Hundehvalpen

Hvem kunne forudse, at det ville tage måneder at indføre en otte ugers hundebaby i husholdningen? At man skulle være om den 24 timer i døgnet, styre renlighed og bidetrang og forsyne den rigeligt med trygt nærvær og lege fange- og bidelege i én uendelighed? (Hvilket i parantes bemærket er skønt, men ikke synderligt udfordrende rent intellektuelt.) At den skulle lære alt: Hvor og hvornår vi sover, hvor og hvornår vi spiser, hvor og hvornår vi leger, hvor og hvornår vi besørger, går tur, møder venner og andre hunde, omgås katten, kører bil, og at man også gerne skulle kunne være alene en kort stund …

Det burde jeg have forudset. Det er trods alt fjerde gang, jeg får en hvalp. Mit liv kan opregnes i de hunde, jeg havde på et givet tidspunkt. Med ti-femten års mellemrum bliver jeg tvunget til at skifte ud. Og jeg bliver lige ked af det – og overstrømmende lykkelig – hver eneste gang.

Jeg troede, at jeg var for gammel til endnu en hvalp. At jeg ikke orkede at tørre uheld op over hele huset og stå rystende af kulde ude i haven i vinternatten og vente på, at den fik tisset af. Men straks jeg så den lille, kuglerunde tæve og fik hende op i favnen, var jeg solgt. Efter en lang køretur hjem med hvalpen på skødet havde vi adopteret hinanden, og jeg har glædesstrålende stået og set til, mens hun skambider mine tæpper, sko og potteplanter. Lige som hun storsindet bærer over med min langsommelighed og mine mange, hyppigt forgæves, forsøg på at korrigere hendes spontane livsytringer. Dealen er, at jeg bidrager med tryghed, kost, inklusiv godbidder og gumleben ad libitum, og logi og til gengæld kan få lov til at lune mig ved hendes tilsyneladende uudtømmelige reservoir af livslyst og kærlig hengivenhed. Det er en perfekt match. Hunde er – lige som den daglige avis – uundværlige. De lægger både en blid og beroligende basstemme og en trillende, perlende, lys fløjte af glæde under og over hele husets hverdag, og det er ikke uden grund, at hunden var det første dyr, der blev knyttet til mennesket. Vi har mange fællestræk. Begge arter er socialt indstillede rovdyr, og en lille hvalps behov er ikke meget anderledes end en menneskebabys: mad, varme, ro, regelmæssighed, dvs. genkendelighed og forudsigelighed, søvn, leg, læring og masser af kærlig opmærksomhed.

Samlivet med en hund viser os særdeles tydeligt mennesket i sin mest basale form. Tag ord, bortforklaringer og abstraktionsevnen væk, og du har grundlæggende blot et pattedyr. Det er meget, meget lærerigt. Hver gang!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *