Køn og uddannelse – i jeg-form

Jeg har altid haft det godt i skolen. Jeg var en af de der friske, æblekindede, rottehalesvin­gende drengepiger, som kom godt ud af det med de fleste. Jeg var nysgerrig, idérig, selvmo­tive­rende, lærenem, og jeg fik meget ros og på­skønnelse for en forholdsvis ringe indsat.

Jeg blev betroet at lede grupper, da gruppearbejde kom på mode i midten af tresserne. Sty­ring og kontrol lå godt for mig, og heller ikke de tungeste drenge slap for at gøre en indsats, selv om det ofte var mig, der trak læsset.

Jeg blev udtaget til skolekomedien, dansede med den unge lærer til festen bagefter og kys­sede akavet med en af parallelklassens kønne drenge.

Året efter, det må have været i 5. klasse, omarbejdede jeg Shakespeares ’En skærsommer­natsdrøm’ til en forestilling, som jeg instruerede mine klasse­kammerater i. – Det var efter et eksemplar af ’Illustrerede Klassikere’, som jeg tilfældigt var faldet over, og som satte min fan­tasi i gang. Vi opførte stykket for mange andre klasser nede i ’sikringsrummet’, skolens run­gende kældersal med scene og frokostborde, der også fungerede som beskyttel­sesrum i til­fælde af, at atomkrigen og russerne kom over os.

Mine lærere og kammerater bakkede mig op. Også mine kamme­raters for­ældre, som skaf­fede og syede kostumer og indøvede replikker med deres hå­befulde skuespillere. Så vi fort­satte med ’Svinedrengen’ og derefter ’Nød­debo Præstegård’ som juleforestilling.

At stå på sce­nen selv interesserede mig ikke, men da Biafrakatastrofen i Af­rika indtraf i 1967-68, og vi alle skulle ind­samle så mange penge som muligt til de sultende børn, lavede jeg med min fars hjælp et hånddukketeater og turnerede til skolens andre klasser, hvor jeg 11 el­ler 12 år gam­mel med mine egne, hjemmelavede dukker og en kassettebånd­optager gav fo­restil­linger, der fik de an­dre børn til at le, og som skaffede et pænt beløb til ind­samlingen.

Jeg dyrkede sport, håndbold, fodbold, gik til ridning og tumlede store heste. Jeg hjalp til på en relativt stor gård, lærte at be­handle alle dyr, små såvel som store, ordentligt og fik et første­håndsindtryk af et landbrug, som på det tidspunkt stod over for store for­andringer, og som aldrig blev det samme igen.

Drengene opfordrede mig til at lede den ene af to bander, som skulle slås på næver og bry­dekampe i skovens hulveje. Jeg var eneste pige, men kas­tede mig ind i kampene og udarbej­dede det, man vel i dag ville kalde ’sce­narier’, hvor vi alle fik tildelt roller og opgaver, fx skulle en være en spion, der skulle smugle en hemmelig skat i form af en grå sten tværs igennem skovstykket, mens andre arrangerede et baghold, og en tredje gruppe blot skulle komme til­fældigt forbi og gribe ind, hvis det gik galt. Vi sloges og tumlede og grinte og udstødte kampråb og kom­mandoer, og vi kom trætte og sultne hjem til vil­la­vejene med sand, blade og grene allevegne. Til vores mødres forfærdelse. Det er en dejlig tid at tænke tilbage på.

Senere hen havde drengene bagtanker, når de kom og inviterede mig med i klubber og til fes­ter, og et par misundelige piger fra det indremissionske miljø begyndte at mobbe og bag­tale mig, men jeg husker, at dren­gene – selv de allermest stilfærdige af dem – en dag efter skoletid gik op imod pi­gerne og bare dannede ring omkring mig – og at en af vores mange gode lærere tog en alvor­lig snak med de to piger og gav dem ansvaret, som kristne menne­sker, for mit velbefin­dende i klassen.

Det tog de derefter meget alvorligt, men min deltagelse i søndagsskole, bønnemø­der og af­tenbøn hjemme hos mine nye pigevenner, som deres forældre velvilligt op­muntrede til, va­rede ikke længe. Mine undrende spørgsmål – jeg kom fra et veluddannet, ateistisk hjem – ir­riterede dem vist.

Ikke lærer Høgsted, som underviste os i kristendomskundskab, dog. Han el­skede, når jeg rakte hånden op og spurgte, hvor­for der fandtes sygdom, krig og død, hvis Gud var god? Et sådant spørgsmål kunne holde os begge beskæftigede med god snak resten af timen, mens mine klassekammerater må have kedet sig bravt. Senere har jeg jo lært, at det er et klassisk teolo­gisk problem, be­nævnt ’Teo­dicé’, som sammen med ’Det er prøvelser sendt fra Gud’, ’Guds veje er uransagelige’ og ’Gud pålægger os kun de byrder, vi har skuldre til at bære’, var lidt for meget for et logisk tæn­kende barn. – Men jeg forsøgte i hvert fald …

Det var først i realen og i gymnasiet, at jeg begyndte at kede mig. Som ivrig læser var meget af stoffet allerede kendt for mig, og vores lærere der i slut tresserne og i begyndelsen af halv­fjerdserne var ofte enten udbrændte kra­kilere, der stivnet og trodsigt docerede egne gamle dogmer om og om igen, eller udflip­pede narcissister, der brugte klassen som publikum for egne be­hov, og for hvem fagligheden stod i skyggen af deres trættende personligheder.

Efter et arbejds- og rejseår skulle jeg begynde på universitetet i Århus. Det var i september 1975, jeg var 19 år og havde lige været på Hovedbiblioteket i Mølleparken, hvor jeg havde lånt en stak teaterhistoriske bøger – på en­gelsk! – som jeg ikke hurtigt nok kunne komme hjem på værelset og be­gynde at studere. Solen skinnede, jeg var glad for mig selv og ver­den, var den første akademiker i min familie og bar hovedet højt oppe i stolte glæ­desskyer, da et ganske ungt cykelbud, ikke mere end en 15 – 16 år, på en longjohn piftede lystent efter mig i forbifarten …

Af bar overraskelse og ydmygelse tabte jeg mine bøger midt i fodgænger­overgangen på Ves­ter Allé. Aldrig nogensinde havde jeg hørt nogen pifte så frækt efter min elskede dansk­lærerinde, efter min gamle og højt respekte­rede klasselærer, biologilæreren eller andre ud­dannede personer, der havde stået som forbilleder for mig. – For første gang i mit liv var det ikke nok, at jeg var sød, stærk og klog, jeg skulle også fungere som objekt for en re­spektløs knægt, der sikkert havde forladt skolen efter 7. klasse, og som jeg med stor fornøjelse ville have mulet langt ned i skovvejenes sand ti år tidli­gere. – Men til fods midt på en gade i Århus kunne jeg intet stille op.

Det var en røvtur, der kunne mærkes. Væk var de velkendte støttende om­givelser. Væk var lærere og grupper hjemmefra, hvor enhver var kendt og påskønnet for sit bidrag til fælles­skabet, af hvad art det end kunne være. Mine universitetsår blev måske lige så meget som det faglige en hård lære­tid, hvor køn, lighed, retfærdighed og demokrati uvilkårligt kom til at fylde alt for meget. For pigerne.

Drengene groede langt hår og sad i rundkreds og røg pibe og drak øl og holdt belærende foredrag om kapitallogik og socialisme for pigerne, som de grådigt tog for sig af, den ene ef­ter den an­den. – Jeg lærte begrebet un­dertekst. Mens de snakkede, kaldte sig feminister og afbrød de­res kvinde­lige med­studerende i forsøgene på at overgå hinanden i teoridannelser, blev kvin­derne trængt længere og længere ud af kredsen og væk fra de spændende opgaver, eftertragtede projekter, muligheder, timelærerstillin­ger osv. For voksne kvinder er adgangen til det mandsdominerede samfund snæver og udløser en høj og mangeartet pris. Det er ikke en vej uden for­nedrelse, selvforagt, kompromiser, kampe og dybe slag, kan jeg hilse og sige.

Nogle af os gad ikke agere heppekor. I stedet dannede vi basisgrupper, hvor vi læste Simone de Beauvoir, ’Kvinde kend din krop’, Germaine Greer, Susanne Brøgger, Vibeke Vasbo, Herdis Møllehave, Erica Jong, Virginia Wolf og diskuterede vores mest private tanker og problemer med hinanden i ab­solut åbenhed. I disse grupper, med disse kvinder, der tog de første skridt ind i voksentilværelsen i et mandsdomineret samfund sammen med mig, lærte jeg det, jeg senere skulle få så god brug for, nemlig hvordan man be­går sig som kvinde uden at bøje nakken helt.

Der er ikke meget støtte, knap en løn og slet ingen opmuntring, påskøn­nelse eller taknem­me­lighed. Men så er det jo heldigt, at man var selvmoti­verende fra start og har gode og næ­rende kilder at trække på. Fra den fjerne skoletid, hvor mor var dreng.