Vintersolhverv

Forum Romanum, Rom. Saturntemplet til højre.

I det gamle Egypten tilførte man året fem ekstra dage omkring vintersolhverv for at få kalenderen til at gå op. Disse dage udgjorde en skrækkelig og farlig tid, hvor dæmoner og andet utøj huserede, og menneskene måtte gøre sig al mulig umage for at overholde de foreskrevne, frelsende ritualer med det formål at slippe uskadt over på den anden side. ― Den gang havde man virkelig brug for ønsket: Godt nytår!

I det gamle Rom slap Saturnalierne deres løjer og alvor løs på befolkningen i en periode fra d. 17. til d. 23. december. Saturn var gud for frugtbarhed, og til hans ære ofrede man, gav gaver i overflod og byttede om på statusforholdene mellem herrer og tjenere.

For ca. 1500 år siden satte kristendommen sig på vintersolhvervet, men i sin grundsubstans var tidspunktet og formålet med en fest i den mørke tid uforandret.

Vore egne forfædre, vikingerne, drak jul, og i bondesamfundet, der fulgte dem, legede man julelege langt op i kristen tid, ja mine bedsteforældres generation huskede julelegene på gårdene.

I dag har vi nogle få, ydre tegn, fx julemand, nisse, grantræ, glaskugler, gavebånd, på julen, men tyngdepunktet ligger stadig på fester med en overdådighed af mad, drikke og masser af gaver.

Jul og nytår er en vanskelig tid for påvirkelige psyker. Det er årets mørkeste og koldeste tid, værre bliver det ikke. Der er sociale konventioner, forventninger og krav om gaver og festivitas, selv om man måske ikke har lyst. Det er dyrt, anstrengende og ikke altid særlig rart. Hen mod slutningen af juleugen slippes alle dæmonerne løs, og vi hengiver os kollektivt til druk, kransekage og fyrværkeri. ― Med et spædt »Vær velkommen Herrens år«, som sen tilkommen, religiøs fernis og legitimering ― hvis vi da husker det.

At pakke kufferten og tilbringe en uge eller to omkring vintersolhverv i et varmt og julemæssigt knap så sammenbidt fordrukkent og neurotisk land, er en luksus, som vi er begyndt at unde os. ― Det svarer til at tage en solskinspille, så man slipper let hen over en hovedpine.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *