Ny regering i Danmark

Mette Frederiksen i tv, da hun holdt sin åbningstale i Folketinget d. 4. oktober. Ved valget d. 1. november 2022 fik hun knap 61.000 personlige stemmer og hele 50 mandater i Folketinget, mere end dobbelt så mange som nr. 2, venstres 23 mandater.

Man kunne ønske Mette Frederiksen til lykke med realiseringen af nogle uventet storslåede visioner parret med godt politikerhåndværk.

Man kunne ønske Jakob Ellemann-Jensen til lykke med en blød og heldig landing på en drømmepost som forsvarsminister efter igennem en lang periode at have ud­spyet modbydeligheder og barnagtige anklager mod sine nuværende partnere.

Man kunne såmænd også ønske tumlingen, Lars Løkke Rasmussen, den runde fi­gur med bly i rumpen, der altid rejser sig, når den væltes, til lykke med at have startet et nyt parti og lige netop at have klemt sig tilbage i ministerkontor og flysæder betalt af andre og ind i magtens rum.

Men jeg tror, at jeg allerhelst vil ønske Danmark til lykke med den nye, samarbej­dende regering og det kompromissøgende regeringsgrundlag.

Dette forsøg på fælles regeringsdannelse og bredt samarbejde er noget af det fi­neste, der er sket i dansk politik længe. I dag er jeg for en sjælden gangs skyld igen stolt af at være dansker.

Vi kan forhindre en polarisering mellem to uforsonlige og hadefulde fløje, som vi har set og ser i fx USA og mange andre lande. En polarisering, der ofte er endt i løgne, ubegrundede anklager og direkte vold. En polarisering, der er en al­vorlig trussel mod demokratiet.

Med den nye, brede flertalsregering vil en stor del af det danske samfund frem­over være repræsenteret bag det lovgivende arbejde, og det betyder forhåbent­lig mindre polemik og længere holdbarhed. Nye regeringer vil ikke føle sig fristet til at lave alting om, når de kommer til magten efter denne.

I et demokrati med flere partier kan man ikke få alle sine egne ønsker opfyldt. Det er kompromisset og samarbejdets præmis. Regeringsgrundlaget synes ikke umiddelbart at være så socialt retfærdigt og miljørigtigt, som jeg kunne have øn­sket mig, men politik er det muliges kunst. Anslaget tegner godt. Og ikke mindst stabilt: Nu kan politikerne for en stund holde op med at skændes og begynde at løse de presserende problemer.

Fagforeningerne kan ikke finde andet at udsætte på foretagendet end at brokke sig over udsigten til en mistet forårsfridag om 1½ år. Samme brok hører man fra præsteskabet. Men ingen forhindrer nogen i at købe hveder og æde sig en mavepine til alligevel. I at arran­gere sine løse ferie- eller fridage, så man kan få konfirmeret sin 14-årige i kirken eller i fælleshuset på netop den fredag før fjerde søndag efter på­ske. I at gå i haven og luge eller køre på genbrugspladsen med de gamle have­møbler. I at bede bønner til alle de helgener, der ikke fik deres egen plads i ka­lenderen ved sidste ommøblering af helligdagene for 350 år siden. Hvis man da ikke kan nøjes med de andre forårsfridage, helligdage og weekender.

Og så er der selvfølgelig hele hylekoret af rabiate grøftegravere: De kommer fra yderfløjene – heriblandt TikTok-helten, Alex Dominique Kristensen Vanopslagh, og Cruella de Vils lillesøster, Pernille Vermund; de kommer fra partier, der ikke reddede hverken ære eller indflydelse, som fx den straffede In­ger Støjbergs misfoster af et politikløst sammenrend, og de kommer fra kredse omkring nogle forsmåede minkavlere, der endnu ikke har set millionerne strømme ind på kontoen.

Mange vil insistere på at være negative og tale dårligt om det modige politiker­hold, der er trådt sammen og trådt frem for vores allesammens skyld.

Men skal vi andre ikke ønske hinanden til lykke med, at vi fortfarende synes at være i gode hænder, og håbe det bedste?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *