Hukommelse som en guldfisk

– er et udtryk, som også jeg bruger af og til, fordi det er sjovt.

Det stammer fra en myte om, at guldfisk skulle have en hukommelse, der kun rakte ca. 3 se­kunder. Man ser det for sig: Den tåbelige fisk i glasbowlen, som svømmer hundredvis af daglige omgange og med åben mund betragter det samme sceneri som nyt og spændende hver eneste gang, den passerer.

Så fik jeg guldfisk i havedammen og begyndte at få en fornemmelse af, hvordan de var, og de manglede bestemt ikke hukommelse! – Hver morgen, når jeg gik ud for at fodre dem, havde de allerede forventningsfuldt samlet sig i det hjørne af bassinet, hvor jeg plejede at stå. – Men hvis jeg havde en gæst med, et barnebarn, en veninde, og netop havde lovet at vise dem mine store og livlige guldfisk, så kom ikke en eneste fisk til syne. De gemte sig blandt planter og sten dybt nede og lod sig ikke se.

Det samme fortalte gammelmor på en gård, en oliven- og citronplantage beliggende på en smuk bjergside ned til Napolibugten, hvor vi boede et forår. Også hun havde et guld­fiskebassin, også hun kunne både se og fodre sine fisk, men hvis hun ville vise dem til børn og gæster, var der ingen fisk at se.

Gammelmor og jeg var rørende enige om, at det måtte være dyrplageri at holde guldfisk i små akvarier eller bowler. – Guldfisk sætter pris på god plads, på gode gemmesteder, masser af vandplanter, sten og overhængende ly mod fiskehejrer, katte, krager, fremmede og an­dre fjender, der kunne dukke op ved bassinkanten.

Guldfiskene kvitterer for de gode forhold ved at vokse sig store og få masser af små, grå­brune guldfiskeunger. Og efterhånden har man jo fundet ud af, at guldfisk selvføl­gelig har både hukommelse og alle mulige andre evner, der gør dem i stand til at finde føde, formere sig og overleve. – Ellers ville vi nok ikke have dem iblandt os i dag.

Gammelmors fiskebassin ligger ude til venstre og kom desværre ikke med på billedet af hendes gårdsplads.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *