Nydansk

Jeg talte med en opvakt ung dansker af ’anden etnisk herkomst’ og blev betaget af hans sprog: Letflydende og levende på en måde, man sjældent hører, og peppet op med skæve smil, lune glimt i øjnene og beskri­vende fagter. − Da gik det pludselig op for mig, hvor det besynderlige nydanske tale- og skriftsprog kommer fra: Det er afsmitning fra vore tosprogede indvandrerefterkommere.

Det er morsomt at tænke på, at mens kræfter i det danske samfund har hektisk travlt med at bekæmpe indvandring og alt, hvad deraf følger, så går deres egne børn og unge − og deres foretrukne journalister i medierne − rundt og kaster om sig med formentlig arabiske fagter, udtale, udtryk og ordstillinger.

Udover påvirkningen fra engelsk bliver dansk i disse år også ændret af indvandrede, begavede sprog­brugere, som fx den unge, højt beundrede digter, Yahya Hassan.

Politikens netavis skriver om ham i dag:

Indvandredigteren giver et unikt indblik i indvandremiljøet

Og landets største dagblad præsterer to graverende sprogfejl i en lille underrubrik.

Så mens vi i netop disse dage begræder tabet af digteren Dan Turell og hans evne til at beskrive selv Vangede i præcise vendinger, så har vi fået en ny sprogmester, som giver os et præcist og barskt indblik i et underklassemiljø, der kun sjældent tillader vidneberetninger, og da slet ikke sprogligt brillante, at boble op til overfladen.

Jeg har før påpeget de nye udtaleformer på dansk:

Det er blevet moderne, også blandt unge og knap så unge nyhedsoplæsere på de to store, seriøse danske kanaler, at tale som læspende børn med tyk tunge hængende langt ud af munden. I mine ører lyder det tuttenuttet og malplaceret, og det skærer skingert i sjælen, når nyhederne handler om død og ulykker, hvil­ket nyheder desværre ofte gør. Det begyndte med TV 2’s kanal Zulus kokette lillepigestemme, og dette barnagtige tonefald er siden blevet imiteret også af voksne kvinder og mænd.

D’erne: Redde, frede, fredelig, bede, bedre, billeder … udtales alle med bred, slap tunge: Rrrædddddde. Som vi i gamle dage vrængende ville udtale »rædderlig«.

Æ forvanskes til A i mange ord: Træet bliver til traet, rumæner bliver romaner, dræbt og dræbe bliver til drabt og drabe.

E bliver til A: Ret bliver til rat, frem til fram.

(…)

De siger drabt i stedet for dræbt

De siger rat i stedet for ret

De siger terre i stedet for terror

De siger kraft i stedet for kræft

Og det i en sådan grad, at jeg sommetider helt misforstår deres udsagn. F.eks.:

„Han brugte kraften positivt” lyder opløftende på den optimistiske, Star Wars-agtige måde, indtil det langt senere går op for mig, at manden er ramt af en dødelig sygdom.

(blog.loneandrup.dk/#post131 Floskler og dårligt sprog, 10. februar, 2012)

Uden at være en ørn til arabisk, har jeg på fornemmelsen, at mange ord, udtryk, udtaleændringer og også problemerne med at høre og udtale æ, ø og å er et udpræget indvandrerfænomen, en slags pidgindansk, kraftigt hjulpet på vej af bl.a. entreprenante, kommunale chefer, som med stor iver afskaffer å’erne i deres bynavne eller ligefrem omdøber deres gammeldanske områder for at gøre deres hjemstavn global og inter­netparat, så den netop ikke tiltrækker besøgende udefra, for der er intet specielt dansk at opleve, intet lokalt særpræg, som adskiller disse floskelspredere

− Aarhus. Danish for progress skal give international genlyd og sætte fokus på byens evne til at arbejde sammen for at skabe fremgang og vækst. (http://www.citybrandaarhus.dk/)

og

The Bay Denmark – Jammerbugten
Velkommen til The Bay Denmark – Jammerbugten.The Bay Denmark er den nye internationale betegnelse for Jammerbugten, et af Danmarks mest besøgte kystferieområder. Her er den uspolerede, rå natur cen­trum for ferie, familieliv, erhverv og lokale fødevarer.
(
http://www.visitjammerbugten.dk/jammerbugten/bay-denmark-jammerbugten)

fra andre områder i Nordeuropa.

Det sidste sproglige nyskud, kun få år gammelt i dansk, er det udbredte ’Jeg tænker’, som i ’Jeg tænker, vi skal gå til højre her’. Det lyder i mine ører som en direkte overtagelse af en mellemøstlig vending.

På dansk kunne man førhen sige: ’Jeg tænker’ i betydningen: ’Jeg står lige og overvejer situationen’. Eller ’Jeg tænker på den ferie, vi havde sidste år’. Men nu er den nye brug af udtrykket slået bredt igennem, også blandt ellers sprogligt sikre og velskrivende journalister:

− Men jeg tænker, om de også har noget at byde ind med på nutidens lyriske scene? (Politiken d. 13.10 2013, side 8)

På gammeldansk kunne dette udsagn fx have lydt: − Mon de også har noget at byde ind med på nutidens lyriske scene?

Den traditionelle brug af danske stedord og præpositioner sejler ligeledes i dagens sprogbrug i en sådan grad, at mange efterhånden vælger formen ’ens’ i stedet for ’sin’, måske fordi det føles sikrere, når man er i tvivl:

− Det er utrolig svært at se hele ens by være under vand (Pol. net. 18.9.13)

Eller man skriver bare noget meningsløst bavl uden at tænke:

− En ny dokumentarfilm fra magasinet Vice løfter lidt af sløret bag det mystiske (…) − en slags ’Barbie-influ­enza’, der smitter til et kunstigt look af kvieøjede piger ( Pol.net. 12.8.13)

Hvis sløret var bagved, var der ingen grund til at løfte det, og ordet ’smitte’ bruges normalt med ‘med’ på dansk. − Begge eksempler er af yngre journalister med pæredanske navne.

Udover det stærkt usikre skriftlige dansk, har jeg for nylig oplevet to tilfælde, hvor man fandt det nødven­digt at tekste unge, hjemmefødte danske mænds tale på tv. Begge gange unge mænd af underklassen, den ene en angrende kriminel fra Hinnerup ved Århus, som var så sprogligt usikker og mumlede så meget, at den programansvarlige må have vurderet, at undertekster var nødvendige for forståelsen. Så meget for Folkeskolens pligt til − i samarbejde med forældrene − at lære alle dansk sprog og kultur.

De seneste forældregenerationer her i landet har været for selvoptagede til at sidde i ro og snakke med deres børn, mens de lærte dem sproget. Hvis forældrene ikke var på job, på café med vennerne, til fitness eller løb rundt i skovene, sad de, de få timer pr. dag de tilbragte med deres egne børn, og tjekkede mails, sms’er eller Facebook. Selv om børnene gentagne gange bad dem om at lade være. De danske hjem genlød og -lyder stadig mere af børnenødråb: Hold nu op, mor! Læg nu den telefon væk, far! Vi aftalte, at vi skulle hygge os… Men forældrene har bogstaveligt talt propper i ørerne.

Børnenes pædagoger kan ikke overlades noget ansvar for den sproglige indlæring. Pædagogsprog er det mest floskelfyldte dansk overhovedet. Bare tænk på ’afhentningssituationen’ og ’spisesituationen’, der grasserede i årevis. Nu har de ustandseligt ’fokus på’ eller de ’oplever problemstillinger omkring’ eller de foretager sig noget ’i forhold til’, så det løber en koldt ned ad ryggen.

Men selv skolelærerne, selv de, der underviser i faget dansk, er i tvivl om grammatikken og kommaterin­gen. Og deres sprog er hyppigt lige så floskelfyldt og fejlbehæftet som pædagogernes, bl.a. fordi de omgås børn og unge hele tiden og lader sig smitte i forsøget på at fremstå ungdommelige og smarte. Læg dertil skoleklasser med store andele af indvandrere… Hvem skal lære de nye generationer dansk?

Uden sprogligt velfungerende voksne omkring sig er børn og yngre voksne i dag lette at løbe over ende af jævnaldrendes barnlige sprog, af nogle indvandredes gadesmarte pidgin og af engelsksproget, mediebåret sprog og kultur − heriblandt en sær, udansk puritanisme.

Det er ikke nogen katastrofe. Bortset fra meningsforstyrrende sprogfejl, som kan besværliggøre kommuni­kation, har et sprog godt af at få tilført nyt blod og blive brugt på nye måder. Måske opstår der efterhånden et helt nyt skandinavisk-engelsk-arabisk? Det er helt sikkert, at sproget vil blive bøjet og tilpasset, så det kan det, det skal, nemlig formidle mening blandt de mennesker, der bruger det.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *