You’ll Never Walk Alone

synger Liverpool FC’s tilhængere, og det er muligvis rigtigt, hvis man er fodboldfan.

Men er man hundeejer, kommer der et tidspunkt efter en 10 – 15 år, hvor man bliver forbandet nødt til at gå alene.

Når den gamle hund får ondt ved at rejse sig, ikke kan følge med på selv korte skovture og snubler, når den går. Når den ikke – trods al medicinen – kan finde ro for smerter og kigger forundret op på én, som om den vil spørge om, hvad der er vejen, og hvad man har tænkt sig at gøre ved det?

For man har jo altid taget affære. Lige siden den var 8 uger gammel og fik vand, mad, blid opdragelse, legetøj, spændende skovture, sjov træning, og den kvitterede med at udvikle sig til den bedste hund, vi nogensinde havde haft. Ganske som de andre.

Så kommer den sidste tur til dyrlægen. Før eller siden. Som enhver anden dyrlægetur, når hunden skulle vaccineres eller undersøges for en lidelse. Forskellen er blot, at den denne gang ikke kommer med hjem igen.

Huset er usigeligt tomt, og nu skal jeg lære at gå alene.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *