Hadereklame


‘Det tager 29 sider at lufte hunden’ siger Politiken Books.

Går du og lytter til bøger, musik eller podcasts, når du går tur med din hund? – Ville du også gå og læse i en fysisk bog, mens du færdedes ude?

Har hunden været alene hele dagen? Er hunde maskiner, der bare skal ‘luftes’, eller har din hund fortjent din opmærksomhed? Dit nærvær? En opmuntrende bemærkning undervejs? En pind eller en bold? En fornemmelse af, at I er sammen? – Hvorfor har du overhovedet en hund?

Hunde er flokdyr, ligesom mennesker er det. Og de fornemmer hurtigt, om du er der eller ej.

Man ser også forældre, der cykler i tæt trafik med et barn bagpå, eller forældre, der går med et barn i hånden, eller med et vågent barn i barne- eller klapvogn – og er fjerne i blikket, mens de lytter. Forældre, der ignorerer deres eget barn, mens de transporterer det fra A til B eller selv er optaget af et egoistisk motionsprojekt. – De kunne jo bruge tiden på at snakke med barnet? Om brandbilen, om børnehaven eller Fies fødselsdag … hvadsomhelst, der giver barnet en fornemmelse af fællesskab og udvikler sprog og relation.

Men vi har for længst solgt vores nære relationer og har trukket os ind i hver vores egen lille, rungende tomme verden. Og det er okay, når det drejer sig om enlige voksne, der keder sig. Hvis du cykler i naturen – eller, som Politiken Books også foreslår, ordner dit havearbejde – med larm i ørerne, er det kun dig selv, der går glip af solsorten, vindens brus i trætoppene og alle de andre oplevelser, og hvis du færdes i trafikken med larm i ørerne, burde det kun være din egen sikkerhed, du risikerer.

Men du skal naturligvis være fuldt til stede i de relationer, du har, til børn og hunde og andre, der er afhængige af dig.

Politiken Books fremstår i denne og lignende reklamer som virkelighedsfjerne og følelsesmæssigt afstumpet.

Verden er så uendeligt meget større end en lydbog, som måske blot er en middelmådig krimi … Hvis man bedøver hjernen med lyd direkte ind i ørerne ustandseligt, hvornår skal man så sanse verden, tænke, være sammen og være menneske?

https://videnskab.dk/krop-sundhed/lufter-du-din-hund-nok

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *