Vagthunden

Den levende skabning, jeg tilbringer mest tid sammen med, er hunden. Næsten fireogtyve timer i døgnet året rundt befinder den sig få skridt fra mig, enten hvilende og afventende eller som begejstret ledsager på de timelange skovture, som vi begge har godt af og nyder overmåde.

Det er ikke resultat af omhyggelig planlægning; sådan er det bare blevet. Hunden er den ideelle ledsager, for den er normalt god til at tie stille, når jeg har brug for at have mine tanker i fred, og den kan med forsig­tige snudepuf henlede min opmærksomhed på sin eksistens, hvis det en sjælden gang skulle være påkrævet.

Den kan dog ikke beherske sig, hvis der kommer fremmede til matriklen, selv ikke efter års om­hyggelig træning og socialisering. − Det er en hovawart, en tysk vagthund, og et sted dybt nede i hjernen må den, ligesom medlemmerne af Dansk Folkeparti, have et urgammelt, fremmed­fjendtligt center.

Vi er alle pattedyr, og på et tidspunkt i vores udvikling var det formentlig hensigtsmæssigt, at vi automatisk forsvarede vore hårdt tilkæmpede ressourcer mod fremmede, så vi blev udstyret med en indbygget stam­metænkning, der satte os i stand til på sekunder at skelne mellem »os« og »dem«. Men da hjernen blev større, og ressourcerne flere, idet handel og samkvem skabte større viden og rigdom for alle, måtte vi for­søge at aflære denne mekanisme igen. Det er lykke­des bedre for nogle end for andre.

Efter seks år med hovawarten har mine gæster lært at benytte ringklokken, og byens motions­løbere skifter rutinemæssigt over til det modsatte fortov, når de skal forbi vores have. Hver gang postbuddet kommer med sine værdifulde bidrag til husstanden i form af breve eller pakker, eller skraldemanden hjælper os af med det affald, vi ikke selv har lyst til at røre ved, råber vagthunden galsindet og advarende op.

Navnlig omkring spisetid, hvis en steg står og syder i ovnen, eller hvis den store gryde opsender forjættende dufte fra komfuret, går hunden totalamok, hvis fremmede uforvarende skulle nærme sig hoved­dør, hæk eller låger: Den vil ikke dele sin mad med nogen! − Dette indrejseforbud gælder også krager og andre større fugle − og de kan være både udspekulerede og frække, kan jeg godt hilse og sige, og i helt særlig grad de fremmede katte, der nonchalant passerer haven på deres uransagelige veje rundt i byen.

Hunden har aldrig oplevet, at nogen har taget mad eller andet fra den. Tværtimod. Hvis nogen kommer i nærheden af dens madskål, er det for at fylde den med enten tørfoder eller ekstra lækre godbidder. Det er en særdeles mæt og velforsynet hund i et velfærdshus, og den har aldrig erfaret, at der kunne være mangel på noget som helst.

Alligevel nytter det ikke noget at forklare den, at der er nok til alle, og at nogle af de forhadte bude med­bringer sække med hundemad, eller at de fremmede kan være vagtlæger, håndværkere, rengøringshjælpen eller andre velkomne gæster. Når det primi­tive, fremmedfjendske center overtager hjernen, kan den ganske enkelt ikke samtidigt rumme tanken om, at husstanden kunne beriges af besøg udefra.

Som en anden Holger Danske vågner den ved den mindste lyd af indtrængere og forstyrrer den behagelige ro for os alle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *