Dræberhunde

Forleden mødte jeg en ung, kraftigt tatoveret mand med en kamphund, og idet jeg forsigtigt gelejder min egen hund langt uden om, spørger jeg, om ikke det er en af de her kamphunde, han har? — Muskelhund, svarer han automatisk og en smule irriteret over, at jeg ikke kender forskellen.

Vi er meget hurtige til at navngive slatne snegle og gopler som henholdsvis dræbersnegle og dræbergopler, men ingen af disse bløddyr kan skade mennesker og deres børn på en måde, som hunde, der er avlet til angreb og kamp kan gøre det.

Ville betegnelsen »dræberhund« ikke for en gangs skyld være på sin plads? Eller ville det blot smigre og yderligere opildne alle disse unge modehundeejere, der tilsyneladende føler sig forsvarsløse?

Som retrievere igennem måske flere tusinde generationer er avlet til at hente ting — Hvem kan forhindre en labrador i at løbe efter en bold? — Som jagthunde instinktivt vil følge et vildtspor. Som vagthunde vil forsvare deres territorium. Således vil en muskel/kamp/dræberhund angribe og bide sig fast. At holde dræberhund er som at gå rundt med en skarpladt maskinpistol. Som vi har set, vil skuddene før eller siden gå af.

Må det derudover være tilladt en ældre, hundevant dame at undre sig over unge menneskers valg af racer? Enten små bærbare med tylsskørt og diamanthalsbånd eller store, angrebslystne dræbere? Er der her, som så mange andre steder, tale om kønsdifferentiering? Bortset, naturligvis, fra de tapre piger, der desperat prøver at være en af gutterne, fordi de, som vi andre også gjorde det, opdager, at der er betydeligt mere respekt at hente ovre hos de maskuline.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *