Jul

Blog Image

Den danske jul er både en velsignelse og en forbandelse. Omkring vintersolhverv trænger vi virkelig til lys, god mad og festlige sammenkomster, for der er ikke så meget andet, man kan foretage sig i mørket. Ethvert barn har krav på gode juleminder, stemning, glædelig forventning, nisser, gaver, leg, sange, smage, lys og dufte, som det kan bringe med sig ind i voksenlivet og give videre til sine egne børn.

Men! Som så meget andet kan julen let gå over gevind. Og med tidens opsplittede familiemønstre er der basis for et utal af forviklinger og konflikter.

Det begyndte i august måned. Bag mig i bussen sad to meget unge, meget blonde, pigebørn. Ind imellem telefonsamtaler og SMS’er førte de en slags samtale, der mundede ud i, at den ene pige begyndte at redegøre for, hvor mange mennesker hun skulle købe julegaver til: Mor og Åge, Bitten, Lis og Henrik, Henriks tre børn, Jeanette, Majbrit, Rasmus og Kristian … osv. I alt 26 nåede hun langt om længe frem til. Jeg sad der foran og tænkte: Hold dog kæft! Det er august måned! — Men så gik det op for mig, at det ikke var juleindkøbslister, pigen var ved at planlægge, men at hun i virkeligheden gjorde status over sit sociale tilhørsforhold. De mennesker, vi er på julegave med, er vore allernærmeste.

Hvert år ved juletid samler vi familie og venner omkring os og gør status. Nogle er vi på julekort med. Nogle får en e-mail med beskrivelser og fotos af familiens sommerferie og børnenes højdepunkter i årets løb. Nogle er vi på julefrokost og pakkespil med. Nogle bliver inviteret til gløgg og brunkager. Og den nærmeste familie samles på selve den højhellige juleaften, uanset om de bryder sig om det eller ej.

Fra oktober måned opstår så alle spekulationerne, for familien er i dag ikke en given ting, og hvem, der holder jul med hvem, kan være et årligt tilbagevendende konfliktpunkt. I traditionelle kernefamilier, hvor far og mor bor sammen med deres egne børn, er det bedsteforældrene og eventuelle søskende, der kan give problemer: — Det er din tur til at have hende i år, er vist en bemærkning, vi alle har hørt om en tante eller bedstemor. Fri mig for nogen sinde at komme i den situation, hvor jeg opfattes som en herreløs hundehvalp, der partout skal passes af nogen! Og så på en juleaften!

I de skilte familier er konfliktstoffet uendeligt. Midaldrende forældre kan være skilt, og de voksne børn må så fordele dem indbyrdes, fordi de ikke kan være sammen uden at ødelægge stemningen for alle. Unge forældre kan leve hver for sig, måske med nye partnere og sammenbragte børn, og det er et machiavellisk spil at få kædedansen omkring juletræet til at gå op. Nogle gange løst salomonisk med indtil flere juleaftner, så alle får deres rimelige del af samværet.

Unge familier kan også have problemer med at fordele sig ud til forældregenerationen, indtil de selv beslutter at tage ansvaret for at holde jul for deres børn. Det er ikke let at stege en and …

Ud over den rent menneskelige side af julen er der også en særdeles iøjnefaldende materiel side. Fra tidligt efterår udsættes vi for pres alle vegne fra for at købe og ønske os ting til jul. Røremaskiner, bøger, ferierejser, lamper, legetøj, tøj, pyntegenstande, håndværktøj … For en del år siden holdt jeg jul med to småpiger på fem og ti år. Vi var mange: deres forældre, to hold bedsteforældre og os selv. Da træet var pyntet og parat, blev der slæbt gaver ind. De fleste til de to børn, naturligvis. Der blev slæbt og slæbt. Fra biler, kælder og garage. Pigerne havde en stor familie, og familien havde en stor omgangskreds. Der var ikke plads til det hele under træet, så en tilstødende stue måtte agere julegavelager. Med udsigt til dette gavebjerg kunne ingen af pigerne få en bid ned under julemiddagen; kun lidt ris á la mande for et syns skyld, så de kunne sikre sig mandelgaverne. Blege af spænding og nervøsitet sad de blot og ventede på tilladelse til at flå i papir og gavebånd. Øjeblikket oprandt, og udpakningen begyndte. De første tre-fire gaver vakte jubel: kæmpemæssige, kulørte plastickonstruktioner, rideskole og dukkehus til Barbie, små komfurer komplette med gryder, pander og legemad, dukker med garderober og senge, klapvogne, bøger, DVD’ere, smykker og tøj … Der var ingen ende på pakkerne. Da det havde stået på i tre timer, var pigerne på grådens rand og bad, om resten dog ikke kunne vente til næste dag. De var så udmattede, at de blot ville i seng og sove.

Selve juleaften, og forberedelserne til den, fylder efterhånden ikke så meget i den moderne families liv, som alle de andre arrangerede begivenheder, der har hægtet sig på igennem de seneste tiår. Det er mig f.eks. en stor og uløst gåde, hvordan bryggerierne kan få folk til at gå på gaderne og drikke sig stangstive, blot fordi de udsender en halvdårlig juleøl. Juleøl har ikke været en mangelvare på noget tidspunkt i hele min levetid, og alligevel opfører folk sig, som om der var tale om rationering og en særlig nåde, når de får lov at købe det i litervis på en flad novemberaften. De skyller taknemmeligt brygget i sig og er det følgende døgn til stor gene for forbipasserende, medtrafikanter og byens hygiejniske stade som helhed.

Hvis man har et barn i børnehave og et i skole, og hvis de oven i købet går til håndbold eller spejder, er december hurtigt fyldt op med klippe-klistre-arrangementer, pebernøds- og saftevandsaftner og deciderede juleafslutninger, hvor ungerne er klædt ud som nisser og spiller blokfløjte. Derudover kommer årets højdepunkt på arbejdspladsen, julefrokosten, hvor man til tre slags sild, kål, flæskesteg og pølse også har mulighed for at drikke sig fra sans og samling. Kortklubben, operaklubben, agilityholdet, golfvennerne og venindeflokken skal også holde julefrokost, og vi plejer at holde noget sammen med Birthe og Egon og naboerne nede i nummer 44 …

Dankortet gløder fra tidligt i november. Drikke- og fødevarer i sækkevis slæbes hjem, man suser rundt og indkøber gaver efter ønskesedler — Bodumkande til Else, cd med Kim Larsen til Jonathan — og ungerne skal have en gave hver eneste dag i december plus fire-fem store juleaften … Krydderier, mandler, marcipan, nougat og sukat … har jeg nu husket det hele? Åh, ja, rosiner, helst økologiske … Og adventskrans, kalenderlys og nye kugler til træet.

Jeg har inderlig forståelse for de mennesker, der beslutter at forlade heksekedlen i sidste halvdel af december og flyve ned til sol og varme, hvor man på et bekvemt hotel kan glemme alt om den grådigt krævende jul. Eller den ensomme jul. Eller dårlige juleminder. Eller blot den helt almindelige, danske jul. — Jeg er selv ofte fristet til flugt.

Det kræver en høj grad af modenhed og erfaring at stå imod presset til overforbrug. At takke nej til nogle af invitationerne. At frigøre sig fra pligtfølelser og skabe sin egen jul med plads, tid og ro til at nyde duften af kogende krydderier, gran, gåsesteg og tændte stearinlys, eftertanke i årets mørkeste tid, gode venner og familiens selskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *