Flerkoneri

Vi har vist alle med undren fulgt med i afsløringen af den store fagforening 3F’s formands dobbeltliv med to familier, to sæt koner og børn og svigerfamilier og venner med dertil hø­rende forpligtelser – ad flere omgange, først et sæt, så nogle år efter endnu et sæt.

Fagbevægelsen og ledende socialdemokrater var hurtigt ude for at forsvare forman­den med henvisning til ’privatlivets fred’. Der eksisterer ingen lov, der forbyder en mand eller en kvinde at holde sig med flere samtidige – papirløse – familier, men der findes heller ingen und­skyldning for at føre så mange mennesker, hele familier, børn og vennekredse, bag lyset. – Man kan i dag indrette sig, som man vil, med andre oplyste, indforståede og accepte­rende voksne. Formanden for 3F havde lige glemt at informere sine koner og familier om arrangementet. – Men han er hverken den første, den eneste eller den sidste mand i verdenshistorien med flere koner.

Mænd har altid haft flere koner, hvis de havde muligheden. At vinde prinsessen og det halve kongerige er en heltedrøm, der mindst går tilbage til de gamle grækere, som vi ken­der dem fra myterne, og når man først havde prinsessen og magten og muligheden, var en enkelt kone sjældent nok. Så betød det mindre, om man var græsk helt, kinesisk kej­ser, indisk sultan, britisk prins, magtfuld pengemand bag store Hollywoodproduktioner, ny­hedsoplæser på TV2, fagforeningsformand, borgmester eller politiker.

Haremmet, Topkapipaladset, Istanbul, hvor sultanen efter sigende holdt flere hund­rede hustruer, medhustruer og elskerinder. – Når en sultan døde, var det kutyme, at hans stærkeste arving enten slog alle sine halvbrødre og konkurrerende drengebørn/unge mænd ihjel med det samme – man talte om dagen, hvor de mange kister forlod paladset – eller mere humant sejlede dem over til Prinseøerne i Marmarahavet ved indsejlingen til Bosporusstrædet, hvor de kunne leve godt, men afsondret under streng bevogtning. – Hvad der blev af alle de mange kvinder og deres døtre, ved jeg ikke.

Min oldemor var en halvvoksen pige fra Andrup i Sønderjylland, da hun i slutningen af 1800-tallet rejste til København for at prøve lykken der. – I anetavlerne stod hun opført som ’skuespil­lerinde Johanne Andrup’, men da man efterforskede det, viste det sig, at hun var en holdt kvinde, dvs. ugift elskerinde, til en Carlsberg-direktør, som avlede to sønner med hende. – Ifølge de ældres erindringer var direktøren en fin mand, der sørgede godt for Jo­hanne og hendes drenge, og han var også en synlig bedstefar i de uægteskabelige sønners familier, når han som ældre en gang om året dukkede op i sin rummelige sorte direktørbil og kørte dem alle på udflugt til Dyre­haven nord for København. – Da han døde omkring 1930, var der en pæn arv til hver af søn­nerne, som kunne købe eget hus i forstæderne for pengene, hvilket var usædvanligt på den tid under den store, økonomiske krise, hvor så mange blev arbejdsløse og levede un­der kummerlige kår.

Drømmen om eget hus i forstæderne kunne i begyndelsen af 1930’erne realiseres i Rødovre for en uægte søn af en Carlsbergdirektør desformedelst en fædrene arv på 10.000 kr. – Hesten hedder ‘Prins’.

I 1880’erne ramte den store sædelighedsfejde højrepolitiker og godsejer, kultusminister Jacob Frederik Scavenius, som i øvrigt var fætter til konseilspræsidenten, den tids stats­minister, Jacob Brønnum Scavenius Estrup, da en borger anklagede ham for usædelig levevis. En kultusminister var minister for kirke og undervisning og forventedes at leve et anstændigt liv. Men denne borger var en aften fulgt efter minister Scavenius og havde set ham gå ind i en opgang, hvor der boede et kendt, berygtet kvindemenneske. På et vælgermøde i Store Heddinge anklagede han derefter offentligt ministeren for usædelig levevis og fremførte, at han ikke kunne bestride posten som bl.a. overhoved for kirken, når han hengav sig til sådanne udskejel­ser. – Man forsvarede ministeren med, at det henhørte under ’privatlivets fred’, og da han senere blev fjernet fra sin post, var det med andre begrundelser. – Hvis det at besøge en prostitueret eller i det hele taget at have udenomsægteskabelige forhold skulle koste en mand hans post, ville der ikke være mange mænd i beskæftigelse på den tid.

Sagen affødte ophedede diskussioner om sædelighed og passende livsførelse, og forfattere og debattører, bl.a. Bjørnstjerne Bjørnson og Georg Brandes debatterede ivrigt. Bjørn­stjerne mente, at alle, både kvinder og mænd, burde leve dydigt og begrænse deres seksu­elle udfoldelser til ægteskabet. Han blev støttet af kvindesagen og af de religiøse, hvorimod Brandes var fortaler for en friere seksualitet for alle parter. Fejden førte ikke til nogen æn­dring i den offentlige moral og levevis på det tidspunkt; mænds promiskuitet havde lange rødder bagud, og kravene til kvinders dydighed var uforandrede.

Fakta var jo, at mændene sad på magten. De havde overtaget både økonomisk og so­cialt, og tankegangen var, at når en mand betalte for en kvinde og hendes børns underhold, så indbefattede hans ret også en seksuel eksklusivaftale, så han kunne være sikker på, at børnene var hans eget kød og blod. At opfostre en andens mands afkom blev anset for nedværdigende og umandigt.

Kvinderne havde ikke mange muligheder for at forsørge sig selv med passende arbejde, der ikke involverede at sælge deres kroppe til lystne mandfolk. Enten på acceptabel vis som hustruer, som holdte kvinder eller som sexarbejdere i bordeller eller på gaden.

Mens sædelighedsfejden foregik med taler, avisartikler og et hav af polemiske pjecer, sad fru Scavenius hjemme på sit gods og holdt lav profil. Senere tider har undret sig over, hvorfor hun fandt sig i sin mands usædelige færden i København – som også omfattede mindst én kendt, fast elskerinde, ud over de løsere. Og det hele blev blæst op i offentligheden.

Der skal man nok forstå, at ministerfruen på Gjorslev Gods syd for Køge ikke havde så mange andre muligheder. Skilsmisser var ikke almindelige og da slet ikke i de kredse, og faldet i levevilkår og status fra godsejerfrue og mor til den næste godsejer til subsistensløs eller blot fraskilt, hjemmeboende datter eller skyggetante hos en søster var for stort til at udgøre en reel mulighed. Dertil kommer, at fruen måske satte pris på sit fre­delige aleneliv, mens manden slog sine folder andetsteds.

I de tider døde mange kvinder i barselsseng, børnefødsler er, som vi jo ved, risikable og smertefulde, og pålidelig prævention var ikke tilgængelig. Det var behandling for kønssyg­domme heller ikke, så kvinder havde mange gode grunde til at forsøge at undgå samleje og graviditet, når de først havde opfyldt deres pligt og leveret en arving. – Derudover er sex med mænd på mænds præmisser ikke altid en berigende og eftertragtelsesværdig oplevelse for en kvinde, og da slet ikke en lidt ældre, der måske fandt mandens hjemkomst og tilstedeværelse på gården en smule ubekvem. I virkelighe­den, tror jeg, at mange kvinder, om de var gift med en arbejdsmand, en direktør i øl­branchen eller en minister, efterhånden lærte at sætte pris på, at manden fandt afløb for sine lyster andre steder. Arrangementet kunne være til begges fordel, så længe det ikke kostede hustruen hendes levegrundlag og status, og så længe manden gik lidt stille med dørene. – Hvad det gjorde ved de holdte og prostituerede kvinder, kan vi næppe forestille os, men de undgik i det mindste sultedøden …

I dag er tingene her i landet lykkeligvis anderledes. De økonomiske og samfundsmæssige forhold har ændret sig meget de seneste 100 – 150 år. Danske kvinder vandt retten til uddannelse og ordentligt arbejde og kan nu forsørge sig selv og deres børn uden at skulle stå til rådighed for lystne mænd. Nu skal manden fortjene sin kone på helt andre måder, følelses­mæssigt og seksuelt, og det kan være langt vanskeligere at leve op til end blot at betale sig fra det hele. – Hvilket importen af ofte handlede kvinder fra mindre begunstigede egne af kloden er et tydeligt vidnesbyrd om.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *