Pas på Gurli


Nej, Gurli er ikke din mors barndomsveninde. Gurli er en tilsyneladende uskyldig plaid fra IKEA: 120 x 180 cm, gråsort, fremstillet i Indien af lutter kunststoffer og til salg i Danmark for beskedne 79 kr.

Forleden lod jeg mig friste i forbifarten og hjembragte en Gurli til min sofahyggekrog. Da jeg senere på da­gen satte mig op ad Gurlitæppet, fik jeg efter få minutter en grim, prikkende metalsmag på tungen, sviende øjne og en tør, irriteret hoste.

– Nå, ja. Vask altid tekstiler, før du tager dem i brug, sagde min mor. – Så jeg vaskede Gurli i den gode gamle Miele.

Næste aften var problemet det samme. I stedet for at putte mig med et varmende tæppe, begyndte øjne, tunge og svælg at prikke, som havde jeg indhaleret ti tusind bittesmå jernsplinter. Jeg vaskede tæppet igen, men problemet bestod. – Efter to vaske.

Nu har Gurli hængt ude i den kolde forårsluft i en uges tid, dag og nat, og jeg tror ikke, hun kommer ind i sofaen igen. – Hvad var der sket, hvis jeg havde svøbt Gurli om mit lille barnebarn? Jeg kunne sagtens have fundet på at bruge det som barnevognstæppe.

Jeg er følsom for kemi. Fx måtte jeg kassere nogle sko og tilbagelevere de fine silkedyner, fordi de fik hele huset til at lugte modbydeligt af kinesiske mugmidler. Hvad gør andre mennesker? De, som ikke bemærker dunstene? Lader de sig blot forgifte af de kraftige stoffer, producenter i fjerne lande overhælder deres produkter med, så de ikke rådner op under den månedlange transport i fugtige skibscontainere? Eller har andre mennesker råd til udelukkende at købe økologisk fair-trade-bomuld? Hvordan finder de det? Og hvordan kan de være sikre på indholdsstofferne?

Tilsyneladende har det glimrende foretagende, ’Forbrugerkemi’, opgivet ævred i november 2013. De ville ellers have kunnet fortælle mig, hvad mit tæppe indeholder.

Jeg måtte forlade mig på IKEA selv, så jeg ringede til deres kundeservice, trykkede mig igennem alle gå-væk-maskinstemmerne og fandt en rigtig dame, som lovede at notere problemet og se, om andre ville henven­de sig i samme anledning. Allerhelst ville hun have, at jeg kørte de 25 km ud til nærmeste IKEA og afleve­rede tæppet, så de kunne undersøge netop mit. Men jeg er så gammel nu, at jeg ikke lader tilfældige IKEA-damer koste rundt med mig, så jeg foreslog hende at lade en medarbejder futte ned på lageret og finde et af de tusindvis af identiske Gurlitæpper, der ligger der, helt friske, kemisk stinkende og pølseformede i de­res tætsluttende plasticposer.

IKEA er et professionelt og succesrigt foretagende; de ved udmærket, hvad der er i deres egne produkter. – Det behøver de ikke mig til at fortælle dem. De noterer blot henvendelsen op og afventer, om det bliver en generel tendens, før de overvejer at ændre deres forretningsmetoder. Naturligvis. Det handler jo om penge. Og vi er alle til fals for et billigt tilbud. Også selv om hver fjerde dansker ifølge Sundhedsstyrelsen lider af en form for allergi, også selv om man ikke kan se den blå himmel i Kina, og havet omkring Indien er omdannet til en kemisk kloak …

Gurli havner nok i skraldespanden, og så har vi spildt råstoffer til fremstillingen, giftstoffer til imprægnerin­gen, skibs- og lastbiltransport fra den ene ende af kloden til den anden, to vaske, min tid og en masse ulej­lighed blot for at forurene dette land med indiske gifte.

Ting kan blive FOR billige, og det er derfor, vi har problemer med kloden og dens klima. Hvornår lærer jeg det?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *