Det danske sygdomsvæsen

Hospitalets venterum er det limbo, hvor det danske sygdomsvæsen rutinemæssigt anbringer de syge. Måske ville det være mere formålstjenligt at forsøge med noget lægelig behandling?

Hvis der er det mindste i vejen med min hund, ringer jeg til min sympatiske dyrlæge, kommer igennem med det samme, får en god snak og om nødvendigt en tid samme dag. Hvis han skønner, at det er me­get alvorligt, kommer han på akut hjemmebesøg.

Det er 30 – 40 år siden, mennesker i dette land kunne få samme service, hvis de skulle blive syge. Bortset fra nogle få indsatsområder, visse kræftformer og mænd med hjerte- karproblemer, sejler det danske sundhedsvæsen i tilfældige op- og nedprioriteringer, kontroller, endeløse, tidsforbrugende ak­krediterin­ger, ubrugelige computersystemer, skemaer, uforståelige medicin- og tidsregler.

Et halvt år efter, jeg var holdt op med at ryge, fandt jeg mig selv tøffende omkring i joggingbukser og udtrådte sutsko, mange kilo tungere og lykkeligt ligeglad med alting. Denne tilstand var dog så ulig den energiske, idérige og foretagsomme person, jeg havde været de første 55 år af mit liv, at jeg san­sede at bede min læge om et ­tjek. Lægen kunne fortælle, at mit stofskifte var for lavt.

For lavt stofskifte, ved jeg nu, er en sygdom, som kan have mange årsager, både arvelige og miljømæs­sige. Lægen forsikrede mig om, at det i hvert fald ikke havde noget med mit rygestop at gøre, og at det var let at behandle: Jeg skulle bare have en pille hver dag resten af mit liv.

Da man kun har ti minutter pr. konsultation og kun må tale om én ting ad gangen, og lægen først skulle afholde sin sommerferie, og der ikke var andre tider at få, så hengik der herefter tre lange som­mermå­neder med sløvhed, før jeg kunne begynde på en decideret behandling.

Jeg fik medicin, der stimulerer stofskiftet. En forsigtig begynderdosis. De årlige blodprøver viste, at ni­veauet af stofskiftehormoner i mit blod hermed skulle være tilstrækkeligt, og at alt burde være godt.

Jeg fik også en ganske kort opblomstring af energi og tabte et par kilo, men bedringen aftog gradvist, og efter et par måneder tøffede jeg rundt som før.

I de følgende år begyndte jeg at få mange forskellige, generende og smertefulde symptomer, som in­gen, og da slet ikke jeg selv, satte i forbindelse med stofskiftet, for jeg var jo velbehandlet; det viste blodprø­verne.

Jeg blev langsomt mere og mere træt, ligeglad, tyk, grå, ugidelig, glemsom, øm i alle led, immunforsva­ret gik ned, selv smårifter var længe om at hele, mit hår faldt af i bekymrende totter, jeg fik kraftigt for­højet kolesterol, hovedpiner, andre smerter og føleforstyrrelser i begge fødder og i maven, og mine øjne reagerede allergisk, uden at man kunne påvise allergener.

Hver gang, jeg fik et nyt symptom, opsøgte jeg min læge, og hvis der ikke var en oplagt specialist at hen­vise videre til, blev jeg tilbudt hormoner, stærke smertestillende midler, statiner, lykkepiller og ’livsstils­løsninger’, dvs. banale og intimide­rende råd om at slanke sig, spise sundt, gøre ’øvelser’, indtage na­turlæge­midler og sørge for at få rigeligt med motion.

Hvis man vågner om morgenen og er dødsens træt, hvis ens muskler og hjerne ikke får næring nok, hvis pulsen er under 60 slag i minuttet, hvis alle led gør ondt, og kroppen langsomt henfalder, hvis man tager på, selv om man i uger ad gangen kun får lidt flydende kost, vand, kaffe, yoghurt, så begiver man sig ikke ud på en frisk løbetur før den sunde morgenmad med skyr og blåbær. Man slæber sig ind i sofa­en med en enkelt kop kaffe …

Jeg kunne ikke arbejde, jeg orkede ikke at se nogen, jeg lagde ingen planer, men traskede bare rundt og forsøgte at overbevise mig selv om, at det var alderen, der trykkede. Jeg var 55 år og måtte påregne visse forandringer. Men samtidig havde jeg jævnaldrende og ældre venner og veninder, der træ­nede til halvmaratons og glade gik til gymnastik, svømning, fester og fitness. – Der var noget, der ikke passede, men hvis jeg forsøgte at forklare det for lægen, fik jeg tilbudt lykkepiller igen. – Dem tog jeg aldrig imod, men jeg forstår godt, at ulykkelige patienter efterhånden kan blive så deprimerede over mang­lende hjælp, at de griber efter de få midler, tidspressede, og måske oven i købet dårligt uddannede, læger kaster ud til dem. Knap 500.000 danskere er på lykkepiller i dag.

Tro det, eller lad være: Der findes læger i dette land, som føler sig provokeret af deres patienters ønske om at få det bedre, så for første gang i mit liv skiftede jeg og fandt til alt held en mere erfaren og fagligt funderet læge.

Et års tid efter lægeskiftet mødte jeg en gammel veninde, der også havde for lavt stofskifte. – Har du læst Helle Sydendals bog ’Få livet tilbage’? spurgte hun. Det havde jeg ikke, og hvilken åbenbaring. – Der var en forklaring på alt det, der plagede mig: Jeg havde stadig for lavt stofskifte og var simpelthen un­derbehandlet, selv om blodprøverne hvert år viste et tilstrækkeligt niveau af stofskiftestimulerende hormon. – Hvor mange stofskifteramte går underbehandlede rundt i dette land med forkerte diagnoser som fx fibromyalgi eller depression? Og bliver fyldt med smertestillende piller, statiner, lykkepiller og anden unødvendig medicin?

Så begyndte min kamp igen: Tid og ventetid hos lægen, forsøg med tilskud af anden medicin, som gav en lille bedring, men det ville en højere dosis måske også have gjort, eller et tilskud af vitaminer og mi­neraler.

Efter yderligere ventetid på tre måneder fik jeg omsider, med en frisk og omfattende blodprøve i bag­hånden, foretræde for en ung sygehusspecialist i endokrinologi … men hun kunne ikke bidrage med andet end at forhøre sig om mine symptomer og blodprøver, ting, som burde fremgå af journalen. Uden at tilbyde nogen form for hjælp, bestilte hun blot yderligere blodprøver og gav mig en ny tid ET HALVT ÅR SENERE. – Et halvt år er meget lang tid, når man næsten ingenting kan.

Jeg kunne have haft det dårligere, end jeg har det nu; jeg kunne have været holdt hen og bedøvet med alt det, jeg i løbet af årene havde afvist: statiner, lykke­piller, kraftige smertestillende piller, fem forskel­lige slags naturlægemidler, nyttesløse ’øvelser’ o.m.m. og alligevel ikke have vidst, hvad der plagede mig. Nu skal jeg bare ligge uvirksom på sofaen og vente i hele og halve år på, at det danske sundhedsvæ­sen kan afse en smule tid til at hjælpe mig.

Men er det rimeligt, at et dårligt fungerende sundhedsvæsen igennem så mange år skal være afgørende for, om jeg kan have en nogenlunde hverdag eller ej? Om jeg skal have kræfter til at passe mit arbejde, mine børne­børn, mit hus, mit liv? Om hele min krop, muskler, led, hjerte og hjerne, langsomt og måske uop­retteligt skal henfalde, når en mere omhyggelig undersøgelse og medicinering måske kunne have for­hindret det for mange år siden? Jeg er sikker på, at forholdene for syge mennesker er langt bedre alle andre steder i verden, Uganda, Portu­gal, Korea, end her i Danmark. Hvor ville man ellers bede syge men­nesker om at vente i et halvt år på adækvat be­handling og medicinering? Når det ville kunne ordnes på un­der en halv time af en veluddannet speciallæge på bag­grund af en blod­prøve?

Vores sundhedssystem er grebet af galopperende vanvid. – En smule rettidig omhu, en enkelt kvalitets­båren specialistkonsultation ville have kunnet spare mig for me­gen bekymring, frugtesløse forsøg og ulejlighed og spekulationer og næsten fem års sløvhed, opgivenhed, smerter og generende følgesymp­tomer af alle slags.

– OG have sparet samfundet for utallige henvendelser til praktiserende læger, kostbare undersøgelser, indlæggelser, skopier, biopsier, scanninger, blod­prøver, konsultationer hos de forkerte specialister, vagtlæger, mailkonsultationer, tele­fonopringninger, recepter og hundedyr, virkningsløs medicin til alle fejldiagno­serne.

Måske er løsningen selvbetaling? – Undervejs i min sygehistorie blev jeg bekymret for, om tilbageven­dende øjensymptomer skulle have skadet mit syn, og i stedet for at vente to år på at komme til en øjenlæge, som var omfattet af det offentlige støttesystem, fandt jeg én, der tog imod privatbetalende patienter:

– Oh, hvilken fryd! – Klinikdamen tog telefonen MED DET SAMME! – Hun talte HØFLIGT til mig, i stedet for at lyde fortravlet fornærmet over, at jeg tillod mig at ringe og forstyrre midt i klinikkens tele­fontid, og hun tilbød mig en tid TO DAGE SENERE! – Hvor jeg ikke skulle sidde og vente en halv time med to fed­tede og lasede, ældgamle ugeblade, men kom ind TIL DEN AFTALTE TID! – Til en sød og veluddan­net læge, der tilsyneladende havde AL TID I VERDEN, UNDERSØGTE MINE ØJNE GRUNDIGT, OMHYGGE­LIGT FORKLAREDE MIG OM MINE SYMPTOMER OG DERES BETYDNING, BEROLIGEDE MIG mht. min frygt, gav mig et par VIRKSOMME LÆGEMIDLER OG GODE TIPS, og som ikke slap mig, før jeg glad og lettet selv rejste mig og gik. – For skallede 1000 kr., som jeg ellers kunne have soldet op på en formiddag.

– Men selvbetaling har alvorlig social slagside, ved vi, og vi har ikke lyst til at dele befolkningen op i A og B-mennesker, selv om det jo er det, der allerede er sket for længe siden: De, der har råd, tegner private sundhedsfor­sikringer og kommer til før alle andre eller tager til London, Tyskland eller Polen og bliver behandlet for de ting, det danske sundhedsvæsen ikke magter at tage sig af.

Jeg har lidt under mere end ti forskellige, afledte symptomer i muskler og led, mave og øjne, foruden hårtab, glemsomhed og en dødlignende ligegyl­dighed og træthed, som bestemt ikke er fremmende for et liv, hverken professionelt eller privat. Men det har vist sig umuligt at få ordentlig behandling. Ikke engang en beroligende snak eller en forklaring kunne det blive til.

Jeg er stadig underbehandlet og venter stadig i hele og halve år på næste resultatløse specialistkonsulta­tion her fem år efter, at sygdommen blev konsta­teret. – Og det er et problem for måske ti tusindvis af bor­gere i dette land, et problem, der handler om et fallitbo af et uddannelsessystem og et bureaukra­tisk og tidsstyret, dansk sygdomsvæsen. – Uberørt af menneskehjerner og blottet for empati.

Mens dette kære væsen afsætter bunker af ressourcer på at kreere vammeltsøde slogans som ’Patien­ten i centrum’ og ’I gode hænder’, har nedskæringer og umenneskelig tidskontrol, der rent faktisk sætter nogle snærende skemaer i centrum, påført de mest samvittighedsfulde ansatte alvorlig stress og lader syge mennesker sejle i deres egen sø.

– Hvilket har affødt begrebet ’Den kom­petente patient’. Det er hende, der selv finder sin diagnose på nettet, diskuterer den indgående med veninderne, hvorefter hun henter sin medicin i Matas. – Ganske som begrebet ‘Det kompetente barn’ for nogle år siden fritog for­ældre og pædagoger for ansvaret for tage sig af børnene, og begrebet ’Længst muligt i eget hjem’ blot blev et skalkeskjul for små kurser i ’tænd din egen støvsuger’ og ’pas dig selv!’ til syge og alderdoms­svækkede mennesker, der havde hårdt brug for den hjælp, der var blevet stillet dem i udsigt.

Alligevel hører vi ustandseligt om, at vi lever i verdens bedste land med verdens bedste velfærds – og sundhedssystem. Kunne vi ikke i det mindste blive fri for den snak, indtil sagerne er bragt i orden?

http://videnskab.dk/kort-nyt/rygestop-kan-udlose-stofskiftesygdom

http://www.thyreoidea.dk/fakta/for-lavt-stofskifte.html

https://lavtstofskifteblog.wordpress.com/hvad-er-lavt-stofskifte-2/

Endnu en bemærkning om sygdomsvæsnet:

Nu har man regnet på, hvor mange tabte arbejdstimer trængslen på vejene koster samfundet.

Er der nogle af de dygtige DJØF’ere, der har regnet ud, hvor mange arbejdstimer trængslen i venteværelserne koster samfundet? Udover det allerede kendte problem, at mange mennesker går alt for længe og venter på behandling, så spilder samfundet en del arbejdstimer på, at de privatpraktiserende læger kun må tale om én ting ad gangen og kun må bruge 10 min. pr. patient pr. dag. Det giver jo et uhørt stort antal lægebesøg.

Masser af mennesker har to eller flere spørgsmål, når de dukker op til deres i god tid i forvejen bestilte tid hos lægen, og så må de bestille en ny tid og tage endnu en halv fridag og igen befordre sig et antal kilometer for at få snakket om problem nummer to. Nogle har endda tre eller flere ting, de har brug for at snakke med en læge om, prøvesvar o.lign., så konsultationerne kan strække sig over måneder. Hvor mange fridage koster det samfundet? Kunne det ikke betale sig at honorere lægen for yderligere fem-ti minutter, når man nu alligevel sidder der og snakker sammen?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *