Facebook

Facebookprofil, tegnet af Anja Gram

Så gav jeg mig omsider. Yngre venner har plaget i årevis, men først i sidste uge besluttede jeg for alvor at udforske Facebookuniverset, „Fjæsbogen”, som de unge siger. Vi er nu 1,9 mio. brugere i Danmark, det er 34 % af befolkningen, og der er her i landet flere brugere, og flere ældre brugere, i forhold til befolkningstallet end i noget andet land i verden.

Og det er jo helt åbenbart et glimrende program, opdagede jeg med det samme, som tilbyder gratis faciliteter til social kontakt med dit netværk. Det er et forum, en tom kasse, ligesom f.eks. en foredragssal, en dagligstue eller bibliotekets mødesal, hvor rammerne er til stede, men indholdet skal man selv fremskaffe.

I bund og grund minder det mig om min barndoms poesibog. Flunkende ny lå den dér inden i gavepapiret med sine søde billeder af roser og forglemmigejer, og jeg brugte timer på, omhyggeligt og med min smukkeste skønskrift, at udfylde navn, adresse, klassetrin, interesser og yndlingsbøger … — Åh, hvor var det herligt at blive spurgt om noget! Så tog man den fine bog med i skole og bad bedsteveninderne om at skrive i den, hvilket de sædvanligvis gjorde med stor umage, ligesom man selv prentede „Roser er røde, violer er blå …” i deres. Da turen kom til drengene, skrev de noget hurtigt og småfornærmende og tegnede en cowboy, men det var fint, for sådan er drenge jo, og de gjorde deres bedste. I løbet af en uges tid havde man så samlet venner, veninder og familiens skriverier i bogen, der begyndte at se lidt slidt ud, for alle skulle jo have den med hjem, hvor de sad ved spisebordet om aftenen og skrev og tegnede med farveblyanter for så at aflevere næste dag. Den tilbragte således megen tid i skoletasker sammen med penalhus, bøger, gymnastiktøj og madkasser. Det var berusende at få sin poesibog tilbage og slå op og læse det nytilkomne vennevers, men da suset efter et par uger havde lagt sig, røg den hen i en krog og var ikke til mere nytte.

Facebook holder formentlig længere, for den er levende, dynamisk og flunkende ny, hver gang man klikker ind på den. Jeg har haft en yderst stimulerende uge med at udfylde de forskellige rubrikker, med at opsnuse gamle venner, med at samle familien og de nærmeste omkring mig og med at udforske, hvad programmet egentligt kan bruges til, udover den altid nyttige øvelse det er „at holde mandtal over sine mennesker”. Det er en skøn følelse, når en gammel ven fra Sicilien tikker ind med en kærlig besked på ens Facebookvæg. Når mennesker, man har mistet kontakten med, pludselig dukker op i ti år ældre udgaver. Når de nærmeste venner og familien velvilligt slutter op.

Og det foregår ikke kun i den digitale luftighed: Allerede de første to dage poppede venner, som jeg ellers ser regelmæssigt, pludseligt op på Facebook og chattede sig til en aftale i den analoge verden. En ellers bortkommen, og dybt savnet, veninde i København kommer på besøg et par dage i næste måned. Og hvis mine venner skal til et sjovt arrangement, fremgår det af Facebook, så jeg kan hægte mig på, hvis jeg har lyst. Dertil kommer, at bøger hurtigt blev et samlingspunkt for mine Facebookvenner og mig, og jeg har allerede nu efter få dage samlet en halv snes varme anbefalinger af gode bøger, som jeg skal læse snarest.

Hvad er det, Facebook gør? Hvorfor er det så populært?

Gode, gamle Konrad Lorenz, Nobelprismodtager og grundlægger af videnskaben om dyreadfærd, fortæller om sine gæs, som han boede tæt sammen med, at de ustandseligt udstødte lyde: Quark-lyde, hvis betydning nærmest var: — Her er jeg, hvor er du? Med disse smålyde kunne gæssene holde sammen i flok, både når de fløj, gik og svømmede. Gæs er udprægede flokdyr. Det er hunde også. Og mennesker: På Facebook kan vi sidde og rappe til hinanden: — Her er jeg, er du der endnu? Den antropologiske term er vist „Grooming-talk”, dvs. pelsplejesnak eller hyggesnak, der blot skal få deltagerne til at føle sig afslappede og godt tilpas, og som først og fremmest skal overbevise os om, at vi kan være trygge, for vi har flokken omkring os. Der er ikke noget nævneværdigt indhold i almindelig hyggesnak: — Har du det godt? — Ja, tak, fint! Og du? — Fint, tak! Sikke et møgvejr! — Ja, det har du ret i. Sikke et møgvejr. Jeg var hos frisøren i morges. — Var du det? Jeg trænger vist også til at blive klippet … osv. I virkeligheden udgør overførsel af rent saglig information kun ganske få procent af al menneskelig samtale, selv når det drejer sig om forretningsmøder og lignende.

Næst efter hyggesnak tilbringer vi mennesker mest tid med at sladre om nogen, der ikke er til stede. Vi er alle, enten vi vil være ved det eller ej, overmåde nysgerrige med hensyn til vore medmenneskers liv og gøremål. Det gælder både mænd og kvinder, selv om mænd og kvinders sladder udarter sig forskelligt; mænd er f.eks. mere afdæmpede end kvinder, når de sladrer, mere henkastede, og de lader ofte som om, formålet med samtalen er noget helt andet, f.eks. et fagligt spørgsmål, og ikke direkte sladder. Om en kollega, der lige er blevet skilt, vil kvinder typisk sige: — Guuud, ved du, at Børge er blevet skilt? Hvorimod mænd sådan lidt nonchalant hen over kaffekruset nok vil udtrykke det sådan: — Mon nu Børge kan føre sagen igennem, nu hvor han også har problemer med konen? — På Facebook kan vi få vores nyfigenhed og trang til sladder tilfredsstillet, for her offentliggør folk selv deres egne nyheder, så vi med ringe ulejlighed kan følge med. Jeg er overbevist om, at menneskets hunger efter sladder, dvs. nyheder om andre mennesker, ikke er hverken perverst eller ondsindet, men et dybtgående behov for at vide så meget som muligt om sine stammefæller, så man selv bedre kan agere formålsmæssigt i forhold til dem. At sladder i vor tid er udartet til grænseoverskridende snagen i kongehuset og de mediekendte, som vi trods deres kendthed overhovedet ikke kender, er så en anden sag. Det er for mig at se et plat og desværre succesfuldt forsøg på at sælge aviser, ugeblade m.m. og dermed tjene penge på at misbruge og vildlede basale menneskelige behov — fuldkommen analogt med pornografi, som narrer mennesker (mænd?) til at bruge penge på papir- eller elektroniske sexpartnere.

Vi er mennesker, vi er flokdyr, og vi har brug for menneskelig kontakt. Facebook giver os kontakt, derfor er det spændende at være Facebookbruger. Vi har også behov for at se andre mennesker i øjnene og for at røre ved og blive rørt ved af andre, det kan Facebook ikke klare, Facebook er ikke en erstatning for, men et supplement til ens øvrige sociale liv, men mon ikke fremtidige undersøgelser vil vise, at Facebookkontakt er bedre for os mennesker end ingen kontakt? Måske med en helbredsfremmende effekt på linje med hundehold? Min gode (Facebook-)ven, Jan, påstår, at en af årsagerne til, at folkesundheden i Danmark ligger lavere end i vore nærmeste nabolande, måske kunne findes i det store antal enlige, vi har her i landet, hvor knap halvdelen af den voksne befolkning bor alene. (Iflg. Ekstrabladet var der pr. 1. januar 2007 1.599.572 enlige voksne i Danmark.)

Som nytilkommen på Facebook står man i samme situation, som barnet første dag i skolegården på en helt ny skole. Det kan være angstfremkaldende. Man kigger sig forsigtigt om: Hvordan opfører man sig her? Hvordan går man klædt? Hvordan leger man? Afhængigt af tidligere livserfaringer kan man blive overmandet af skræk for ikke at være populær, for ikke at få nogen venner, for at være udenfor, men efter min erfaring er folk på Facebook flinke til at hjælpe nye godt på gled med forslag til venner og opmuntrende og kærlige velkomster. Jeg kan se, at de unge i min bekendtskabskreds har venner i hundredvis, men vi ældre, der ikke går i skole eller har mange kollegaer, skal jo ikke konkurrere. Vi skal blot samle den nærmeste familie og vore fire venner og glæde os over den lette adgang til kontakt og aftaler med dem.

Endnu kender jeg ikke alle færdselsreglerne på Facebook. Jeg går ud fra, at de varierer fra vennekreds til vennekreds og fra teenagere over unge til vi gamle. Er det f.eks. OK at være ven med sine børn? Eller skal de have lov at have deres liv i fred? Er det et udtryk for almindelig omtanke og høflighed, eller er det blot utidigt, også at bede konen om at være ven, når man er blevet Facebookven med manden? Et nyt forum må efterhånden udvikle sit eget adfærdsmæssige regelsæt.

Hvad jeg umiddelbart kan se, er dog, at man selv skal være aktiv, hvis man vil have noget ud af sit Facebookmedlemskab. Det nytter ikke noget at sætte sig hen i et hjørne og pusle med at skifte profilfoto og opdatere sit cv, mens man venter på, at nogen skal komme og invitere en med i en sjov leg. Man må selv smide nogle lunser af information eller invitationer ud til sine venner. Heller ikke for meget, dog; vi har ikke brug for at kende alle trivielle gøremål. Det kan være en svær balance.

Facebook har faciliteter, så man kan dele begivenheder, fødselsdage, bøger, film, tv-programmer, politik o.m.m. med hinanden, kan jeg se, man kan endda give hinanden små, virtuelle gaver! Det lyder skørt, men i virkeligheden er det vel ikke mere skørt, end at vi alle nu rutinemæssigt bestiller blomster og chokolade til hinanden på nettet. Jeg er sikker på, at en lille Facebookblomst til 50 øre kan bringe lige så meget glæde, som en buket til 300 kr. — og den holder længere og skal ikke passes. Jeg sidder og klikker rundt og prøver at finde ud af, hvordan det hele fungerer. Allerbedst ville det være, hvis jeg kunne sidde en halv time sammen med en yngre Facebookhaj, og en sådan aftale HAR jeg skaffet mig — gennem Facebook.

En stor fordel ved Facebook er, når man lige er flyttet ordentligt ind, at det ikke tager særlig lang tid lige at holde sig orienteret. Det er vel også derfor, at der er så forholdsvis mange mænd derinde. Når nyhedens interesse har lagt sig, kan man lade siden hvile i den sikre forvisning, at der kommer en mail i din indboks, lige så snart der sker noget, der involverer dig.

Mit skrivebord er blevet et meget rarere sted at være, for nu har jeg alle mine kæreste mennesker ved hånden — lige inde i computeren! Jeg mangler blot fætter fra Sverige for at være helt lykkelig …

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *