Forestil jer

Tid i naturen, cowboybukser, jakke syet af gamle, hollandske gardiner, snapshot fra 70’erne

Unge mennesker føler sig pressede. De skal levere sagligt og fagligt, men i høj grad også følelsesmæssigt, personligt og udseendemæssigt. Der kan gå timer med at bade, barbere, selvbrune, makeuppe, vælge mærkevarer, outfit. Det færdige resultat fotograferes. Man skal være til stede på mange platforme, virkelige og uvirkelige, man uploader og sammenligner sig på Snapchat, Instagram osv., og bruger Tinder til at udvælge mulige partnere, selv om man lever omgivet af andre unge … Det er en jungle at skulle begå sig i.

Forestil jer, at en ung protestsanger dukkede op. Hun sang om svar, der blæser i vinden, om tider, der ændrer sig.

Forestil jer, at fire langhårede fyre begyndte at lave en ny slags musik. At man i oprør mod autoriteter lod håret gro, som det ville, og klædte sig i slasket genbrugstøj eller uniformsdele fra militære overskudslagre. At man var ligeglad med sit udseende og blot havde lyst til at sidde i rundkreds, snakke og spille guitar. – Lytte – Slappe af – Være nærværende – Make love, man …

Tiderne, foragten for overforbrug, for tingsliggørelsen af mennesker, for ødelæggelsen af jordkloden, for snerpet borgerlighed, kaldte på langhårede unge i gammelt tøj og flade, udtrådte sko. Unge, der spillede på tværfløjte bare for hyggens skyld, der flyttede sammen i kollektiver, hvor man hjalp hinanden og delte ressourcerne. Unge, der var ligeglade med forbrug, statusjagt, dyre huse, kold boligindretning, designermøbler, mærkevarer, vin, modespiritus – og andet snobbet feinschmeckeri.

Hvis en sådan bølge skulle rejse sig i dag, en bølge med potentiale til at forandre verden, ville vore unge ikke opdage det, fordi de havde for travlt med at kigge ned i mobiltelefonerne og ind i spejlene og kameraernes linser. Derudover bruges der uhyggeligt mange, daglige timer på at bade, barbere, selvbrune, makeuppe, vælge mærkevarer, outfit. Det færdige resultat fotograferes. Man skal være til stede på mange platforme, virkelige og uvirkelige, man uploader og sammenligner sig på Snapchat, Instagram osv., og bruger Tinder til at udvælge mulige partnere, selv om man lever omgivet af andre unge …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *