Sommerfuglebusken

Blandt de små glæder, der ender med at blive årligt tilbagevendende, store glæder, er sommerfuglebusken. Først plantet, og passet med lidt beskæring, lys, vand og gødning, sørger den for månedlang underholdning ved at tiltrække alle de sommerfugle, der befinder sig i nærheden.

August er højsæsonen, og da busken står midt på terrassen, kan jeg blot sætte mig med min kaffe og sommerfuglebogen og genopfriske navnene på de få, store og farverige, danske arter af dagsommerfugle i mit område:

Kålsommerfugl, Citronsommerfugl, Dagpåfugleøje, Admiral, Tidselsommerfugl, Perlemorssommerfugl og Nældens Takvinge.

I det nærliggende naturområde, skov og hede, er der andre slags, store såvel som små, der aldrig dukker op i min have.

Men det år, Sørgekåben blæste over Kattegat fra Sverige og aflagde visit, glemmer jeg aldrig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *