Rytmer

En gang i 70’erne opholdt jeg mig som studerende hos en teatergruppe i bjergene nordøst for Rom. Gruppen var kraftigt inspireret af vores eget, fremsynede og eksperimenterende Odinteater fra Holstebro, og lederen hed, så vidt jeg husker, Dino.

Teatret lå i en middelalderlig, borgagtig bygningsruin på toppen af et bjerg, hvor luften var tynd, kølig og klar. Man arbejdede her, som på Odinteatret, med skuespilleren som et udtryksmiddel i sig selv, og dagene startede normalt med udendørs stemmetræning. Dino tog mig med ud og begyndte at klare sin stemme op mod bjergvæggen. Han råbte ad bjerget og fik et rungende, buldrende ekkosvar tilbage. Jeg skulle naturligvis også prøve.

Med bjergene omkring os og under os fortalte Dino mig om rytmer, om bjergenes rytme, træernes rytme, om dagenes rytme, årets rytme og rytmen, hjerteslaget, i hvert eneste menneske. Han arbejdede meget bevidst med rytmer og sammenstød af rytmer. Jeg var 20 år gammel og fuldkommen betaget af det hele, men det er først nu, jeg begynder at forstå, hvad han mente.

Rytmen i mit liv er rolig nu, så jeg har tid til at opfatte og tænke over tingene. Jeg vågner langsomt om morgenen, kigger på himlen, lytter til fuglene i haven og blæsten i træerne. Jeg går lange ture med hunden og fornemmer årstiden. Jeg bruger timer på at tale med gode venner, læse, skrive, strikke, på gøremål i hus og have.

Sommetider, når telefonen ringer, og det fx er et travlt familiemedlem fra København, kan den hurtigere rytme, iveren efter at få budskabet afleveret i en fart, smitte mig, så jeg bringes ud af min egen rytme, bliver forpustet, hektisk og glemmer, hvad jeg gerne ville bidrage til samtalen med. Der sker helt enkelt et sammenstød af rytmer. Min rolige dag oppe imod familiemedlemmets hurtige rytme med vækkeur, transport, køer, forsinkelser, aflevering af børn, job, mange telefoner, mails, møder, små og store kriser…

Men hurtig hjerterytme er ikke kun forbeholdt de store byers beboere. Også i den fredeligere provins findes opkørte individer. Hvis deres tilværelse af og til skulle forekomme lidt for rolig, grænsende til det tomme og indholdsløse, ja, rent ud sagt kedelige, så sker der uvægerligt noget, som bringer deres rytme op på de høje nagler igen: Veninden har sagt noget, som tillægges enorm betydning og resulterer i det helt store drama. De hører om en mishandlet hund et sted og ryger omgående op i det røde felt og får trang til at gøre noget lige med det samme, snakke om det, skrive om det, engagere sig, samle penge og underskrifter ind. Barnet får en smule feber, og straks skal himmel og jord sættes i bevægelse, familie, venner, læger inddrages. En lillebitte uoverensstemmelse med ægtefællen køres på et kvart sekund op til en konflikt mellem fællesskab eller skilsmisse, mellem liv og død.

Høj puls er måske afhængighedsskabende? Dramasøgende mennesker har en tendens til at skifte ægtefæller, job, bolig og venner med høj frekvens, og disse skift går bestemt ikke stille for sig.

Måske er kroppens rytme medfødt, således at vi begiver os ud i verden med en forud givet fart? Eller kommer der noget tillært oveni, en rytme som smitter os, alt efter hvor vi befinder os, og hvilke oplevelser vi har fået med på vejen? Eller er det måske, som det næsten altid er, en kombination af disse og andre faktorer?

Dertil kommer, at livet føles mere hektisk, når vi er unge, og når vi står ved begyndelsen af et eller flere projekter, hvorimod vi bliver langsommere, roligere med alderen, når vores gøremål er fuldbragte, og vi nærmer os en slutning. − For nogle føles alderens ro så truende, at de er nødt til at starte forfra med fx ny uddannelse, nyt job, nyt land, ny kæreste, nye børn eller ny bolig for at føle, at de stadig er i live.

Både den individuelle, den kollektive og den naturlige rytme er derudover hurtigere om morgenen, hvorefter kadencen aftager i løbet af dagen for at flade helt ud om aftenen ved sengetid. Og sommeren, med solskin til langt ud på natten og febrilske udendørsaktiviteter, som skal nås, inden vinteren slår os hjem igen, føles langt mere sitrende hvileløs end vinterhalvårets lammende kulde og altomfavnende mørke, der blot får os til at længes hjem til sofaen.

40 år efter mine samtaler med Dino i teaterruinen på bjerget top, står det pludseligt klart for mig, at rytmer og sammenstød af rytmer måske er en væsentlig, om end hyppigt uerkendt, årsag til ellers uforklarligt, indre ubehag og sammenstød mellem mennesker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *