Småtterier III

● Stresset jul for kvinder: Mon hun klarer pynten?

● Jeg spurgte barnebarnet på syv, hvorfor vi holder jul, og hun svarede: − Det er fordi, nissen blev født.

● Skulle vi ikke skaffe os af med alle de unge, selvimponerede vejrværter, som ved mindste anledning løber med en halv vind og pisker stormstemning op over lidt kuling? Også når det foregår ovre i USA? (Men ikke, når det er i Afrika, Indonesien eller andre uvæsentlige lande, som de modebevidste DANSKERE ikke gider beflitte sig med.) Og alle de journalister og redaktører på selv velanskrevne, normalt seriøse medier, der løber med?

● Hvornår begyndte alle disse APOTEKERVARER at snige sig ind i mit hus? Vi skal snart købe et særskilt skab til dem. − De var der ikke, da jeg var 30, 40 eller 50 år gammel. Da kunne jeg klare det meste med en albyl …

● Vi har fået en mængde nye kommunikationsmidler, mobiltelefoner, chats, blogs, kommentarmuligheder, sociale netsider, fotodelingssider osv., men de er kun MIDLER. Folk behandler dem, som om de var hovedsagen. Det er efterhånden åbenlyst, at der ikke pludselig bliver flere interessante ting at kommunikere om, blot fordi forbindelserne bliver bedre og altid er lige ved hånden.

● Da jeg var barn fik vi lussinger og børneorm. Generationen efter udviklede forskellige spiseforstyrrelser. Så begyndte de unge piger at skære i sig selv, og nu ser det ud til, at selv helt små børn bryder sammen af mangel på interesse, omsorg, kontakt og nærvær fra deres Facebook- og karriereopslugte forældre − midt i den materielle overflod og ferierejser til Thailand.

● Der er jo en grund til, at Disneys fesne, tegnede musicaludgave af H. C. Andersens genialske ’Snedronningen’ er så populær blandt småpiger i vores kulturkreds: De har alle som én oplevet at blive afvist af deres egne mødre, fædre, større søskende, lærere, pædagoger, bedsteforældre med et koldt ’Vent nu lidt!’ − ’Lad mig lige være i fred et øjeblik!’ − ’Kan du ikke sidde stille bare to minutter?’ − ’Gå nu væk!’ − ’Gå hen og leg selv lidt!’ eller den allerværste: − ’Skat, du ved at mor elsker dig, men jeg skal liiiiige …’

● Det er skræmmende, at min hund, som ellers ikke er kræsent anlagt, pure nægter at røre ved pølser eller alt det andet pålæg, som vi normalt spiser, herunder kogt skinke, Parmaskinke og andre charcuterivarer. Hvis vi har listet en endeskive af en Gjølpølse eller en chorizoskive ned i hundens madskål sammen med aftensfoderet, formår den at sutte pølsebidden helt ren og med fortænderne løfte den ud på gulvet, hvorefter den ignorerer den og spiser resten med god appetit. − Er det nitrit? Nitrat? Andet, som gør os syge, men som den fine hundesnude er i stand til at detektere og undgå?

● Siden hvornår blev det OK, at den såkaldte ’familielæge’ − seks patienter i timen, ti minutter pr. gang, inkl. journalføring − smider hr. Hansen og fru Pedersen på vægten, som var de slagtesvin, og så bruger tallene til at overbevise syge mennesker, der søger lægens hjælp, om, at deres rygproblemer eller søvnløshed eller andre plager helt og aldeles er deres egen skyld?

● Hver eneste dag udbasuneres der et eller andet, som skulle være godt for os: broccoli, aloe vera, baldrian, kefir, frøskaller, hybenpulver, glukosamin, ingefær, ost, fiskeolie, propolis, Q10, fibre, kaffe, forskellige teer, mælk, kalk, skyr, blåbær, D-vitaminer, chokolade, solhat, rødvin, powerdrikke, energibarrer, seks stykker frugt om dagen, olivenolie o.m.a. Og vi skynder os at tilføje det til vores hverdagsindtag, så vi til sidst ikke kan bestille andet end at gå og indtage alt det, der er godt for os, og dør af overindtaget.

● Det er sjovt: Tykke mennesker er altid fulde af gode slankeråd, på samme måde som det altid er de mest psykisk forstyrrede, der nedsætter sig som terapeuter for andre stakler.

● Som direktør for Zoologisk Have i København lader Bengt Holst en nuttet, ung giraf aflive og opsprætte som søndagsunderholdning i vinterferien, og som formand for Dyreetisk Råd udtaler han sig skråsikkert og bedrevidende imod et forslag om at forbyde dyresex. − Det er muligt, at den mand har fine, rationelle argumenter og er god til dyr, men han må have virkelig store problemer med mennesker.

● Det er glædeligt, og en lille smule overraskende, at se, hvor mange ældre mennesker, der pludselig omkring pensionsalderen finder ud af, at de faktisk er kunstnere − noget de ikke har følt påtrængende behov for at manifestere i 60 år eller mere − og pludselig giver de sig til at male, skrive, digte, fotografere eller væve med stor energi. − Navnlig synes det at være vigtigt for disse sent modnede at udøve deres kunst i flokke og fællesskaber, at forære frembringelserne til familie og venner i stedet for ordentlige gaver og navnlig at figurere i offentligheden og opnå lokalpressens bevågenhed.

● Vi lever ikke i et demokrati, men i et idiokrati.

● Man bør nok ikke fæste lid til livsindsigten hos de mænd under 40, der har levet halvdelen af deres liv inde i en elektronisk spillemaskine.

● Egocentrisk tidsalder? − I drømmetydning symboliserer et hus jeg’et, altså drømmeren selv. Når man nu ser den totalt overdrevne interesse, folk i dag i dette lille land omfatter deres huse og indretning med, så må man jo slutte, at de er frygteligt og i hidtil uset grad optagne af sig selv.

● Som Proust siger: Man kan kun være flink og generøs over for mennesker, der kender reglerne for god opførsel. Disse regler overleveres ikke længere fra generation til generation, for nu skal de passere pædagoger i stedet for forældre, og pædagogerne har heller ikke lært dem.

● Jeg tog for tyve år siden den enkle beslutning, at jeg kun ville bruge min tid på mennesker, der kunne lide mig. Ikke på dem, som ville opnå noget, som var misundelige, ude på at dukke mig, som havde brug for at føle sig bedre end mig, eller som bare kedede sig. − Der blev ikke ret mange tilbage.

● Det er det samme hvert år: Først går man og glæder sig over hvert eneste lille grønne strå i haven, hvorefter man et par måneder senere bekæmper græs, hække, buskadser m.m. med kraftigt støjende materiel.

Computere lever deres helt eget liv på min bekostning:

− Når jeg tænder min computer eller tablet, skal den først opdatere programmer, jeg ikke hverken bruger eller har hørt om, så det varer ti minutter eller mere, før jeg kan komme til det, jeg gerne ville.

− Man opdaterer Java, så man kan komme i sin netbank, hvorefter maskinen egenrådigt har udskiftet ens vante browser med en anden efter eget skøn. Det er ikke muligt at skifte tilbage, for Java har fjernet en URL, hvad det så end er, der er nødvendig for skiftet.

− Man skal pga. bimlende og bamlende bannerreklamer og andre ud over det hele-reklamer vente mange, mange lange sekunder på at se sin netavis, som man abonnerer på og betaler for, og man tør ikke klikke på de enkelte artikler, fordi man ved, at man kommer til at vente i evigheder, før man kan klikke tilbage og opnå kontrol over sin egen computer igen.

● For det meste går hunden og jeg i skoven. Men sommetider gennemkrydser vi villakvarterernes begravelsespladser med de sødt liglugtende ligusterblomster.

● Juni 2014: En 39-årig kvinde døde på tragisk vis af blodprop i hjertet. Båndoptagelsen af hendes snak med den fynske vagtlæge en time før dødsfaldet viser med al tydelighed, at han ikke tager hende alvorligt. ’Tag to Panodiler og gå i seng’, siger han helt bogstaveligt, selv om hun har trykken for brystet, åndenød, smerter og snurren i hele kroppen. Hun er kvinde og fortjener ikke at blive lyttet til eller taget alvorligt.

● Mit yndlingsord for tiden er ’klam’. Det meste er ’klamt’, dvs. sødladent sentimentaliserende og ofte fremført med bagtanker om at sælge mig noget, få mig til at donere penge eller fiske efter mine klik.

Har:

Masser af underlødig mad, ting i tusindvis, såsom biler, huse, elektriske mælkeskummere o.m.a.

Mangler:

Tid, ro, natur, ren luft, jord og vand

● Angst er urangst, grundangst for at blive smidt ud af flokken. Ens jeg bliver udslettet. Man ophører med at eksistere. Også når andre senere, psykisk eller fysisk, går ind over én på grænseoverskridende måder. Grundlægges i tidlig barndom med ‘putning’ og ’pasning’. Forældrene udelukker barnet fra flokkens liv.

● Unge piger, som opremser deres skolegangs fortræffeligheder, nævner som regel, at de var dygtige, tynde og velforberedte … Hvad har TYND med det hele at gøre? Hvorfor skal de gøre rede for det? − Det er også blevet comme il faut at nævne, om man er behåret, piercet, tatoveret eller ej, og i givet fald på hvilke måder og i hvilke områder, og således viderekolporterer man billeder, som de fleste af os nok gerne ville have været foruden.

● Vi er aber, vi har degraderet os selv til vore kroppe og dens funktioner, og vores styrende princip er grådighed − selv om vi kalder det noget andet, vækst, udvikling, fremskridt fx.

● Hun er tydeligvis en af nettets tidsspildere, en af dem, der sidder og dimler og keder sig og kommenterer på dårligt dansk til alle og aldrig kommer ud af røret alligevel. Som tror, at livet er ét stort evindeligt, konsekvensløst sludrevornt Facebook.

● Ethvert barn har ret til en tyk og rund og glad mor med forklæde om maven og uendelig tid.

● Mænd har forplantningspornografi, kvinder har ernæringspornografi: − Ingen kvinder spiser mad mere, men de snakker ustandseligt om mad, de køber i hundredvis af bøger om mad, eller de sidder i timevis og kigger på svinerier med smør og tyk fløde i tv.

● Vi lever i dette land midt i konsekvenserne af den fejlslagne uddannelsespolitik, som har efterladt de seneste to-tre generationer i en sump af uvidenhed og dumhed.

● Den tid, man tilbringer i fx Bilka, vil jeg anse for spildt.

Kvindens sidste alder:

Først opgiver man de stramme cowboybukser og anlægger knold

Så ryger kondiskoene og tænderne og man får briller på næsen

I takt med vommens vækst erstattes de lårkorte

Med A-formede telte og taljeelastik

Til sidst raver man rundt

Så længe man endnu kan

I fodformede sko

Med høreapparat, stok og tykke strømper hele året

Hvad snakkes der meget om?

Danskerne − Vi siger ’danskerne’ i hver anden sætning. Hvorfor? Føler vi os ikke længere som danskere? Er al denne globalisering og EU blevet for svært at forstå, således at vi ustandseligt må minde os selv og hinanden om, hvem vi er? Hvad med de tyskere, grønlændere, tyrkere, englændere, polakker o.a., som lever midt iblandt os? Regnes de ikke længere med til befolkningen? Fx når vi siger eller skriver: ‘Danskerne har det svært med IT’ eller andre generelle udsagn om indbyggerne i dette land.

Unik − Alt er ’unikt’ for tiden. Selv masseproducerede, totalt overflødige billigheder bliver markedsført som unikke. Er vi blevet bange for at ligne hinanden for meget, selvom vi gør det? Altså ligner hinanden. Der findes næsten ingen selvstændigt tænkende og agerende mennesker længere i dette småtskårne lilleputland.

Ekstrem − Vi lever næsten alle et beskyttet middelklasseliv, derfor har vi brug for at høre om, at noget kan være ’ekstremt’. For det findes ikke længere i vores egen, beskyttede og forudsigelige hverdag, så vi er nødt til at prøve rutsjebaner, utroskab, rejser til fjerne bongo-bongo-øer og elastikspring for at kunne holde det ud.

Værdier − Enhver pølsefabrik og middelklassefamilie snakker højt og længe om deres ’værdier’. Sikkert fordi de ingen har, for samtidig bliver alt, hvad der var godt og rigtigt i menneskelivet, trådt under fode: Generøsitet, dyrevelfærd, amning, tid til egne børn, hjemmelavede produkter, anstændighed, hensyntagen og høflig opførsel … Alt det er for længst gået af mode og erstattet af en selvoptaget grådighed: − Fordi jeg fortjener det. Fordi jeg trænger til det. Fordi mine behov er. Fordi jeg har krav på. − Og udpinte høner, malkekøer, der aldrig ser en grøn mark og mishandlede slagtedyr, flaskeopfostrede og det meste af dagen institutionsanbragte børn.

Det enkle liv − Vi sidder i fuldt alvor i modetøj og designermøbler og kigger på ’Bonderøven’ i tv, mens vi bor på Nørrebro eller på Frederiksberg eller inde midt i Randers og aldrig har set en levende gris.

Den gode mor − Aldrig har unge mødre været så usikre på sig selv og så fordømmende over for andre, som fx ikke tager lille Louise med til svømning, som giver hende en Nutellamad med i madkassen, som ryger en smøg ude på sin egen terrasse eller drikker et glas vin til en festlig lejlighed. Aldrig før har gennemsnitsmoderen tilbragt så få timer pr. dag med sine egne børn. − Alt imens hun snakker op ad døre og ned ad stolper om ‘Moderrollen’, og hendes børn stille bryder sammen af mangel på nærvær.

Sund mad − Mens vi lever af radisser og spelt, sidder vi og ser frøken Blomsterberg og ligesindede kreere chokolade-, smør- og flødeholdige konditorikager på tv.

Ægthed − Ægte, autentisk, oprindeligt, håndlavet, hjemmelavet… Det er ord og begreber, vi ofte tager i vores mund. Hyppigheden stiger i takt med, at alt, hvad vi omgiver os med, bliver mere og mere uægte og plasticagtigt. Tænk storcenter. Tænk sekssporet motorvej. Tænk enorme institutioner til børn, syge eller gamle. Tænk endeløse forstæder. Tænk Lalandia. Legoland. Disneyland. − Og prøv så at finde et fredeligt sted på landet med et par træer, en høj og en lille sø, hvor man ikke kan høre landevejen…

Valg − Som I: Så valgte han lige at flippe ud på MIN fødselsdag! − Som om alting er noget, man selv vælger, når virkeligheden er, at man ikke vælger en skid selv. I samme kategori hører ’prioritere’. Rent sprogligt tager vi den magt over eget liv tilbage, som vi for længst har tabt.

Ulykker ved døbefonten, navngivninger, der er gået HELT galt:

Sara Maria Franch-Mærkedahl − vejrvært

Maria Lucia Heiberg Rosenberg − skuespiller

Noah Haakon Degn Nielsen − skoleelev

Tim Boaz Bruun Skuldbøl − arkæolog

Mette Frisk − naturvejleder

Anne Glad − ’livsstilsekspert’

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *