Vi brugte Pinsedag på en udflugt til Bjerget ved Gjøl og en spadseretur over dæmningen til fugletårnet ved Perlen – et lavvandet fugleområde på Ølandssiden, hvor fine observationer hyppigt kan gøres.
Som en yderligere attraktion kan man afslutte turen med et generøst stjerneskud eller en overraskende god og håndlavet gang fish & chips på den stemningsfulde Gjøl Kro, mens man i læ for blæsten nyder det flotte kig til fjorden.
Gjøl Dæmning går igennem et naturreservat – Ulvedybet mod nord (til højre) og Gjøl Bredning ved Limfjordens nordre bred mod syd (til venstre).
Det er altid spændende at se, hvad der er. Naturreservatet Ulvedybet tiltrækker mange vade- og trækfugle. Der er en god bestand af viber, klyder, gule vipstjerter, rørhøg, sivsanger – og af og til kan man være heldig at få øje på en sort glente.
Svaner er lettere at fotografere. – Par med fire unger, Ulvedybet.
Men der er også et særegent plante- og insektliv langs bredderne, der nu afgræsses af kvæg og hesteflokke.
Slangehoved, Gjøl Dæmning.
Katost, Gjøl Dæmning.
Lægekokleare, Gjøl Dæmning.
Øland og Gjøl var begge øer indtil for godt 100 år siden, hvor en nyanlagt dæmning og pumper drænede området, så det kunne dyrkes.
Fra 1930 fik området status som naturreservat og er i dag et statsejet Natura 2000 område. Aage V. Jensens Naturfond har doneret udkigstårnet.
Da vi nærmede os Øland på den vestlige side af dæmningen, fyldte en afskyelig gyllestank næserne. Selv i den mere end friske blæst var hørmen slem, og den undslupne eller udvaskede gylle lå tykt langs bredderne:
En dræbende grumset og ildelugtende “perle” ved Limfjorden.
Vi var grædefærdige! – Tænk, så meget ødelæggelse en så kraftig gyllesø kan bevirke i et lille, fintfølende reservat. Alle de nye unger kommer frem nu, de og insekt- og planteliv lider jo ubodelig skade!
Hvis de danske landmænd vil tages alvorligt og respekteres, må de virkelig se at få styr på deres hærgen i vores fælles natur!
– Se, hvor de roder og rumsterer, gnaver og graver, bygger og ødelægger, skider og sprøjter, sagde hun til Månen, den nærmeste ven, hun havde.
De fik sig af og til en stilfærdig passiar, når Månen var i dét kvarter, og alting var roligt. Med Månen behøvede man ikke at råbe, som med de andre. Som fx Solen, der havde for vane at sprutte og spytte og understrege sine pointer – helt overflødigt, mente både Jorden og Månen – med kraftige udladninger og lysshows. – Mine dyr lider, alle de skønne, blanke fisk, og har du set, hvad de gør med grisene?
– Jeg har godt lagt mærke til det, svarede den gamle Måne.
– De har givet mig udslet over det hele, skovene er stort set forsvundet, og jeg har fået beton- og asfaltallergi … Mine have og flodløb er syge og døde … Deres dunster giver mig feber! Mærk mine poler!
– Man kan se det helt herfra, svarede den gamle Måne.
– Iskapperne smelter i varmen! Og her brænder det, og der drukner alt … Se, de små råkid og alle de smukke sommerfugle, åhh, det er til at tude over! – Jorden var meget ked af det.
– Du kunne jo gøre det der, du gjorde med de der, hvaddenuhedder, de store grønne, foreslog den gamle Måne.
– Det er ikke fordi, jeg ikke har forsøgt mig med alt muligt, svarede Jorden med lav og sørgmodig stemme.
– Temperaturerne stiger, vejret er kaotisk, min atmosfære er fuld af rumskrot, strømmene vender, luften er giftig, jorden radioaktiv, og de bliver mere og mere ufrugtbare. Solen bager, overfladen tørrer ud, ozonlaget forsvinder, så de får hudkræft, de får infektioner af mine dyr og allergier af mine træer og planter … men de er ikke så lette at ryste af.
– De har det hårdt, har de. Mange af dem. De fleste, fortsatte Jorden.
– Men de er også snedige. Finder på både det ene og det andet. Millioner af dem omkommer hvert eneste år, drukner i mine have, slår hinanden ihjel med flyvende maskiner og udladninger, udsulter og generer hinanden på alle mulige måder, fjolser er de, men der bliver alligevel hele tiden flere.
Og nogle af dem har raget til sig, har de. Beskytter sig.
– Og så kom de der tåbelige rigmænd, ham fra det tidligere så smukke Amerika, ham den lille fra de russiske stepper og så ham den ondskabsfulde i det ellers harmoniske Mellemøsten – Ja, du husker, hvordan det var, da menneskene lige kom ud af Afrika? – De tre fører sig frem i verden. – Jeg har muligvis givet dem et lille puf … – Hvis nogen kan få udryddet en masse på kort tid, så er det dem. Med hjælp fra alle de dumme og grådige, selvfølgelig.
– Ja, jeg så dem flyve rundt på må og få, svarede Månen. – De kom ret tæt på.
– Hø, sagde Jorden. – Så du også deres tåbelige hunkærester? Læber på størrelse med søpølser lige midt i ansigtet! – De har ændret sig meget på kun et par hundredetusinde år, må man sige.
Månen lo, han lo indtil flere omdrejninger. Og han lo så hånligt, som kun måner kan.
– Hvad var det, du gjorde med de der, hvaddenuhedder, dinofanter, dinoraffer, dinofaurer, spurgte han så.
– Åhh, Jorden forsøgte at erindre, selv om feber og udslet gjorde hende svag, og hun havde svært ved at koncentrere sig. – Jamen, dengang råbte jeg på hjælp udefra. Det løste problemet i løbet af nul komma hundrede. Det var effektivt, må jeg sige …
– Hvem bliver de næste, tror du? spurgte den gamle Måne.
– Rotter måske. Det kunne man jo håbe. De er kløgtige, formerer sig som mennesker og er allerede i fuld fart frem. De er ikke så store; har heller ikke fysiologien, opret gang, lang barndom, modsatstillede tommelfingre … Hmm …
Jorden kiggede op: – Du, Måne, har du stadig stemme til at råbe højt?
Altid godt at vide, hvis man lige står og mangler. – Skilt i rundkørsel øst for Hjallerup, maj 2025.
Minder mig om en gammel tegning af Gary Larson: En mand kommer ud af en butik med en kasse. Over butikken står ordet ”Happiness”.
Teksten var: – “Hans få venner havde fortalt Mr. Crawley, at lykke ikke kunne købes for penge. – Men han gik ud fra, at de ikke vidste, hvor butikken lå.”
… for skræmte, skadede og udadreagerende forvoksede børn, som mobber, truer og forulemper i øst og vest, mens de slår sig løs i en tilsyneladende narcissistisk rus af magt og begær. – Og der er ingen voksne til at regulere udskejelserne.
Guldgardiner og specialbørnehave i Det Hvide Hus – BT 1.3.25
I løbet af sine første tre måneder af anden præsidentperiode i Det Hvide Hus er det lykkedes Trump at gøre sig alvorligt uvenner med hovedparten af sine egne borgere, med alle sine naboer og allierede, med nogle af verdens største magthavere – og med mere end en milliard katolikker.
Han fører privat krig mod udlændinge, kvinder, statsadministrationen, retsvæsenet, universiteter, medier – og hvad eller hvem der ellers krydser hans vej. Intet er for stort eller for småt til at bekæmpe for at redde en spinkel selvfølelse.
Sammen med sit sammenskrab af en klovnetrup, hvis fremmeste kompetencer har vist sig at være uvidenhed parret med loyalitet og tyk smiger over for anføreren, kører han alle hævdvundne internationale værdier og almenmenneskelige principper – samt sit militær, sundhedsvæsen, international og national ret, økonomien, samhandelen og klodens fremtid – helt over.
Derudover har han besudlet Det Hvide Hus med sine absurde og selviscenesættende shows og omdannet præsidentembedet og det officielle USA til en uværdig og flov blanding af psykiatrisk institution og rodebiks, der er villig til at sælge ud af alt for penge.
Hele det cirkus, som han på kort tid har stablet på benene i det gamle, hæderkronede USA, ser skrupskørt ud for en almindelig iagttager. Her følger et lille udpluk fra danske og engelsksprogede medier:
Trumps nr. 2 med øjenmakeup – udsnit, foto Politiken 29.4.25
Det Hvide Hus’ officielle side på X – Trump skilter med sine grandiose fantasier, og sammen med sine følgere gør han nar ad alt og undergraver præsidentembedet og USA’s værdighed.
Ekstra Bladet 29.4.25
Det Hvide Hus’ officielle side på X – Intet er helligt for Trump og hans sykofantfølgere, der har lært at benytte AI i deres pinlige kampagner.
Det Hvide hus som bilhandel. – Politiken 27.3.25
Det Hvide Hus som forlystelsespark: Trump sælger billetter til middage i Florida og omvisninger i Det Hvide Hus – TV2 30.4.25
Også førstedamen søger økonomiske fordele af sin position. Også selv om hun efter sigende mest høster frugterne og i øvrigt gør sig usynlig. – New York Times 7.5.25
Trump lader dumheden få frit spil – DR 21.3.25
Ingen skal være klogere end mig – TV2 8.3.25
Næste gang forbyder vi ordet “mand” – Politiken 21.3.25
Politiken 11.3.25
New York Times 21.1.25
Politiken 9.3.25
Trump fører krig mod medierne – TV2 21.3.25
Sermitsiaq 14.4.25
Man kan også henrette budbringeren – TV2 24.4.25
Sermitsiaq 31.3..25
TV2 29.1.25
Trump vil bekæmpe retsstaten og retsvæsnet for at undgå konsekvenser af sine egne lovbrud og i øvrigt begunstige sig selv – Politiken 7.11.24
Trumps sikkerhedsrådgiver delte hemmelige militæroplysninger på en almindelig chat – Politiken 27.3.25
TV2 21.3.25
Trump går efter en hurtig fred og Nobels Fredspris – ligesom Obama fik – og sælger gladeligt Ukraine og alle vestlige værdier for at nå dette private mål – TV2 4.3.25
Videnskab.dk 19.3.25
Politiken 15.2.25
Han ønsker at holde alle ude af USA, turister, slægtninge af amerikanere, forskere og arbejdere – TV2 21.3.25
DR 20.3.25
Politiken 28.4.25
Muligvis er en kage det eneste og bedste svar p.t. – TVMidtVest 25.1.25
Pavens grav er åbnet! Iflg. DR’s tekst-tv fra d. 27.4.25.
Min mand sad og bladrede igennem tekst-tv, da mit blik fangede en uhyggelig overskrift: ”Nu er pavens grav åbnet”, stod der på tekst-tv dagen efter pave Frans’ højtidelige begravelse bag marmor i Roms S. Maria Maggiore-kirke. Og det var underligt. Jeg ville have forventet, at de havde lukket – ja, forseglet – hans grav umiddelbart efter henstillingen af kisten.
Hvorfor åbne graven igen? Havde de deponeret det forkerte lig? Glemt noget vigtigt i hans kiste? Var der måske gravrøvere på spil? – Eller var der, hvilket ville have krævet indtil flere udråbstegn og større overskrifter – tale om endnu en opstandelse knap 2000 år efter den første? Paven er jo Guds stedfortræder her på jorden …
Nej, ingen af disse muligheder var på tale. Det viste sig, at det var kirken – ikke graven – der var blevet åbnet for offentligheden, så troende og turister kunne komme ind og bese det sted, hvor den afholdte pave var blevet stedt til hvile. Udefra, vel at mærke, selvom tekst-tv’s utilstrækkelige skribent mente at vide, at noget langt mere opsigtsvækkende var på færde.
Heldigvis var det denne gang blot en misforståelse, der skyldtes sjusket og ubetænksomt sprog. Men disse små og store ulykker i det danske sprog sker oftere og oftere, og kludder i kommunikationen kan have alvorlige konsekvenser. De, der bruger sproget offentligt, har en pligt til at udtrykke sig klart og umisforståeligt.
Men vi har mistet respekten for vores eget sprog. Mistet fornemmelsen for de finere nuancer. Kun ganske få har et dækkende ordforråd eller behersker de nødvendige grammatiske tider. Vi har kort sagt forsømt at lære generationerne efter os ordenes betydning og et funktionelt dansk, og jeg tror, at der skal mere fintfølende hjerner end AI og ChatGPT’s til at skelne imellem, at ”adgang til graven er åbnet”– dvs. til at bese den udefra – og de langt mere skræmmende eller mirakuløse implikationer af at selve ”pavens grav (er) åbnet” – så man kan se, hvad der er indeni.
I foråret 2013 var vi på bilferie i Andalusien, og da vi lidt efter klokken syv om aftenen d. 13. marts trådte ind på pladsen foran katedralen i Sevilla, begyndte kirkeklokkerne pludselig at kime. Sekundet efter, at jeg havde taget dette foto, kom indehaveren fra kiosken på hjørnet løbende ud foran os med armene i vejret og råbte: Habemus papam! Habemus papam!
Andre havde også lige hørt nyheden, og en jublende glæde spredte sig blandt alle på pladsen og i de tilstødende gader. – Kardinalerne i Rom var blevet enige om at vælge en ny pave, Jorge Mario Bergoglio fra Argentina, der, som pave Frans, Francis, Franciscus eller Fransisco, måske blev den mest blide, fordomsfrie og elskede pave i min tid.
I de år, jeg boede i Rom, fulgte jeg, som alle andre i katolikkernes hovedstad, Vatikanet og paverne tæt. Man samledes på Peterspladsen ved kirkelige højtider, midnatsmessen juleaften, til påske, pinse og ved særlige lejligheder. Jeg oplevede jubelåret i 1975, da den hellige dør blev åbnet, og en ”privataudiens” hos pave Paul d. 6. (sammen med omkring 300 andre) i audienshallen ved siden af Peterskirken. Jeg stod og så den hvide røg stige op fra det Sixtinske Kapel, da pave Johannes Paul d. 1. blev valgt, og efter hans død kun en måned efter, valfartede vi igen til Peterspladsen, da vi hørte, at man havde udpeget hans efterfølger, pave Johannes Paul d. 2.
Jeg blev inviteret med på en rundvisning med Vatikanets arkæolog i udgravningerne dybt under Peterskirken, hvor man på en kirkegård fra det første århundrede efter Kristus udpegede Skt. Peters grav for mig. – Arkæologen undså sig ikke for at lægge en støttende hånd på min bagdel, mens vi klatrede over de lave mure i mørket dybt nede. – Dengang kunne man uhindret smutte ind i Peterskirken og tilbringe en fredelig stund i bøn eller eftertænksomhed, lige når man havde lyst. Nu er der altid et mylder af larmende og selfie-fikserede turister, lange køer og sikkerhedstjek som i en stor lufthavn … Det, der i dag er Peterspladsen, var for 2000 år siden en romersk arena, hvor Skt. Peter, den første pave i Rom, blev henrettet.
Den 266. pave i rækken, der tog sit navn efter den hellige Frans af Assisi – ham, der prædikede for fuglene og andre dyr – døde anden påskedag om morgenen, 88 år gammel, og hele den katolske verden står igen på den anden ende. At begrave en gammel og at vælge en ny pave er omgærdet af årtusindgamle traditioner, som spændt følges af verdens mere end en milliard katolikker.
Også herhjemme gik medierne i gult og bragte nyheden som tophistorie:
Ekstra Bladet 21.4.25
DR 21.4.25
Politiken 21.4.25
Undtagen ”Nordjyske”, der som altid begyndte med en langt vigtigere, lokal erhvervshistorie og først i de følgende dage fulgte op med en artikel om nogle katolikker fra Ålborg:
Der er ikke mange kvinder, der pludseligt kommer i tanke om, at de vil eje andre menneskes lande
Der er ikke mange kvinder, der invaderer andre lande med store hærstyrker
Der er ikke mange kvinder, der sætter loven og verdensordenen ud af kraft
Der er ikke mange kvinder, der udleverer og håner andre offentligt på sociale medier
Der er ikke mange kvinder, der slår ihjel
Der er ikke mange kvinder, der bedøver og voldtager unge i nattelivet
Der er ikke mange kvinder, der kører vanvidskørsel
Der er ikke mange kvinder, der uden hensyn til naboer benytter larmende materiel dag og nat
Der er ikke mange kvinder, der for nedrullede bilruder lader deres egen, primitive musiksmag og DUNK-DUNK fylde det offentlige rum
Der er ikke mange kvinder, der fælder skove, graver miner, udleder giftstoffer og kører gylle ud på vores fælles jord
Der er ikke mange kvinder, der overfisker havene og ødelægger havbunden med deres enorme og tunge net
Der er ikke mange kvinder, der plastrer naturen til med forurenet jord, solceller eller beton
Der er ikke mange kvinder, der terroriserer og slår deres ægtefæller og børn
Der er ikke mange kvinder, der forulemper egne og andres børn seksuelt
Der er ikke mange kvinder, der tiltvinger sig sex med andre mennesker uden deres udtrykkelige samtykke
Der er ikke mange kvinder, der lovgiver om mænds påklædning og brug af tørklæder, om forbud mod at undervise drenge, der forbyder mænd at gå alene på gaden eller bare at kigge ud ad deres egne vinduer
Lige til at smide ud! – Barberhøvl af et anerkendt mærke til 100 kr. Den er lavet af tyndt og billigt, sølvfarvet plastic, så man virkelig bliver snydt, hvis man troede, at det var en gedigen genstand af metal, der kunne bruges igen og igen. – Og så skrammer den huden ved brug. – Formentlig sejlet hertil i en kinesisk container som et godt billede på vores stadige spild af penge og jordens ressourcer.
Vores 25 år gamle komfur synger på sidste vers, og jeg er virkelig ked af det. For man laver ikke længere ting, som man gjorde for 25 år siden.
På en rundtur til forskellige butikker inspicerede vi nye komfurer, men der var ingen, jeg ville have i mit køkken. De føltes alle som tyndt blik med sølvfarvede plastknapper og skramlende ovnlåger, der lukker med klir og klang og ikke blødt, tungt og beroligende, som på mit gamle.
Mit solide strygebræt, som jeg købte i Italien, da jeg boede der i 1970’erne, og som jeg tog med mig, da jeg flyttede hjem i 1980, skulle absolut fornyes. Træpladen brækkede midt over, fordi jeg strøg 12 skjorter på én dag med dampstrygejernet. – Men jeg er allerede så træt af det nye strygebræt, et alt for smalt, let, spinkelt, vaklende – og dyrt! – bræt af et kendt og velanset mærke, som man ikke kan slå ud og ind uden at klemme fingrene og pådrage sig et alvorligt hold i ryggen.
Og jeg er ærgerlig over sækken med kasseret, næsten helt nyt tøj, der har mistet farven i vask, der er gået op i syningerne, der har mistet faconen, og som er ubehageligt at have på, fordi det ikke, som lovet, er lavet af bomuld, men af tynde plastfibre, der lugter kemisk.
Er det netbutikkernes skyld, at man kan slippe af sted med uantagelig kvalitet? Er det, fordi folk ser forskønnede fotos på nettet, tror på de uærlige lovprisninger og bestiller i tvivlsomme webshops? Og ikke gider pakke og returnere det skuffende skrammel?
I min mailboks ligger utallige resultatløse klagemails til diverse firmaer, som svarer smart og glat og ikke påtager sig ansvar for kostbare, men uanvendelige, forbrugsgenstande.
Vi købte en kaffemaskine, en Moccamaster, til 2000 kr., der ikke kunne lave drikkelig kaffe, og som gik i stykker efter en uge. Den skulle hver eneste gang samles af en håndfuld tynde plastdele, som ikke kunne holde til varme, til opvaskemaskinen eller bare til almindelig brug.
Vi købte en støvsuger af mærket Electrolux, der kom direkte fra en kinesisk container, og som allerede ved udpakningen viste sig tynd, misfarvet og stort set uden sugeevne.
Vi købte en ny Stelton termokande, da den gamle efter 20 – 25 års intensivt brug omsider udåndede. Stelton, fordi vi kan lide designet, og fordi de er robuste og tåler lang tids brug – Ja, godmorgen! – Også den er formentligt lavet alt for sjusket i Kina. Efter en uge eller to var den læk. Plastic og fugebånd i kanten er tyndt og revner, så kaffen, når man hælder op i koppen, løber ned i mellemrummet mellem stålet og glasbeholderen, hvor den ligger og sopper ulækkert og skvulper. – Hvem vil skille og rense en termokande hver eneste dag?
Vi købte en skabsfryser, som efter et par år allerede er ved at sætte ud, hvor den gamle kummefryser stadig kørte efter 30 år, men jo med et uantageligt højt strømforbrug.
Og det værste: Så købte vi en ny, dobbelt så dyr skabsfryser af et mærke, som plejede at være tysk kvalitet, men som, når den var tændt, fyldte hele huset med giftige dampe, så vi blev dårlige og måtte flytte den ud i et udhus, indtil den kunne blive sendt tilbage …
Vi køber tøj af tynde plastmaterialer, som er dårligt syet med huller i sidesømmene og løse knapper og tråde overalt.
Og sko med plastsåler, der smuldrer efter en vinter i klædeskabet.
Så nu er jeg blevet så bange for nye ting, at jeg bliver virkelig ked af det og sørger, når nogle af de gamle, velprøvede går i stykker.
Det er så deprimerende at være omgivet af elendige ting, at jeg hellere vil gå i mit gamle, forvaskede tøj, bruge mine nedslidte sko endnu et par år og leve med et upålideligt komfur end at skulle kassere helt nyt indbo, brugsgenstande, beklædning, hvidevarer og apparater, der går i stykker efter kort tid, som ikke tåler vaskemaskinens skåneprogram, som smelter i opvaskemaskinen eller som fylder mit hus med sundhedsfarlige uddunstninger.
Og jeg køber ikke længere supermarkedets underlødige og ultraforarbejdede madvarer, kulørte drikkevarer, kemiske brød, ”økologiske” æg eller laks med allergifremkaldende farvestoffer, mishandlet kød eller slatne, næringsfri frugter og grøntsager.
Når nu vi i Europa skal til at klare os selv, kunne vi så ikke – ud over våben – begynde at producere ordentlige varer igen? Ting, der kan holde, og som er rare at bruge? Kvalitetsvarer på den gammeldags facon? For at skåne os selv og jorden for et nyttesløst overforbrug?
Og i samme ombæring skille os af med alle de alt for store, jord- og dyreplagende, industrielle landbrug og inddrage jorden til bæredygtig produktion af brødkorn, bærbuske, frugttræer og spiselige grøntsager?
