Streaming

– som kynisk profitering af basale, menneskelige behov

Vi trækker vejret gennem streamingtjenesterne i disse mørke coronavintre, Spotify, Mofibo, Net­flix, HBO o.a.

Og vi er taknemmelige for at have dem.

Men jeg forstår ikke, hvorfor disse tjenester absolut vil producere ’eget indhold’? Er det, fordi de gerne vil tjene endnu mere og samtidig præge indholdet selv? Be­stemme alting selv? Danne underholdningsimperier? Skabe parallelle verdener, vi alle kan blive afhængige af og fortabe os i som soma*, mens de skovler penge ind?

For hvornår er der nogensinde kommet noget godt ud af det? Noget originalt? Med kunstnerisk værdi og nødvendighed? Der kunne bibringe seere andet end en øjeblikkelig, tom, men pirrende, følelsesstorm, der straks igen lægger sig uden at have bidraget med noget godt til ens liv, sjælero og forståelse af omverdenen.  – Bortset fra billedbogen ’The Crown’, som vi så med stor fornøjelse pga. de imponerende, historiske tableauer og gode skuespillere.

Fra Netflix’s ’House of Cards’, HBO’s ’Games of Thrones’ og frem til ’Westworld’, ‘Hunger Ga­mes’, den sammenlignelige ’Squid Games’, til ’Papirhuset’, ’Bridgerton’ – en jammerlig, men sexet ud­gave af ’Downton Abbey’, som på sin side lånte meget fra ‘Upstairs, Downstairs’ og Jane Austens klassiske romaner, og nu ’Succession’ o.m.fl., er det lutter beregning og manipulering.

Man ser det på de kalkulerede idéer bag, på persongalleriets sammensætning, spændingskurver­nes forudsigelighed, cliffhangers … Vi indfanges af vores egen basale dyriskhed: sex, status, rig­dom, op­levelsestrang og sociale behov.

Når man sidder og ser disse samlebåndsserier, investerer man uvilkårligt følelsesmæssigt i perso­ner og intriger, så man vil have mere, mere … men bagefter er man uberørt og ikke en tøddel klo­gere på livet og menneskene. Som seer efterlades man med en oppustet og kortvarig følelses­ophidselse, et nervemæssigt sukkerchok, som var man blevet narret til at indtage et opulent mål­tid udeluk­kende bestående af marengs med candyfloss og skumfiduser på. – Disse serier er blot­tede for per­sonligt aftryk og menneskelig sjæl, viden, indsigt, nerve og nødvendighed, og at se dem er som at råbe ensom i skoven eller tale med ’Siri’ på sin IPhone ….

Efterspørgslen på nye serier, nye ophidselser, nye måder at afprøve det svære liv by proxy igen­nem tv-underholdning, er steget enormt, og aldrig har teknikken gjort det nemmere både at pro­ducere og at være publikum til disse oceaner af kunstig, af profithensyn forurenet, åndelig føde.

Men vi har ikke godt af det, siger denne gamle dramaturg. Det antikke, græske teater blev skabt for at lade publikum opleve dilemmaer, erfaringer og gennemleve prøvelser, der skulle bidrage til de­res egne menneskelige erfaringer og skabe en forløsning i sidste akt, så alle gik klogere og op­løftede hjem efter forestillingen.

At underholde og berige, som vi sagde for 50 år siden. – DR’s målsætning lød dengang nogen­lunde sådan. Og nu er begge vore statskanaler sunket til blot at servere tåbelige klovnerier og danse-, gætte- eller bagekonkurrencer for absolut laveste fællesnævner.

Vi er, som sagt, taknemmelige for alle streamingmulighederne. Men hvorfor skal det meste være en opvisning i form uden indhold? Følelser uden tanker? Sukkerstads uden vitaminer? Ophidselse uden forløs­ning?

Når man lader unge mennesker uden livserfaring producere ’spændende’ og ’hidsende’ drama i jag­ten på penge, berømmelse og seertal, så bliver det derefter. Vi bliver alle sammen dummere.

Al kunst, også kunsten at underholde, bør handle om andet end sig selv. Der skal være et sandsyn­ligt almenmenneskeligt dilemma, et tankevækkende udsagn, en slags mening, stillingtagen, et tro­værdigt miljø, personer med genkendelige, menneskelige egenskaber. Det er ikke nok at opstille nogle kunstige rammer, et spil, en konkurrence, et kup og caste en ung, en gammel, en tyk, en tynd, fem hvide heteromænd, en bøsse og en kvinde, en sexet og en bebrillet, en god, en ond, en helt, en klovn, en hvid, en sort og nu også en asiat af hensyn til det enorme marked i øst, og så krydre det hele med lidt reklamelækker­hed, spektakulær vold og eksplicit sex – som oftest set fra et mandligt synspunkt. – Der skal mange flere og flere forskellige grovboller på suppen! – Og måske også en knivspids ta­lent og livsvisdom og noget på hjerte. Man kan ikke forudberegne sig til alting. Og det er ikke et for­mål i sig selv at få tiden til at gå med inaktiv opsugen af flimmer.

Livet er ikke langt. Ideelt set bør vi også blive klogere, mens vi slapper af. Det er ikke tilstrækkeligt blot at pirre krybdyrhjernen, uden at der ligger virke­lige menneskelige erfaringer og tanker bag. Vi har ingen tid at spilde på tomme under­holdningskalorier, før vi ender som gumlende sofaflokfår, mens verden bryder sammen omkring os, og tjenesterne dræner den smule hjernekapacitet, der måtte være tilbage.

Det er på tide at vågne af døsen og stille flere krav. Om kvalitet og indhold fx.

*Se evt. https://da.wikipedia.org/wiki/Fagre_nye_verden:

“Fagre nye verden (originaltitel: Brave New World, 1932) er en roman af Aldous Huxley.

Handlingen foregår i London i år 2540. Romanen er en dystopi, som baserer sig på tendenser Hux­ley så ved industrialiseringen af samfundet, i særdeleshed hos den amerikanske ungdom under et besøg i USA.

I romanen er jorden blevet til et verdenssamfund, ledet af 10 verdenspræsidenter.

Alle børn udklækkes i reagensglas på fødselsanstalter og rangeres efter arveanlæg, intelli­gens og fysik i 5 kaster, navngivet fra det græske alfabet – fra alphaer (højeste og mest intelli­gente) til ep­si­loner (laveste intelligens og fysik). Forældre i nutidig forstand findes ikke, og ord som “moder” og “fader” betragtes som stærkt upassende og vulgære.

Efter at være kommet ud af flasken opfostres børn af plejepersonale og indoktrineres via hyp­no­pædiske læresætninger (indoktrinering under søvn) og pavlovske metoder til at hade alt, hvad der er naturligt, og elske alt, hvad der er kunstigt fremstillet. Dybere følelser, såsom kær­lighed, sorg og forelskelse, forsøges undertrykt til fordel for flygtige glæder i form af erotik, spil, følefilm og det opiumslignende stof soma. Promiskuitet opmuntres fra en tidlig alder, og længe­revarende for­hold anses for stærkt upassende, ligesom isolation, individualitet og kritisk tænkning.

Det afsløres senere, at disse forhold tjener til at sikre verdenssamfundets stabilitet.” Wikipedia

Mette Frederiksen, coronapressemøder og sygeplejersker

Landets statsminister, regeringen, støttepartierne, embedsmænd, råd og styrelser har efter bed­ste evne forsøgt at få os igennem en verdensomspændende epidemi og minimere tabene, både de menne­skelige og de økonomiske. – Og det er faktisk gået relativt godt indtil nu.

Man bør være taknemmelig for, at det er Mette Frederiksen, og ikke den tidligere statsminister, der står på broen i denne storm. Hvor Mette Frederiksen og hendes regering synes at have det fælles bedste for øje, var den tidligere statsminister som oftest fokuseret på, hvad han personligt kunne få ud sin politiske stilling; vi husker alle underbukserne, fadøl, pornofilm og ryger­rengøring på hotel­ler, dyre førsteklasses flybilletter på miljøets regning, gratis sommerhus, luksus­autocamper m.m. Og nu ser det på hans desperate forsøg på at promovere sig selv med lige­gyldige sejlture og dårligt skrevne bøger ud til, at han endegyldigt har tabt sutten og værdig­heden. Hans afløser som venstres formand forekommer stadig usikker og lidt famlende betuttet.

Vi har åbenlyst den bedste statsminister, vi kunne ønske os i denne situation. Ikke perfekt, over­hove­det ikke, der er forekommet en del skævere, men Mette Frederiksen er klart den bedst mu­lige under omstændighederne. Men de aggressive forfølgelser og nedrige angreb på hendes per­son vil ingen ende tage:

På pressemøder om tiltag for at sikre befolkningens sundhed går små journalister arrigt som ter­riere, der lugter rotter, til statsministeren med perfidt udtænkte spørgsmål om alle mulige, helt uved­kommende sager, som om hun var hovedanklaget i en større kriminalsag: Om mink, sms’er, hvem vidste hvad hvornår … Stop jer selv! – Man undergraver ikke sin kompetente, lovligt valgte leder i en krisesituation på et pressemøde, der handler om noget helt andet og meget mere presserende!

– Selvfølgelig skal enhver statsminister og regerings embedsførelse undersøges nøje, og alle regler skal følges. Men der er allerede nedsat en kommission til at undersøge minksagen, og man må for­mode, at alle disse vrede og aggressive, ledende spørgsmål kunne vente til de pressemøder, der er be­stemt til at handle om minksagen. I stedet overfalder man statsministeren og generer 1,7 mio. af landets befolk­ning på det groveste i den bedste sendetid. Alle os, der har tændt for tv’et, fordi vi gerne ville vide noget om smittesitua­tionen og påtænkte tiltag, sidder og spilder tid og krummer tæer, fordi nogle journalister kidnapper begivenheden og forsøger at søsætte deres helt egen magtdagsorden. I et grimt, vredt anklagende og intimiderende sprog. Hvad er de så vrede over? – At stå over for en sikker og handlekraftig kvinde? Set hjemme fra sofaen ligner det umiskendeligt indædt og vildt flagrende misogyni. Sådan har jeg endnu aldrig set journalister behandle en mandlig statsminister, selv ikke de små og fjottede af slagsen.

Med så mange utilstedelige og nedrige personangreb kunne statsministeren for længst have pak­ket sine ting og have forladt kontor, embede og politik. For altid. Og når ingen ordentlige menne­sker vil være i politik, så bliver vi overladt til de små selvoptagne mænd …

Også højre side i Folketinget er på krigsstien: mink, sms’er, hvem vidste hvad hvornår … Og de be­brejder statsministeren hendes selvbevidste handlekraft! – Er det, fordi statsministeren er en kvinde? – Er selvbevidst handlekraft ikke netop det, vi har brug for i en krisesituation? Ville man bebrejde en mandlig leder i en krisesituation, at han viste mod og handlekraft og ikke var bange for at bruge magten til alles bedste? Kan nogen bebrejde Mette Frederiksen, at hun har brugt magt til egen fordel? Tøjkøb? Rygerrengøring? Gratis ferier? Pornofilm? Havde hun et personligt udestående med mink og minkavlere, eller ville hun bare komme smittespredningen i forkøbet?

Så vis dog lidt respekt! Hold en ordentlig tone! Hold jer til sagen!

Alt skal nok blive undersøgt, konklusioner draget og konsekvenser taget. På rette tid og sted.

Men lad være med at slå politisk mønt på nogle skævere, mens vi alle burde have vigtigere ting at be­kymre os om. Enhver sømand og soldat ved, at i krig og storm holder man sammen og slutter op om den udpegede leder. Det gælder også, når lederen er en stærk, selvsikker, rolig og kompetent kvinde!

For at det ikke skal være løgn, forsøger landets sygeplejersker – midt i århundredets største sund­hedskrise! – at afpresse fællesskabet for flere penge. – Opmuntrede af et sentimentalt medløb, af at folk takkede dem og klap­pede dem igennem første coronasmittebølge i foråret 2020, skiftevis surmulede og strejkede de sig igennem anden og nu tredje smittebølge i håbet om at veksle sympatien til personlige for­dele i ste­det for at passe deres arbejde.  – Hvem uddanner sig til et samfundsnyttigt job i sundheds­sektoren blot for at rømme skuden, når det brænder på?

Selvfølgelig skal vi forkæle og sørge godt for vores sygeplejersker, som står i første række ved alvor­lig sygdom, ulykker og epidemier. De skal have ordentlige løn- og arbejdsforhold! – Ingen tvivl om det! – Og det er jeg helt sikker på, at den nuværende regering er meget mere optaget af, end de foregående regeringer var. – Men vi skal have en gennemtænkt, samlet lønreform, der også tilgodeser de pædagoger, der tager sig af vores børn og handicappede borgere. SOSU’er og plejehjemsansatte, der tager sig af de syge og ældre. Brand­mænd og redningsarbejdere, der træder til, når uheldet er ude osv. – Ligesom vi i halvandet hundrede år har (over)forkælet vores læger med både penge og prestige, så nogle af dem nu tror, at fælleskassen er et tag selv-bord!

… Men vi skal lige ride stormen af først. Og så kan vi kigge på de store problemer, der rent faktisk er, med grel uligeløn og underbetalt omsorgsarbejde.

I mellemtiden må vi forvente, at hver mand og kvinde bliver på deres pladser og gør deres pligt! – Der er mennesker, børn, unge, voksne og ældre, med kræft, knoglebrud, andre alvorlige og måske ovenikøbet smertefulde til­stande, som ligger hjemme og venter på operationer og behandling, mens sygeplejerskerne står foran hospitalerne og råber op om egne forhold.

Hvad ville de gøre, hvis politikerne pakkede sammen og forlod jobbet midt i krisen? Sund­heds­myndighederne? – Hvis politibetjentene satte sig surmulende ned på fortovet? Lastbilschaufførerne? Lærerne? Brandmændene? De bu­tiksansatte? Lægerne? Poderne? Eller de hotel- og restaurationsansatte, som er dem, der oftest bliver smittet? – Hvorfor tror sygeplejerskerne ikke på, at regeringen nok skal kigge på deres løn- og ansættelsesforhold sammen med forholdene for alle de andre omsorgs- og pædagogfag, når der bliver en pause i pan­demien, sådan som de er blevet lovet?

Ingen kommer godt igennem denne truende vinter, hvis alle kun tænker på sig selv.

https://landbrugsavisen.dk/bombe-under-minksag-var-der-alligevel-lovhjemmel

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-11-12-ansatte-pa-hoteller-og-restauranter-smittes-oftest-med-coronavirus

Når livet passerer revy

For 60 år siden i barndommens have grublende på en omvendt cykelkurv.

Når helten er lige ved at dø, siges det altid, at han ser hele sit liv passere revy.

Angiveligt skulle det kun tage et par sekunder, uanset hvor gammel helten er, og hvor meget han har ople­vet. – Det er næsten udelukkende hanner, som Bruce Willis o.l., der kommer i heltemodige, livs­farlige situa­tioner i populærkulturen.

Hunner ligger og skriger sig ind i døden hjemme i barselssengen eller får halsen skåret over eller skal­len smækket ind af en slem fyr, når hun mindst venter det. Ikke noget helteagtigt passeren revy der.

Det er min klare fornemmelse, at livet faktisk passerer revy i ubevogtede øjeblikke. Men at det ikke foregår som én stor forestilling ved livets afslutning, men drypvist efterhånden som man bliver æl­dre.

Fra omkring fyrre-halvtredsårsalderen dukker småglimt fra barndommen op, mens man vasker op, går en lang skovtur, kører bil, eller hjernen på andre måder står og kører i tomgang og selv fisker no­get frem, som den viser på den indre skærm. Hvis man forfølger disse glimt, kan man i hukommelsen rejse tilbage til huse, stuer, haver, villaveje, udflugter og situationer, som man troede, man for længst havde glemt. – Fortrinsvist dem, der efterlod sig større, følelsesmæssige indtryk.

Øjeblikke af fornedrende skam, lykkelige overraskelser, uventede successer, begåede dumheder, forfærdelige ulykker, smerter, uheld, angst, uretfærdigheder, en vellykket rejse, en juleaften i familiens skød, det første barn eller barnebarn.

Pludselig har et skift i vejret flyttet ens hukommelse halvtreds år tilbage til en kølig og rosafarvet vin­ter­morgen i Roms gamle gader, som lugter af friskt brød, stærk kaffe og benzinos.

Eller en mildhed i luften transporterer hjernen til en forårsdag på en af Prinseøerne i Marmarahavet, hvor de flinke ejere af en havnerestaurant bringer os sød te og honningdryppende baklava efter mid­dagen.

Andre gange er det ens egne børns barndom, man genoplever: Alle de små omstændigheder omkring deres fødsel. – Og: Havde de det godt, mens de var i ens varetægt? Var man opmærksom nok? Burde man have …?

Eller dyr, man har kendt, heste, hunde, katte. En stor rosenbusk, som desværre gik til i en hård vin­ters frost. Mennesker, som krydsede ens liv: Var jeg ordentlig nok over for den og den? Hvor er ved­kommende mon nu? Burde jeg have …?

Religioner taler om dommedag, om at man bliver stillet til regnskab på den yderste dag, men man kan sag­tens gå i al stilfærdighed i mange år, før døden indtræffer, og holde dommedag over sig selv. Og forhåbent­lig blive klogere på livet og menneskene, så man ikke begår de samme fejl flere gange.

Når erindringer ukaldet melder sig, følges de ofte af en trang til at formidle erfaringer til de næste genera­tioner: – Min far gjorde altid … – Ude på landet havde man … Om vinteren skal man huske at …

Er det indbygget i os? Denne trang til at bebyrde efterkommerne med lærestykker og gode råd? Er det år­sagen til menneskets succesfulde, mangfoldige udbredelse over hele kloden? At vi ikke lister af, før vi har givet vores dyrekøbte erfaringer videre?

Men man kan også bare døse og drive med på den sidste svage bølge af liv, som min mor, der er midt i halvfemserne og tilbringer det meste af sin tid i en seng på et plejehjem.

– Har du det godt? spørger jeg, og hvis det er en god dag, kan hun genkende mig, trykke min hånd og svare.

– Ja, siger hun.

– Er der noget, der gør ondt?

– Nej

– Er der noget, du savner?

– Nej

– Keder du dig?

– Nej

– Hvad laver du, når du ligger her?

– Tænker

– Hvad tænker du på?

– Mig selv! trutter hun tilfreds med den rå energi, der kendetegnede hende indtil for få år siden.

Krogede gulerødder

Folk, der ikke tør eller ikke kan overskue at lade sig vaccinere, udspreder på nettet og ved pri­vate sammenkomster alle mulige, ufunderede rygter om vaccinernes skadelige virkninger. Bl.a. at vaccinen, i stedet for at beskytte den samlede befolknings helbred, er et led i en større sam­mensværgelse med uklart formål udtænkt af regeringen … Gak gak. – Hvorfor skulle et demokratisk lands ledelse dog ønske at føre folk bag lyset i en epidemisituation, hvor vi alle er afhængige af korrekt, vi­denskabeligt baseret information og vores medborgeres hensynsfulde opførsel?

Nu er jeg netop stødt på nye rygter, nemlig at sortering af affald i bedste fald er omsonst, i værste fald skader miljøet, så vi kan lige så godt lade være med at gå og affaldssortere ude i hjemmene … Fordi det hele alligevel blandes sammen og fyres af i store af­faldsforbrændingsanlæg med udslip af giftig røg til følge … Kilden kender nogen, der kender nogen, der har arbejdet på et kommunalt affaldssorteringsanlæg.

Sorteret affald i gaderne, Zabaleen i bjergene øst for Kairo.

– Der er ingen tvivl om, at vi kom alt for sent i gang med at affaldssortere, og at vi ikke har gjort meget for at forhindre PRODUKTIONEN af affald, bl.a. ved at lovgive om emballage og varer, fx plasticdippedutter, legetøj, møbler, tøj, elektronik, hvidevarer m.m., med alt for kort holdbarhed og levetid.

Der kan heller ikke herske skyggen af tvivl om, at vores nuværende affaldshåndteringssystemer ikke er perfekte; man kan somme­tider hverken afhænde eller udnytte det sorterede affald. – Men man skal vist være mærkeligt indrettet i hovedet for at påstå, at det at gøre noget, bare en lille smule, er værre end at lade stå til og gøre ingenting.

Nordjysk families affaldscontainere. – Kan man producere nye affaldsposer og containere af plasticaffaldet?

Affaldssortering, Solfatara ved Napoli.

Og så kom jeg i tanke om de krogede gulerødder.

Fra slut 60’erne og op i 70’erne, da biodynamisk landbrug – det vi i dag ville kalde øko­logi – begyndte at slå mere bredt igennem, var der også traditionelt indstillede mennesker, der ikke så nogen grund til at ændre deres levevis. Navnlig i forældregenerationen fortalte man altid over håndbajerne og sjusserne, at man kendte nogen, der kendte nogen, der arbejdede på et gartneri, og der blev de sat til at sortere alle de konventionelt dyrkede gulerødder i to bunker: De lige og pæne blev solgt som almindelige gulerødder, mens de krogede og på andre måder misdannede blev solgt til dobbelt pris som biodynamiske … Ha ha ha ha …  Skål! – Alt er godt, og vi behøver ikke at ændre vaner, for der er bare ’nogen’, der er ude på at snyde os.

Landbrug & Fødevarer opgjorde i 2019, at Danmark nu er verdensmestre i økologi, at 12,1 % af vores fødevarer er økologiske, og at vi er det folk i verden, der bruger flest penge på økologi. – På verdensplan er salget af økologiske fødevarer, drevet af bl.a. forbrugerne i USA og Kina – begge pænt store markeder – steget med 72 mia. fra 2018 til 2019 – Man anslår, at salget af økologi er steget med godt 15 % blot i løbet af det seneste år …

Så hvem griner nu? De brovtende bagstræbere og bodegatyper, der genfortæller løse rygter og vandrehistorier? Den vaccinefornægter, der selv eller hvis nære pårørende bliver indlagt med et alvorligt Covid-19-forløb? Eller den landmand, der klogt lagde om til økologi i tide?

https://lf.dk/aktuelt/nyheder/2021/februar/danmark-er-stadig-verdensmestre-i-oekologi

(GRATIS) Kvindelig omsorg

Da jeg læste i Århus, boede jeg i opgang med en ældre herre, der pludselig mistede sin hustru igennem mange år. I sympati inviterede jeg ham efter nogen tid ind på kaffe og hjemmebag en sensommersøndag eftermiddag og lyttede til hans sorg og hans forsøg på at organisere sit nye liv.

 – Ja, man mangler jo en god kvindes omsorg, fastslog han med en ikke ringe grad af selvynk og store hundeøjne vendt mod mig, den trivelige, medfølende, forklædeklædte, hjemmebagende, unge studine, mens han gumlede kagen i sig.

Jeg udtrykte min deltagelse, mens jeg for mig selv tænkte: – Gør vi ikke alle det?

Det er ikke blevet bedre med den kvindelige omsorg siden da. Tværtimod. Mænd kan ikke længere gå ud fra, at ‘en god kvindes omsorg’ er en umistelig del af deres rettigheder som født hankøn, og føle sig forrådt af skæbnen, når den udebliver.

Også børn mangler deres mødre og rare pædagoger. Patienter mangler dygtige sygeplejersker. Venner mangler flyttehjælp, havehjælp, babysittere og hundepassere. Overlæger og direktører mangler kompetent sekretærhjælp. Ældre og syge mangler selskab og støtte i hjemmet hver eneste dag … – Ung eller gammel. – Ja, selv mig. – Af og til kunne man godt bruge en hengiven hustru, en udstrakt hånd, et smil, duftende, nystrøget tøj, rene rum at være i, en kop varm kaffe serveret, et hjemmelavet måltid og selskab, mens man spiste det.

I det hele taget mangler de fleste vist hjælp til det svære liv, en god kvindes omsorg … Men lige netop dén ressource er i restordre for tiden. – Måske fordi vi sjældent påskønner den, når vi oplever den, jf. husmødres ringe status og sygeplejerskernes forgæves krav om højere løn og bedre arbejdsforhold.

Vi elsker at modtage kærlig omsorg, støtte, sympati, pleje, rent tøj, rengøring og hjemmelavet mad, men vi vil ikke betale for det, for det har i årtusinder været et gratis gode leveret af millioner og millioner af gode kvinder. – Det er så slut nu.

Jeg tilbød ikke dengang at hjælpe den ældre herre med mere hjemmelavet mad eller andre tjenester, selv om det tydeligvis var det, han anglede efter, men nøjedes med til farvel at give ham resten af kagen med hjem. – En ny tid var begyndt.

Manden som overdommer

Første gang, jeg fik øje på fænomenet, var, da jeg for små tyve år siden så filmen ’High Fidelity’ med bl.a. John Cusack.

Cusack spillede indehaveren af en lille pladebutik, og han og hans nørdede medhjælper gjorde alting op i lister, fx de ti bedste sangere, rocknumre eller guitarister. Det brugte de meget tid på, og det var først og fremmest musikken, de således bedømte og indrangerede, men også meget andet, de stødte på i deres små liv.

Det forekom besynderligt, denne trang til at putte omverdenen ind i et prioriteret skema. Og endnu mærkeligere var det, at disse yngre mænd, der åbenlyst var uden større, egne fortjenester, følte sig berettiget til at dømme alt omkring sig helt uden at tvivle på egne beføjelser og kompetencer.

Nu ser jeg fænomenet overalt: Mænd, der føler sig kaldet til at vurdere alt. – Bedste fodboldspiller. Bedste vin. Bedste kunstværk. Bedste bikini-babe. Bedste rockgruppe. Bedste tv-vært. Bedste James Bond-film. Bedste burgerrestaurant. Bedste foredrag. Bedste bryster … – Eller værste. Der bliver brugt meget tid på fx portvinssmagning eller Ekstrabladets side 9-piger med tilhørende diskussioner og karaktergivning i mandegruppen. Det kan være ligefrem kvalmt at bevidne denne indbildt selvfølgelige ret til at give alting karakter. Udelukkende baseret på egne præferencer og følelser.

I arrangerede sportskampe, skakdyster, traktortræk, dansestævner, dyrskuer, er det naturligt at give karakterer og kåre vindere, så man kan overrække første-, anden- og tredjepræmier, og der er et forbløffende stort marked for enorme og smagløse pokaler til uddeling i alle disse konkurrencer.

Men hvem har bedt mænd om at vurdere deres kvindelige bekendte, kollegaer eller skolekammeraters udseende? Eller som denne verdens udkårne overdommere på nettet at udskrige deres private mening om andre? Herunder fx fremtrædende, kvindelige politikere eller andre offentlige personers kropslige fortrin? – Det er temmelig sygt. – Hvem er de, at de skal dømme?

Fra mine år som ung pige og studerende har jeg ingen erindring om, at vi kvinder nogensinde vurderede vores kammerater eller lærere på denne næsvise og utidige facon. – Jo, vi kunne fnise over en flot fyr, selvfølgelig kunne vi det, men vi følte os ikke specielt berettiget til højlydt at uddele ris og ros til alt og alle omkring os på samme måde, som drenge og mænd – også de voksne – vedblivende tydeligvis gør.

Faktisk fylder alle disse små, men i egen optik yderst berettigede, mænd alt for meget i det offentlige rum. Vi er hierarkiske dyr, meget bevidste om rangorden. Måske får en lille mand givet sig selv lidt ekstra status blandt andre mænd ved at vurdere, bedømme og rangordne fx ølmærker? Eller ved at tale ned om en ellers sød pige, der aldrig ville se til hans side?

Det er det gamle problem: Manden er subjektet, personen, normen. Kvinden er objektet, tingen, undtagelsen. – Fra opmærksomhed på andres fremtræden, til vurdering og karaktergivning, og til gramsning og øreslik og det, der er værre, er der kun en kort vej for disse mænd, der må føle sig som Guds udvalgte ejere af verden og alt, hvad der er i den.

Når kvinder opnår en mere naturlig ret og selvfølelse, skal vi huske ikke at begå de samme, blindt bøvede fejl. Øl og film er ligeglade, men man skal ikke gå og vurdere sine medmennesker ud fra privat smag og behag. – Og selv en såkaldt kompliment er en vurdering. Måske ovenikøbet fra et fjols.

——————

NOTE: Mandens guddommelige ret til at dominere og definere alting fremgår bl.a. af bibelen, Det gamle testamente, 1. Mosebog, kapitel 2, vers 18 – 23 – Her betyder ’Mennesket’ udelukkende ’manden’, kvinden kom, som skrevet står, først til senere:

’Gud Herren sagde: »Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.«  Så formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn.  Sådan gav mennesket alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham.

 Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød.  Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam.  Da sagde Adam:

»Nu er det ben af mine ben

og kød af mit kød.

Hun skal kaldes kvinde,

for af manden er hun taget.«

https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Mos/2

Upersonlige personlige mails

Jeg BRYDER mig ikke om at modtage massemails, der på forhånd har bestemt, hvem jeg er.

Fx nemlig.com’s idiotiske reklamemail med en emnelinje, der overfriskt gjalder: ’På med forklædet Lone!’.

Det generer mig, fordi de antager:

  1. at de kender mig
  2. at vi er på fornavn som gamle venner
  3. at jeg har brug for deres opmuntring for at bage
  4. at jeg er så dum, at jeg hopper med på et måske unødvendigt mersalg

Hvis de virkelig kendte mig, ville de vide:

  1. at jeg HADER at blive talt ned til
  2. at jeg kender dansk retskrivning og allerede ved det manglende komma mellem ’forklædet’ og ’Lone!’ betragter afsenderen som en uuddannet person, hvis råd og opfordringer jeg aldrig ville følge
  3. at jeg tilhører en generation, der blev opdraget til – og normalt foretrækker – en smule distance og venlig respekt mellem mennesker, der kun har en forretningsmæssig forbindelse med hinanden
  4. at jeg i mere end 25 år har bagt alt mit brød og alle mine kager selv og går med forklæde til daglig
  5. at jeg er et tænkende menneske, der godt kan se forskel på en maskinel massemail og en henvendelse fra en ven, der vil mig noget godt

Jeg har ikke handlet hos nemlig.com, siden denne mail ramte min indbakke. Derefter kom alle sagerne med de pressede og underbetalte chauffører frem i offentligheden. Så måske burde man svare: ’På med overenskomsterne, nemlig.com!’

Misbrug af e-boks og kommunale midler:

Aalborg Kommune har netop sendt mig en besked i e-boks, som jeg naturligvis straks loggede ind og åbnede, blot for at se mig selv placeret i en kasse med skrøbelige ældre, gamlinge og oldinge, der skal bekymre sig om ’Sund aldring’ – hvordan det så end skulle kunne lade sig gøre; alle erfaringer siger, at det fra cirka min alder og frem kun går én vej rent helbredsmæssigt, og det er ned ad bakke.

Og det kan en kommunalt arrangeret og betalt ’inspirerende livsstilsmesse sund aldring’ nok ikke lave om på, hvor velment det end kunne forekomme.

Hvorfor tror de, at netop jeg ikke har noget bedre at foretage mig end at lade mig indfange af boder, oplæg ved tv-lægen Peter Qvortrup Geisling ’om Sund aldring med humor og nordjysk islæt’, eftermiddagskaffe, en forfriskning, en god oplevelse og konkurrencer med flotte præmier’?

SÅ god tid har jeg ikke. – Har jeg betalt for det pjank over kommuneskatten?

Man gennemskuer jo, at kommunevalget nærmer sig, at borgmesteren, som skal åbne arrangementet, gerne vil vise sig godgørende og for kommunale midler uddele lystige foredrag, gode råd, kaffe og præmier til kommunens ældre vælgere, og at kommunen måske forestiller sig, at man på længere sigt kunne spare nogle sundhedsudgifter, hvis man kunne få alle gamle til at klæde sig varmt på og motionere og spise sundt og gå tidligt i seng, men findes der tal, der kan påvise en sådan effekt? Har man undersøgt det? Og kan en livstilsmesse af denne karakter virkelig sætte et skred hen imod ‘sund aldring’ i gang?

Hvis kommunen har så god tid og så mange penge at drysse ud over os ældre medborgere, så kunne de jo sørge for, at man kunne få fat på en læge, når man havde brug for en. Eller for, at der var god pleje at få og plads på hospitalet til de alvorligt syge. Eller at de mange hjemmeboende, svækkede ældre fik lækker og sund mad hver dag. Eller den nødvendige genoptræning. Eller de kunne sørge for, at hjemmehjælpen virkelig kom og hjalp én hjemme, hvis man ikke kunne klare det selv, i stedet for som nu, at der ofte kommer et utal af forskellige, mere eller mindre ligeglade og stressede personer farende syv minutter om morgenen og måske fem minutter igen om aftenen. Og ens rengøring begrænser sig til 20 minutter hver tredje uge. … Se, det ville give en reelt sundere og tryggere aldring … Nå, er det forskellige offentlige kasser, der betaler for læger, sygehuse, hjemmehjælp, genoptræning m.m.?

Jamen, så var det måske her, der skulle tages fat! – Så kan tv-lægen med sin ’humor og nordjysk islæt’ blive inde i fjernsynet, og så slipper jeg for at blive talt ned til i min egen e-boks af folk, der tydeligvis ikke kan finde på noget mere fornuftigt at lave og bruge vores fælles penge på.

– Er det i øvrigt helt gennemtænkt i en coronatid at indkalde en stor mængde ældre til indendørs stande, kaffe og foredrag? Aalborg Kommune risikerer jo, i sin iver efter at nå en masse vælgere før kommunalvalget, at påføre netop dem, de ønsker en ‘sund aldring’, en potentielt livstruende sygdom!

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-09-19-flere-aeldre-far-ikke-nok-hjaelp-til-rengoring-og-bad

Aber

Om mænd, magt, dominans, rettigheder og parring

Nede under alle plusordene – godhed, civilisation, ridderlighed, høflighed, velfærd, lighed, menneskerettigheder, nede under alle idealerne, ønsketænkningen, forskønnelserne, eufemismerne, er der ved at tegne sig et mønster, ikke sandt?

Hvornår begynder vi at tale om det? Hvornår bliver vi i stand til at se det i øjnene? Og erkender realiteterne om vores egen race.

– Vi er aber. Og udviklingsmæssigt er det ikke ret længe siden, vi kravlede ned fra træerne.

Man behøver ikke stå mange øjeblikke foran abeburet i zoo, før man observerer eksempler på dominerende parring. At alfahannen går rundt og dingler med dilleren og med jævne mellemrum udøver sin ret til at bestige hunnerne, både de små, de unge og de ældre, sådan nærmest i forbifarten. Også de underordnede hanner bliver besteget, bare som en markering af hvem der bestemmer.

Vores egen historie er fuld af sådanne magtdemonstrationer, der som oftest, men ikke udelukkende, går ud over kvinder og børn:

I populærkulturen ses stenaldermanden med køllen i den ene hånd trække sin kvinde hjem til hulen ved håret.

Gamle, græske mænd, velhavende, lærde samfundsstøtter, havde inderlige og seksuelle forhold til deres unge elever. Deres olympiske guder snød og voldtog snart sagt hvem som helst, hvilket der kom mange besynderlige skabninger ud af.

Herremanden havde førhen ret til brudenatten med alle unge brude på sit gods og tilhørende huse og hytter. Og mangen ung pige på mindre gårde, i huse og i bylejligheder har op igennem historien måttet lægge krop til manden eller sønnens seksuelle lyster.

I enhver krig var vinderens gevinst adgang til at massevoldtage kvinder og børn. Ofte efterfulgt af makabre lemlæstelser og slagtninger.

’Sabinerindernes rov’ er en kendt, kulturel reference, et pikant motiv, som handler om, at romerne havde behov for nyt blod, nye, unge kvinder, og bare drog på rov i de nærmeste bjerglandsbyer.

Den katolske kirke, som har tiltusket sig magt og moralsk herredømme over store dele af kloden, har bygget sit profitable imperium bl.a. på cølibatiske præster, der op igennem tiderne har tiltvunget sig seksuelt samkvem på alle måder med måske hundredtusindvis af børn af alle køn.

I totalitære regimer, i Sydamerika, Egypten, Mellemøsten, hvor folk uden videre kan bortføres, arresteres og tortureres, er seksuelt betonet tortur meget udbredt, viser de beretninger og ganske få romaner, der undslipper den totalitære kontrol.

Udstationerede tropper, selv FN’s fredsbevarende soldater i fx Afrika eller udenlandske redningshold på Haiti, har taget for sig af de lokale småpiger og skabt udbredt prostitution og misbrug blandt den befolkning, de egentlig skulle hjælpe.

I de store, umenneskelige flygtningelejre på Afrikas nordlige kyster, er slavegørelse og seksuelle overgreb begået af lokale, uuddannede vogtere angiveligt dagligdag.

Længere nede i Afrika bortfører selvbestaltede militser børn til soldatermateriale, og de kidnapper hele pigeskoler, når de føler trang til kvindeligt selskab.

I Irak myrdede IS-soldater mændene og bortførte kvinderne fra mindre, religiøse sekter, bl.a. yazidierne, og brugte dem som sexslaver. Det er ikke mange år siden …

Vi har herhjemme Tøndersagen, hvis detaljer, som omfattede en far, hans venner, lystne købere og to små piger, er kvalmende. Vi har flere sager, der minder om den.

Der er til stadighed disse ulykkelige sager, hvor pædagoger, lærere, ridelærere o.a. har misbrugt deres stilling og børn helt ned til etårsalderen. – Og korledere i det prestigiøse pigekor i Danmarks Radio opførte sig tilsyneladende, som om de søde, unge piger alle tilhørte deres private harem! Man væmmes …

Incest, voldtægt af egne børn, drenge og piger, sker hver dag. Ofrene er mærkede for resten af livet; nogle få har beriget os med beretninger, der er så hjerteskærende, at vi ikke længere kan lukke øjnene for, at disse overgreb faktisk foregår. Også i Danmark! I dag! Jævnligt!

Kvinder fra ikke så privilegerede samfundsgrupper eller lande narres eller bortføres til prostitution og fastholdes med nødvendigheden af at tjene penge, med gæld, trusler, magt eller ligefrem vold. Adgang til kvinder, prostituerede, handlede kvinder, tjenestepiger, slavekvinder, har altid været den magtfulde mands ret, og mangen et ‘forretningsmøde’ er henlagt til stripperbarer, hvor ‘forretningsmænd’ for penge kan nyde synet af afklædte kvinder.

Mennesket er et visuelt dyr, og først tegninger, malerier, fotos, pornoblade og senest internettet har gødet mændenes dyriske lyster: Man kan nu søge på forskellige perversiteter og sidde og se på, at kvinder og børn bliver misbrugt, udnyttede og molesterede. En dansk mand i 60’erne er dømt for gentagne gange at have betalt for og udvirket overgreb på meget små, filippinske piger, overgreb, som blev filmet og transmitteret … Ja, man fatter ikke, at synet af børns lidelse kan være til fornøjelse for nogen og noget, man betaler for. – Men selv lille Jonas eller Emil kan sidde hjemme i skærmens lys og belure eller træffe aftaler med alfonser og deres kvinder om at få adgang til kvindekroppe.

Kvinder og unge piger bliver myrdet på udpenslede og pirrende måder i populære film, tv-serier og krimier som underholdning til aftenskaffen og fredagsslikket. Ingen finder det ækelt, uhyggeligt eller bare mærkeligt. Og ingen kæder det sammen med antallet af mord på kvinder, vold og voldtægter, ofte udøvet af deres partnere eller eks’er. – Det accepteres fuldstændigt som en del af vores kultur.

Denne kultur medfører, at det er ydmygende, og af og til også dødsensfarligt, at være kvinde. Vi taler normalt ikke om det som et generelt problem, men kvinder alle vegne har lært at holde et ekstra vågent øje med deres døtre, børnebørn og veninder.

Mænd har altid udnyttet magt, muligheder og privilegier til at tage for sig af de unge kvinder. Som alfahannerne blandt vores nærmeste slægtninge i dyreriget får de automatisk ‘ret’ til at parre sig i flæng, hvis de når et vist niveau i hierarkiet. Hvis deres stilling i samfundet bevirker, at de får magt over yngre, attraktive kvinder. – Lavere rangerende må nøjes med et stjålent knald i udkanten af gruppen – eller drømme foran computerskærmen. – Romantik og gensidig frivillighed er en forholdsvis ny ting i menneskehedens historie. Når en mand havde klaret en svær opgave, vandt han ’prinsessen og det halve kongerige’. Eventyrene fortæller ikke, om prinsessen altid var glad for at være en del af præmien.

Der er ikke langt til de labre ’præmiepiger’ i cykelløb og andre mandesportsgrene. Kvinder som belønning og staffage.

Magtfulde mænd synes også i dag at føle, at der, ud over penge, magt og privilegier, også hører fri adgang til yngre kvinder med til deres gudgivne rettigheder. Frivilligt eller ej. De fleste af disse misdædere hører vi ikke om, men nogle sager, som omfatter mænd, som vi beundrede og havde tillid til og aldrig troede kunne sætte en fod forkert, er kommet til offentlighedens kendskab her de senere år. Man bliver lige chokeret hver gang:

Bill Cosby, Roman Polanski, Harvey Weinstein, prins Andrew, Bill Clinton, Jes Dorph Petersen, Frank Jensen, Nasser Khader, Morten Østergaard, Berlusconi – nå, ja, hans overgreb var måske ikke så stor en overraskelse, men senest er Bob Dylan – nobelpristageren, der sang så smukt om lighed og retfærdighed, kommet med i det dårlige selskab pga. anklager om ’grooming’ og seksuelle overgreb på en på daværende tidspunkt 12 årig pige.

#Metoo har buldret frem, og mange kryb er tvunget ud af deres polstrede skjulesteder. Med års forsinkelse nåede bølgen også til Danmark, hvor vi ellers havde haft en selvforståelse af, at sådan noget gør vi ikke, mens det naturligvis forekom her blandt os i samme udstrækning som i alle andre lande, bare fornægtet og i skjul.

Mange af de afslørede, små- og storklamme mænd, aner ikke, hvad der ramte dem, og de føler sig stadig uretfærdigt behandlet. Der er en del danske mænd, der forsøger at få det hele til at handle om, at de er ofre for ’uretfærdigheder’, hvis de bliver grebet i overgreb og oplever sanktioner. – Ikke dødsstraf eller fængsel, næ, gudbevares, blot et midlertidigt bump i karrieren …

Ud over krænkelser, overgreb, voldtægter og almindelige tilråb og nedvurderinger er mord og vold også kommet på dagsordenen med ’kom sikkert hjem’-kampagner efter mordet på en yngre kvinde i London. Et mord, som viste sig at være begået af en politimand.

Mon ikke mænd bare er mænd med maskuline hormoner susende rundt i kroppen? Hanaber? Vilddyr? Liderlige? Somme tider også voldelige? Som gør, hvad de lyster, stræber efter magt og behovstilfredsstillelse, hvis de kan, hvis de er stærke og ambitiøse nok? – NOGLE mænd, ikke alle, selvfølgelig ikke alle. Nogle af mine bedste venner er mænd, jeg er både datter af, gift med og mor til en mand, og de kunne/kan alle sagtens holde sig i skindet og opføre sig ordentligt over for både kvinder og børn.

Men lejlighed gør tyv, siger man. Parringsdriften er formentlig den stærkeste drift, vi har, og hjernens pandelapper, der regulerer vores adfærd og beregner konsekvenser, kom først sent til i løbet af menneskets udvikling. Ikke alle har lært at bruge dem hensigtsmæssigt endnu.

Når selv tilsyneladende bløde, normaldanske mænd, som fx Morten Østergaard og Frank Jensen, uønsket gramsede og slikkede på kvinder som en del af deres magtberuselse, viser det, at trangen til at demonstrere dominans ved at rage på kvinder stikker dybt. Og når nogle mænd opnår en magtposition, går det ud over hushjælpen, døtrene, eleven, sekretæren, praktikanten, den ansatte, partifællerne … Det ved vi jo godt. Og hidtil er de sluppet af sted med det.

– ’Alt i verden handler om sex, undtagen sex. Sex handler om magt’, menes Oscar Wilde at have sagt. Han har ganske givet ret. Magt, sex og vold synes ofte at være sammenkædet.

Så længe det hovedsageligt er mændene, der sidder på magten, så vil det også være dem, der begår overgrebene – og beskytter andre mænd mod evt. sanktioner.  Mænd er subjekter med ret til at agere frit i fællesskabet med andre mænd. Kvinder og børn bliver decimeret til objekter for mændenes ageren. – Men jeg er ikke det mindste i tvivl om, at også nogle kvinder ville være i stand til at begå overgreb, måske andre slags overgreb, hvis de besad den berusende magt. Vi er alle af abeslægt.

I vores nuværende kultur er overgreb på kvinder udført af mænd dog helt åbenbart en tilbagevendende, almindelig og strukturel praksis. Og det fortsætter blandt de yngre generationer, viser horrible beretninger fra de såkaldte ’puttefester’ for gymnasieelever i det nordlige København og fra kampråb på barer og i omklædningsrum under større mandesportsbegivenheder. Vores samfund lider tilsyneladende af en tiltagende, ikke en aftagende, pornoficering og dertil hørende nedgørelse af kvinder – jeg har ingen erindringer om så udpræget objektgørelse af kvindekønnet fra min ungdom og skolegang i 1970’erne.

Jeg håber, at vi stadig formår at få vendt den udvikling, så mine efterkommere ikke skal tvinges til at underlægge sig abelignende magtmænd, klassekammerater, trænere, chefer, ægtemænd, fædre, brødre, venner, fremmede og udsættes for psykiske og fysiske overgreb og uretfærdigheder.

Klø på, kvinder og sympatisører af alle køn! Vi skal se tingene i øjnene og have disrespekt, vold og overgreb frem i lyset, så vi kan erkende, at det findes! Ellers kan vi ikke gøre noget ved det.

Det er ikke en forbrydelse at snakke om det. Lad os kalde trolden ved det rette navn: Abepsyken tilsiger magtmennesket, at han ikke behøver at lægge bånd på sine lyster og behov, fordi han har en naturgiven ret til alle jordens ressourcer, herunder også andre mennesker, specielt attraktive kvinder og børn.