Dystopia nu!

Hvis nogen i 1970’erne, i røgtågerne omkring de orange stearinlys, havde fortalt os en historie om hundredtusindvis af afrikanere, mænd, kvinder og børn, der krydsede Middelhavet i alt for små både, kaprede fragtskibe i desperate forsøg på at nå Europa, blev taget til fange, interneret i lejre, rutinemæssigt gjort til slaver, tortureret, voldtaget, druknede undervejs …

Eller berettede for os om almindelige, syriske borgere, familier, på flugt fra krig, vilkårlig vold, ødelæggelser og kaos, på march op ad Europas vejnet, helt op til det nordligste Norge, og ville påstå, at danskere stod på motorvejsbroer og spyttede ned på dem, der drog under, og at myndighederne udskrev klækkelige bøder til de få, der af medfølelse gav de flygtende et lift …

Eller om forholdene i Calais, hvor mennesker bor i årevis og af og til forsøger at springe op på lastbiler eller færger med livet som indsats … og verfes væk af horder af sikkerhedsvagter … og igen må tage ophold i interimistiske skraldebyer … og prøve at nå til England en anden gang … når de har samlet mod og kræfter igen … hvis de ikke dør forinden …

Udmalede for os, hvordan millioner af medmennesker levede udsigtsløst i lejre i Afrika, Asien, Mellemøsten, Tyrkiet og Sydeuropa … 70 millioner mennesker på flugt …

Fortalte om de mange børn i danske lejre, der fratages alt …

Om ’integrationsministre’, der poserede med pyntede lagkager for at fejre ’flygtningestramninger’ …

Og om vi andre, der bare sidder her i designmøblerne foran fladskærmene med vores rødvin og ser til …

Mens vi diskuterer fodbold, Ghita Nørby, plasticsugerør og det kommende valg.

Så ville vi ikke et øjeblik have kunnet forestille os, at det nogensinde kunne blive til brutal virkelighed. For dengang troede vi stadig på menneskerettigheder, humanisme og solidaritet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *