Velgørenhed …


… er ved at udarte sig til en omfattende forretning i dette land. Når man ikke kan gå på gaden i fred for pågående, unge sælgere, når man ustandseligt bliver ringet op af vildtfremmede, der forsøger at prakke én noget velgørende på, når unge kvinder med raslebøsser og småbørn på slæb ringer på ens dør hver anden søn­dag, så er det blevet for meget!

TV2 har et stort anlagt underholdningsprogram, som de en smule overmodigt kalder ’Knæk can­cer’, hvor folk og navnlig virksomheder i fuld offentlighed kan skaffe sig lidt PR ved at donere et beløb til den gode sag. Da de sendte programmet anden gang, måtte man spørge sig selv, om det virkelig var nødvendigt? Vi ’knækkede’ jo cancer sidste år. Med nogle års mellemrum kom­mer tv-stationerne også i tanke om Afrika, hvis plagede befolkning gør sig godt på billeder.

Når overfriske Oliver eller Sofie Amalie med den flirtende lillepigestemme ringer op og tager ti minut­ter af min tid, mens hun forsøger at overtale mig til at donere et beløb til fx kræftramte børn, så for­tæller jeg hende: − A. : At kræftbehandling i dette land bør være en offentlig opgave. Vi afleverer trods alt en pæn del af vores indkomst til skat. − B. : At jeg ikke ville have råd til at donere så meget, at det ville kunne betale hendes løn i den tid, det tager hende at overtale mig. − Når hun så lyder for­nærmet, for ’Hvem kan være imod kræftsyge børn?’, så fortæller jeg hende, at hun får penge, måske endda mine, for at spilde min tid. − Hvad bliver der til overs til de stakkels, sygdomsramte børn? − Slut på den samtale! − Hvorefter Sofie Amalie ryster på ho­vedet, bander over den ufølsomme gamle kælling og ufortrødent ringer og forstyrrer et nyt menneske med sin gode sag, dvs. sin egen timeløn.

Jeg ved præcis, hvordan de der indsamlere har det. I en årrække samlede jeg ind for Røde Kors en søndag i oktober måned. Og jeg gik fra dør til dør og følte mig GOOOD. De, der straks fik pun­gen frem og med et smil proppede sedler i min indsamlingsbøsse, var også GOOODE mennesker. Mens de, der sagde nej-tak, der havde en eller anden dødssyg undskyldning, som fx at de alle­rede havde givet et beløb til sagen, de der gemte sig eller ikke gad lukke op, de var DÅÅÅRLIGE mennesker sammenlignet med mig. − Men så begyndte jeg at tænke over rimeligheden i, at jeg − der aldrig selv har kunnet skaffe mig en anstændig løn for mit arbejde − skulle bruge en halv søndag på at forstyrre andre men­neskers søndag for at samle ind til et stort, multinationalt fore­tagende, hvis direktører får millionløn­ninger og gyldne aftrædelsesordninger, og hvis ansatte sikkert alle får en pæn hyre, gratis rejser og en klækkelig pension.

En af mine veninder giver altid i hundredvis af kroner, når hun får mails fra et udenlandsk foreta­gende, der samler penge ind til mishandlede dyr. Der er altid sådan nogle skrækindjagende bil­leder af katte uden hjerneskal, hunde med åbne sår og sørgmodige øjne, bjørne og aber i alt for små og snav­sede bure … Det får aldrig ende, og uanset hvor mange penge, min veninde sender, kommer der altid nye, rædsomme billeder, som åbenbart virker og får folk til lommerne, ligesom sultne sorte børn med fluer i øjnene gør det. − Men hvem betaler for, at nogle mennesker kan sidde og sende de fryg­telige mails rundt? Eller rejser rundt og tager billederne?

I USA, som vi altid prøver at efterabe, er privat velgørenhed en stor og nødvendig ting. Men i vo­res lille velfærdsland, hvor skatteprocenten er tårnhøj, har vi for længe siden valgt at lade fælles­skabet tage sig af bl.a. sygdomme, dyrebeskyttelse og ulandsbistand. Det gør det bare ikke så godt, fælles­skabet. Der er alenlange ventelister, og danske kræftpatienter dør hurtigere, end kræftpatienter i andre, nærliggende lande. Vores dyr, navnlig i fødevare- og skindproduktionen lider en stor del af de­res korte, unaturlige liv. Vores hjælp til fattige udviklingslande består for en stor dels vedkommende af tilskud til danske erhvervsvirksomheder. − Hvorfor tror folk så, at flere penge er løsningen? Kunne det ikke være et spørgsmål om politisk at prioritere vores fælles ressourcer, således at vi fx hellere ville lade skattekronerne gå til kræftforskning end til Lars Løkke Rasmussens uhørt kostbare under­bukser og jakkesæt? Til klimaet end til samme mands luksusflyrejser, rygekabiner og rygerrengøring på alt for dyre hotelværelser? Til hospitalsklovne end til overlægernes middage på Michelinrestau­ranter? Til syge og trængende dyr og menne­sker, snarere end til lille Oliver eller Sofie Amalies mobil­regninger, modetøj og weekendfornøjel­ser? Men den diskussion tager man jo ikke med en facer, en trappeartist eller med en telemar­ketingsassistent, der er helt grøn og frisk fra skolens niende klasse og bare skal tjene til sine egne lommepenge.

Når det drejer sig om velgørenhed, er det efterhånden blevet et spørgsmål om at fremstå GOOOD offentligt. På gaden, på Facebook eller i tv. Og det kan være vanskeligt at købe et brød uden at skulle finansiere selvgode virksomheders image, ’Støt brysterne’, som det så usmageligt hedder, eller 1 kr. pr. brød går ubeskåret til Borneos regnskov eller til gadebørn i Indien … Så­danne ’velgørende’ pro­dukter køber jeg aldrig. Der er en klam bagtanke om at fremstå GOOOD bag hele konceptet, som jeg reagerer imod. Jeg vil gerne selv bestemme, hvem jeg skal støtte udover skattevæsnet og fællesska­bet, og hvis et firma har råd til at støtte godgørende projekter, så er deres priser for høje. De burde blande forbrugerne udenom, støtte hvad de vil for deres egne, private penge, og forsøge at holde de­res kæft med det. − Se, det ville være god stil.

Her i huset har vi valgt den nemme vej. Vi har, hidtil i al stilfærdighed, hver eneste måned igen­nem 30 år betalt til et barn i Afrika. Vi er nu på tredje barn, og hun og hendes familie får, lige som de to fo­regående familier, tag over hovedet, mad, medicin og uddannelse. Ingen af vores afrikanske børn har været belastet med personlig kontakt og dertil hørende anglen efter tak­nemmelighed. De har blot fået et beløb hver måned og lidt ekstra til jul, fødselsdag og andre, særlige lejligheder, og det er det, vi har besluttet, at vi kan undvære, og som vi undværer med glæde.

Så kække Oliver og Sofie Amalie burde finde noget mere fornuftigt at tage sig til. Fx en uddan­nelse. Så de fik råd til at støtte mennesker og dyr i nød selv, og ikke behøvede at sidde på deres flade og spilde deres egen og andres tid.

Vi har fået en omfattende godgørenhedsindustri, der ganske som vore politikere kun synes at være i faget for at skrabe så meget som muligt sammen til sig selv.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *