Størst af alt er kærligheden

Da min svigerfar for mere end 20 år siden skulle begraves, bad hans børn præsten om at prædike over Paulus’ første brev til korinterne. I dette brev skrev Paulus om kærlighed.

Han skrev bl.a.:

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind.

Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.

Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.

Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Kærligheden hører aldrig op.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Det siger en del om min stadigt dybt savnede svigerfar, at hans areligiøse, voksne børn først og fremmest kom til at tænke på kærlighed, når de skulle mindes ham. Bedst husker jeg, at vi altid var velkomne – også på uventede besøg. Uanset hvornår vi dukkede op, blev svigerfar kisteglad, og jeg forstod dengang ikke, at vores opdukken kunne udløse så meget oprigtig glæde.

I dag er der ikke mange, der tænker på kærlighed. I dag er der ikke mange, der kan praktisere en kærlighed, der ikke søger sig selv, der er mild, tålmodig, ikke misundelig, ikke pralende, som ikke vil noget usømmeligt, som ikke hidser sig op, som ikke bærer nag, men som søger sandheden.

Siden vi mistede svigerfar, er sand, beskeden, uselvisk kærlighed blevet et truet karaktertræk. Det er nu stort set erstattet af nyttetænkning, egennytte og narcissistisk selfiekærlighed.

Man kommer af og til i kontakt med mennesker, som man tror, tilhører ens familie- eller vennekreds, men hvor alting går skævt. Det kan være banale ting:

Man glemmer en fødselsdag, en aftale, et julekort

Man får ikke ringet, ikke svaret, ikke spurgt, ikke påskønnet, ikke geninviteret

Man har alt muligt andet i hovedet, har ingen tid og bliver irriteret over det, man oplever som krav

Man får bare ikke set eller hørt noget til hinanden, og tiden går, uden at man er der for hinanden, når det kniber

Så rinder forholdet ud, sommetider fulgt af grublen og anklager: Hvorfor sagde du det? Hvorfor gjorde du det? Hvorfor gjorde du ikke?

Men i virkeligheden var det bare kærligheden, der manglede …

For hvis man elsker, og hvis man formår at elske uegennyttigt, som min kære svigerfar gjorde det, så føler man sig dybt forbundne og nødvendige for hinanden. Så har man altid tid og ingen flove undskyldninger eller forlorne forklaringer. Man kommer automatisk til at gøre det rette, og hvis man ikke gør, så er der tilgivelse at få, for man bliver alligevel altid glad over at høre fra eller se hinanden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *