Tolerance i toget

Da min søn var en tre-fire-fem år, kørte vi hvert år med tog fra Ålborg til København for at holde sommerferie hos familien. Pengene var små dengang først i 80’erne, men han ville altid besøge Danmarks Akvarium i Charlottenlund og Zoologisk Museum i Universitets­parken, og så plejede vi at slutte ferien af med en Tivolitur.

Men også selve rejsen var spændende for en lille fyr. Alt i alt plejede den at vare det meste af en dag begyndende og sluttende med en halv time i bus og en lang spadseretur med oppakning. Men navnlig elskede sønnike toget, lokomotiver og at sidde ved vinduet og se landskabet fare forbi. Dengang blev togvog­nene rangeret op på færgen ved Storebælt, og den oplevelse har han også stadig levende erindringer om.

Jeg husker nu bedst den sommerdag med rockerne og deres hunde.

På den tid blev togstammen trukket af et kraftigt, dieseldrevet, rødt MZ-lokomotiv, og vog­nene var indrettet med kupéer. Alting lugtede af jern og gammel tobak. Hver kupé havde to brune, aflange sæder med hvide nakkepuder over for hinanden og et brunt klapbord i midten under vinduet. Min søn og jeg havde reserveret pladser på det ene sæde, sønnike ved vinduet, og over for ham sad en høj dame, en bibliotekartype, hvis man fordomsfuldt skulle gætte, halvlang tweednederdel med klantern, tykke brune strømper, fodformede sko og en fornuf­tig cardigan over en højhalset bluse. Hun løftede ikke blikket fra sin bog, da vi indtog vores pladser og fik stuvet bagagen af vejen, tasker, kuffert, saftevand, madpakker, billedbøger, så vi hilste ikke, men vi sad jo over for hinanden hele vejen ned igennem Jylland, så der var god tid til at betragte hende i det skjulte.

Da vi nåede Horsens, var jeg i gang med at læse ’Peter Pedal’ højt for min søn, da der blev lidt opstandelse ude på den snævre gang, hvor to hærdebrede og højrøstede mænd i læ­derjakker og i følge med to store, løse og overstadige schæferhundeblandinger trængte sig frem mellem de af- og påstigende.

De rev i døren til vores kupé, og hundene myldrede ind, undersøgte alting på et sekund og stak snuderne helt op under skørtet på den pæne, læsende dame, der blev temmelig for­skrækket.

Der var en del snak:

– Her er sgu’ plads, kom!

– Åh for satan, Michael, se nu den hund.

– Kom her!

Hundene var ude af kontrol, men venligtsindede, og sønnike, der var vant til hunde hjem­mefra, klappede glad dem begge på hovederne og fik et vådt slik over leverpostejsresterne på kinderne til gengæld.

Den ene af mændene hev en flaske med noget stærkt orange, der lignede blommesnaps eller abrikoslikør, op af en inder­lomme og satte sig tungt på en plads ved døren. Kammeraten, som han, efter deres op­rømte samtale at dømme, lige havde hentet i Horsens – dengang var fængslet stadig fæng­sel, satte sig overfor, og de tog begge nogle gedigne hiverter af flasken, før de bød den ikke længere læsende, men ret panikslagne dame ovre på vinduespladsen:

– Du trænger også til en tår, søster, brummede den ene, mens han holdt flasken helt hen under næsen på hende. – Til at slappe lidt af på …

Overraskende hurtigt kom hun på benene, samlede sine ting og flygtede ud af kupéen.

– Hun var nok ikke tørstig, sagde den anden og skubbede døren i efter hende. Og så bød de mig.

Jeg afslog smilende og pegede på min søn. – Det går nok ikke, vi har en lang tur.

– Nå, ja, for satan. Damen har jo et barn med, mand. – Jamen, så skål!

– Hej, bettemand, hvad er du for én? spurgte den anden venligt.

Bettemanden svarede for sig, og så læste vi ’Peter Pedal’ færdig, mens han kløede den ene hund bag ørerne, og de to velvoksne herrer begyndte at småsnorke henne på deres pladser på hver side af døren, mens den anden hund lå vagt midt på gulvet med kæmpehovedet opmærksomt vendt mod gangen.

Ingen vovede sig ind i vores kupé, ikke engang kontrolløren, under hele resten af turen til Hovedbanegården i Køben­havn, og vi kunne brede os på sæderne, optage begge vinduespladser, hvis vi ville, klappe hunde og sludre med deres ejere, når de ind imellem vågnede op for at tage en tår mere, og sønnike og jeg har aldrig, hverken før eller siden, haft så behagelig og tryg en rejse med offentlig transport.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *