Der arrangeres talrige oplevelser for børn og voksne i den lange, lange tre-ugers sommerferie, som man jo ikke bare kan henslæbe hjemme med at få ordnet de ting, man ikke når i det daglige.
Det er ikke nok at være hjemme med sin familie, for så går det hele op i skærme af den ene eller den anden art, og børnene er ikke altid de værste.
Med eller uden trussel fra coronavirus flygter folk ud af landet. Vi er klima-nassere. For den bedste og varmeste tid på året skal jo tilbringes ved en strand i andre menneskers endnu varmere land, hvor vi vartes op af de indfødte, ellers ligner det ikke rigtig sommerferie. Vi har RET til sol i ferien og rejser gerne efter den. – Ligesom vi har RET til sne i vinterferien og rejser efter det.
Men i år er der alligevel mange, der tilbringer ferien i Danmark. Hjemme eller i sommerbolig.
Så museer, lokale turistforeninger, sommertivolier og mange flere konkurrerer om at tiltrække sig børnefamiliernes opmærksomhed: Man kan klæde sig ud som viking, man kan blive fulgt rundt på skovtur, man kan opklare ’mysterier’, som en kreativ gruppe har udtænkt og arrangeret, høre musik, hoppe i hoppeborg, eller man kan tilbringe dagene i forlystelsesparker, vandlande, temaparker, dyreparker, på sportslejre, naturlejre, wellness, camping, cykelferie og meget, meget andet.
Jeg er født i 50’erne. 1950’erne. Jeg gik ikke i hverken vuggestue eller børnehave. Jeg kom i skole i 1. klasse som 6-årig. Indtil da og i alle ferier var der ingen, der bekymrede sig om at underholde mig. Og da jeg var barn i en lærerfamilie, holdt vi en måneds ferie hver sommer.
Der var et stort, gammelt hus, en stor, tilgroet have, ubebyggede områder med højt græs og træer lige til at udforske og mødes i, søskende, naboer, masser af legekammerater i alle aldre på vejen, hunde, katte, kaniner, høns, de fleste fritgående ligesom børnene. Vi havde bøger, spil, bolde, skovle og spande, legehuse, vandbaljer, sandkasser, frugttræer til at klatre i, køkkenhaver, der skulle plyndres for en overflod af solbær, ribs, stikkelsbær, ærter, jordbær og hindbær, så der var altid nok at tage sig til.
Af og til kom cirkus til byen, og man kunne være heldig at blive taget med af forældre eller bedsteforældre. Så sad man der med åben mund og polypper og så på flotte heste, skønne cirkusprinsesser og skræmmende klovne, mens høj musik buldrede og bragede uvant op under teltdugen. I dage og uger efter var fantasien proppet med cirkusdrømme, som man kunne udleve i leg med kammeraterne eller blot nære sig ved i stille stunder.
Man kunne gå en aftentur ned på Strandvejen og måske opnå en af Fru Hansens berømte isvafler, hvis de voksne havde husket at tage penge med, hvilket de var tilbøjelige til at glemme. Pengene var små i de år. Endnu har ingen glemt, at min søster en aften prøvede at skaffe sig en af de eftertragtede is ved at hævde, at hun var ‘ved at BESVIME af sult’, da vi passerede isboden.
Eller hele familien pakkede kaffe, sodavand og sandkage og drog på skovtur i Fuglsangskoven et par kilometer borte, til fods naturligvis, og vi sov godt om natten efter at have gået langt og leget meget mellem de gamle bøgetræer.
Et år rejste der sig et telt på havnen, hvori man fremviste en død hval! Desformedelst en 25-øre, som far beredvilligt fandt i dybet af sin store lomme, kunne vi komme ind og kigge på dyret, der var så stort, at en femårig pige slet ikke kunne opfatte det. Jeg husker blot noget mørkt skind og det dunkle lys i et gammelt telt fra krigens tid.
– Lige det show må have haft en begrænset holdbarhed.
Mennesket er et meningssøgende og meningsskabende dyr. Vores hjerner er udviklet til at udtænke forklaringer, årsagssammenhænge, for det forhøjer vores muligheder for overlevelse, hvis vi kan gennemskue, fx at det ikke er smart at stå ude på en flad mark i tordenvejr, at stille sig lige foran en sulten løve eller at gå ud på en befærdet gade uden at se sig for.
Når vi ikke umiddelbart kan gennemskue sammenhængene, finder vi selv på noget: skæbnefortællinger, heksekunst, djævleforbandelser, nisser, engle, guder, alfer, reinkarnation, liv efter døden, overtro …
– Det var fordi, jeg havde brug for den erfaring, siger vi. – Eller: – Uden sygdommen/ ulykken/ dødsfaldet var jeg ikke blevet den, jeg er. – Underforstået: At jeg er hele universets strålende centrum, og at alting har en mening, en betydning, tilrettelagt netop med henblik på mig og min personlige udvikling.
Men der er ikke altid nogen mening. Det er den store hemmelighed, som de færreste af os kan se i øjnene.
Som individer fægter vi os frem fra mulighed til mulighed, fra tue til tue, forsøger at styre uden om det værste og søge hen mod det bedste, ligesom vores forfædre på savannen eller et lille dyr, der stikker snuden op fra sit hul i jorden. Men vores private chancer for frit valg på alle hylder er begrænsede, selv om vi ikke kan se det.
Vi er begrænset eller begunstiget af køn, hudfarve, geografi, seksuel observans, helbred, intelligens, talenter, evner, charme, udseende, højde, forældre, samfund, uddannelse, tid, vejret, adgang til ressourcer, omgivelser, andre mennesker, lykketræf, ulykker, held eller uheld. Kort sagt: Vi er diminutive brikker på overfladen af en uanseelig planet i et ufatteligt stort univers af tilfældighedernes spil.
Undersøgelser viser, at folk, der pludselig opnår en stor arv, fordel eller gevinst helt uden egen indsats, er tilbøjelige til at tilskrive heldet deres egne gode egenskaber. De føler dybt, at de fortjener det. Der må jo være en grund til, at de er blevet så priviligerede. Trump fx, der arvede en enorm formue, føler sig mere berettiget, klogere og som et langt bedre menneske, end de fleste andre. Det samme gælder mange danskere, der tilfældigt er født i et land med masser af mad, forbrugsgoder, gratis sundhedsydelser og uddannelse og en høj grad af tryghed. Disse danskere synes selv, at de er langt bedre mennesker end andre mennesker fra fx Sverige, Østeuropa, Mellemøsten eller Afrika, og at de selv fortjener alle de goder, der følger med at være dansker, men de har ikke lyst til at dele med folk, der kommer andre steder fra. Mange af deres tanker og meget af deres tid går med at bekæmpe indbildt ‘konkurrence’ fra mennesker, der kommer andre steder fra, for de er – ifølge denne tankegang – ikke berettiget til at nyde på samme måde, som ‘ægte’ danskere er.
‘Døden skal have en årsag’, siger vi, når vi forsøger at finde forklaringer på uheld og ulykker, men heldet og lykken har også årsager og tilskrives normalt gode egenskaber ved den heldige, som uagtet tilfældigheder ‘fortjener’ sit held pga. fremragende menneskelige egenskaber.
Men folk, der er uheldige fx mht. socialgruppe, fødeland, køn, hudfarve, misbrug i hjemmet, sadistiske lærere, sygdom o.l., tager også gerne skyld på sig selv. De føler hele deres liv, at der er noget galt med dem, og at de for det meste fortjener det, når noget går galt. Det var jo bare, hvad man kunne forvente.
Og så er der nogle, der vælger offerrollen for at slippe for at tage deres eget liv på sig og giver alle andre og helt specielle, uheldige omstændigheder skylden for negative hændelser.
Alle disse strategier til at forsøge at mestre liv, der mestendels består af tilfældigheder, er almindelige, og tjener til at støtte små mennesker, der ellers ikke ville kunne begribe tilværelsens mange, ofte uretfærdige, tilfældigheder.
For vi er ikke skabt til at håndtere tilfældigheder, vi tåler dem ikke godt og vil altid forsøge at efterrationalisere, at skabe mening i galskaben, orden i kaos, om ikke andet, så mentalt med sindrige og frit opfundne forklaringer.
Men hvis vi forlader det private plan, er der faktisk meget, vi som kollektiv ved og kan være rimeligt sikre på: Rygning kan forårsage sygdom og tidlig død. Forurening gør vores planet mindre egnet til at leve på. En virus udnytter tilfældige chancer og spreder sig lystigt, hvis vi ikke ændrer adfærd, vasker hænder, holder afstand og undgår at forsamles med andre, potentielt smittede.
Så lad os give videnskaben, forskningen og eksperterne ressourcerne, respekten og autoriteten tilbage, og lad os så derefter forsøge at tage de usikkerheder, som der stadig er mange af tilbage, med sjælsro.
En almindelig forlængerledning har affødt en uhørt omfattende korrespondance.
Vi har handlet en del over nettet i dette corona-forår, og det kan åbenbart ikke foregå uden en syndflod af kommunikation.
En velfungerende, oplysende og overskuelig hjemmeside er et must. Det medgiver jeg. Man køber ikke ting, hvis man ikke kender størrelse, materialer og pris inkl. fragt.
Og en kvitteringsmail er også nødvendig, så man får bekræftet, hvad handlen egentlig gik ud på, og hvornår man kan vente sin vare.
Men derefter går det galt for de fleste:
Så får man en mail, der opfordrer en til at blive medlem af butikken og til at få rabatter og nyhedsmails – selv om man takkede nej, da man købte sin vare.
Så får man en mail om, at de er ved at pakke ens vare.
Så får man både en sms og en mail fra fragtfirmaet om, at de har modtaget informationer om ens vare.
Så får man en mail om, at ens vare er afsendt.
Så får man både en sms og en mail fra fragtfirmaet om, at de har modtaget ens vare, og at man vil høre nærmere om leveringen.
Så får man en mail om, at nu ankommer pakken, og at de trækker beløbet på ens konto.
Så får man både en sms og en mail fra fragtfirmaet om, at nu er pakken afleveret i ens postkasse, eller hvor man nu får sine pakker leveret.
Så får man både sms og mail med spørgsmål, om man er tilfreds med servicen fra fragtfirmaet, og om man evt. kunne have lyst til at anmelde servicen?
Så får man en mail med spørgsmål, om man er tilfreds med sin vare, og om man evt. kunne have lyst til at anmelde den, servicen, den ukendte medarbejder bag alle mails’ne m.m.?
Og så får man alligevel nyhedsbreve fra firmaet i måneder efter …
Hvis al denne kommunikation, i stedet for at foregå gratis over nettet, skulle fragtes omstændeligt med PostNord hver gang, ville det gamle postfirma ikke have nogen økonomiske problemer. Overhovedet.
er skønne
og livsglade følgesvende! Jeg har altid haft hund – og kat, sommetider to ad
gangen – og vi har bl.a. haft fisk, hamstere, fugle, skildpadder og høns.
Men her,
mere end et år efter den gamle hunds bortgang, er vi stadig dyreløse.
Da det begyndte at lakke mod enden, skrev jeg midt i sorgen over min trofaste ven en liste til mig selv, så jeg kunne huske, at der altså også fulgte både gener og ansvar med, hvis jeg skulle få lyst til at fare ud og anskaffe en ny hund. Jeg skrev:
Vi er for
gamle og har fået det for roligt og for pænt til at ville adoptere en ny,
livlig hvalp med alt, hvad det indebærer af snavs, opdragelse og ansvar. Og
jeg vil heller ikke overtage en brugt hund, en hund, der allerede har oplevet
tab og nederlag, og som derfor sandsynligvis ikke ville stole 100 % på mig, den
nye ejer. – Men jeg savner følgeskabet, jeg savner at have en glad hund med på
mine daglige skovture.
Så kom jeg
i tanke om, at man i Ålborg Kommune får en bøde på 2000 kr. på stedet, hvis man
går med en løs hund. Som en slags kompensation for denne urimelige regel har
man her i Hammer Bakker indhegnet en smal strimmel nåletræer, og så kan hunden
jo løbe frit der …
Men ingen normal
hund kan få to minutter til at gå i det lille, mørke og uspændende område. Det
er nærmest en hån mod hundens natur. – En hund har brug for store vidder og
oplevelser. Hver dag. Og den skal kunne følge sin flok, hoppe over en grøft,
spæne af sted i højt græs og snuse sig frem, hvor den går. I en for lille, og
dermed overpisset, ’Hundeskov’ er duftsporene for kraftige og vil blot forvirre
hunden, og det kedelige område byder ikke på flere oplevelser end en baghave.
Så kan hund og ejer kun stå og vente på, at der måske kommer en anden hund,
som gider lege, men det kunne jo lige så godt ske inde i skoven eller på en
markvej. Og både hunde og ejere ville få en bedre oplevelse og mere motion,
hvis de bare gik en tur.
Det er de
talløse naturfolk og jægere, der har presset på, så en almindelig hund ikke
længere kan leve et almindeligt hundeliv.
Og det er alle
de almindelige, naturfremmede hundeejere, der ikke har nogen viden om hunde,
dyr og natur, men som lader uopdragne, måske endda aggressive eller bare
fjollede, hunde løbe rundt og genere skovens dyr og andre skovgæster, der gør
det svært for de få, der har taget sig tiden til at opdrage deres hunde.
De fleste
mennesker i dag anskaffer sig nogle små, tumpede kræ, og så lader de kræene
lege med hinanden i ’Hundeskove’, som om de fulgte børn i børnehave. – Det er
ikke et rigtigt hundeliv, og selv små hunde kan være svære at styre, hvis de
ikke får erfaringer med den virkelige verden, så de kan modnes og tage ansvar.
Eller folk
får sig nogle store, imponerende hunde, som de har set i film eller tv-serier,
uden at have den mindste anelse om, hvad opdragelse, træning og pasning af et
sådant dyr indebærer.
Min sidste
hund var en vagthund. Dvs. at den var nervøst anlagt, forsvarsparat, foretrak sikkerheden
i flokken og selv passede meget på ikke at blive væk på skovture. Den løb frit
omkring, men den vidste, at det var dens opgave at holde øje med mig, og da
den var knyttet til mig og bange for at blive ladt alene, holdt den sig i
nærheden hele tiden. Hvis vi mødte nogen, mennesker eller dyr, gik den
automatisk tilbage til mit venstre ben og følte sig tryg, når jeg gav den en
godbid og tog den i snor. – Min ejer har styr på det, tænkte den nok og var
helt rolig. Den kunne aldrig finde på at løbe hen til fremmede mennesker eller
andre hunde uden min udtrykkelige tilladelse.
De fleste
hunde har så meget instinkt tilbage, at de ville sætte efter fx en hjort, en
ræv eller en hare, også mine hunde, men da de var opdragede og trænede og havde
tillid til mig, ville de først kigge på mig, og så ville de løbe, hvis jeg løb
forrest. Hvis jeg stod stille og måske sagde ’Pas på …’, ville de tage det
meget alvorligt og holde sig til mig. – For sidste gang, jeg sagde ’Pas på’,
var måske sekundet før, hunden fik et voldsomt stød af et elektrisk hegn eller
fik snuden revet af en gal kat.
At få en
glad, veltilpasset, rolig og disciplineret hund, der stoler på sin ejer, tager
år. Det begynder allerede ved afhentningen af den lille hvalp, som naturligvis
er af en race, der er parat til at arbejde sammen med mennesker og se mennesket
som fører. Man skal hele vejen igennem være omsorgsfuld, glad, kærlig, og
tilrettevise sin hvalp på en rolig måde uden ophidselse, vrede eller vold. Den
skal sove i nærheden af dig, den skal have tillid til, at du gør det bedste for
den, den må ikke være alene, før den er parat til det, og i så fald ikke ret
længe ad gangen, den må ikke overlades til børn, og alle dens behov skal
opfyldes, mad, vand, selskab, leg, ro, forudsigelighed, læring og klare linjer.
Hvis en
hund får denne form for behandling og dertil masser af gode vaner, så kan man
tage den med sig overalt og forvente god opførsel i enhver situation. – Det er
i øvrigt akkurat det samme med børn.
Men man
skal være omhyggelig, når man vælger hunderace, og ikke bare gå efter udseendet
eller efter, hvad der er nuttet eller smart lige nu. Racer, der er avlet til at
trække slæder, til at løbe, til at strejfe, til at jage, til kamp, til at stole
på sig selv og varetage en specifik opgave, fx at holde gården fri for rotter
eller jage ræve ud af huler, er vanskelige at holde i et almindeligt hjem. Og
en hund kan blive omkring 15 år gammel, så det er meget lang tid at trækkes med
en besværlig og uopdragen hund, der generer alle omkring sig.
I stedet
for hund og kat holder jeg nu potteplanter. De skriger ikke på opmærksomhed. De
skal ikke op og tisse om natten. Eller ud og gå tur, når det regner, eller lige,
når min film er begyndt.
Og jeg
fodrer de vilde fugle, herunder min gode krageven, som alle holder øje med mig
fra træerne og gerne tager det tilbudte foder og vand, men som ikke tager skade
af at være alene hjemme.
Det politiske spin er gået for langt, når statsministeren beskyldes for politiske rævekager og for at spilde borgernes penge unødigt, når hun lukker landet ned i et par måneder for at forhindre lig i gaderne.
Hun – og alle andre – er i en situation,
som i mands minde ingen fortilfælde har, og hun gør det faktisk godt. Anerkend
det, lad livet gå langsomt videre, og lær af det, vi nu gennemgår, så vi alle
bliver klogere til næste gang.
At høre den borgerlige fløj gustent argumentere for hurtigere genåbning af dit og dat, restauranter, forlystelsesparker, udlejning af kæmpesommerhuse med spa til tyskere, for retten til unødvendige rejser, der alt sammen skæpper i private pengekasser, er som at høre Døden argumentere for flere sjæle. Som at høre landbrug og industri argumentere for deres ret til at tjene styrtende på at tilsvine jord, vand og luft, så denne planet bliver uegnet for mennesker og deres børn at leve på.
Det er hårrejsende og
frygtindgydende!
Skal vi ikke én gang for alle slå
fast, at der er forskel på menneskets overlevelse og penge?
Er der ved at gå magtfuldkommenhed i det danske politi? I Rusland smider de p.t. åbenmundede coronalæger ud ad vinduerne fra høje bygninger, forlyder det. – Så vidt er det endnu ikke kommet herhjemme. – Men en venindes fortælling om en i bund og grund banal parkeringssag er bekymrende:
Min veninde havde en besynderlig
oplevelse i vinter. Ved femtiden om morgenen, bedst som hun lå og sov, syg med
høj feber og hoste, ringede hendes telefon. – Hun bor i et lille hus i en lille
skov et stykke ude på landet omkring 20 km uden for Ålborg. Hun har før oplevet
indbrud, også mens hun og manden lå og sov på førstesalen.
Denne vintermorgen var hun alene
i huset, da hendes mand sammen med hendes nevø var på ferie i Spanien, så hun
havde ikke sat sin telefon på lydløs og svarede da også med det samme:
– Det var en ’Anders’ fra
politiet, der ringede, og hun blev meget forskrækket … Politiet! Klokken fem om
morgenen! – Var der sket noget med manden og nevøen? – Eller var det svindel? –
Stod der tyve og røvere udenfor?
Anders fra politiet lød
irriteret, og han ville gerne vide, om hun kendte noget til en bil, en grøn Golf,
der holdt ulovligt parkeret her, hvor han sad, ved politigården i Ålborg? – Min
veninde blev forfjamsket, hun havde for mange år siden ejet en grøn Golf, en
cabriolet, men den var for længst skrottet og afmeldt og kunne vel ikke holde
parkeret inde i Ålborg?
– Nej, bilen var ikke en
cabriolet, svarede Anders fra politiet. – Hvad med hendes bror, havde han en
Golf?
Det vidste min veninde ikke. Broderen
havde flere biler, bl.a. en varevogn, som han altid kørte i, men en Golf? Og
hvorfor ville politiet vide noget om det? Og hvorfor ringede de til hende? –
Kunne bilen tilhøre broderens ekskone? – For mere end fem år siden havde
broderen og hans ekskone været ude i en voldsom skilsmisse, der medførte en
politisag om bl.a. ulovlig indtrængen, ejendomme og et par biler, men ikke en
Golf, så vidt min veninde huskede det.
Anders fra politiet sagde, at
broderens kone jo boede i København, så bilen kunne ikke være hendes. Han ville
gerne have broderens telefonnummer, men min veninde var ikke meget for at
udlevere det. Hele situationen var foruroligende, hun forstod ikke helt
problemet, og hvis det drejede sig om en ulovligt parkeret bil ved
politigården i Ålborg, hvad havde det så med hende og hendes bror at gøre?
Anders fra politiet fortalte, at
han allerede havde snakket med hendes nevø, broderens søn, i Spanien. Nevøen havde
nægtet, at det var hans bil. – Og Anders havde en liste med telefonnumre, som
han gerne ville tjekke med min veninde: Hvilket tilhørte broderen? Ville hun
hjælpe ham med det?
Hun var ikke glad for det, syg,
febril, træt, skræmt, pludseligt vækket alt for tidligt en mørk vintermorgen,
så hun spurgte til hans fulde navn og til det sagsnummer, hans henvendelse
drejede sig om, og hun fik begge dele.
Så bad hun ham ringe op igen,
når hun havde fået tid til at finde broderens nummer på sin mobil, hvilket han
gjorde. – I den sagsmappe, han åbenbart sad med, befandt sig hendes hemmelige
telefonnummer, nummeret på hendes nevø, broderens ekskones nummer og adresse
og en del andre forskellige numre. Anders læste dem op et efter et, og min
veninde fortalte ham, hvilket nummer, der nu tilhørte broderen. – Hun bad ham
vente fem minutter med at ringe broderen op. Hun ville gerne selv ringe først
og forberede ham, så han ikke blev så forskrækket, som hun selv var blevet det.
Klokken hen under halv seks ringede
min veninde så til sin bror, som tog telefonen, fordi han kunne se, at det var
hende, og fordi han vidste, at hun var alene hjemme, mens hendes mand og
broderens søn var Spanien.
Da hun havde fortalt om
opringningen fra politiet, sagde han ’satans’, og forklarede, at hans nye kærestes
barnebarn havde lånt hans lille Golf, og at der flere gange havde været
problemer med, at barnebarnet parkerede i en privat parkeringsbås i en
baggård ved en ejendom midt i Ålborg, hvor barnebarnet boede. I samme ejendom
boede en politimand, som før havde truet barnebarnet, fordi det et par gange
var sket, at han var kommet hjem og havde fundet sin parkeringsplads optaget.
Så bilen holdt formentlig ikke
ved politigården, men på en privat parkeringsplads, der tilhørte en politimand,
i en baggård et stykke derfra. Dette fik min veninde senere bekræftet. Bilen
blev den vinter kørt af broderens kærestes barnebarn og var den nat efterladt
på en privat P-plads i en baggård midt i Ålborg.
Men hvor havde politimanden min
venindes hemmelige nummer fra? Og nummeret på hendes nevø? – Ingen af dem kunne
figurere på ejeroplysningerne på broderens bil. – Min veninde mener, at netop
disse numre optræder i sagsakterne vedrørende broderens gamle skilsmissesag,
hvor broderen i en periode boede hos min veninde, og hun var opført som kontaktperson.
Nevøen optrådte jo som søn i sagen, ekskonen med sin nye adresse i København,
og under broderen var der opført en hel række numre, bl.a. arbejdstelefoner.
Så politimanden kunne være
kommet hjem ud på morgenen og igen have fundet sin P-plads optaget. I ærgrelse
havde han så med broderens ejeroplysninger på Golfen som startpunkt rodet i
gamle sagsmapper og først ringet til hans søn, der ud fra personnummeret i
sagen kunne se ud til at være på samme alder, som føreren af den Golf, der
flere gange havde snuppet politimandens private P-plads. Men nevøen var i
Spanien, havde intet med en Golf at gøre og var i øvrigt ikke glad for at
bliver ringet op før klokken fem en morgen i ferien, så det blev en kort
samtale. Derefter havde politimanden ringet til min veninde og insisteret på at
få udleveret hendes brors telefonnummer …
Næste dag ringede min veninde
til politigården for at verificere Anders’ identitet og det sagsnummer, han
havde givet hende. Damen, der svarede på opkaldet, sagde god for begge dele.
Men der var alligevel ikke helt rene linjer i denne sag, så min veninde
besluttede at indgive en skriftlig klage over forløbet, som hun opfatter som
magtmisbrug og chikane af almindelige borgere, til Den Uafhængige
Politiklagemyndighed i Århus.
Efter få dage fik hun svar om,
at sagen ikke hørte under dem, men var videresendt til Politigården i Ålborg.
En politimand herfra ringede dagen
efter min veninde op og gav hende en sludder for en sladder og mente så, at
sagen hermed var afsluttet.
Min veninde var stadig syg og havde ikke kræfter til at forfølge det yderligere. Bl.a. fortrød hun, at hun ikke havde bedt politimanden om at sende et skriftligt svar på klagen.
Nu hænger der en uafklaret sag over politiet i Ålborg, en sag, der måske handler om en privat tvist mellem en politimand og en ung mand om en privat P-plads i en baggård, og som førte til mindst tre urovækkende opkald til almindelige, sovende borgere uden relevans for sagen, fra en vred politimand mellem klokken fem og seks en mørk morgen i januar 2020.
I begyndelsen af halvfemserne
var jeg i jobtilbud sammen med en sød, ung kvinde, uddannet snedker, dygtig
og glad for sit fag. – Hun havde fulgt de officielle opfordringer, som den
konservative regering på bedste DDR-vis op igennem arbejdsløshedsårene i
firserne udstedte for at anspore unge kvinder til at uddanne sig i mandefag.
’Kvinder i mandefag’ lød parolen. Man ønskede ikke, at ALLE kvinder blev pædagoger, hjemmehjælpere – som det hed dengang, da SOSU’erne virkelig hjalp folk i hjemmet og ikke bare aflagde forhastede besøg – lærere, sygeplejersker, socialrådgivere … Kvinder skulle ikke nødvendigvis ind i de bløde omsorgsfag, hvor de blot fortsatte den traditionelle kvinderolle og fik en dårlig løn for det, når man stod og manglede arbejdskraft i de praktiske mandefag. – Samtidig ville man gerne dæmpe den rå tone i skurvognene og på de traditionelle mandearbejdspladser, forlød det, og så var kvinder jo igen decimeret til servicepersoner, der skulle tage sig af de rå mænd – OG børn og hus og madlavning, når de kom hjem, selvfølgelig.
Men min unge arbejdsløshedskollega fik aldrig job som snedker. – Uanset hvor mange stillinger, hun søgte, blev hun valgt fra. Mændene havde ikke lyst til at få kvinder ind på deres domæne, slet ikke unge, kønne, blide blondiner, men undskyldningerne, som hun – i bedste fald – fik sammen med alle afslagene, gik på, at der ikke var toilet- og omklædningsforhold til kvinder på lige netop dén arbejdsplads.
Så nu sad hun her på et lokalhistorisk arkiv sammen med alle vi andre overflødige, uuddannede, skibsværftsarbejdere, humanistiske akademikere og ældre kvinder, der havde brugt deres liv på sekretærjobs, børnepasning og husholdning. – Sidst, jeg hørte fra hende, havde hun vist fået en slags terapeutuddannelse, om det var massage, fodterapi el. lign., kan jeg ikke huske. – Men hun blev efter mange års faglig uddannelse i et mandefag smidt direkte tilbage i den lavtlønnede kvindefagskasse.
Erindringen om den første
kvindelige snedker, jeg mødte, dukkede op, fordi vi for tiden har gang i en
større tilbygning. Det startede i efteråret med en (mandlig) arkitekt, en
(mandlig) bankrådgiver, to (mandlige) entreprenører, en (mandlig) landmåler og
en (kvindelig) kommunal sagsbehandler. Derefter har der igennem måneder været
et rend af mænd på matriklen. Jord- og betonarbejdere, lastbilchauffører,
kranvognschauffører, murere, tømrere, VVS’ere, elektrikere, og en enkelt, ung,
kvindelig maler, der altid holdt sig for sig selv.
Alle de gode håndværkermænd er omgængelige,
høflige, kompetente, ordholdende, hjælpsomme, og jeg kan se, at de har en fest
med deres fag og med hinanden:
Så ringer de efter en stor kran, der skal løfte et tag ind over huset, og ham, der roligt styrer den store maskine og sætter tagfagene på præcis det rigtige sted med millimeters nøjagtighed, mens han styrer uden om min skorsten og det lille lindetræ, nyder stor respekt blandt alle de andre.
Så er der pludselig brug for en elektriker, og så ringer de efter en, der – VIPS – som en militær indsatsstyrke kører op til huset efter en ½ time og ordner det, kun han kan ordne, og bliver mødt med kollegial anerkendelse og varme. – Sidst, jeg selv skulle bruge en VVS’er, gik der tre-fire uger, inden han omsider dukkede op …
Så går de og giver hinanden
noget gas, eller de snakker om ting, der ligger dem på sinde, sammenligner udstyr,
arbejdsgivere, fortæller om forbedringer, de laver på deres egne huse, sladrer
om andre firmaer, andre håndværkere, nyttig sladder, ikke ond sladder, bare så
de gensidigt er opdateret, så de ved, hvem man kan stole på, og hvem man ikke
skal ringe efter.
Og der hersker stor respekt
blandt alle mændene, også mellem faggrupperne, og der udveksles erfaringer,
råd, snakkes fag og sammenlignes værktøj.
Det minder mig om sønnike og alle hans drengevenner, når de skulle arrangere en krigsleg i skoven: Så er du … så laver du … så går I … vi tager alle sammen … – Er drenge født til at organisere hinanden i store slag? Arbejde med store maskiner? Gennemføre ambitiøse projekter? Bygge broer? Raketter? Vælte store træer? Rejse lysmaster? Mure huse op? Tætne tag? Udøve kraftpræstationer? Anlægge indkørsler? – Og komme hjem med lønsedler, der som ofte afspejler en god akkord, en tillidsfuld arbejdsgiver, en god kontrakt … Og de er altid parate til at løse et problem, til at give den en skalle om nødvendigt. – For enhver kan jo se, at det ikke nytter noget at holde fyraften, hvis det regner, og der er hul i taget.
Og de kører hjem i deres store biler, der alle er udstyrede som velforsynede værksteder, så de kan fixe hvad som helst i en håndevending, mens de laver godmodig sjov med hinanden og en bekymret husmor.
Og de kommer hjem efter at have reddet verden, bygget monumenter, fixet problemer, møgbeskidte, sultne og trætte, restituerer sig, og kører ud igen næste morgen sammen med kollegaerne, kammeraterne. Med tårnhøj selvfølelse, som rigtige mænd altid gør det.
Håndværkere er særdeles veluddannede: De har overblik, tager beslutninger og ansvar, de kan regne, beregne et fald, en taghældning, en åbning, rørføring, de kan organisere, skaffe mænd og materiel i en håndevending, de kender materialer, procedurer, lovgivning, og så kan de håndtere powerværktøj og på samme tid forstå, hvordan en ældre dame gerne vil have tingene indrettet, imens de lige sørger for, at alt er vandtæt, praktisk og lovligt.
Det er en kættersk tanke, men
måske er der alligevel forskel på mænd og kvinder? Måske skal man ikke vride og
sno sig for at passe ind i en anden kasse end den, man føler er rigtig for én
selv? Nogle kvinder er mere mandfolk end mange mænd, og nogle mænd egner sig
bedre til omsorg end nogle kvinder. Men fx mænd i pædagogjobs har det med at
slippe kontakten med børnene og smutte ind på kontoret, hvor de i
lederstillinger kan sidde og organisere og ringe efter en kran til den nye
rutsjebane på legepladsen, lægge vagtplaner, holde møder med andre mænd, i
kommunen, i forvaltningen, og have en fest med deres fag og med hinanden.
Og hvorfor skal alle vore unge mænd med vold og magt føres igennem HELE uddannelsestilbuddet helt op til studenterhuen, når så mange af dem føler sig ilde anbragt i et system, der tilsyneladende favoriserer kvinder? Kan vi ikke slappe så meget af nu, at enhver, uanset køn, må vælge uddannelse og erhverv efter lyst, evne og interesse og ikke partout tvinges ned i en forudbestemt kasse?
Er alle vore tekniske skoler blevet uinteressante for de opvakte unge mænd? Er de for løse i geleddet? For mange smøger og Opel Kadetter med blanke spoilere? Parkeringsplads for for mange dårlige og uinspirerende lærere? For dårlig løn, for ringe sammenhold, en dumpingplads for restgruppen, hvor faget ikke ligner virkeligheden, hvor de ikke forpligtes over for en mester, nødvendigheden og kollegaer, og hvor man kun kan drømme om at opnå en praktikplads i et rigtigt firma?
For set her fra min indelukkede coronatilværelse, hvor jeg til daglig er omgivet af glade og kompetente håndværkermænd, der virkelig får noget fra hånden, ser det ud til, at mange drenge ville få en yderst tilfredsstillende, fri og spændende tilværelse, hvis de søgte ind i et mandefag.
I stedet for at sidde med en laptop mellem tynde, blege fingre hele dagen, tale affekteret om amerikansk politik med andre hipstermænd over kaffelatten og formålsløst suse rundt på en kostbar mountainbike, løbe en halvmarathon eller brydes med bildæk og trækævler i fritiden, kan en ung mand med værdigheden i behold opnå et meningsgivende fællesskab med andre mænd, tjene langt bedre end gennemsnittet og gøre reel nytte samtidig.
Over den fredede Nøddedal, som skærer sig ned igennem Liens stejle skrænt i Nordjylland, ligger store, fladpløjede og gyllestinkende marker med enkelte bronzealderhøje, som de grådige landbrugsmaskiner går meget tæt på. – Vi har altid opfattet jorden og naturen som menneskets ret, og ikke meget dyrkbar jord går til spilde i dette lille land.
Men selve Nøddedalens smalle sprække er fredet. Som en lillebitte, naturlig streg forbinder den landbrugsproduktion med de udstrakte strandegne under Lien. Nøddedalen var før en afgræsset slugt fra den høje kystskrænt ned mod Vesterhavet, ikke langt fra Fosdalen med den piblende kilde og Lerup Kirke, hvor der fra middelalderen afholdtes kildemarked.
Hasselbuskene, aprils knaldgule vorterod og de sartgule kodrivere nyder vi som et minde om, hvordan noget af vores fælles jord ville have set ud, hvis vi ikke altid blandede os i alt.
En forårstur til Nøddedalen, når kodriverne blomstrer, er en fornøjelse, man skal unde sig, navnlig i disse coronatider, og modsat Fosdalen er Nøddedalen normalt fredelig og uden trængsel.
Det var den også i går, Påskesøndag,
april 2020.
Længe kiggede vi efter kodriverne under de ranke nøddebuske … Var det ikke tid? Var vi kommet for tidligt til at se dem blomstre? For sent?Men så fik vi øje på de smukke blomster højt, højt oppe på skrænterne. Modsat tidligere, hvor vi gik iblandt dem hele den smalle sti ned, var de nu fortrængt til de højeste og mest utilgængelige steder, og man skulle klatre eller have kikkert med for at se dem. Mærkeligt. Hvad er der sket?
Det fik vi svaret på, da vi opdagede et nydeligt, midaldrende par højt oppe på skråningen bevæbnet med planteskovle i fuld gang med at fylde to store plasticbæreposer med de yndige, sart blomstrende planter … med rod og det hele …
