Ren middelalder

Hvis man køber og indtager et produkt, ‘Venolet’, der består af affald fra vinfremstilling, dvs. vindrueblade og kerner, så kurerer det ens trætte og tunge ben for kun 99 kr. + porto for den første måned. Produktet kan også give en bedre hud og kurere appelsinhud. – Fantastisk!

Og hvis man køber en magnetmadras for 3500 kr. og dertil hørende topmadras for 2500 kr. plus et ekstra uldtæppe for 1495 kr. fra ‘Welvido’, bliver ens krop mere modstandsdygtig over for influenza, virus og infektioner – og så får man et værdifuldt magnetarmbånd oven i handlen.

Jamen, i disse coronatider: Hvad venter vi på?

Begge annoncer fra dagbladet Politiken.

Pøllehullet – så er vi der igen

Med særdeles dårlig timing lancerer DR nu endnu et ’morsomt’ show om barnlige mænds problemer med at være ordentlige og voksne mennesker, ‘Pøllehullet – det brune værtshus’, hvor en såkaldt bolledukke fungerer som blikfang.

Man kunne jo forestille sig, at bolledukken forestillede den yndigste, lyslokkede Golden Retriever, store øjenvipper og bollehul inkl., som en noget intellektuelt udfordret yngre mand kunne behandle efter forgodtbefindende – i den bedste tv-sendetid. På den gamle statskanal. Ville nogen stadig synes, at det var sjovt?

Jeg er ikke i målgruppen, jeg synes ikke, det er sjovt, og jeg kunne ikke drømme om at se det. Traileren er nok til at give mig kvalm utilpashed.

For jeg troede, at DR og andre havde lært af Sofie Linde og den vind, hun netop havde blæst i sejlene for at bære #MeToo og kvinders menneskerettigheder på lige fod med mænd et skridt videre også i dette lille, uoplyste land.

Er DR ikke netop afsløret i at have fostret et antal ubehageligt pikfikserede, grænseoverskridende, sexistiske, mandlige ledere og dermed i at have understøttet en kvindefjendsk kultur? Og føles pøllesjovet og bolledukker så som en passende bodsgang? – De må jo ikke være rigtig kloge.

Hvorfor er det sjovt at se kvinder som sexlegetøj? Hvorfor er det underholdning at aflive pikant klædte og forsvarsløse kvinder i aftenkaffekrimierne? Hvorfor skal vi igen-igen tage umodne mænds småkvababbelser og leg med konsekvensløse grænseoverskridelser – Se, hvad jeg tør! Er jeg ikke bare sej? Bar røv og bolledukker! – alvorligt? Skal vi underholdes med flere klovne i en tid med corona, klima, krig og flygtninge?

Og ja, sommetider, når det går ud over kvinder og kvinders værdighed som hele mennesker, så har nogle af os bare ingen humor.

https://politiken.dk/kultur/art7959864/Nuv%C3%A6rende-chef-i-DR-har-l%C3%A6nge-kendt-til-klage-over-gr%C3%A6nseoverskridende-v%C3%A6rt

Corona – igen

Nu står vi midt i den anden bølge. Selv USA’s ellers så usårlige præsident er smittet, men bare ro­lig. Han bliver fløjet til et militærhospital og får alle tænkelige og mulige behandlinger, antistof­indsprøjtninger og Remdesivir m.m., som endnu ikke er tilgæn­gelige for en almindelig 74-årig pen­sionist hverken i USA, Indien, Italien, Brasilien eller herhjemme. Han skal nok klare sig.

Hvorimod verden som sådan, ifølge Johns Hopkins’ universitets opgørelse i dag, har mistet over 1 mio. mennesker til coronaen, 34,5 mio. har været smittet, og i Danmark har knap 30.000 været ramt, 652 er døde. Ja, de fleste af de døde har været ældre mennesker og dem, der i forvejen led af en eller flere sygdomme, men nu begynder også unge og yngre raske at figurere markant i stati­stikkerne – Vil du være den, der be­stemmer hvilke medborgere, vi kan undvære?

Vi omgås naturen uforsigtigt. Vi trænger dybt ind i huler, fælder gamle skovområder og hiver dyr frem, som har levet der i fred med deres virus, bakterier og parasitter i årtu­sinder. Og vi stuver dyr sammen på meget lidt plads, hvor virus o.l. har en fest, mute­rer og let kan springe fra den ene vært til den anden. De sygdomsfremkaldende mikro­organismer opformeres fra få til hundrede­millionermilliarder på nul komma fem og overføres til mennesker, hvor de hurtigt breder sig ud som en pandemi og lukker vores samfund ned.

Den Spanske Syge for hundrede år siden opstod efter al sandsynlighed på en svinefarm i det øst­lige USA og rejste med troppetransportskibe til Europa, hvor den lystigt deltog i 1. Verdenskrig med 50 mio. – måske op imod 100 mio. – ofre. Tallet er usikkert, for man ved ikke meget om ta­bene i Asien, Afrika og Sydamerika.

Vi har i forvejen MRSA, resistente og særdeles farlige bakterier, som florerer i de dan­ske svine­farme og også er kommet ind på vore hospitaler. Disse bakterier er et uhyggeligt bekendt­skab for mennesker.

Nu spreder coronavirus sig voldsomt ad ukendte veje mellem minkfarme – selv til Læsø halvanden times sejlads ude i havet! – og forhøjer smitterisikoen i hele Danmark.

I Nordjylland skal 100 minkfarme aflive alle deres dyr. De har tusindvis af dyr hver, i alt 1 mio. le­vende væsner. Forestil dig, at så mange små rovdyr sidder i trange bure af ståltråd, fedes op med uhumske rester fra fiskeindustrien og aflives og flås for at nogle nyrige i Asien kan gå og vigte sig i frakker syet af deres pelse.

Man væmmes …

I Europa har 15 lande nu indført forbud mod al pelsdyravl, herunder Norge, Belgien, England og Holland (med udfasning frem mod 2024), men i Danmark sætter vi pen­gene fra Asien højere og lader minkavlerne bestemme over vores politik. Med forfær­dende dyremishandling – og tårnhøj smitterisiko for den danske befolkning – til følge.

Vi har brug for en højere etik i omgangen med dyr, planter, jord, vand og luft, hvis vi vil redde klo­den, vores eget skind og menneskeheden på lidt længere sigt. Vi er skadedyr, som har bredt sig invasivt, og vi mishandler dyr og natur alle vegne i vores emsige vir­ketrang og pengehunger.

Men på kortere sigt: Alle ligeglade, arbejdsglade, rejseglade, festglade, selvglade med­borgere i alle aldersgrupper – Hvad med lige at stramme ballerne i endnu et halvt år, så vi alle bedst muligt kan komme igennem denne alvorlige epidemi? Hvad med at tage advarslerne alvorligt? Og vise hensyn over for andre mennesker, hvor vi end går?

Vi skal holde afstand, vi skal vaske hænder, vi skal spritte af, vi skal bruge mundbind, når vi færdes steder, hvor der er mange andre mennesker, i den offentlige transport, i supermarkeder, indkøbs­centre, på jobbet, hos læger, på sygehuse m.m.

Vi skal omgås så få som muligt så kort tid som muligt. Vi skal holde rent og lufte ud, og vi skal så vidt muligt holde os hjemme.

Virus kan opformeres så voldsomt i dig, at de mennesker, der bor sammen med dig, og dem, der kommer tæt på dig – uanset deres alder og helbred – vil få en langt større dosis smitte, end de ellers ville have kunnet opsnappe på ga­den, på skolen eller hos frisøren. Du vil i så fald kunne give smitten videre i så store mængder, at dine nærmeste, som du holder meget af og er afhængig af, risikerer at dø af det.

Det betyder, at hvis du bliver smittet og syg, måske uden at vide det selv, vil smitten sprede sig fra dig som i en minkfarm. Vi mennesker lever ofte lige så tæt sammen som små dyr i bure. Vi stimler sam­men på restauranter, barer, til demonstrationer, private fes­ter, forestillinger, i supermarkedet – Ja, selv i køen til den ordinerede coronatest, som jeg oplevede det her forleden, stod vi ventende som sild i tønde, grædende børn, ho­stende, syge mennesker, og pga. IT-nedbrud blev vi gennet ind i et lille telt, tæt pakket, så de, der kom efter os, kunne få et lille stykke fortov at stå på ude i den kolde efter­årsblæst. Så i princippet kan min test være negativ, mens jeg blev smittet i køen.

Vi er så heldige her i Danmark, at vi lever i et land, hvor kommunikationen fungerer. Hvor vi har varmt og koldt vand i hanerne, strøm i kontakterne, varme i stuerne. Hvor vi har et nogenlunde velfungerende sundhedssystem. Mange kan arbejde hjemme, vi har adgang til underholdning i hjemmene og indkøb via nettet, og vore politikere tager – for det meste – situationen alvorligt og handler derefter.

Så hjælp dig selv og alle andre! Pas på dig selv for alles skyld!

https://politiken.dk/udland/art7949254/Smittet-Trump-overflyttes-til-et-hospital

https://gisanddata.maps.arcgis.com/apps/opsdashboard/index.html#/bda7594740fd40299423467b48e9ecf6

https://lf.dk/viden-om/landbrugsproduktion/husdyr/fakta-om-mrsa/fakta-mrsa

https://www.retsinformation.dk/eli/ft/20181BB00071

https://finans.dk/politik/ECE12377503/holland-stopper-minkavl-om-et-halvt-aar-efter-coronaudbrud/?ctxref=ext

https://www.tv2nord.dk/coronavirus/nordjysk-minkformand-minkbranchen-kommer-igen

Have

Il faut cultiver notre jardin – Man skal dyrke sin have, skrev Voltaire

Hvis du vil være lykkelig en dag – så køb en flaske vin

Vil du være lykkelig en uge – så slagt et svin

Vil du være lykkelig et år – så skal du gifte dig

Men hvis du vil være lykkelig resten af dit liv, så få dig en have

Gammelt ordsprog, måske kinesisk

For 50 år siden plantede man kun nye planter i sin have om efteråret, fra oktober og frem til fros­ten kom, hvilket den jo uvægerligt gjorde dengang. Alle planter blev solgt som barrodede, dvs. man ventede, til planten gik i vinterdvale, og så gravede man den op, slog måske en bid sække­lærred om rødderne, og holdt den kølig og fugtig, til den blev solgt. – Det kunne være roser, bus­ke, træer, hækplanter, stauder, frugtbuske.

Det havde den fordel, at planterne kom i jorden på deres blivende sted inden vinter, så de fik etableret et rodnet, før sommervarmen – og dermed et stort vandingsbehov – kom.

Med den gradvise udbredelse af plastic fra 1960’erne og frem kunne man have planter af alle slags stående med rodnettet intakt i billige plasticpotter og transportere og sælge dem hele året rundt.

Men det betyder jo, at man skal sørge for at vande omhyggeligt, hvis man planter noget ud i den varme tid. De fleste af disse plasticpotteplanter ender livet sørgeligt som ’brug og smid væk’-plan­ter. Engangsplanter. Og det er synd, for planter er levende væsner.

Førhen blev potteplanter solgt i lerpotter hos blomsterhandlere eller på ugentlige torvemarkeder i købstæderne og blev brugt som gaver til veninder, værtinder og nygifte. Supermarkeder fandtes ikke, og planteskoler havde kun åbent om efteråret. Potteplanter var dyre, og udvalget begræn­set, så enhver husmor kunne lave stiklinger eller hugge aflæggere og dyrke dem op, så de efter­hånden kunne gå i arv blandt familie og venner. – En god havemand kunne det samme, man delte planter, frø og stiklinger med hinanden og såede og forspirede og tog aflæggere, og på den måde var haven et livsprojekt.

Køkkenhaver var heller ikke for sjov, mange var selvforsynende med kål, kartofler, bønner, ærter, rodfrugter, bær og frugt. Husmoderen kunne både sylte, lave saft, frugtgrød og henkoge frugt og bær, og en henkogt pære med råcreme, som er flødeskum pisket med sukker og æggeblomme – vi var ikke bange for salmonella dengang – med en teskefuld hjemmelavet ribsgelé på toppen, ud­gjorde en lækker søndagsdessert, også hvis der var gæster.

Man opbevarede rodfrugter, heriblandt kartofler, i ’kartoffelkældre’ eller kuler, dybe, mørke og frostfri huler gravet ind i skrænter eller ned i jorden. Kølige steder, hvor man dækkede sine kartof­ler ned med halm og gamle sække, måske med jord ovenpå, så de kunne ligge mørkt, køligt og frostfrit, til de skulle bruges. Hen på foråret kunne de sidste kartofler være en smattet ynk at se til, og de begyndte også ofte at spire. Så var det bare om at få dem lagt i jorden igen, så årshjulet kunne dreje endnu en gang.

Æbler lå enten på et mørkt og køligt loft, i kældre eller stablet i æblekasser af træ i havernes frost­fri ’frugthuse’. Omkring juletid havde mus og rotter måske været i dem. – Enhver seriøs havemand havde styr på sine æblesorter og vidste hvilke, der skulle spises om sommeren, hvilke om efter­året, og hvilke der kunne gemmes og hvor længe. At gennemgå æblekasser for rådne eksemplarer var en tilbagevendende pligt som så mange andre i en veldrevet husholdning.

Høns og kaniner holdt man heller ikke for sjov. Det var kød og proteiner på bordet.

Vi havde ikke køleskab – eller vaskemaskine, fryser, centralvarme, tv, bil – før omkring 1960. Før da måtte man til slagteren hver dag og fx bede om ’for 50 øre leverpostej’ og to skiver rullepølse til madpakkerne.

I dag er dagliglivets gøremål decimeret til næsten ingenting. Folk er holdt op med at arbejde for sig selv hjemme, men arbejder til gengæld så meget mere ude for andre, lønarbejde, kaldes det. Både mand og kone og bedsteforældre, så familiernes samlede arbejdstid er steget betragteligt igennem årene – Børnene bliver bragt til opbevaring, de kan ikke længere fodre kaninerne med mælkebøtter før skoletid, plukke jordbær og samle æg om eftermiddagen og spille rundbold med de andre børn på vejen om aftenen. De voksne tilbringer deres vågne tid i biler eller under anden transport for at nå frem til dagens arbejde i de evindelige kontorlandskaber …

Mange er dog så småt begyndt at genopdage det basale liv med fungerende haver og hjemme­avlet mad.

Men i dag har de færreste unge haft en far, mor, nabo eller bedstemor, der regelmæssigt tog dem med i haven og inddrog dem i havearbejdet. Så når de erhverver sig deres første hus med have, stor eller lille, befinder de sig ofte på Herrens Mark.

De kan tilkalde en professionel gartner og for en blinkende formue få anlagt og tilplantet noget smart, eller, som det ofte sker, kan de rydde den forrige ejers tilgroede buskadser og staude­bede, bygge en træterrasse og så en masse græs. – Dette layout passer til de fleste: Man kan sidde og grille på terrassen, man kan stille færdigkøbte gyngestativer og trampoliner op på græs­set, og så kan den unge frue plante nogle indkøbte modeplanter i et par krukker, som hun anbrin­ger rundt omkring, hvorefter de langsomt visner hen og med mellemrum skal erstattes.

I virkeligheden burde haven behandles med lige så meget omhu som stuen, måske endda mere, og ikke kun ses som et besværligt og arbejdskrævende vedhæng til huset. For en have kan skænke én megen lykke, god frugt og grønt, krydderurter, leg, afslapning og nydelse, motion, æstetik, natur­oplevelser – At have en have er som at eje en aktie i selve tiden, årstiderne, naturen, jorden, vejret og alt det levende, som man pludselig får øje på og føling med, når man har udviklet sansen for det. – Hvert eneste år sker der noget nyt. En velpasset have vokser og udvikler sig, bærer frugt og giver overraskelser. – Men hvis man vil opdage egernet, der sidder og spiser vindruerne, den første blomst i en sjælden rose eller kragerne, der holder vagt for hinanden, mens de guffer guld­fiskefoderet i sig, skal man sørge for tid og ro i sin have. Ingen lydbøger eller telefonsamtaler imens!

Jeg har haft have i 40 år, og min have er, bortset fra de nære relationer, den ting, der har skaffet mig størst glæde og tilfredshed igennem alle årene. Når mirabellen pludselig spreder sin blom­strende, lavthængende sky ud over græsplænen. Når børnebørnene og jeg plukker de første jord­bær. Når en ny slags fugl lander på foderbrættet eller måske ligefrem flytter ind og bygger rede.  Når fryser og køleskab bugner af frugt, grønt, saft, gelé og syltetøj, som vi kan tage frem og nyde godt af i vintermånederne.

I min have bor talløse fugle af mange slags, pindsvin, egern, mus, edderkopper, orme, snegle, lar­ver, biller, bier, hvepse, myg, fluer og meget, meget mere. Og her gror frugttræer, bærbuske, grøntsager, store, gamle træer, små, nye træer, blomstrende buske af mange slags, græs, stauder og meget andet, som det er nyttigt at kende og sætte pris på.

Når naturen omkring os dag for dag dramatisk indskrænkes af træfældning, stordriftslandbrug, byggerier, asfaltering, udvinding af råstoffer, er det vigtigt, at planter, insekter og andre dyr får små fristeder, hvor de kan overleve og måske trives. – Hvis vi ejer et stykke jord, er det vores ansvar at passe på det og de arter, der lever der.

Alle disse overvejelser bør man gøre sig, når man får rådighed over en have. Og så kan man tænke over, hvilke funktioner, man gerne vil have, at ens have skal opfylde. Derefter begynder man at indrette sit stykke land, 50 m2 eller 5000 m2, sådan som man gerne vil have det. Evt. med hjælp af professionelle havearkitekter, der ved noget om havers brug, indretning og planter, men haven er også et sted, hvor leg, lyst og kreativitet kan udfolde sig uhæmmet. Der er ingen regler – ud­over almindelige menneskelige hensyn – i din have.

Måske har man overtaget en gammel have med træer, frugttræer, plæne, stier, terrasse, bede m.m., som man gerne vil bevare, stort set. Så er det jo let. – Så kan haven udvikle sig, efterhånden som man selv udvikler sig, får børn, dyr, interesser. De færreste overtager et helt blankt lærred. Men alligevel bør man gøre sig overvejelser om havens grundelementer, som er:

Mure

Vægge

Gulve

Møbler

Funktioner

Murene består helt bogstaveligt af huset og måske naboernes mure. En sydvendt mur kan blive et velegnet levested for fx vindruer, ferskner, abrikoser, klatreroser eller måske figner.

Væggene er hegn og hække og kan også være fx espalierede frugttræer, som inddeler haven i rum. En have, som har flere hemmelige rum, som ikke umiddelbart kan overskues fra terrassen, er langt mere spændende – og indbyder mere til at bevæge sig og gå på opdagelse, end en åben have, der blot består af et enkelt haverum. Hvis man har småbørn, hunde eller høns, skal haven måske være hegnet ind hele vejen rundt for deres sikkerheds skyld?

Gulvene er jord, sand, flis, trædæk, fliser, sten eller græs. Hvad med at plante timian imellem små sten? Trædebregner? Småblomstrende mos? Der findes andre løsninger end græs og fliser.

Møblerne er større indretningselementer, så som et haveskur, et stort træ, et bed, en indvendig hæk eller hegn, højbede, kompostbunke, tørrestativ, dam, bålsted, gyngestativ, sandkasse, ligge­stole, legehus, hønsehus, hængekøje, andre havemøbler, drivhus eller andet. Men kunne også være en stor, væltet træstamme, som man kan sidde på? Klatre på? Hvor insekter, fugle og pind­svin søger hen?

Og funktionerne er selvfølgelig de forskellige ting, man ønsker at bruge havens rum til. Det kunne være en frugthave, et guldfiskebassin, en køkkenhave, et krydderurtebed, en grillplads, et sol­badeområde, et afslapningsområde, et legeområde, en hønsegård, et tørrestativ, en kompost­bunke. Eller hvad med et shelter eller en teltplads, hvor man kan overnatte om sommeren? Mange vil også ønske at tilgodese padder og insekter og anlægge vanddam, blomstereng, rede­kasser og gode levesteder med træer, buskadser, kvasbunker, brændestabler og urørte områder.

Når man først har overskuet sin have og inddelt den i rum og funktioner, som ligger praktisk og harmonisk i forhold til hinanden, så er det hele meget lettere at gå til. – Hvis man er travlt optaget i hverdagene, kan man jo udsætte fx høns, fiskebassin og køkkenhave, til der bliver bedre plads i ens liv, og bare lægge området i græs og vilde blomster, indtil man orker det.

Man kan begynde i det små, fx anskaffe sig et højbed til de mest anvendte krydderurter, purløg, persille, rosmarin, mynte, salvie, oregano, timian eller hvad man nu bruger mest af, og stille det lige ved køkkendøren, hvor det er nemt at komme til, hvis der er sol og læ der. Så kan køkken­haven komme senere, hvis interessen stadig er der.

Men man skal så hurtigt som muligt plante frugttræer, hvis der ikke er tilstrækkeligt i forvejen, for de kan være år om at komme i gang og sætte frugt. Hvilken frugt holder du mest af? Æbler? Pæ­rer? Kirsebær? Blommer? Kvæder? Frugttræer skal have lys, god plads og vand i den tørre tid i de første par år, men derefter passer de sig selv, og så kan man bogstaveligt talt høste frugterne af sit arbejde i mange, mange år fremover, måske resten af ens liv.

Og man bør med det samme anlægge en kompostbunke i det mørkeste og mest fugtige hjørne af haven, så man har et sted at smide (økologisk) køkkenaffald, salatblade, æbleskrog, kaffegrums, teblade, afgnavede majskolber, kålrester, kartoffel- og appelsinskræller, ukrudt, opfejede blade, græsafklip osv., så man ikke belaster det offentlige affaldssystem med noget, som helt af sig selv danner glimrende kompost/plantejord, der kan genbruges i urtepotter og bede.

Så er man allerede godt i gang.

Hvis man har overtaget en ældre have, er det bedste råd at vente et års tid eller to og lige se, hvad haven rummer i forvejen. Måske er der fine frugttræer, der bare skal have mere lys og luft om­kring sig? Måske ligger der et tæppe af vintergækker, påskeliljer eller blå skilla, som sommerfugle og bier vil elske at besøge i det tidlige forår? Måske er en lidt kedelig busk i virkeligheden et blom­sterhav i juni?

Med en helt nyanlagt have skal man formentlig starte med at sørge for læ og rum, før man kan plante mere delikate ting, så som roser, stauder og små frugttræer.

Når man først får fornemmelsen for det og fingrene i jord og planter, kan en have være det sted, der i mange, mange år fremover sikrer dig motion, god frugt og grønt og et utal af glædelige overraskelser.

Sexisme

Om mænd og kvinders verdener

Se & Hør, 11.9.2020: I en omtale af det skrækindjagende mord i en U-båd i anled­ningen af en ny dokumentar – så vi igen igen kan beskæftige os med det ufatte­lige, det modbydelige, det pir­rende, som vi er vænnet til at se på film – var det na­turligt for Se og Hørs (mandlige) journalist at hæfte sig ved offerets skønhed. Han beskriver hende som ung og smuk. Som om forbrydelsen blev mere forståelig af den grund? Eller fordi han lige kunne se det hele for sig? – Ville en vurdering – fx ung, smuk, gammel, grim – af udseendet af et mandligt offer for en forbrydelse være relevant?

Vores nye bil låser af sig selv alle døre, når vi starter den. Det er ikke noget pro­blem. Hvis vi skal ud, låser vi bare op igen ovre ved førersædet. Men jeg måtte ad­vare min mand om, at hvis han giver en hvilken som helst anden kvinde et lift, skal han være opmærksom på, at hun ville kunne blive skrækslagen ved at sidde alene med en mand i en bil, der automatisk låser, så hun ikke kan komme ud, når hun selv vil.

Den tanke ville min rare mand aldrig kunne få af sig selv. For han har ikke været en ung pige, der har oplevet at være jaget vildt. Han har aldrig skullet redde sig fra uønskede, groft gramsende mandehænder eller har lagt mærke til lige præcis den detalje i en af de mange krimier og horror­film, der som en selvfølge viser udpens­let vold mod kvinder. De foretrukne ofre er de unge og smukke kvinder, der ser godt ud i en stram, opslidset festkjole, der kryber mere og mere op på den lækre måde, jo mere volden ta­ger fart. – Så­danne udpenslinger er i dag helt almindelig underholdning til aften­kaffe og bland selv-slik. – Ligesom vi tilsyne­ladende ikke kan få nok af U-bådsmordet, der taler til vores laveste instinkter.

Men takket være Sofie Linde er kønsdebatten igen blusset op i dette lille smørhul af et land. – Tak for det! Hvis jeg var blevet bedt om at skrive under på noget, havde jeg gjort det. For mænd og kvinder lever stadig i hver deres, vidt forskellige, virkeligheder, og det er nogle gange meget svært at råbe til hinanden hen over af­grunden.

Den debat har med mellemrum været oppe og vende, siden kvindelig arveret og arvefølge, kvinders ret til selvstændigt at disponere over deres egen krop, børn og ejendom, de­res ret til at stemme, deres ret til uddannelse og ret til at drive er­hverv eller tage arbejde på lige fod med mænd, sidst var på programmet.

Jeg husker personligt debatterne om ligestilling fra 1960’erne, hvor det nye ’fri­sind’ bragte en del lummerhed, pornografi, side 9-piger, ’massageklinikker’, ned­værdigende vurderinger og onkelhumor ud af hulerne og lige ind i de danske dag­ligstuer, og hvis man forsøgte at sige fra, fik man at vide, at man var snerpet, og at man ikke kunne tage en spøg – Kvinder har, som be­kendt, ingen humor.

I 1970’erne skulle ligestillingen omsider på plads. Én gang for alle! – Det var slut med at klæde sig udfordrende for at tækkes det mandlige blik, vi brændte BH’erne og kasserede stiletterne. På med praktisk og miljørigtigt bomuldsundertøj og fod­formede sko. Og alle kvinder skulle ud på arbejdsmarkedet. – Men blev mændene hjemme og støvsugede og passede børn? – Nogle gjorde, men i de fleste familier blev resultatet, at børnene skulle institutionaliseres fra vuggen og frem til studen­terhuen, så mor kunne komme ud og begå sig på lige fod med far.

Somme tider lykkedes det. Sommetider ikke. I så fald følte kvinderne tit, at det var deres egen skyld. De arbejdede ikke nok. De blev ikke siddende efter fyraften med regnskaberne eller med kollegaerne, sjusserne og de sjofle bemærkninger om sekretæren til langt ud på nat­ten. For ungerne skulle hentes, fodres, puttes, huset skulle gøres rent, hunden luf­tes, tøjet vaskes, og ungernes far havde også vigtige møder. Og når onkelhumoren og lummerheden dukkede op over kaffen og fyraftensbajerne, viste det sig jo igen, at nogle kvinder overhovedet ikke kunne se det sjove.

I 1980’erne oplevede vi et stort tilbageslag. Der var krise, smalhals og kartoffelkur, og kvin­derne måtte igen krybe i blonde-BH’er med bøjler og op på stiletterne. Mændene sad i chef­stillingerne, og det skadede ikke at være lækker, det de unge i dag kalder fuckable eller knald­bare, hvis man gerne ville have et job. – Man må ikke under­vurdere kvindernes egen rolle. Der er store fordele at opnå i uddannel­serne, på arbejds- og ægteskabsmarkedet, hvis man er en ung, køn, sexet, smi­lende, inviterende og glad pige. Ingen tvivl om det. Og bliver det udnyttet? – Er paven katolik? – Men det fremmer næppe ligestillin­gen, og det kan give et tom­rum i selvfølelsen og avancementsmulighederne, hvis man har brugt sine unge, aktive år på sit udseende, på tøj, makeup, hårfarvning, solbruner, skønhedsopera­tioner og flirt, i stedet for at dygtiggøre sig fagligt. Og der hersker stadig for­domme om den kønne blondine, som man mistænker for at være en smule dum. Men knaldbar, naturlig­vis.

Siden 1990’erne er det gået frem og tilbage med kvindernes ligestilling … Vi for­venter lige­stilling her i Danmark, mange er enige om, at vi allerede ER ligestillede, og alligevel støder utallige kvinder sta­dig på modstand, når de frejdigt går ud i ver­den og vil fungere på lige fod med mændene. Den diskussion bliver ikke færdig så­dan lige på en studs.

Vi har haft den store #MeToo-bølge, hvor modige kvinder i filmverdenen stod frem og fortalte om brutale overgreb. Bølgen bredte sig og afslørede igen det, vi alle sammen vidste, at magt og sex flyder sammen. Især for mænd. Se bare social­demokraten, Jeppe Kofod, som lavede en ’Bill Clinton med praktikanten’, da han havde sex med en 15-årig pige på et politisk ungdomsmøde, hvor han holdt et fo­redrag. Nogle af vid­nerne fra dengang står nu frem og fortæller, at pigen græd og var ulykkelig bagefter. Men Kofod er ikke blevet straffet nævneværdigt, han blev sendt til en lukrativ post i EU og er nu forfremmet til udenrigsminister. For de fle­ste mænd kunne godt se sig selv i hans sted og er ilet til hans forsvar. For at dysse det hele ned. Hvad skulle der være galt i det? Ulighed og magtmisbrug findes ikke i Danmark.

Men nu har vi så debatten igen. Selv om vi hele tiden prøver at drukne den som en sæk uønskede kattekillinger. Den dukker hele tiden op til overfladen igen. Denne gang takket være Sofie Linde. – Og alle mediefolkene, som synes, at det er fantastisk interessant, hvordan de behandler kvinder ovre i DE ANDRE medier. Medierne har let adgang til det offentlige rum, og de sætter dagsordenen.

Hvem havde kunnet forestille sig, at der også på Ekstrabladet var sexisme? Ikke chefredaktø­ren, ihvertfald. Måske har han aldrig kigget på side 9, hvor unge piger dagligt klædes af og vur­deres af mænd. Offentligt. – Kunne man i et nyhedsmedie forestille sig en daglig side 9-mand, der afklædt og kælent vrider sig foran kame­raet? Og som kvinder inviteres til at give stjerner? Manden som udhængt objekt i det almindelige, offentlige rum?

Sexisme betyder slet og ret ’Diskrimination baseret på køn’. Analogt med ’ra­cisme’, der dis­kriminerer på baggrund af ’race’, hvilket jo er noget vrøvl. Vi men­nesker er så tæt i familie, at der ikke er tale om forskellige racer, men om varian­ter i fx hår- og hudfarve. Men det kan man altså også diskriminere for. Hvis man altså selv har lyserød, grisefarvet hud.

Racisme er ofte strukturel. Hver gang, man ser en person med mørkere hud end én selv, kan man udskille vedkommende fra fællesskabet. Det er let at få øje på forskellen.

Sexisme foregår på helt samme måde: Kvinder er åbenlyst ikke mænd.

Og det er mændene, der – formentlig med den stærkestes primitive ret –  for længe, længe siden har defineret verden og alt, hvad der er i den. – Gud skabte først Adam og gav ham retten til at navngive alle ting, før han skabte kvinden, som Adam også navngav, står der i 1. Mosebog.  Adam, den hvide mand. Alt, hvad der ikke er hvidt og mandigt, skal defineres af manden, holdes nede, udnyttes til egne formål eller gøres grin med.

Det er så indgroet i vores kultur og menneskesyn, at vi ikke ser det. På samme måde som vi ikke i hverdagen forholder os til, at himlen er blå og træer grønne. Det er blot et vilkår, der lige som alt andet naturgivent gennemsyrer alt.  Si­mone de Beauvoir redegjorde glimrende og tankevækkende for mekanismen i sit enestå­ende værk ’Det andet køn’ fra 1949. Hendes pointe er, at manden er default-udgaven af menneskeheden, ham med definitionsretten. Kvinder falder uden for og behandles som undtagelser, selv om de ofte reelt er i overtal. Når man først har indset det, har fået den troldsplint i øjet, ser man det allevegne.

Tag fx studieværter, som der har været diskussion om i disse år. Mandlige studie­værter i seriøse udsendelser bærer en slags neutral uniform bestående af skjorte, må­ske slips, jakkesæt, pæne, luk­kede, flade sko, og deres hår og skæg er trimmet og soig­neret. Ikke engang sweatshirt og cowboy­bukser ses i studiet, og da slet ikke distrahe­rende smykker eller anden pynt, når det er nyheder, det drejer sig om. Men kvinde­lige, seriøse studieværter bliver stødt, når man påtaler deres tårnhøje stiletter, deres stramtsiddende tøj, dybe udskæringer og forførende lange havfruehår. – Men prøv at forestille jer, at en mandlig nyhedsoplæser trådte ind i studiet iført stramme bukser, der viste alle buler, smarte halvlange støvler med høje hæle, åbentstående, stormøn­stret skjorte, guldkæde om halsen, og at han gav seerne et dybt kig ned til sit musku­løse og behårede bryst, mens han slog med sit lange hår og flirtede med nærsynede sovekammerøjne … I en nyhedsudsendelse!  Som handler om coronakrisen, forholds­regler mod smittespredning, krig i Mellemøsten, flygtninge, økonomi osv. – Hvad ville en sådan fremtræden betyde for opfattelsen af mandens seriøsitet? – Han ville udløse et ramaskrig! Blandt både mænd og kvinder. – Men vi må ikke påtale det, når det er kvinder, der gør sig til, eller bliver gjort til, for at tiltrække husarerne – dvs. det mand­lige blik til en ellers noget tør nyhedsudsendelse, for det er jo helt forventeligt. Man­den er default, han er neutral og seriøs. Kvin­den er et objekt for mandens blik, selv når hun fungerer som hans ligeMAND i yderst vigtige, neutrale funktioner.

Det er heller ikke almindeligt at starte en kollegial samtale med en mand med en be­mærkning om, at hans røv ser sexet ud i de bukser, at skjorten klæder ham, håret dufter dejligt, eller at han ser sød ud i dag, mens vi smiler indladende. – Det ville ihvert­fald ikke blive opfattet som en faglig og professionel snak.

Men manden har igennem årtusinderne tiltaget sig retten til at vurdere og besidde kvinder – Grab them by the pussy – , som om de var fedesvin, malkekøer eller prosti­tuerede linet op for at tilfredsstille netop ham. Det er de ikke. Ikke længere. Og det er præcis det, der er svært at gøre op med. – Hvem afgiver frivilligt forestillingen om at have ret til at vurdere alle som potentielle sex­partnere, selv dem, vi aldrig ville kunne drømme om at opnå en date med?

På den måde er kvinden allerede i udgangspunktet frataget sin menneskelighed, sin seriøsitet, sine kompetencer, sin integritet og sin ret til at eksistere for sig selv uden at skulle please det mandlige øje og hans selvfølelse.

Det betyder ikke, at ingen kvinder kan klare sig på lige fod med mænd i samfun­dets forskellige funktioner. Det er der heldigvis mange, der kan. De kvinder, der har været elsket, beskyttet og fagligt opmuntret af deres fædre, viser sig ofte at klare sig bedre end gennemsnittet. Både fordi de fik lært jargonen, men også fordi en fars beundrende kærlighed og tiltro til ens evner (ikke udseendet) giver en misundelsesværdig selvtillid, der hæver sig over både smålige mænd og kvinder på vejen frem i livet. Hvorimod en mor, veninde eller søsters slet skjulte jalousi virker i modsat retning og kan bevirke livslang usikkerhed, frygt for at blive duk­ket og manglende tiltro til egne evner og muligheder.

For den strukturelle ulighed er ikke kun indstiftet, vedligeholdt og udført af mænd. Kvinder er i høj grad også skyldige i at holde andre kvinder nede og således bevare de gammelkendte strukturer. Vi har alle lært os mandens blik. Vi har iden­tificeret os med mænd, fædre, brødre, offentlige personer, mandlige hovedperso­ner i bøger og film og har internaliseret deres vær­dier, deres begreber om, hvor­dan mænd og kvinder er. Fordi mænd længe har besiddet retten til at udtale sig om verden, så vi alle ser verden fra deres synspunkt.

I krimierne myrdes unge, lækre kvinder stadig på pirrende vis.

I dårlige film, musicals og tv-shows er kvinder kun præmier, floskler og staffage.

I det offentlige rum er det kvinder, der klædes af og vurderes og betragtes som objekter.

I arbejdslivet udfører mange kvinder to job, ude og hjemme, til den halve løn.

I den medicinske verden er lægemidlerne designet til og afprøvet på mænd, og lærebøgerne skrives stadig for manges vedkommende af og om mænd.

Der er kun få roller, som kvinder kan besidde i en mandligt defineret verden. Det er rollen som luder, dvs. sexobjekt og/eller offer, som Madonna, dvs. kysk mor og helgeninde, eller som skrap, underforstået kastrerende, kælling, der ikke spiller det flirtende spil eller blot er for gammel og dermed uknaldbar og uinteressant. De fleste kvinder kan puttes i en af disse kasser og behandles derefter.

Det er stadig OK at nedgøre kvinder, at vurdere deres udseende offentligt, at be­lære dem, tale nedladende til dem, ignorere dem, gøre grin med dem, rage uop­fordret på dem, råbe ad dem på gaden, komme med ’bemærkninger’ … og det er helt naturligt at forvente, at kvinder er omsorgsfulde og til rådighed for tjenester af både praktisk og seksuel karakter.

Manden er hovedreglen. Manden eksisterer i kraft af sig selv. Han behøver ikke nødvendigvis at please nogen. Gøre nogen tjenester. Stå til rådighed. Verden blev givet manden i fødselsret. Og kvinderne skal kæmpe for respekt og ligestilling på hvert eneste trin hele vejen igennem livet. Det er ubehageligt at erkende, men det er sandt.

Hvis man sætter det mindste spørgsmålstegn ved opfattelsen af forholdet mellem kvinder og mænd i vores fælles samfund, er der straks en hær af ældre, indebrændte mænd, der farer frem med nedladende, belærende bemærkninger, der forvrider sam­talen og offentligt demonstrerer, at de stadig ikke har fattet en dyt af det hele. Og nogle få for­benede, stærkt højreorienterede kvinder, Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg fx., som straks påstår, at problemet ikke eksisterer, og scorer point i mandeverdenen på det. Kvinder får én over snuden, når de ytrer sig offentligt om disse ting. Eller hvis de er vrede … Se, hvor Greta Thunberg af ældre mænd blev bebrejdet, at hun er en sur, ung kvinde. – Hvad skulle hun glæde sig over? At hele jorden er ved at blive kvalt af fossile brændstoffer, der bl.a. dri­ver de ældre mænds potensforlængere frem? Mænd synes at kræve, at kvinder skal være unge, kønne, blide, beundrende, glade og føje­lige. Eventuelt kompetente moderskikkelser, der kan redde dem. Helst begge dele på én gang. Men unge, vrede og bebrejdende, det går ikke. Det skal slås ned.

Og det er som hovedregel omsonst at diskutere disse ting med almindelige mænd. For de forstår dem ikke. Man kalder det privilegieblindhed, når man ikke er op­mærksom på sine egne fordele som hvid, heteroseksuel, ikke-handikappet mand. Sådan en mand har aldrig frygtet lyden af dørlåsen, så snart bilen sætter i gang. Han har aldrig set sig selv udleveret offentligt. De fleste mennesker taler i ud­gangspunktet pænt til ham og respekterer ham; han har aldrig skul­let tænke på sig selv som potentielt offer.

Det ser ofte ud, som om det ikke er tilladt offentligt at dele eller blot fortælle om kvinders erfaringer. Og da slet ikke om overgreb og misbrug. Man løber lige ind i en voldsom modstand. Netop derfor skal vi som kvinder huske at støtte de kvin­der, der viser mod og står frem. Vi har brug for at udvide begrebet ’kvinde’, så vi får mere end tre kasser at være i, så vi alle får lov at være præcis, som vi har lyst og evner til, det være sig glade, sure, dygtige, smukke, mindre smukke, ligeglade, korthå­rede, seriøse, kloge, pjattede, mødre, professionelle, maskuline, feminine og meget, me­get andet. Kvinder er lige så individuelle, som mænd, og har krav på samme grad af respekt for det, de nu engang er.

Vi har brug for alle, alle ma­lere, digtere, fotografer, dramatikere, filminstruktører, manuskriptforfattere, tv-værtinder, mødre, bedstemødre, elskerinder, veninder, unge, kloge, dumme, gamle, for at beskrive kvinder og kvindeliv på samme varie­rede måde, som mænd har beskæftiget sig med sig selv og verden set fra deres egen synsvinkel i årtusinder. Vi har ingen tid at spilde. Der er en del, der skal indhentes.

Så: Godt gået, Sofie Linde! Og til I andre: Se at komme i gang!

https://politiken.dk/sport/art7933170/Dommer-p%C3%A5-18-%C3%A5r-blev-skubbet-spyttet-p%C3%A5-og-kaldt-for-m%C3%B8gluder

Kirker og kirkegårde

Man skulle tro, at kirker og kirkegårde var fredelige naboer.

Da jeg med min familie i 1970 flyttede til Løgstør i et hus over for den store kirkegård på bak­ken, sagde min far, at naboerne sikkert var fredelige … Det må man da håbe, tilføjede han med et ildevarslende blik, der opskræmte os unger en smule, selv om vi også godt kunne se det sjove.

Om Storm P. fortælles det, at han på sin spadseretur hen over en kirkegård på Frederiksberg fik øje på to gravere, der sad og hvilte sig på kanten af en grav, de lige havde gravet. – Nå, har vi fået lov til at komme lidt op i dag? spurgte Storm P. venligt og lettede på hatten til de ufor­stående gravere.

I 70’erne havde også jeg en daglig spadseretur fra Mejlgade op til Trøjborg, der rummede min afdeling af Århus Universitet, hen over en stor kirkegård, hvor jeg ofte slog en lille slud­der af med de flinke gravere.

I de år blev det meste af arbejdet på kirkegårde endnu gjort med spader, river, koste og skovle. Kort sagt: med håndkraft og mandemuskler.

I de sidste mere end 25 år har jeg igen været nabo til en stor og veldrevet kirke med tilhø­rende stor kirke­gård, men nu er det slut med fredeligheden.

Kirkeklokker er en rar ting at have i sin hverdag. Når de ringer morgen og aften og til guds­tjeneste, bryllup og begravelse, er det en påmindelse om tiden og livets gang. Som min mand siger, når nogen spørger, hvor­dan det er at bo nabo til en kirke: – Tjahh, nogle gange holder de jo fest.

Og det gør de fx juleaftensdag, når det mørkner, og de samler sidste hold julekristne før ande­stegen og ki­mer på livet løs. Så slår jeg havedøren op og lader klokkerne ringe min egen jul ind, mens jeg pynter træet. Mere Disney bliver det ikke.

I gamle dage var det Edith på næsten 70 år, der to gange om dagen, punktligt, klatrede op ad den snoede stentrappe og hang i klokkerebene til og med de sidste ni, dybe bedeslag. Hun tog mig med op i tårnet, gav mig høreværn på, og så kunne jeg stå ved lugen mod syd og se langt ned i Jylland, mens hun bimlede og bamlede. Så gik Edith på pension, og et mekaniseret klokkeværk blev sat op. Noget af det første, der skete, var, at et voldsomt lyn slog ned i klok­ketårnet og satte det nye værk ud af drift. Så meget for gode forbin­delser opadtil.

Mekanikken blev repareret og tog sjælen ud af ringningen. Det var ikke Edith. Det var uperson­ligt.

Også spader, river, koste og skovle er gået af mode.

I dag foregår arbejdet på den store kirkegård og på arealerne ude omkring den med lar­mende, potente ma­skiner. Snerydningstraktor, der brager op og ned ad gaden. Græsslå­maskiner, der kræver høreværn. Grave­maskiner til gravene – ingen sidder længere på gra­vens rand og lytter til solsorten med madpakke og en citronvand efter veludført gerning.

Når kirkegårdsgartnerne i dag slår græsset, ryster mit skrivebord. Når de støvsuger plæner, grave og stier eller klipper en million kilometer lave buksbomhække med den store kompres­sor, må jeg søge tilflugt hos venner eller i skoven.

I dagevis kan man ikke føre en samtale i et normalt stemmeleje, mens kirkens omhyggelige folk udfører deres arbejde, og jeg må vente med telefon­opkald til de holder kaffe- eller spisepause eller fyraften.

Venner, som bor tæt ved kirkegårde andre steder, i andre byer, i andre dele af landet, beret­ter om samme ukristelige larm.

Så hvor kirken førhen var et sted, hvor Edith to gange om dagen følsomt håndterede de to store klokker, og hvor man begravede sine kære med ønsket om, at de måtte hvile i fred, er den nu centrum for et støj­helvede, der trodser enhver beskrivelse.

Hvem skulle nu tro det …

Udyr i jordbærrækkerne

Her i sensommeren opdagede jeg pludselig, at alle mine jordbær var gennemgnavede som hulkort! – Åh, nej! – Der var ikke tvivl i mit sind, det var sneglene, der var på spil, så jeg dryssede blå sneglepiller som et snevejr ud over de to angrebne højbede og omgivelserne … Men det havde ingen effekt, et par dage efter var ødelæggelserne bare endnu værre. Der var nu stort set kun ribberne af jordbærbladene tilbage.

I hele mit lange haveliv havde jeg aldrig oplevet noget lignende! Havesnegle har vi altid haft, men deres færden foregår stort set ubemærket og uden større tab end et par kighuller i rabarber- og hostabladene.

Dræbersneglene fik jeg styr på efter den indledende panik, da de dukkede op i min have omkring årtusindskiftet. – Først og fremmest vhja. indsamling ved nattetid iført plastichandsker og lommelygte. Vi kunne snuppe 20, 30, 50 op til 100 stk. pr. nat dengang. Og vi var vedholdende. Det blev en aftenrutine lige at tage spand, handsker og lygte med ud, når hunden skulle tisse af inden sengetid. Næsten hver nat i sommerhalvåret i et par år i træk. – Endnu bedre blev det, når vi havde besøg af niecerne fra København. Straks ved ankomsten fik de udleveret plastichandsker … Nåeh, I troede, I skulle på ferie? – Næeh, nej, I skal ud og samle slimede snegle!

Der er ikke noget som små piger, når der skal samles snegle. – Piger i 6 – 10 års alderen har gode øjne, er rappe på fingrene og kan komme ind under træer og buske meget bedre, end en stivrygget, natteblind voksen kan. – Og så var motivationen høj, for jeg udsatte en dusør på 1 kr. pr. stk., og beløbet kunne brændes af på feriens sidste dag, hvor vi tog til Skagen. Her blev de slæbt igennem kunstnerhjem og museum, måtte påhøre hele historien om Brøndums, om Ancher, om Krøyer m.fl. på vejen med ’Sandormen’ ud til den yderste Gren og under den obligatoriske rejepilning på havnen foran Bindesbølls smukke fiskerhuse, inden de blev sluppet løs i gågaden med hver flere hundrede kroner på lommen, som straks blev omsat i ravsmykker. – Den ferie tror jeg ikke, de glemmer.

Når man først har ryddet det indre af haven, er det let at holde snegle udefra væk. Som en kant op mod det fugtige skovstykke og ind mod naboen med de store, skyggende træer lagde vi en bred bræmme af grus, som vi på våde dage armerede med blå sneglepiller, som består af jernspåner dækket af hvede, og som er godkendt til økologisk landbrug. Snegle uden hus kan ikke fordøje jern, så de dør, hvis de falder for hvedelugten og snasker pillerne i sig på deres slimede vej over gruset ind i min have. Ha! – Traditionelt udviser vi mennesker ingen barmhjertighed med noget, der truer vores afgrøder, jagtbytte, husdyr, familie eller ejendom. Vi jager snegle, edderkopper, myg, borebiller, bladlus, mus, rotter, muldvarpe, fluer, hvepse, krager, ulve og nuttede mårhunde med bedårende øjne plus mange, mange flere.

Fordi vi var ude i god tid og var så grundige med at rense haven, har jeg aldrig oplevet at miste noget til dræbersneglene, så de to skamferede jordbærbede var en katastrofe! – Vi bevæbnede os igen med lommelygter og plastichandsker og gik på natlig sneglejagt i jordbærrene og fandt … ingenting … Ingen snegle. Ingen verdens ting … Lige indtil min mand sagde: Prøv lige at se her … og jeg kiggede nærmere efter og fik øje på en lille grøn larve. Så en til. Så endnu en, to, tre … Selv i lommelygtens blege skær kunne vi nu se, at undersiden af jordbærbladene vrimlede med små, grønne larver, der lod sig falde og dryssede ned på jorden, hvor de hurtigt blev væk.

Vi tog et par af misdæderne med ind og begyndte googlejagten … Eureka! Rosenbladhvepse! – Deres larver lever af bladene af alle medlemmer af rosenfamilien, herunder selvfølgelig roser, men også jordbær, brombær og hindbær. De kunne tilsyneladende bedst lide mine jordbær, men også en del roser rundt omkring i haven var angrebne.

Ifølge google kan man spraye udyrene væk med en skrap gift, men det går jo ikke til jordbær. Så jeg måtte tage andre metoder i brug.

Der bor vel en heks i enhver kvinde over fyrre … Efter gamle anvisninger blandede jeg nikotinvand – nikotin er nikotinplantens værn mod insekter og er en kraftig insektgift – med brun sæbe, husholdningssprit og lunkent vand i en stor spand. – Samme blanding har jeg altid klar i mindre mængder i en sprayflaske til bladlus, sørgemyg m.m., når de viser sig i større mængder i mine planter. – Vi er for længst holdt op med at ryge, men en halv pakke tobak i vand i et par døgn udtrækker nikotinen, så den er klar til brug.

Jeg ryddede det ene af mine jordbærbede fuldstændigt og gennemgravede jorden, men tog de små udløbere, der skulle udgøre næste års planter, og lagde dem i spanden med nikotin-sæbe-spritblandingen, helt neddyppet, natten over. De et-årige planter i det andet bed blev nippet ned til kun et enkelt eller to blade og grundigt efterset for grønne larver, hvorefter jeg sprayede dem både på over- og undersiden med klistret nikotin-sæbe-spritblanding. – Tag den, bladhvepselarver!

Vi skiftede jorden i et højbed, hvor de nye, små jordbærplanter skulle stå, og jeg tog dem op af spanden, satte dem, vandede og gødede dem grundigt.

De andre blev efterset hver dag i en uge for larver, og der var faktisk bid næsten hver dag. Rosenbladlarver overvintrer i jorden under planterne, og første kuld kommer frem, når foråret begynder at blive lunt, de parrer sig og sætter næste kuld i verden, der så kommer op fra jorden i sensommeren.

Jeg håber, at jeg har stoppet invasionen, men nu vil jeg altid være på vagt. Der er kommet en helt ny fjende i min have.

Medio oktober 2020:

Ingen af mine anstrengelser med fjernelse, rensning, giftblanding m.m. har båret frugt. Nul. Nulla. Nada.

Bladhvepselarverne trives over al måde i det lune efterår, og mine jordbær er lige så hullede, som før min indsats.

Jeg kan håbe på en streng vinter, og så kan man rode op i jorden omkring planterne og på den måde forstyrre larvernes overvintring – har jeg læst.

Pludselig husker jeg:

Jeg må have været otte år. Det var sommer med sol og duftende hvidtjørn ved hækken. Resten af familien havde gjort sig usynlig, og jeg nussede rundt i det lille legehus, far lige havde bygget i baghaven.

Det duftede af friskt træ. Der lå et par søm, savsmuld og høvlspåner på gulvet og på den tørre jord udenfor. Der var en dør, to små, kvadratiske vinduer, en bænk og et bord, og jeg var travlt beskæftiget med at bage sandkager af jord og vand og dække op på blade på bordet inde i legehuset.

Jeg var glad. Fulgte lykkeligt flowet i legen og havde fuglesang og melodier i hovedet, mens solen varmede min krop. Der lå et gammelt havetæppe, som jeg slog om livet, så jeg kunne bevæge mig elegant i lange skørter, som en fin dame. Løftede op i tæppet med den ene hånd, når jeg bragte endnu en bladtallerken med kage ind i huset. Pyntede den med nedstukne blomster og græsstrå fra grøftekanten. Det blev flot.

Jeg ventede ingen, nød kun freden, mine aktiviteter, blomsterne, duften af sol, jord, græs og savsmuld, indretningen, og mit eget engagement.

Præcis sådan har jeg det ofte i dag mere end et halvt århundrede senere:

Jeg nusser rundt. Nyder lyset, roen. Arrangerer blomster fra grøftekant, skov eller have. Bager en kage, et brød eller sætter en gryderet over. Gør mine stuer rene, hænger vasketøjet ud, tørrer borde af …  Jeg venter ikke nogen, er fyldt af glæde og mine egne tanker.

Er det sådan, at man efter i 50 år at have arbejdet for sin familie, sit udkomme, sit sted, omsider igen kan vende tilbage til barndommens uforpligtede og ubekymrede flow?

Børn og gamle har tiden på deres side. Det er dem mellem pubertet og pension, der har det hårdt og stresser.