig selv på noget, andre har skabt.

Ægte kreativitet kræver forestillingsevne, talent, viden, uddannelse, selvstændighed, nytænkning, hårdt arbejde, vedholdenhed – og mod til at stå ud fra flokken!

Hvilket er præcis det modsatte af alle disse moderne medløbere fra ’Den kreative klasse’, der be­vidstløst og ukritisk blot reproducerer ting og tendenser i tiden og plaprer højt om det.

* Pga. bogen: Den kreative klasse fra 2005 af Richard Florida

På dansk Wikipedia findes en interessant kritik af bogen og begrebet, som jeg tillader mig at citere her:

https://da.wikipedia.org/wiki/Den_kreative_klasse

’Middelmådigheden i højsædet

Den danske historiker og forfatter Henrik Jensen har rammende om Floridas tankegang påpeget, at den er “luftig”. Om den etik eller rettere totale mangel på moral og ansvarsfølelse men til gen­gæld partikulari­stiske selvhævdelse, som kendetegner de fleste folk i den kreative klasse, har Hen­rik Jensen skrevet:

“Snarere end vejen frem, er det vejen ind i charlataneri, et middelmådighedens, talentløshedens og udue­lighedens eldorado, hvor man knap nok behøver at lære noget, fordi man allerede har det hele i sig. Men som Bob Dylan har sagt: “Løgnen om, at alle bærer deres egen sandhed inden i sig, har gjort en masse skade og gjort folk tossede…”

…Dyrkelsen af den individuelle, instinktive, eruptive kreativitet hænger snævert sammen med jag­ten på en identitet, som i vores verden er et kaotisk, men nødvendigt projekt. “Jeg” bliver i beha­vioristisk forstand den, der uforklarligt gør sådan og sådan – henkoger mariehøns og udstiller dem, eller skyder vildt om mig i et klasseværelse.

At være kunstner har for længst mistet sin tilknytning til en særlig kunnen – kunst – der skal læres. Bevares, man kan da godt gå et stykke tid på et akademi for at vænne sig til tanken om, at man er kunstner, men nødvendigt er det ikke længere. Dybest set er vi alle kunstnere. Det er et aspekt ved den bohemisering, der i de seneste årtier er foregået med middelklassen, at vi idoliserer den selvudpegede avantgardekunstner som den, der om ikke ligefrem har fundet de vises sten, så i det mindste påstår at grave efter den. Avant­gardekunstneren er vor tids profet, en frigjorthedens, overskridelsens, selvrealismens og lystens profet, som ufravigelig styrer mod den nærmeste mo­ralske grænse, fordi grænsebrydning er, hvad det handler om. Går vejen over vanhelligelse, dyr­plageri, vandalisering, bilafbrændinger, aborter på glas eller lignende, så er det blot så meget de­sto mere autentisk.” ’

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *