Moderne slavehold

I Istanbul, fortalte vores guide, Kadir, os, holdt man slaver i sultanernes tid (1453 – 1922). Der var førhen store slavemarkeder i byen. H. C. Andersen besøgte faktisk sådan et i 1841 og fortæller om det i sine rejse­beretninger.

Jeg svarede Kadir, at man skam også holder slaver i dag; man har bare fundet ud af at betale dem med penge i stedet for at holde dem som slaver i gammeldags forstand.

Med penge kan moderne slaver sørge for sig selv og deres familier, så godt de nu kan. Slaveejerne slipper således bekvemt for besværet med decideret at eje folk. I dag må arbejdere klare sig selv mht. bolig, mad, beklædning, hygiejne og vask, og i tilfælde af sygdom er de ikke længere arbejdsgiverens ansvar.

Specielt i vor del af verden lokker vi vore slaver til at arbejde for os med behovet for at bo. Et kreditfore­ningslån, eller blot en almindelig husleje, er en slavelænke om foden på alle voksne mennesker. Når man først har stiftet familie og bor, klapper fælden: Så vil man bygge om, bygge til, nyindrette… En naturlig grå­dighed sætter ind og fanger arbejderen i sit eget spind. Nu vil hun eller han have eget hus, bil, smart tøj, ferierejser, god mad, kaffemaskine, fancy lysestager og andre tåbelige pynteting, badebassin… Alt dette giver et voldsomt forbrug, som sikrer, at man sidder fast i trædemøllen hele sit voksne liv igennem. ― Man har endda overbevist unge mødre om, at de skal forlade deres små, prisgivne børn for at deltage i produktionen! Mere effektivt kunne ingen brutal slaveejer agere.

Dernæst har vi givet alle mennesker et skin af indflydelse med stemmeretten, en indflydelse, som de fleste helt åbenlyst ikke er i stand til at forvalte på fornuftig vis. Overbevist om, at de selv bestemmer, at de selv har valgt det, og at de arbejder for deres eget bedste, træller folk livet væk meget mere lystigt og produktivt, end hvis det havde været nødvendigt at lægge dem i lænker.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *