Når bare mor er glad…

Igen og igen hører jeg denne sætning sagt af yngre mødre for at legitimere, at de følger deres egne behov for »voksentid«, overarbejde, deltagelse i konferencer, en venindeweekend i Paris, en bytur eller et par timers wellness.

I sin helhed lyder sætningen: Når bare mor er glad, så bliver børnene også glade. Underforstået er vist, at en glad mor automatisk frembringer glade børn. — Det er jo naturligvis noget vrøvl.

Hvis man skulle tage udsagnet for pålydende, så kunne mor i teorien sidde og grine med en kulørt drink ved en pool på Mallorca, mens ungen hænger forladt og alene i en hoppegynge hjemme i lejligheden.

At være mor betyder ikke, at man skal gå storgrinende omkring dagen lang.

Efter min begrænsede erfaring, et stk. afkom, så gælder det omvendte derimod: Hvis ungen er glad, så kan mor være glad.

Hvis ungen er tryg, rolig, med god tilknytning og basal tillid til verden, når den vågner med et smil og med fornøjelse lader sig følge hen til en GOD institution, så kan mor slappe af og får mere tid til sig selv, end hvis ungen er utryg, skriger på opmærksomhed og hele tiden lurer på, om nu mor er ved at gå.

Børn skal ikke skrige på opmærksomhed — De skal have al den opmærksomhed, de kan rumme, helt gratis og helt frivilligt. For når de får nok, trækker de sig tilbage til deres egne lege og lader mor være i fred.

(De mødre og fædre, der skumler over, at jeg skriver »mor« og ikke »far«, får her ni »far« og et enkelt »fædre«: far fædre far far far far far far far far, som de, om ønsket, selv kan indsætte i teksten.)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *