Dukken — Kønssocialisering i forrige århundrede

Min ungdom udspillede sig i 1970’erne, hvor vi bekvemt lå i hippiernes slipstrøm og — i hvert fald på Århus Universitet — var teoretisk revolutionære alle til hobe. Intet fik lov at bestå! Alt skulle kritiseres og nytænkes. Ikke mindst kønsrollerne, som ifølge den herskende ideologi var samfundsskabte og kvindeundertrykkende. Ingen tvivl om det…

Da jeg så fik min søn, var jeg helt på det rene med, at det udelukkende var mit ansvar at socialisere ham, så han blev en god samfundsborger, en god ægtemand og en god far. Jeg ville kort sagt opelske hans omsorgsevne. Til det formål indkøbte jeg en skøn, blød dukke og pakkede den smukt ind som gave til hans etårs fødselsdag.

Billedet sidder stadig næsten 30 år efter mejslet ind i min hukommelse: Det er tidlig morgen og knægtens første fødselsdag. Han sidder i sin høje stol ved køkkenbordet. Der er en lille kage pyntet med lys og chokoladeknapper og mange rødhvide papirflag. Som han har godtaget alt andet, han har mødt i sit korte liv, accepterer han straks begrebet fødselsdag som en kærkommen morgenoverraskelse og rager ud efter pakken: En, to, tre er papiret flået af. Han tilkaster dukken et kort blik. Tager den så i det ene bagben og kaster den, uden at vende sig, bagud over skulderen, hvor den havner i en køkkenkrog. Og han værdiger aldrig siden dukken så meget som et blik. — Det var den socialisering!

Min bror, som senere på dagen dukkede op med en lille, virkelighedstro, rød traktor til fødselsdagsbarnet, fik taknemmelige hvin og stor begejstring til gengæld. Kort efter sagde sønnike sit første, genkendelige ord, „taator”, mens han lå og kørte med den røde traktor hen over gulvet.

Min bror havde lyttet til barnet i stedet for at følge teoretiske dogmer. Fra sønnike var omkring tre måneder gammel, havde han sprællet af fryd, når han fik øje på en bil, der skinnede i f.eks. orangerødt og sølv. Han elskede udflugter til banegården eller lufthavnen, hvor vi blot sad og kiggede på transportmidlerne, mens vi spiste en is. Han blev ekstatisk, hvis vi på klapvognsturen passerede vej- eller bygningsarbejder, der involverede store maskiner, såsom kraner, lastbiler, dumpere … En lykkedag mødte vi en rød Falckbil, og chaufføren var så venlig at give sig tid til at demonstrere nogle funktioner for den henrykte lille dreng og startede sirenen ganske kort og vinkede, da han kørte bort. Vi er ham evigt taknemmelige!

Naboens jævnaldrende datter legede med dukken, mens sønnike arrangerede sine biler i det parkeringshus, jeg skyndte mig at købe til ham kort efter fiaskoen med fødselsdagsgaven. Når vi fik en gæst, løb naboens pige uden tøven hen til den fremmede, udsendte sit mest indsmigrende smil og sagde: Heeiij … Så var kontakten straks skabt. Sønnike, derimod, nærmede sig gæsten sidelæns, nærmest distræt fraværende og kunne køre lidt med sin p.t. yndlingsbil på armlænet af gæstens stol. Så var det op til den fremmede at skabe kontakt, helst med bilen som neutralt fokuspunkt.

Jeg er stadig en varm fortaler for ligestilling, både mellem mennesker og køn, men min erfaringsramme er bredere. Jeg ved nu, at vi alle påvirkes både af hormoner og af omgivelser, og at drenge og piger fødes med forskellige anlæg, drenge overvejende — men ikke udelukkende — med drengeanlæg, piger med — men ikke udelukkende — pigeanlæg. Ethvert individ er enestående i sin sammensætning og i sine anlæg og evner, og bør støttes som sådan.

I dag er sønnike pilot og en særdeles god far.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *