Hvad blev der af?

Kiosk i Århus tilbyder meget af det, der ikke efterspørges så meget mere: Klippekort, kopiservice, telekort, frimærker, DVD-udlejning …

  • Fotoalbums?
  • Snehegn?
  • Checkhæfter?
  • Shampoo, der lugter af grønne æbler?
  • Cigaret-, pibe- og cigarrøg?
  • Tøj fra militære overskudslagre?
  • Så meget sne, at man ikke kan åbne hoveddøren og slet ikke kan kæmpe sig i skole?
  • Giroblanketter?
  • Spritduplikatorer?
  • Brunkål med flæsk?
  • Ro?
  • Skrivemaskiner med farvebånd og slettelak?
  • Træsko?
  • Telefonbøger?
  • Rombudding med kirsebær?
  • Badges med ’Nej tak’ til atomkraft?
  • Posthuse?
  • Topløse på stranden?
  • Skomagere?
  • Frugtgrød og øllebrød?
  • Slagtere, hvor børn får en rød pølse, når de er inde og handle med deres mor?
  • Huler på høloftet?
  • Reservehjul?
  • Venlige og hjælpsomme naboer?
  • Ørkenstøvler med rågummisåler?
  • Telefoner med drejeskive?
  • Store og rare, løse hunde, som man kan hilse på på vejen?
  • Hjemmebagt sigtebrød med tandsmør, mild ost og syltetøj?
  • Læderskoletasker, der kan hænge på siden af cyklens bagagebærer, og som holder til flere generationers brug?
  • Strømpestopning?
  • God og høflig betjening i fysiske butikker?
  • Gule ærter?
  • Respekt for andre?
  • Gummisko?
  • Stilhed?
  • Købmænd, der har alt og ovenikøbet giver børn en papjulekalender med nisser, der rider på en fed gås, til jul?
  • Kunstige læderlapper på knæ og albuer?
  • Prøvebilledet på TV?
  • Sydamer, der bor længere henne ad vejen?
  • Herreskræddere?
  • Isbrydere?
  • Stearinlys i vinflasker?
  • Hønsestrik?
  • Små hyggelige landbrug, hvor man kan se køerne blive malket, klappe kalve og klø grisene på ryggen?
  • Ung pige i huset?
  • Kartofler og sovs?
  • Adresselister med telefonnumre på alle ens venner, familien, butikker og håndværkere?
  • Gennemslagspapir?
  • Køkkenhaver med krogede æbletræer, purløg, persille, grønkål, kartofler, stikkelsbær-, solbær- og ribsbuske?
  • Spontane rundboldkampe midt på vejen?
  • Henkogte pærer med råcreme og en klat ribsgelé?
  • Aftensmad med alle samlet om spisebordet uden telefoner?
  • Frimærker?
  • Kattekillinger?
  • Telefax?
  • Markveje?
  • Anstændighed?
  • Mælk i glasflasker med fløde på toppen?
  • Tid?
  • Hjemmegående koner?
  • Landeveje med vejtræer, bakker, dale og sving?
  • Postbude?
  • Nattemørke?
  • Skolelærere, som man respekterer, fordi de både kan regne, læse og skrive og ved noget?
  • Sko og tøj i holdbar kvalitet?
  • Håndskrevne breve?
  • Ismejerier?
  • Børn og voksne, der som en naturlig ting bærer deres egne tallerkener, bestik og glas ud og siger ’Tak for mad’?
  • Røde postkasser og gule postbiler?
  • Tomme byggegrunde og andre halvvilde arealer, hvor børn og hunde kan lege?
  • Børn, der er hjemme om dagen?

Sne? I Danmark?? Om vinteren???

Når der falder sne i Danmark, går medierne ind i deres helt eget amokløb.

De landsdækkende:

Ekstrabladet 3.1.24

Ekstrabladet 3.1.24

DR 3.1.24

De nordjyske:

TV2 Nord 3.1.24

Og vi skal følge med, LIVE! – Det er ikke nok bare at kigge ud ad vinduet.

Nordjyske 7.12.23

Nordjyske 17.1.24

Mange fortsætter uanfægtet deres planlagte gøremål uden respekt for vejret og skal hjælpes, graves fri, have starthjælp, trækkes op af grøften.

De mere erfarne, de, der ikke er absolut nødvendige, for at samfundet kan fungere, bliver bare hjemme i den gode stol med en bog, te og et tæppe. For, som min skønne veninde plejer at sige: Gudskelov, at husene er hule og varme.

Nordjyske 3.1.24

Spidsplov? – Det må være for de indviede lokale.

Og så har vi dagbladet ‘Politiken’, der er overrasket over, at Rådhuspladsen og hovedstaden ikke går fri, når resten af landet ligger begravet:

Politiken 3.1.24

Men de fleste af os overlevede også denne gang, og medierne skal have tanket op på de store overskrifter og den gule farve, så de er klar, hvis der virkelig skulle ske noget alvorligt.

Abdikation

At træde ned. At træde tilbage. At abdicere med et pennestrøg.

Det er nok noget, mange af vi ældre går og drømmer om.

At hæve pension. At flytte ind i den gode sofakrog med strikketøjet. At lade res­ten passe sig selv.

Man har gået og forberedt sig i et stykke tid. Har afskaffet husdyrene. Nedlagt staude­bedene. Rationaliseret og skåret væk. Sorteret, smidt ud, forenklet.

Vi er ikke dronninger. Vi har ikke en generøs apanage, vaskepiger, stue­piger, kammerpiger, lakajer, livrister, kokkepiger, selskabsdamer, sekre­tærer, gardere, gartnere og chauffør. Vi skal klare alting selv.

Men vi trænger mest til ro og eftertanke.

For man forstår alligevel ikke verden og menneskene i dag.

Hvorfor al den larm? Vreden? Ufreden? Den formålsløse travlhed? Egoismen? Skrigeriet? Svineriet?

Migmigmigmigmig…

Vi ender jo alle – høj som lav – ung som gammel – før eller siden – i den trange etværelses uden el, vand og varme og med låget fast skruet på.

Småtterier XXIII

● Drama queen: Er der nogen, der tror på, at statsministeren blev lige så overrasket, som alle vi andre, og måtte omskrive sin nytårstale med kun en dags varsel, da dronningen annoncerede sin abdikation nytårs­aften? – I betragtning af det store maskineri, der umiddelbart skulle sættes i gang: møde i statsrådet, udråbelse af ny regent, nye titler, ny kalender, ny apanage, nyt hof, nye hofleverandører, nye protektioner, nye portrætter, nyt brevpapir, valgsprog, monogram, faner, mønter, frimær­ker o.m.m. er det sikkert rimeligt, at i hvert fald regeringens hovedpersoner og deres nøgle­medarbejdere var orienteret i god tid. Bare så man var sikker på, at statsministeren var i lan­det og havde hul i sin kalender til at udråbe en ny konge d. 14. januar. – Vi lever trods alt i et konstitutionelt monarki, hvor regenten er forfatningsmæssigt forpligtet til at rådføre sig om alt væsentligt med statsministeriet.

I øvrigt skal Margrethe have en venlig hilsen med på vejen ind i sit otium fra denne gamle betondemokrat, der ikke mener, at man skal fødes til sit job, men fortjene det: – Du gjorde det meget godt. Du viste, at forbløffende mange danskere havde brug for et samlingspunkt, for fest og farver, kostumer og kultur, og for en dannet landsmoder, så vi – midt i alle omskiftel­ser og kriser – kunne føle os som et anstændigt folk med fælles, historiske rødder.

● Selvfølgelig halter kvinder bagud i forhold til mænd. – De har sjældent forældre, der forguder dem og bærer dem på hænder, og en hengiven hu­stru og baglandsperson, der jæv­ner vejen videre frem. Kvinder har så mange pligter, så mange forventninger at leve op til, så meget at gøre og tænke på hver eneste dag. Når først de er færdige med at barbere ben, plukke øjen­bryn, sætte hår, lægge makeup, vælge tøj, lære at balancere på handicap­pende stiletter, har lagt kostplaner med færrest mulige kalorier, har vækket og fodret børn og fulgt dem i institution/skole, gjort rent, vasket alles tøj, købt ind, forberedt sunde måltider, taget sig af de syge, de gamle, kæledy­rene, de sociale forpligtelser, gavekøb, arrangementer, invi­tationer, så skal de med endnu mere overmenneskelig styrke klare job og karriere … Mens mæn­dene sejler behageligt af sted i Teslaen og holder langvarige møder og ge­mytlige frokos­ter med de (mandlige) kollegaer, der også har god tid, og om deres udslidte, kvindelige medarbejdere tænker: Aj, hvor svært kan det være?

● 15 anmeldte voldtægter fra 2022 til 2023 i et værtshuskvarter i København – ifølge Politiken d. 11.12.23 – og det er kun de anmeldte.

Caféejere, forældre til ofre og beboere opfordrer til, at man bekæmper de mange seksuelle overfald med demonstrationer og plakater.

Nogle af overfaldene var gruppe­voldtægter, andre foregik, efter at forbryderen havde listet bedøvende stoffer i offerets drink. Ca. en anmeldt voldtægt pr. måned.

Gad vide, hvad tallene er for fx Jomfru Anegade i Ålborg og Skolegade i År­hus? Og for Køge? Odense? Randers? Fredericia? Landet i sin helhed? Er det værre end nogensinde før? Og hvorfor skal folk arrangere demonstratio­ner og hænge plakater op?

Voldtægt er en meget alvorlig, personfarlig, kriminel handling, som mærker ofrene for resten af livet.

Det er politiet, eller i yderste konsekvens hæren, der burde være talstærkt til stede og stoppe det! Og politi­kerne, der skulle lukke kvarteret ned, indtil alle kan færdes i sikkerhed!

Det er ikke fest og sjov, når mennesker bliver udsat for voldsomme, farlige og traumatise­rende overgreb!

Hvis der i et hvilket som helst andet område med jævne mellemrum troppede voldspa­rate overfalds­mænd og tæskehold op og bedøvede og angreb sagesløse ofre, gennem­bankede dem og ydmygede dem ved at hive tøjet af dem og stikke et koste­skaft op i røven på dem, så tror jeg nok, at politi og andre myndigheder havde grebet ind for længst. … Men ikke, når det bare er unge kvinder eller hvad?

’I hus til halsen’ på DR er udartet til samme slags småpinlige socialpor­nografi, som ’De unge mødre’ og ’Luksusfælden’ m.fl. – Alle disse udsendelser er beregnet på, at normal­danskeren kan sidde i sin designersofa og godte sig over, at han/hun ikke, som staklerne i de usælgelige huse i provinsen, har brug for hjælp fra selvgode fjolser.

Man gør sig stor umage for at finde økologisk hamburgryg uden nitrit o.l. og opdager, at den er fuld af RØDBEDEPULVER! (Som jeg i parentes bemærket er allergisk overfor.) Hvem ville putte rødbedepulver i kød?

● Hvis fødevarer indeholder stoffer, du aldrig ville anskaffe eller bruge i dit eget køk­ken, så lad være med at købe dem!

Fx:

  • Invert sukker
  • Palmeolie
  • Ekstrakter af smags- eller farvestoffer
  • Dextrose
  • Stabilisator
  • Konserveringsmidler
  • Koncentreret et eller andet
  • For mange E-numre

TV2 24.12.23

● Det er klart, at han keder sig … Det ville enhver begavet person, der var sendt ud i rummet i måneder ad gangen, gøre.

Politiken d. 7.12.23 og d. 1.12.23

● Jeg er træt af, at navnlig kvinder brokker sig højlydt over de pligter, der følger med livet som mor og husmor. – Det må da efterhånden være indlysende, at kvinder ikke både kan have krævende job og samtidig være tilstedeværende og omsorgsfulde mødre.

De fleste af de kvinder, der førhen bestred et job uden for hjemmet, havde ‘ung pige i huset’ eller hele det hollandske udtræk med barnepiger, huslærere, kok, køkkenpiger, rengøringsfolk m.fl., som vores snart forhenværende monark, så de slap for at have ret meget med deres egne børn og husførelsen at gøre.

Resultatet af de umulige krav, vi stiller vores mødre i dag, er nedslidte børn og unge, nedslidte institutio­ner, skoler, kom­munale kasser, nedslidte kollegaer, naboer, veninder, bedste­forældre, ægtefæller og mødre …

  • Det er et samfundsproblem.
  • Vi skal alle, mænd og kvinder, stat og private, lære at prioritere.
  • Det hjælper ikke at gå igennem livet og brokke sig og snyde sine børn for en god barndom!

● Alle går rundt med et omfattende udstyr, kamera, lyd­opta­ger, internet, der sætter dem i stand til at optage og broad­caste til hele verden hele ti­den. – I vores del af verden, skal jeg tilføje. Og her bruger de fleste lom­meudstyret til at broadcaste sig selv, deres børn, deres bolig, deres mad, deres sociale liv og deres feriebilleder.

Udstyret kan naturligvis også modtage, så de går rundt i byen og lytter til radioforedrag – podcasts, som det hedder nu på nysmart – eller musik eller fører samtaler med andre mennesker, der ikke er til stede. Disse ak­tiviteter udføres også på rolige skovture, på cykelture ud i na­turen eller på landet, på ferier eller udflugter med deres børn, eller mens de sidder sammen med andre mennesker ude i byen eller hjemme i stuen.

● Det er i høj grad mænd, der kommenterer under almindelige artikler på netaviserne. De er meget hurtige, sidder måske klar midt om natten? – Og de har en let nedladende, småvrissen og bedrevidende mening klar om alt. Også om emner, som de egentlig ikke be­sidder nogen særskilt viden om: nationaløkonomi, epidemiindsats, amning osv. – Nogle gange er de, tilsyneladende uden rimelig grund, så stjernerasende, at ukvemsordene sprutter fra dem i en svovlsur strøm.

● Det handler om et geni og hans mesterværk, men journalisterne kan ikke lade være med at skrive om sig selv – Guuuud! Vi hedder det samme som nogle af personerne i hans film! – Fnis, fnis …

”PROLOG

Lars von Triers hus

De er kommet for tidligt, de to journalister, så de vender ryggen til Lars von Triers hus og går ned til Mølleåen, der løber neden for hans arkitekttegnede hus.

De er her for at skrive den store tilblivelseshistorie om ’Idioterne’, filmen, hvor medlemmerne af et aktivistisk kollektiv eksperimenterer med at leve sandere og friere ved at udleve deres indre idioter – ved »at spasse«, som de siger i filmen fra 1998..

Den ene journalist bryder stilheden: »Gad vide, hvor meget han ryster nu på grund af Parkin­sons? Og om han har bukser på? Sidst jeg var herude, tog han imod kun iført underbukser og hawaiiskjorte«.

»Det er vist noget, han ofte gør. Skal vi spørge ham til det, eller skal vi igno­rere det? «, siger den anden.

»Jeg siger, vi fuldstændig ignorerer det. Lader, som om vi er helt upåvir­kede«.

»Har du egentlig tænkt over, at vi er idioter? At vi hedder Jeppe og Kristoffer og bærer samme navne som to af medlemmerne af gruppen i ’Idioterne’«.”

Pol. 30.12.23.:  https://politiken.dk/kultur/film_og_tv/art9678619/%C2%BBJeg-blev-meget-syg-dagen-efter-optagelserne-sluttede-faldt-helt-sam­men%C2%AB

Gaza, Ukraine, Afghanistan, Syrien, Irak, Libyen, Yemen plus utallige andre større og mindre krige og konflikter over hele resten af kloden …  Og millionvis af flygtninge, babyer, småbørn, unge, voksne, gamle, kvinder, mænd. Vi kunne have det så godt, dele vores viden, teknologi, rigdomme og natur­ressour­cer med hinanden. Vi er rige, vi opfatter os selv som gode, vi har vores guddomme i ryggen. – Men måske er krig en natur­lig ting? Måske er vi alle (han)aber, der trives ved at forsøge at bevise styrke og mod ved at udvide territoriet engang imel­lem? Og høste anerkendelse og beun­dring?

Ganske som vi slet ikke kan lade være med at skrabe til os, anlægge, udvide, bygge, produ­cere, grave, forurene, myrde dyr, udrydde plan­ter og deres levesteder …

Mennesket er uden sammenligning jordens største problem.

Godt nytår!

https://videnskab.dk/kultur-samfund/se-kortet-verden-er-fyldt-med-krige-du-ikke-hoerer-om/

Wien december 2023

Leopold Berg – wienerne var ikke forberedt på julesne, og træerne havde ikke nået at smide deres blade, da den ramte. De lokale fortæl­ler, at november var usædvanlig varm med 25° de fleste dage. Wien ligger i et klimatisk smørhul med behagelige temperaturer året rundt, og på skråningerne op til bjergene ser vi vinmar­ker dækket af sne.

Stadsparkens stadigt rødbrune bøgetræer og farligt tilisede stier.

Inde i byen trækker man kaniner op af hatten.

Fx i form af et lysegrønt, håbefuldt hus.

Eller Hundertwassers organiske bygning, som er rund og rar at være i. Sådan ville hob­bitter bo, hvis de skulle bo oven på hinanden i byer.

Og i stedet for de evindelige mobiltelefoner ville de betjene sig af phonomater som denne i Stephansdom, når de absolut måtte kom­munikere med nogen, der ikke stod lige ved siden af.

Vi andre holder analoge kaffepauser og fråser i kage.

Går forbi staldene på vej til festforestilling med heste og ryttere i Hof­burgs prægtige ridesal.

Prajer måske en vogn til julemarked.

Og fylder kufferterne med sne- og Mozartkugler.

På trods af verden, som den ter sig – og måske altid har teet sig, fejres både tra­dition og for­nyelse, pudsighed og ærværdighed, i en af Euro­pas æld­gamle hovedstæ­der. Wien har bestået i årtu­sinder på kanten mellem øst og vest og sender os alle gode ønsker om en glæde­lig jul og et endnu bedre nyt år.

Nordlys i gyllestank

Nordlys ved Tylstrup nord for Ålborg d. 25.11.23 – gyllehørmen kan ikke ses …

Dette skulle handle om nordlys og give mig lejlighed til at uploade et af mine grynede mo­bilfotos af det fantastiske naturfænomen.

I lørdags sad vi hjemme og hyggede med brætspil i brændeovnsvarmen, da en sms fra påli­delig kilde indløb med følgende besked:

Der er nordlys! Kør mod nord!

På ½ minut havde vi og børnebørnene pakket os sammen og pakket os ind og sad i bilen, klar til natlige oplevelser. Vi kørte mod nord. Og ganske rig­tigt! Over landevejen nord for Ål­borg stod et svagt lysegrønt lys og sitrede på himlen!

HOLDT! STANDS! STOP! – Der er det! råbte vi, chaufføren kørte ind på en vi­geplads, og vi myldrede ud …

– PYHHH! gispede både børn og voksne og tog vantehænder, halstørklæder og frakkekraver op om næserne … – Sikke en stank! – Pyhh! Addr!

I den ellers måne- og frostklare nat i slutningen af november havde en eller flere landmænd udbragt en enorm portion stinkende, lagret, klistret, fedtet gylle langs vejen og på de til­frosne marker på hver side. Det var virkelig mod­bydeligt!

Vi skyndte os at tage billeder og forsvinde ind i bilen igen. Lukke dørene. Gispe, stønne, addr, bvaddr … lad os se at komme væk!

Stinker hele Nordjylland sådan hver eneste nat? Hvem kan holde det ud? Må svineproducen­ter ødelægge dage og nætter og jord og luft og vand og fan­tastiske naturfænomener for alle andre i deres iver efter at skille sig af med de enorme mængder af deres ubehagelige og ufølsomme produktions af­faldsprodukter? Hvorfor finder vi os i det?

Kan vi ikke henstille til statsministeren, at hun hurtigst muligt afskaffer også denne form for ulækker, altødelæggende, menneske- og dyremishandlende dyreproduktion, ligesom hun gjorde med minkene? Måske en nedskæring med ¾, hvis det kan garanteres, at de reste­rende svin kan leve smertefri og værdige liv uden at forurene resten af landet og vandet? Og så må hun ikke give svineproducenterne lov til at genoptage deres landsskadelige virksom­hed om et år eller to – minkavlerne er allerede i fuld gang igen. Nogen må regne ud, hvad dette lille land kan bære uden at ødelægge noget for nogen, og så fastlægger vi det som et ufravigeligt lovkrav! Hertil og ikke længere!

Til alt held for os, børn og børnebørn havde de grynede mobilfotos optaget meget mere af nordlysene, end vi selv kunne se med det blotte øje. – Så ud over en uforglemmelig ADDR-oplevelse og klæbrig gyllestank i tøj, hud og hår fik vi et ret godt indtryk af naturfænomenet med os hjem.

https://landbrugsavisen.dk/mark/s%C3%A5dan-kan-du-lovligt-udbringe-gylle-i-efter%C3%A5ret

Det er ulovligt at udbringe gylle efter d. 1. oktober – derfor kører de lortet ud om natten! – Er der ingen, der tjekker landmændene? De er notorisk ikke i stand til selvjustits, ved vi …

Vinduespudsere

’Konkurrencesamfundet indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige pro­duk­ter, man kan sælge til hinan­den, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for de­res egne penge.’

Vinduespudserne i mit område er gode eksempler på, hvordan de sidste 50 års konkurrence på pris og kvalitet har udhulet begreber som pålidelighed, kunde­venlighed, omhyggelighed og fairness.

På bare ét kalenderår har jeg truffet aftale med fire vinduespudserfirmaer, for derefter at måtte fyre de tre efter et par måneder.

Den første vinduespudser var sådan set rar, men hans folk var enten gamle hashhoveder eller meget unge og uvillige til at arbejde. De kørte op foran vo­res hus, sad i deres bil og snak­kede i mobiltelefon, hvor­efter de smed en faktura i min postkasse og kørte igen. Eller de gik i gang med at pudse, dvs. at sprøjte vand på ruderne, men de havde så travlt med mo­bilsamtaler imens – skældte højrøstet ud på mor eller kæresten – at de sprang hvert andet vindue over og sjuskede med resten, så de alle havde brede kanter be­lagt med gam­melt skidt og snavs. Da han tilmed pludselig hævede prisen til næsten det dobbelte, måtte vores aftale ophøre.

Den næste vinduespudser i rækken var politiker i en nordjysk kommune og gjorde et godt og ansvarligt indtryk, men akkurat det samme gentog sig: Hans ugidelige medarbejdere gad ikke gøre arbejdet, selv om en grundig skylning af mine vinduer ville være hurtigere end at sjaske rundt om huset og sjuske, mens man snakkede i telefon. Da jeg ringede for at fortælle om manglerne, fnes ejeren af firmaet upassende og beklagede, at han ikke længere kunne have mig som kunde.

Derefter fandt jeg en yngre, meget foretagsom mand, som straks fortalte, at han havde mange andre jern i ilden, ejendomme, udlejningssommerhuse m.m., og at vinduespudsning faktisk ikke var hverken vigtigt eller nødvendigt for ham. Det fremgik da også med al tydelig­hed: De fleste af hans medarbej­dere var af udenlandsk herkomst og særdeles venlige og tjenstvillige, de for­søgte virkelig at gøre deres arbejde ordentligt. Men de var så overbebyrdede, at de ikke kunne overholde aftalerne og måtte melde afbud, eller de blev sendt ud til os sent om af­tenen, trætte og udslidte, eller på andre besyn­derlige tidspunkter, fx i week­en­den, og det gjorde ondt at se de udmattede folk forsøge at gøre alting så godt som muligt. – Også de kom i skyn­dingen til at springe vinduer over, og da jeg med­delte ejeren det, fik jeg hurtigt ankla­gende beskeder tilbage: Der var ikke fri adgang til mine vinduer … Jo, der var. De vinduer var ikke en del af aftalen … Jo, de var.

Denne seneste var mere end dobbelt så dyr som de andre vinduespudsere, jeg havde truffet aftale med, så jeg havde forventet god service og grundighed, som lovet. Efter at have klaget over manglende udført arbejde modtog jeg et par vrede beskeder fra ejeren og opsagde der­efter vores aftale. – Man skal ikke finde sig i at blive skældt ud, når en vinduespudser glemmer at pudse ens vinduer. Regningerne glemte han aldrig. Og jeg måtte hyppigt vægre mig mod forslag om meget kostbar fliserens eller andre tjenester, som jeg hverken var inter­esseret i eller havde bedt om.

Nu er jeg så på nummer fire vinduespudser i år. En tilsyneladende rar og pligt­opfyldende mand – hvorfor er det aldrig kvinder? – der selv arbejder i sit eget firma. Nu må vi se …

Måske er mit problem, at branchen lever af fup, at de ikke altid pudser vindu­erne, og at jeg kun opdager det, fordi jeg normalt er hjemme om dagen og kan holde øje? Skræmmende!

Faktisk en forretningsplan, der, som en snerydder vi engang (ikke) havde, ten­derer den rene svindel.

https://blog.loneandrup.dk/2011/09/05/snerydningsbluf-115/

Har du tjekket din vinduespudser for nylig?