Villahavernes støjhelvede … og en løsning

Det er lørdag og én af sommerens smukkeste aftner. Grillen syder, og vi har inviteret et par gode venner til drinks, mad og hyggelig snak. − Klokken 18, netop som gæsterne er ankommet, og vi har sat os til bords på terrassen, starter naboen sin kraftigt motoriserede græsslåmaskine lige på den anden side af hækken … I en halv times tid kan vi ikke høre, hvad vore venner siger, og vi kan kun lugte benzinos, ikke det gode rosmarinmarinerede svinekød på grillen.

Søndag formiddag lokker solen mig ud i haven med morgenkaffen. Jeg finder en stol i en rolig krog og nyder fuglene, den relative stilhed og den friske morgenluft, da naboen på den anden side går i gang med sin havestøvsuger. Da jeg af erfaring ved, at det vil tage ham hele formiddagen, måske mere, at støvsuge sin lille have, giver jeg op og går ind. Genboerne har gang i noget buskrydning, og lidt længere væk klipper de hæk med støjende maskineri.

Jeg er helt sikker på, at vi også mange gange har slået græs, klippet hæk eller kløvet brænde på tidspunkter, hvor vore naboer gerne ville have nydt lidt fred.

Så mit forslag til alle os geskæftige haveejere er en tidszone til larmende maskinel. Lørdag formiddag mellem kl. 8 og 14 må man larme så meget man lyster i sin egen have. Det er muligt at planlægge således, at man kan begrænse græsslåning, hækklipning, motorsavsbrug, havestøvsugning, kompostkværn o.l. til dette tidsrum. Hvis alle er i gang på samme tid, generes ingen, og hvis der alligevel skulle være en enkelt, der ikke kan udholde støjen, kan han tage til stranden eller i storcentret.

Lad os give os selv og vore børn mulighed for at opleve et sjældent gode: søndagsfred og stilhed i haven.

2 meninger om “Villahavernes støjhelvede … og en løsning”

  1. Særdeles genkendeligt scenarie! Man kunne jo tage dette op lokalt i avisen med det formål at definere en slags “hensigtserklæring” fra nabo til nabo. Så snart man ytrer sig i dette land opfatter en lang række personer det jo nærmest som et angreb på den personlige frihed, så en løftet pegefinger kommer vi ikke langt med (selvom den ville være på sin plads lørdag kl. 18.00 med plæneklipperen). Så noget “kampagne-halløj” i stil med “tak for hjælp i trafikken” som kørte for år tilbage, ville nok kunne give lidt ro. “Tak for hjælp i grill-sæsonen….”.

  2. Hihi Lone! God løsning, lad os hver især indføre den regel i vores nærområde. Det vil minimere mange irritationsmomenter!
    Bodil Stoltenberg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *