Pludselig husker jeg:

Jeg må have været otte år. Det var sommer med sol og duftende hvidtjørn ved hækken. Resten af familien havde gjort sig usynlig, og jeg nussede rundt i det lille legehus, far lige havde bygget i baghaven.

Det duftede af friskt træ. Der lå et par søm, savsmuld og høvlspåner på gulvet og på den tørre jord udenfor. Der var en dør, to små, kvadratiske vinduer, en bænk og et bord, og jeg var travlt beskæftiget med at bage sandkager af jord og vand og dække op på blade på bordet inde i legehuset.

Jeg var glad. Fulgte lykkeligt flowet i legen og havde fuglesang og melodier i hovedet, mens solen varmede min krop. Der lå et gammelt havetæppe, som jeg slog om livet, så jeg kunne bevæge mig elegant i lange skørter, som en fin dame. Løftede op i tæppet med den ene hånd, når jeg bragte endnu en bladtallerken med kage ind i huset. Pyntede den med nedstukne blomster og græsstrå fra grøftekanten. Det blev flot.

Jeg ventede ingen, nød kun freden, mine aktiviteter, blomsterne, duften af sol, jord, græs og savsmuld, indretningen, og mit eget engagement.

Præcis sådan har jeg det ofte i dag mere end et halvt århundrede senere:

Jeg nusser rundt. Nyder lyset, roen. Arrangerer blomster fra grøftekant, skov eller have. Bager en kage, et brød eller sætter en gryderet over. Gør mine stuer rene, hænger vasketøjet ud, tørrer borde af …  Jeg venter ikke nogen, er fyldt af glæde og mine egne tanker.

Er det sådan, at man efter i 50 år at have arbejdet for sin familie, sit udkomme, sit sted, omsider igen kan vende tilbage til barndommens uforpligtede og ubekymrede flow?

Børn og gamle har tiden på deres side. Det er dem mellem pubertet og pension, der har det hårdt og stresser.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *