Firenze

I Florentia, ’Den blomstrende’, som romerne navngav byen, da de for godt et par tusinde år si­den grund­lagde Firenze, blomstrede kunsten specielt i det 15. århundrede bemærkelsesværdigt op. Fra en flademalet, stiv og upersonlig stil til en udtryks- og følelsesfuld og i alle ordets betydninger perspektivrig ny kunstretning, kal­det renæssancen.

I Firenze samlede rige bankierfamilier med Medicierne i spidsen hidtil usete rigdomme og brugte dem på paladser, kirker, kunst og anden kultur, der skulle forherlige dem selv, men som i sidste ende blev et smykke på hele Europas civilisation. De understøttede og opmuntrede tidens bedste kunstnere, malere, musikere, billed­huggere, arkitekter og forfattere, og gav dem utallige opgaver, så også de blomstrede og kunne inspirere hinanden.

Denne rigdom, som begyndte med uld og handelstalent, finansierede en helt ny menne­sketype, indi­vidualisten, personligheden, den selvstændigt tænkende, følsomme, mandlige kunstner.

De rige bankfolk havde også magt til at bortvise dem, de ikke var politisk enige med, og det gjorde de med Dante.

I dag står byen på hovedet for at opfinde Dantemindesmærker: Et Dantes hus, som blev bygget i 1911, en tom grav i Santa Croce-kirken, en profil hugget i en for­tovsgranitflise og en sten, ’Il vero sasso di Dante’, som er blevet anbragt på et lille torv ved domkirken for ganske nylig.

Eller de brændte fundamentalistiske munke, der som Savonarola og hans følgesvende forban­dede al deres dekadente luksus og holdt dunderprædikener om at forsage unødig ødselhed. Også denne udåd har kastet indtil flere mindesmærker af sig, mindst kendt er måske Savona­rolas profil, angiveligt udhugget af Michel­angelo i en sten i facaden på Palazzo Vecchio i 1498, samtidigt med at selve henrettelsen fandt sted på bålet på Piazza della Signoria. Profilen er der skam, men historien er cirka lige så sandsynlig som Dantes helt ægte siddesten.

Vi valfarter til Firenze for at opleve historien, arkitekturen, maden og kunstværkerne, hvis lige ikke findes andre steder, og vi bliver ikke skuffede, hvis vi da kan komme til herlighederne for alle de andre kulturturi­ster. For når børnene er blevet store og selvstændige, og de ikke længere gider tage med os til Dis­neyland, så tager alle vi midaldrende småborgere, hvis vi kan, til kunstens Disneyland og står, som i det rigtige Disney­land, i timelange køer, ikke til rutsjebaner, men til Ufficierne, Kunstaka­demiet, dåbskapellet, domkirkens kuppel og til både domkirken og Palazzo Vecchios tårne.

Vi tog til Firenze i julen, fordi vi har erfaret, at hvis man vil se de store seværdigheder, skal man komme, mens alle andre sidder hjemme og opfører julens ritualer for hinanden. Det lykkedes os også at have bl.a. Ufficierne næsten for os selv, spadsere lige ind og få et godt kig på alle herlighederne. Men allerede anden juledag nåede køerne til disse kunstskatte igen op på flere timers ventetid.

Kulturfolket og alle medløberne står i kø til endnu en forlystelse. Vi fristes ikke af hot dogs, slikkepinde og popcorn, men når mørket sænker sig brunt over Arno, og alle seværdighederne lukker, indhylles byens centrum i tunge stegedufte fra alle de bistecca alla fiorentinaer, enorme kødstykker, som grilles over bræn­debål for at mætte de tilrejsende, og måske især de­res kunst- og fodtrætte ægtemænd.

Allerede nu kan man se, at om ganske få år vil grupperne af nyrige kinesere og andre asiater, som jo ikke fejrer jul, fylde så meget, at vores list med at udnytte den stille højtid ikke længere duer. Alle verdens mennesker bliver på godt og ondt rigere. Og når inderne, sydamerika­nerne, afrikanerne og araberne også får styr på det, og alle får råd til at turistrejse flere gange om året på samme måde, som de fleste af os ves­terlændinge i adskillige årtier har betragtet som en menneskeret, så kan vi ikke længere trække vejret for flyos, klimaet går over alle bred­der, og de gamle bykerner, som allerede nu er decimerede til frilands­museer, går under i men­neskestrømmen, dens forbrug og affald.

Måske må man så, som man har gjort med visse grave i Egypten og de berømte, bemalede fortidshuler i Sydfrankrig, konstruere kopier, bereg­net for turister, på en mark i nærheden. Eller vi må alle blive hjemme og nøjes med virtuelle oplevelser på en storskærm nær sofaen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *