Hvorfor arbejder man?

I vores kulturkreds drejer alting sig om arbejdet.

Hjemmelavet tonic af sensommerens krydderurter fra haven eller en simrende gryderet er et privilegium, som kun folk med god tid kan nyde.

En barslende moder kan ofte ikke komme hurtigt nok tilbage på arbejde, enten af lyst eller af tvang.

Babyer, mange under et år, skilles fra deres familie og primære omsorgspersoner og væn­nes fra start til at være anbragt hos fremmede fra morgen til aften.

Man spørger små børn, hvad de ’skal være’, når de bliver store.

Børn og unge indprentes, at de skal gøre sig umage i skolen, så de kan få en god uddan­nelse, et godt arbejde og dermed ’klare sig godt’ i tilværelsen.

Der er konkurrence på karakterer, på uddannelse og på job.

Et godt job er et velbetalt job med høj prestige. Ofte også karakteriseret som ’spændende’, med stort ansvar, mange betalte måltider og også gerne rejser og hotelophold væk fra hverdag og familie.

At lykkes med sit liv er i høj grad et spørgsmål om at lykkes med sit job.

Så længe vores samfund er baseret på lønarbejde uden for hjemmet, er der nok ikke nogen oplagt vej uden om vækkeuret, madpakkerne, institutionerne, transporten, arbejdstiden på kontor, fabrik eller andet.

Så vi socialiseres tidligt og massivt til at arbejde. Der er et enormt, socialt pres på os for at få en god uddannelse og et job, så vi kan ’klare os selv’ og bidrage til samfundets uophørlige vækst. – Vi er flokdyr, og de fleste individer vil gøre, som samfundet forventer, selv om det måske føles galt. De vil endda aflevere deres små forsvarsløse, næsten nyfødte til helt fremmede. Ingen abemor ville gå så vidt uden kamp.

Men ikke engang den mest vellønnede direktør kan ’klare sig selv’ … Hvad ville der blive af ham, hvis han selv skulle bygge sit hus, sin bil, fremstille sit tøj, dyrke sin mad, bortoperere sin egen betændte blindtarm, passe sine egne børn?  … Vi er flokdyr som myrer i en tue, og ingen kan klare sig uden alle de andre, uanset hvor irriterende de end måtte forekomme.

Til at øge presset for at deltage i ’lønarbejde’ er den skinhellige, protestantiske arbejds­moral, ’du skal yde, før du kan nyde’, det store gruppe- og forventningspres, som vi interna­liserer fra en meget tidlig alder. Fanden og ’Jobcentret’ tager de sidste …

Vi er nødt til at arbejde, hvis vi vil leve, spise, bo og færdes i samfundet. Specielt at bo er en dyr fornøjelse. At leje en lejlighed eller at købe en eller et hus – og indrette sig efter tidens luksuriøse smag – betyder for mange et helt liv i trædemøllen – Vi slavegør os selv for at kunne bo.

Og at arbejde for andre, væk fra hus og familie, er blevet den gængse måde at deltage i ak­tiviteter på. Uanset om disse aktiviteter giver mening eller forekommer absurde. De færre­ste formår at skabe helhed i deres arbejds- og familieliv, så de kan leve af det.

At arbejde er også en måde at dække vores sociale behov på – Hvor går man ellers hen og får et fællesskab med andre mennesker? Det findes ikke hjemme i de funktionstømte bolig- og villakvarterer.

Men et spændende arbejde kan også, afhængigt af personlighedstype og personlige behov, være den mest direkte vej til anerkendelse og selvrealisering. Det føles simpelthen godt at bruge sine evner og få beundring og anerkendelse retur, og derudover en klækkelig løn ind på kontoen hver måned.

Dertil kommer, at de reproduktive aktiviteter, det store arbejde, en god husmor udførte førhen: børnepasning, opdragelse, indkøb, madlavning, lagerstyring, lektiehjælp, rengøring, tøjvask, ved­ligehold, pasning af syge og gamle, familiens faste tovholder og sociale projektleder, som huskede fx fødselsdage, købte gaver, bagte kager, stod for menu, bordpynt, blomster og invitationer, arrangerede sammenkomster og fejring af begivenheder og højtider, ikke reg­nes for noget i dag. Det anerkendes og honoreres ikke. – Men savnes i høj grad, når det ikke bliver gjort.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *