Uventede gæster

I 70’erne begyndte vi i lille, lukkede Danmark at slække på formerne. Vi følte os alene hjemme og private. Som en afslappet kernefamilie søndag formiddag bag ligusterhækken i parcelhuskvarteret. Vi kunne drikke dåseøl og spise flæskesvær til morgenmad, hvis vi havde lyst, og gå omkring i pyjamas eller joggingtøj i det offentlige rum, bade topløse på stranden, være utvungent nøgne sammen i omklædningsrum, vise kraftigt behårede kroppe og et helt makeupfrit ansigt frem.

Men så fik vi i løbet af 80’erne og navnlig 90’erne gæster. Vi blev udsat for resten af verdens blikke og måtte igen soignere os, op på stiletterne og tænke over, hvordan vi tog os ud i andres øjne.

Vi blev en meget lille del af det store, globale samfund, og vi havde svært ved at finde kammertonen. Vi lod stadig onkel Åge fyre indforståede, fremmedfjendske vittigheder af, bl.a. i Jyllandsposten, og blev slemt forskrækkede, da vi opdagede, at alle kunne høre med, men at ikke alle kunne se det morsomme.

Vi opfatter stadig os selv som verdens navle og benægter – selv om det efterhånden burde være åbenlyst – det faktum, at vi på mange punkter, bl.a. vores højt besungne sundhedssystem og skolebørnenes kundskaber, ikke er verdensførende. Vi er end ikke sammenlignelige med vore nærmeste, nordiske naboer. Tværtimod rangerer vi på disse vitale områder et sted mellem Nigeria og Zimbabwe, når det bliver målt og opgjort.

I et desperat forsøg på at holde trit lagde vi os i hælene på storebror USA og sendte et beskedent bidrag af soldater, tanks og bombefly mod nogle oldgamle mellemøstlige kulturer, hvilket kostede et halvt hundrede af vores unge mennesker livet. – Og vi forstår stadig ikke, at nogle af de udbombede folkeslag bærer nag – Hallo! Det er jo bare os! Lille, søde, rare Danmark med de fredsbevarende tropper, andelsbevægelsen, højskolerne og alle de andre værdier, vi plejer at rose os selv for. Værdier der, det siger sig selv, er UNIKKE for DANMARK og DANSKERNE.

Det globale samfund er en fordel for alle. Vi bliver rigere og klogere af kontakterne, og det er ikke længere muligt at stænge døren med grænsebomme o.l. i forsøget på at holde fremmede gæster ude. Den tid er længst forbi, hvor man kunne gemme sig bag ligusterhækkene, trække gardinerne for og lade som om man ikke var hjemme.

Hvad, vi derimod kan gøre, er, at tage respektfuldt imod vore mange nye gæster, både de, der betaler for sig selv med gængs valuta, og de, der kommer for at tilbyde deres uvurderlige arbejdskraft til vedligeholdelse af vores slemt forsømte velfærd. Høfligt vise dem, hvordan man gebærder sig her, og tage ved lære af de mere medmenneskelige normer, bl.a. i omgangen med børn og gamle, som de fleste bringer med hertil udefra.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *