Lønarbejde

‘Why should I let the toad work
Squat on my life?
Can’t I use my wit as a pitchfork
And drive the brute off?’

’Hvorfor skulle jeg lade tudsen arbejde
Slå sig ned på mit liv?
Kan jeg ikke bruge mit vid som en høtyv
Og jage utysket væk?’

(Min oversættelse)

Philip Larkin, “Toads” (1954) – Læs evt. også hans ’Going, Going’, der i 1974 forudser ødelæggel­sen af kul­tur- og naturhistoriske værdier af hidtil uset omfang

Aldrig har vi været så mange mennesker. Aldrig har vi (i vores del af verden) været så rige og på alle måder privilegerede. Alligevel pisker vi os selv og hinanden til at prisgive vores børn og vores sjælero og tanke­virksomhed for at leve op til en gammeldags, pietistisk arbejdsmoral. – Vi skal alle sammen, unge og gamle, mænd og kvinder, syge og raske, forældre og enlige, fandengalemig gå på arbejde et andet sted end hjemme i 37 timer om ugen! Helst mere.

Førhen, da vi levede i mindre enheder ude omkring på landet, havde vi alle, mænd og kvinder, børn og gamle, indlysende arbejdsfunktioner med dyrkning, indsamling og forarbejdning af føde, klæder og tilvirk­ning af brugsting, bygninger og vedligeholdelse, pasning af dyr og samvær med familie­medlemmer og landsby­ens beboere. De allerfleste levede hele livet hjemme eller lige om­kring hjemmet.

I dag har vi store, veludstyrede hjem med al tænkelig komfort, men vi forlader dem i 8, 9 eller 10 af dagens lyse timer for at arbejde for andre et sted, der sommetider kræver timevis af transport frem og tilbage.

Den hollandske historiker, Rutger Bregman* – og mange andre – anser det efterhånden for mere end sand­synligt, at vi ville kunne opretholde en pæn levestandard, der endog tager mere hensyn til klodens overlevel­sesmulighed, ressourcer, dyreliv og natur, hvis vi ville nøjes med at arbejde om­kring 15 timer pr. uge og gav betingelsesløs borgerløn til dem, der ville have det.

Alligevel forlanger vi af os selv og alle andre, fx kvinder fra andre kulturer, at de skal leve et lige så af­stum­pet og stressende liv, som vi hjemmefødninger normalt gør**. Vi lovgiver endda om at tvangsfjerne deres spædbørn og putte dem i vuggestuer! *** – Se, det er formentlig noget nær den uhyggeligste og dårligste strategi, man kan tænke sig, hvis man gerne vil have angstfri, ustres­sede, trygge, veltilpassede børn og voksne, der kan bidrage til samfundet.

Hvorfor er vi i dag så optagede af, at alle mennesker skal have et lønarbejde? – Hvorfor må ingen længere arbejde hjemme og passe deres egne børn, kæledyr, haver, interesser? Hvorfor må man ikke gå i fred og mærke livet, mens man har det? Være tovholder for sin familie? Hvorfor er det su­spekt, at man tager sig tid til børn, naboer, ældre, venner, madlavning, musik, kunsthistorie, filo­sofi, håndarbejde, køkkenhave, tan­ker, naturvandringer? Og holder liv i uddøde villakvarterer, der ellers blot bliver til uforstyrrede og eftertrag­tede arbejdspladser for vandaler og tyveknægte? Som har travlt med at fjerne de værdier, vi har arbejdet så hårdt for at skaffe os.

Fordi alle skal bidrage? – Men den mor eller far, der tager sig tiden til at støtte, snakke med og opfostre deres egne børn med tålmodighed og kærlighed, giver samfundet psykisk sunde, velstimule­rede og bega­vede – og dermed omkostningsfri – unge mennesker tilbage. Det menne­ske, der har tid og overskud til at yde omsorg og praktisk hjælp til børn, syge, gamle og andre i nær­heden, sparer det offentlige titusindvis, måske hundredtusindvis, af kroner. Også ved at enga­gere sig i nærområdet og organisere frivilligt arbejde. Og den mand eller kvinde på arbejdsmarke­det, der kan komme hjem til god og sund mad, rent tøj, ro, glade børn og et ordentligt hus, yder mange gange mere, end den stressede kollega, der skal hente et sygt barn klokken et og nå at købe ind på vejen hjem. Det er blot en forældet økonomisk, kulturel og kønsmæssig fordom, der til­siger os, at børnepasning, nabohjælp, madlavning og kompetent husførelse ikke er så meget værd, som fx at stille varer på hylder og vaske gulv i en butik.

Fordi vi selv og vores børn har brug for at se og snakke med jævnaldrende? – Da jeg gik hjemme med min søn, satte jeg en lille annonce i avisen og fandt hurtigt en flok af ligestillede med børn i samme alder, som vi mødtes med, legede med, snakkede med, tog på udflugter med og blev ret gode venner med. Det var ikke svært.

Fordi der opstår en kønsmæssig slagside? – Men den er der jo i forvejen! – Alle undersøgelser vi­ser, at det stadig er kvinderne, der har hovedansvaret for hjem, familie og børn. Og at de mister en betragtelig del af deres livsindkomst pga. det. Så det er kønsslagsiden, der er problemet, og som vi må koncentrere os om at løse. Ikke selve tanken om, at ikke alle med djævelens vold og magt skal proppes ind i hamsterhjulet – om de så skriger eller synger!

– Og så er det jo ikke længere en selvfølge, at kønslivet skal resultere i nye mennesker. Det er helt i orden, at voksne, ansvarlige mennesker beskytter sig mod befrugtning og lever uafhængige ar­bejdsliv uden at sætte børn i verden. Fysikeren, Stephen Hawking, hævdede, at overbefolkningen var et af menneskehedens væsentligste og mest presserende problemer, som alle andre proble­mer stammede fra: klimaforandringer, sult, forurening, flygtningestrømme, krige osv. **** Så hvis vi ikke kan sørge or­dentligt for vores børn, fordi vi har vigtigere ting at bruge vores tid på på arbejde, så ville vi gøre både børnene og kloden en stor tjeneste ved at lade være med at formere os.

Det er i vores kulturkreds blevet en selvfølge, at vi alle skal bidrage ved at arbejde for fremmede uden for hjemmet. Noget, som kun de allerlaveste samfundsklasser var nødt til førhen. Lønarbej­det har slugt os, vores tid, vores børn, vores tanker, vores sociale liv og hele vores familie.

Jeg kan forstå, at selvstændige, der opbygger en virksomhed af en eller anden art, synes, at det er både sjovt, spændende og vigtigt. Arbejde og fritid synes at gå i ét, og man knokler en vis legems­del ud af buk­serne, fordi det er ens eget, og fordi det er velgørende og meningsfuldt at bygge no­get op.

Jeg forstår mureren, tømreren, mekanikeren, teknikeren, der har fået en god, faglig uddannelse og gode kollegaer, at han møder på arbejde hver dag og ser et hus, et tag, en bil eller en elektro­nisk dims tage form og fungere. Det må være en stor tilfredsstillelse.

Og jeg forstår ledere, forskere, lærere, læger, præster og journalister, der har spændende, og ofte uforståe­ligt vellønnede, jobs, som giver dem meget social anerkendelse for en forholdsvis beske­den daglig indsats, at de (for det meste) møder glade ind hver morgen. – Ingen snavsede fingre, platfødder, åreknuder og ømme rygge der …

Men jeg forstår ikke den mor til et eller flere små børn, der afleverer dem grædende til fremmede for at pendle et sted hen og passe ANDRE folks børn en hel dag … Det er jo absurd!

Og hvem sidder henne i folkeskolen og drømmer om at tilbringe sit liv med at skære døde fisk el­ler svin i småstykker på akkord? At pakke en milliard søm i små poser? At passe andres telefoner, syge eller gamle?

Hvis vi vil bo, dvs. fx leje en lejlighed eller købe et hus, er vi nødt til at have en indtægt af en vis stør­relse. Det er vilkårene. Man kan ikke leve uden at bo i dette kolde land. At ligge i en sovepose på en rist inde i midtbyen er ikke et attraktivt alternativ.

Så vores bolig er den første og største slavering om vores hals. Vand, varme og strøm, inventar, bi­ler, elektro­nik, tøj, ferier, mad og fester er andre tunge ringe, og til sidst ligner vi disse indfødte kvin­der, hvis girafhalse, båret oppe af tunge messingringe, strækker sig langt op over skuldrene. – Ifølge myten falder deres halse simpelthen sammen og kvæler dem, hvis ringene fjernes. – På samme måde falder nogle menne­sker helt sammen, hvis de skulle blive fyret fra trælleriet på fjerkræslagteriet eller på kontoret.

Den måde, folk normalt indretter sig på, er, at to mennesker, begge med uddannelser og job, slår sig sam­men i en bolig. De skal begge have en bil og pendle en eller flere timer mellem bolig og ar­bejde to gange hver dag. Børnene bliver afleveret til institutioner. Familiens syge og gamle i andre in­stitutioner. Kæledy­rene må skøtte sig selv alene i ni – ti timer pr. dag. Både voksne og børn (og dyr) er stressede og lever i åre­vis på kanten af, hvad de psykisk kan klare.

Der er ikke mange økonomiske fordele ved at begge parter i en børnefamilie arbejder ude, for bi­ler, benzin, institutionspladser, rengørings- og havehjælp og fastfood er dyrt. Det er syge og triste børn og skilsmisser også.

Lønarbejdet er kommet for at blive. Vi kan ikke alle 7,5 mia. mennesker bo idyllisk ude på landet og lave tv-udsendelser om vores enlige ko og lille bygmark, som ’Bonderøven’ gør det.

Og udsigterne til borgerløn, som en lille kompensation til alle de tjenstvillige baglandspersoner, er vist lange.

Men måske kunne man, med en let omskrivning af Jacob Haugaards kendte citat give lønarbejdet – ikke til de syge, men til dem, der kan tåle det, og som synes, det er sjovt. – Så kunne den tapre ar­bejder M/K få tildelt et forsørgelsesfradrag for hver voksen og barn, han/hun påtog sig underhol­det af, og så blev det be­løb en slags løn til den hjemmearbejdende, familie- og kulturbæ­rende person. – Og der er ingen grund til at skrige op over det. – Der foregår i forvejen en næsten utænkelig stor mængde ulønnet og upåskønnet ar­bejde rundt om i de små hjem, både pæredan­ske og indvandrerhjem. Arbejde, der udføres af mødre, fædre, bedsteforældre, tanter, naboer, og som friholder samfundet for masser af ressourcer til fx pasning og pleje af børn, syge og gamle, ind­køb, transport, specialundervisning, kriminalforsorg, sundhedsydelser o.m.a. Og alle disse frivil­lige fuldtidshjælpere får ikke engang, hvad der svarer til den pauvre aflønning af en filippinsk au pair. Og da slet ingen respekt.

Hvorfor kan vi ikke unde hinanden lidt tid? Når det tilsyneladende kommer alle til gode?

Vores samfund er i min levetid blevet meget intolerant. Vi kan ikke længere bære, at nogle menne­sker er anderledes, klæder sig anderledes eller lever en smule anderledes, end vi selv gør. – Men vi har brug for udenforstående, for de skæve eksistenser, for eremitter, sensible kunstnersjæle, livsnydere, hellige mænd og kvinder, der kan se på samfundet udefra og give alle dem, der åndløst styrter rundt inde i trædemøllen, et tankefuldt og måske korrigerende blik.

De allerfleste hopper, til min store undren, selv og ganske frivilligt derind i stedet for at sove længe, pjatte med ungerne, tage på skovtur og derefter sætte en suppehøne over på simreblus en hel eftermiddag, mens duftene breder sig i huset … Hvorfor?

Pga. det store sociale pres?

Fordi vi er så pressede, både i barndommen, i ungdommen, under uddannelse, som forældre og på arbejds­markedet, at vores hjerner rammes af stress, så den ikke fungerer, og så vi ikke kan fore­stille os at gøre andet end det, vi plejer at gøre og det, som forventes af os?

Måske fordi vi som menneskedyr er født med en grådighed, der gør os afhængige af lønarbejde og alle de materielle goder, det kan skaffe os: Når vi først har fået hus, bil, ferierejser, tøj, smykker, ure og kostbare møbler, så vil vi have flere huse, biler, ferierejser, tøj, smykker, ure og kostbare møbler … Det får aldrig ende.

Det er, som om vi tror, at livet er et spil, hvor den, der har mest, når han dør, har vundet. Men så­dan er det ikke. Tværtimod. Den, der har mindst tilbage, vinder til sidst. For vi kan ikke tage det med os.

Jeg skulle hilse fra planeten Jorden og spørge, om vi ikke alle sammen lige skulle tage at slappe lidt af?

* https://www.rutgerbregman.com/

** Politiken d. 11. Nov. 2018 Https://politiken.dk/indland/art6834136/flygtningekvinder-aktive­res-halvt-s%c3%a5-meget-som-mandlige

*** https://www.fyens.dk/indland/Boern-fra-udsatte-omraader-skal-i-tvungen-vugge­stue/artikel/3259145 & https://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-vuggestue-tvang-i-ghet­toer-er-et-risikabelt-eksperiment

**** https://videnskab.dk/kultur-samfund/stephen-hawkings-4-vigtigste-advarsler-til-menneskeheden

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *