Mette Frederiksen, coronapressemøder og sygeplejersker

Landets statsminister, regeringen, støttepartierne, embedsmænd, råd og styrelser har efter bed­ste evne forsøgt at få os igennem en verdensomspændende epidemi og minimere tabene, både de menne­skelige og de økonomiske. – Og det er faktisk gået relativt godt indtil nu.

Man bør være taknemmelig for, at det er Mette Frederiksen, og ikke den tidligere statsminister, der står på broen i denne storm. Hvor Mette Frederiksen og hendes regering synes at have det fælles bedste for øje, var den tidligere statsminister som oftest fokuseret på, hvad han personligt kunne få ud sin politiske stilling; vi husker alle underbukserne, fadøl, pornofilm og ryger­rengøring på hotel­ler, dyre førsteklasses flybilletter på miljøets regning, gratis sommerhus, luksus­autocamper m.m. Og nu ser det på hans desperate forsøg på at promovere sig selv med lige­gyldige sejlture og dårligt skrevne bøger ud til, at han endegyldigt har tabt sutten og værdig­heden. Hans afløser som venstres formand forekommer stadig usikker og lidt famlende betuttet.

Vi har åbenlyst den bedste statsminister, vi kunne ønske os i denne situation. Ikke perfekt, over­hove­det ikke, der er forekommet en del skævere, men Mette Frederiksen er klart den bedst mu­lige under omstændighederne. Men de aggressive forfølgelser og nedrige angreb på hendes per­son vil ingen ende tage:

På pressemøder om tiltag for at sikre befolkningens sundhed går små journalister arrigt som ter­riere, der lugter rotter, til statsministeren med perfidt udtænkte spørgsmål om alle mulige, helt uved­kommende sager, som om hun var hovedanklaget i en større kriminalsag: Om mink, sms’er, hvem vidste hvad hvornår … Stop jer selv! – Man undergraver ikke sin kompetente, lovligt valgte leder i en krisesituation på et pressemøde, der handler om noget helt andet og meget mere presserende!

– Selvfølgelig skal enhver statsminister og regerings embedsførelse undersøges nøje, og alle regler skal følges. Men der er allerede nedsat en kommission til at undersøge minksagen, og man må for­mode, at alle disse vrede og aggressive, ledende spørgsmål kunne vente til de pressemøder, der er be­stemt til at handle om minksagen. I stedet overfalder man statsministeren og generer 1,7 mio. af landets befolk­ning på det groveste i den bedste sendetid. Alle os, der har tændt for tv’et, fordi vi gerne ville vide noget om smittesitua­tionen og påtænkte tiltag, sidder og spilder tid og krummer tæer, fordi nogle journalister kidnapper begivenheden og forsøger at søsætte deres helt egen magtdagsorden. I et grimt, vredt anklagende og intimiderende sprog. Hvad er de så vrede over? – At stå over for en sikker og handlekraftig kvinde? Set hjemme fra sofaen ligner det umiskendeligt indædt og vildt flagrende misogyni. Sådan har jeg endnu aldrig set journalister behandle en mandlig statsminister, selv ikke de små og fjottede af slagsen.

Med så mange utilstedelige og nedrige personangreb kunne statsministeren for længst have pak­ket sine ting og have forladt kontor, embede og politik. For altid. Og når ingen ordentlige menne­sker vil være i politik, så bliver vi overladt til de små selvoptagne mænd …

Også højre side i Folketinget er på krigsstien: mink, sms’er, hvem vidste hvad hvornår … Og de be­brejder statsministeren hendes selvbevidste handlekraft! – Er det, fordi statsministeren er en kvinde? – Er selvbevidst handlekraft ikke netop det, vi har brug for i en krisesituation? Ville man bebrejde en mandlig leder i en krisesituation, at han viste mod og handlekraft og ikke var bange for at bruge magten til alles bedste? Kan nogen bebrejde Mette Frederiksen, at hun har brugt magt til egen fordel? Tøjkøb? Rygerrengøring? Gratis ferier? Pornofilm? Havde hun et personligt udestående med mink og minkavlere, eller ville hun bare komme smittespredningen i forkøbet?

Så vis dog lidt respekt! Hold en ordentlig tone! Hold jer til sagen!

Alt skal nok blive undersøgt, konklusioner draget og konsekvenser taget. På rette tid og sted.

Men lad være med at slå politisk mønt på nogle skævere, mens vi alle burde have vigtigere ting at be­kymre os om. Enhver sømand og soldat ved, at i krig og storm holder man sammen og slutter op om den udpegede leder. Det gælder også, når lederen er en stærk, selvsikker, rolig og kompetent kvinde!

For at det ikke skal være løgn, forsøger landets sygeplejersker – midt i århundredets største sund­hedskrise! – at afpresse fællesskabet for flere penge. – Opmuntrede af et sentimentalt medløb, af at folk takkede dem og klap­pede dem igennem første coronasmittebølge i foråret 2020, skiftevis surmulede og strejkede de sig igennem anden og nu tredje smittebølge i håbet om at veksle sympatien til personlige for­dele i ste­det for at passe deres arbejde.  – Hvem uddanner sig til et samfundsnyttigt job i sundheds­sektoren blot for at rømme skuden, når det brænder på?

Selvfølgelig skal vi forkæle og sørge godt for vores sygeplejersker, som står i første række ved alvor­lig sygdom, ulykker og epidemier. De skal have ordentlige løn- og arbejdsforhold! – Ingen tvivl om det! – Og det er jeg helt sikker på, at den nuværende regering er meget mere optaget af, end de foregående regeringer var. – Men vi skal have en gennemtænkt, samlet lønreform, der også tilgodeser de pædagoger, der tager sig af vores børn og handicappede borgere. SOSU’er og plejehjemsansatte, der tager sig af de syge og ældre. Brand­mænd og redningsarbejdere, der træder til, når uheldet er ude osv. – Ligesom vi i halvandet hundrede år har (over)forkælet vores læger med både penge og prestige, så nogle af dem nu tror, at fælleskassen er et tag selv-bord!

… Men vi skal lige ride stormen af først. Og så kan vi kigge på de store problemer, der rent faktisk er, med grel uligeløn og underbetalt omsorgsarbejde.

I mellemtiden må vi forvente, at hver mand og kvinde bliver på deres pladser og gør deres pligt! – Der er mennesker, børn, unge, voksne og ældre, med kræft, knoglebrud, andre alvorlige og måske ovenikøbet smertefulde til­stande, som ligger hjemme og venter på operationer og behandling, mens sygeplejerskerne står foran hospitalerne og råber op om egne forhold.

Hvad ville de gøre, hvis politikerne pakkede sammen og forlod jobbet midt i krisen? Sund­heds­myndighederne? – Hvis politibetjentene satte sig surmulende ned på fortovet? Lastbilschaufførerne? Lærerne? Brandmændene? De bu­tiksansatte? Lægerne? Poderne? Eller de hotel- og restaurationsansatte, som er dem, der oftest bliver smittet? – Hvorfor tror sygeplejerskerne ikke på, at regeringen nok skal kigge på deres løn- og ansættelsesforhold sammen med forholdene for alle de andre omsorgs- og pædagogfag, når der bliver en pause i pan­demien, sådan som de er blevet lovet?

Ingen kommer godt igennem denne truende vinter, hvis alle kun tænker på sig selv.

https://landbrugsavisen.dk/bombe-under-minksag-var-der-alligevel-lovhjemmel

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-11-12-ansatte-pa-hoteller-og-restauranter-smittes-oftest-med-coronavirus

Her tænker du på “Mette Frederiksen, coronapressemøder og sygeplejersker”

  1. Hej Lone
    Interessante skriverier. Jeg prøver ihærdigt at finde ud af hvordan man kan ‘følge’ dig. Men ind til videre uden held.

    //
    Allan

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *