Dårlig opdragelse

Newfoundlænderen gennemførte senere alle hundetræningens tre klasser og blev, i modsætning til mange af de mennesker, der omgav den, særdeles velopdragen.

Det er omtrent 15 – 20 år siden, jeg første gang stødte på fænomenet:

Min lille newfoundlænderhvalp var blevet et halvt år gammel og kunne nu tages med på lidt længere ture, så vi trissede ned til Brugsen, hvor jeg satte dens snor fast i hundekrogen og næsten løb ind til køledisken og greb en liter letmælk. Jeg husker endnu, at jeg havde aftalte småpenge parat i hånden.

Der var stille i butikken, det var sidst på formiddagen, og der var kun en kasse åben. Foran mig i køen stod en lav, kraftigt bygget mand i midttrediverne. Hans hår var farvet lidt for sort, men han var pænt klædt. I sin topfyldte indkøbsvogn havde han stablet engangsservice og vin, spiritus, kød, salat, kartofler, limefrugter, tomater, eddike, olie, servietter, lys, frosne flutes m.m. op, så han ville kunne servere herremiddag i det grønne for mindst tyve personer.

– Må jeg lige smutte foran? spurgte jeg og viste ham mælkekartonen og de aftalte mønter.

– Nej, svarede han bare og begyndte at losse sine indkøb op på båndet.

Så fik jeg den. Den pæne mand, der var i fuld gang med at forberede en overskudsaften med vennerne, kunne ikke forestille sig, at damen bag ham kunne have sine gode grunde til at spørge. Jeg blev så overrasket over det uventet uforskammede svar, at jeg ikke kunne finde på noget at sige.

Mens jeg i laaaaang tid trippede og ventede og havde ondt i maven af bekymring for min lille hvalp, der for første gang var overladt til sig selv et fremmed sted med tæt trafik af cykler, biler, fremmede mennesker og hunde, tænkte jeg også, at det var takken for de hundredvis af gange, hvor jeg af mig selv havde bedt folk gå først, hvis de kun havde få ting i kurven, og jeg havde vognen fuld. På de gange jeg havde overladt min plads til en ældre, en gravid, en ung småbarnsmor eller en handicappet, på de utallige gange jeg havde holdt døre, høfligt holdt mig tilbage og i øvrigt holdt min kæft i det offentlige rum.

Det er siden blevet helt almindeligt, at yngre mennesker – og midaldrende byfolk, som gerne vil illudere ung med de yngre – møver sig tanke- og hensynsløst frem i køer, ikke giver andre plads, ikke takker, når de får tilsendt en gave, en buket, en hilsen, et svar på et tilsendt spørgsmål, eller når de modtager andre former for opmærksomhed. Og man kan ikke altid regne med, at folk sender afbud, hvis de bliver forhindret i at overholde en aftale, at de uopfordret leverer en lånt bog, film eller cd tilbage eller takker for en middag eller anden sammenkomst, man har arrangeret for dem, eller blot lader én vide, at de er kommet godt hjem, hvis de har haft langt at køre.

Den fundamentalistiske kassekømand skulle til at læsse sine fjorten brugsposer ind bag i sin sorte firhjulstrækker, da jeg omsider reddede min lille hund fra krogens ubehageligheder. Det, der skulle have været en fredsommelig indlæring og tilvænning, blev i stedet en mildt traumatiserende oplevelse for den lille fyr, som altid siden frygtede byturene og hundekrogene.

Omtrent samtidigt meldte min mand og jeg os til et førstehjælpskursus. Vi boede ved et befærdet kryds, hvor der ofte skete uheld, og vi var flere gange styrtet til ved lyden af det voldsomme brag af glas og metal og havde stået hjælpeløse og set på blødende folk i smadrede biler. – Nu skulle det være. Vi ville lære, hvordan vi bedst kunne forholde os.

Til den afsluttende prøve sad jeg udenfor og røg, mens jeg ventede på min tur. Jeg faldt i snak med en medkursist, en ganske ung mand, som var tydeligt nervøs og forklarede, at han var bjergklatrer og havde brug for et førstehjælpsbevis, så han kunne komme med på en tur til Norge. – Vi talte derefter om vigtigheden af at kunne hjælpe hinanden, men så nikkede han mod min cigaret og sagde, at han fandt det urimeligt, at vores fælles sundhedsvæsen skulle belastes af omkostninger til de sygdomme, som rygere pådrog sig. – Det ville han i hvert fald ikke betale til.

Det var en både skråsikker og uvenlig bemærkning at stikke ud til en dame, som tog et kursus – ikke for at kunne deltage i en spændende udflugt, men for at kunne yde hjælp til andre, når det var påkrævet. Og så fra en ganske ung knægt, der formentlig tog det som en given ting, at fællesskabet ville træde til, hvis han faldt ned fra en bjergside i Norge og kom til skade, ganske som samfundet træder til, hvis folk vælter på cykel, kommer galt afsted på ski eller drikker sig i hegnet og falder om på gaden.

Var det lige dér, for henved 15 år siden, at begreber som solidaritet og hjælpsomhed i de gyldne opgangstider umiddelbart før finanskrisen blev erstattet af en ’mig-først’ og ’kun-mig’-holdning blandt alt for forkælede, yngre mennesker? Indtil da kunne vi godt vente 30 sekunder på vores tur, mens damen betalte for sin mælk, og vi spurgte ikke til graden af egen skyld eller så på, om folk var værdigt trængende, før vi rykkede ud med nødvendig hjælp.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *